Musik Mig Blidt

Vin­te­r­en er kold og mørk og frost­fyldt, men der fin­des fak­tisk en slags frost, som ikke bider dig i ansig­tet — nem­lig Køben­havns Frost Festi­val, der står lige for døren.

Per­son­ligt er jeg lyk­ke­lig for at Frost Festi­va­len fin­des og kan kom­pen­se­re for dis­se lidt kede­li­ge måne­der. Den bli­ver afvik­let mel­lem den 8. febru­ar — 2. marts og byder på en ræk­ke udvalg­te inter­es­san­te dan­ske og inter­na­tio­na­le bands og kunst­ne­re i ofte unik­ke rammer.

Sid­ste år kun­ne man blandt andet ople­ve Nils Fra­hm i Kon­cert­kir­ken på Blå­gårds­plads, Frisk Frugt i Bota­nish Haves fro­di­ge plan­teskov og Sle­ep Par­ty Peop­le blandt udstop­pe­de dyr på Zoo­lo­gisk Museum.

I år er der igen en mas­se gode nav­ne på pla­ka­ten, men desvær­re er man­ge af kon­cer­ter­ne i skri­ven­de stund alle­re­de udsolgt. Det gæl­der bl.a.  to Efter­klang kon­cer­ter (den ene med magi­ske Anna von Haus­swol­ff), Jacob Bel­lens (solo) med sup­port af Schultz and Fore­ver og Rang­le­klods koncerten.

At Rang­le­kolds kon­cer­ten af udsolgt er spe­ci­elt ærger­ligt, da den ellers lyder til at være gan­ske inter­es­sant, idet Frost Festi­val har givet Rang­le­klods frie hæn­der til at for­me en musi­kalsk og visu­el tota­l­op­le­vel­se base­ret på deres dra­gen­de beats, stem­nings­ful­de klang­fla­der og lok­ken­de voka­ler. Det skul­le udmønte i at san­se­bom­bar­de­ment, hvor publi­kum pla­ce­res i Caféte­a­trets mørklag­te tea­ter­sal og omslut­tes af lyd og spe­ci­el­de­sig­ne­de lys­ef­fek­ter i 45 minut­ter. Lyder ellers spændende!

Hel­dig­vis er der sta­dig andre poten­ti­elt fata­sti­ske kon­cer­ter til­ba­ge, som ikke er udsolg­te (end­nu).

Her føl­ger en gui­de til, hvad Musik Mig Blidt mener, du skal ople­ve på festivalen.

Foxy­gen
9. febru­ar, 2013, kl. 23.00 (Gra­tis!)
Bre­men Tea­ters foy­er, Nyro­ps­ga­de 39–41, 1602 Køben­havn V
——————————————————————————————————————————————————————————

Foxy­gen står over for et gen­nem­brud af de pænt sto­re. Diver­se blogs og inter­na­tio­na­le musik­ma­ga­si­ner er fal­det pla­dask for duo­en retro-hyg­ge­li­ge lyd med hove­d­in­spira­tion fra 60’ernes kær­lig­heds­pop­pe­de og halv­p­sy­ke­de­li­ske skæ­rin­ger, som man kan høre på de sene­ste sing­ler Shug­gie og San Fran­si­sco. 

Jeg har også tabt mit hjer­te til Foxy­gen, og det vil du san­dyn­lig­vis også, for det er meget svært ikke at bli­ve svært glad for duo­ens små­s­kram­le­de, og naivt fæn­gen­de udtryk med gro­ovy bas­gan­ge. Foxy­gen for­mår at for­e­ne til­ba­ge­læ­net cool­ness og hyg­ge på én og sam­me tid.

Lyt evt. til den helt nye dej­li­ge og meget hel­støb­te pla­de med den sigen­de og ikke langt fra sand­he­den titel We Are the 21st Cen­tury Ambas­sa­dors of Pea­ce & Magic her­un­der via Spotify.

Det er en lil­le sen­sa­tion af Frost Festi­val har boo­k­et det­te fremad­stormen­de navn og så end­da til en gratiskoncert!

Foxy­gen | Facebook

 

Lars and The Hands of Light
16. Feb. 2013, kl. 23.00 (Gra­tis!)
Bre­men Tea­ters foy­er, Nyro­ps­ga­de 39–41, 1602 Køben­havn V
————————————————————————————————–

Lars and the Hands of Light udkom­mer med deres andet album Time To Glow den 8. april 2013, og kon­cer­ten på Bre­men Tea­ters Nat­bar vil der­for være en kærkom­men lej­lig­hed til at tjek­ke nyt mate­ri­a­le ud fra bandet.

Melan­ko­li­en og livs­glæ­den går hånd i hånd på det før­ste singleud­spil fra den kom­men­de pla­de og lover rig­tig godt. Det let­til­gæn­ge­li­ge, pop­pe­de udtryk opve­jes af en fyl­dig og læk­ker pro­duk­tion, og de 60’er vibra­tio­ner, som skin­ner tyde­ligt igen­nem, er smit­som­me på den gode måde.

Video­en til End of  Sum­mer Skudt er skudt som per­for­man­ce­vi­deo med inspira­tion fra TV-optræ­de­ner i 70’erne og 80’erne og med et lang­som­me­re klip­pe­tem­po og dvæ­len ved san­ger­ne og sel­ve frem­fø­rel­sen af san­gen, end vi er vant til i dag.

 

Lars And The Hands Of Light | Facebook

 

Mar­tin Ryum
19. febru­ar, 2013, kl. 20.00 (døre­ne åbner kl. 19.00)
Copen­ha­gen Pia­no, Bred­ga­de 6, 1260 Køben­havn K
Pris: 100 kr.
—————————————————————————————————————————————————————–

Mar­tin Ryum er nor­malt kendt som med­lem af indie-rock­ban­det Spe­a­ker Bite Me og som solo­kunst­ner, men i for­bin­del­se med Frost Festi­va­len er præ­mis­sen ander­le­des og udtryk­ket mere tyst og minimalistisk.

Hos kla­ver- og fly­gel­for­hand­le­ren Copen­ha­gen Pia­no for­tol­ker Mar­tin Ryum nog­le af dig­te­ren Inger Chri­sten­sens vær­ker på musi­kalsk vis. Det er før­ste gang, at dis­se san­ge bli­ver opført live og til at hjæl­pe sig med­brin­ger han sig nog­le talent­ful­de kvin­der i form af Maria Lau­ret­te Fri­is (Tys Tys) og Sig­ne Høirup Wil­le-Jør­gen­sen (Jomi Mas­sa­ge, Spe­a­ker Bite Me) på kor, mens for­fat­te­ren Dy Plam­beck ind­le­der kon­cer­ten med et live forord.

Her får du et par for­ma­ge på, hvad der er i vente.

Jeg har på for­nem­mel­sen, at den­ne kon­cert godt kun­ne gå hen og bli­ve en smuk og intim oplevelse.

 

Nils Fra­hm feat. Mika­el Simpson 
27. febru­ar, kl. 20.00 (døre­ne åbnes kl. 1930.)
Lou­i­si­a­na Kunst­mu­se­um Kon­cert sal, Gl. Strand­vej 13, 3050 Humlebæk
Pris: 175 kr.
—————————————————————————————————————————————————————

Den­ne kon­cert glæ­der jeg mig aller­mest til blandt det øvri­ge, ellers inter­es­san­te udbud. Den faste læser vil vide, at jeg er mere end almin­de­ligt begej­stret for Nils Fra­hms evne ved et kla­ver — eller ret­te­re kla­ve­rer. Ofte spil­ler den­ne unge tysker nem­lig på to af slagsen på én gang!

Jeg så Nils Fra­hm live hele fire gan­ge sid­ste år. Først under sid­ste års Frost Festi­val i Kon­cert­kir­ken på Blå­gårds­plads, siden på Roskil­de Festi­val (læs anmel­del­se), der­næst i for­bin­del­se med hans pla­de­sel­skab Era­sed Tapes’ fem års jubilæum­s­kon­cert i Ber­lin, som var alde­les magisk og til sidst i DR’s Kon­cert­hu­set i slut­nin­gen af novem­ber. Alle fire gan­ge var ren magi.

Nils Fra­hm mestrer til per­fek­tion balan­cen mel­lem fint­fø­len­de, melan­kolsk kla­ver­spil og intenst, hyp­no­ti­se­ren­de og ryt­misk avan­ce­ret ham­ren på tan­gen­ter­ne. Aldrig spil­ler han sine num­re på sam­me måde, men spil­ler altid en ny vari­a­tion skabt i nuet og ofte med små impro­vi­sa­tio­ner under­vejs (her­un­der kom­plet impro­vi­se­re­de musiks­tyk­ker i sam­ar­bej­de med gæstemu­si­ke­re eller pia­ni­ster blandt publi­kum). Den­ne sær­li­ge ind­le­vel­se smit­ter i den grad af på publi­kum — man kan næsten for­nem­me, hvor­dan Fra­hm kom­mu­ni­ke­rer med sine kla­ver­styk­ker og på det nær­me­ste fører en dia­log med dem om om, hvor­dan de mon skal spil­les net­op den­ne aften i dis­se sær­li­ge omgi­vel­ser. Resul­ta­tet bli­ver, at Fra­hm opbyg­ger et helt sær­ligt fan­ta­stisk uni­vers, som alle til­hø­re­ren­de bli­ver fuld­stæn­digt opslugt af.

Når hans kon­cer­ter er over­stå­et, er det som at våg­ne fra en smuk drøm eller en imag­i­nær, følel­ses­mæs­sigt nuan­ce­ret rej­se, som man bli­ver helt sørg­mo­dig over har ophørt med at eksistere.

Til den­ne kon­cert på Frost Festi­va­len får Nils Fra­hm sel­skab af dan­ske Mika­el Simp­son, og jeg er sik­ker på, at det­te mak­ker­skab rum­mer et stort poten­ti­a­le. Beg­ge kunst­ne­res musik rum­mer den sam­me type efter­tænk­som melan­ko­li, som efter min bed­ste over­be­vis­ning vil gå alde­les glim­ren­de hånd i hånd. Det til trods, er intet givet, idet Mika­el Simp­sons finur­li­ge tek­ster og evner på man­ge for­skel­li­ge slags instru­men­ter i kryds­fel­tet mel­lem alter­na­tiv rock og drøm­men­de electro­ni­ca giver mulig­hed for man­ge veje at gå — sammen.

Fak­tisk er det ikke før­ste gang, at dis­se to nav­ne er nævnt i sam­me sæt­ning på den­ne blog. April sid­ste år forel­ske­de Musik Mig Blidt sig hoved­kuls i Mika­el Simpson/Vi Sid­der Bare/Nils Fra­hm mik­set af Min Før­ste Forelskelse/Familiar:

Jeg kun­ne druk­ne dig i geni­a­le num­re, som du alli­ge­vel kan lyt­te til i tid­li­ge­re ind­læg her (i for­bin­del­se med album­met Felt), her (anmel­del­se fra Roskil­de Festi­val), her  (i for­bin­del­se med hans elek­tro­ni­ske pro­jekt med ven­nen Óla­fur Arnalds) og her (i anled­ning af kon­cer­ten i Kon­cer­hu­set og udgi­vel­sen af gra­tisal­bum­met Screws). Det vil jeg und­la­de og i ste­det intro­du­ce­re et nyt Nils Fra­hm rework af The Pre­sets’ Pro­mi­ses, der bærer Nils Fra­hms sig­na­tur meget tydeligt.

Du skal da også lige have et ind­blik i hvor­dan Fra­hm kan lyde live. Her har du nog­le 2012 opta­gel­ser fra det berl­in­ske spil­le­sted UM:LAUT. Den anden lyd­bid viser i før­ste halv­del Nils Fra­hm fra sin kæl­der­dy­be elek­tro­ni­ske side med dun­dren­de synt­he­sizer klang­fla­der og i anden halv­del fra den lyse, hyp­no­ti­se­ren­de klaverside.

Nils Fra­hm — Live Snip­pet 1 (Right cli­ck to Download)

Nils Fra­hm — Live Snip­pet 2 (Right cli­ck to Download)

Og sådan så det ud til en hem­me­ligt eks­klu­siv kon­cert under sid­ste års Frost Festival:

Nils Fra­hm @ FROST 2012 — Secrect Show from FROST on Vimeo.

 

Skynd dig at få bil­let­ter til den­ne kon­cert, før den bli­ver udsolgt. Du vil tak­ke mig bag­ef­ter! Også selv­om du synes, at en kla­ver­kon­cert lyder kedeligt!

Opda­te­ring! Kon­cer­ten er desvær­re ble­vet udsolgt, men du kan skri­ve dig på ven­te­li­ste her.

Nils Fra­hm | Homepage
Nils Fra­hm | Facebook
Nils Fra­hm | Spotify

 

Dan Dea­con + Thulebasen
28. febru­ar, kl. 22.00 (døre­ne åbner kl. 21.00)
Jazzhou­se, Niels Hem­m­ings­ens Gade 10, 1009 Køben­havn K
Pris 130 kr.

———————————————————————————————————————————————————————–
Dan Dea­con er leve­rings­dyg­tig i optræ­de­ner, der er en del ud over det sæd­van­li­ge. Han er kendt for sine ener­gi­ske, græn­sen­de til kao­ti­ske kon­cer­ter, hvor han betje­ner et vir­var af maski­ner (han har en uni­ver­si­tets­grad i noget så fan­cy som “electro-acoustic and com­pu­ter music composition”!).

Hans lyd er gene­relt ken­de­teg­net ved man­ge lag af elek­tro­ni­ske lyde med psy­ke­de­li­ske ele­men­ter og obs­ku­re samp­les som forvræn­ge­de tegneseriefigur-stemmer.

Det er først på hans sene­ste album Ame­ri­ca, at jeg er røget med på Dan Dea­con vog­nen for alvor, da vær­ker­ne før det­te sim­pelt­hen er for kao­ti­ske og stø­jen­de i mine ører. Dog er der und­ta­gel­ser som den tin­dren­de smuk­ke Big Milk fra 2007 album­met Spi­der­man Of The Rings.

Dan Dea­con — Big Milk

Lad os ven­de til­ba­ge til den nye pla­de Ame­ri­ca, som i høje­re grad end tid­li­ge­re albums balan­ce­rer det elek­tro­nisk stø­jen­de med et mere udtalt melo­disk og fil­misk udtryk i et lidt lave­re tem­po, som efter min mening klæ­der hans musik. Lidt lige som i und­ta­gel­ser­ne oven­for. Effek­ten er en stør­re kon­trast mel­lem del­kom­po­nen­ter­ne i musikken.

Dea­con selv beskri­ver selv den­ne kon­trast meget rammende:

“Com­po­si­tio­nal­ly, Ame­ri­ca is lay­e­ring of dicho­to­mies: light and dark, acoustic and synthe­tic, cele­bra­tion and con­tem­p­la­tion. The result can be heard as simp­le or com­plex depen­ding on how one listens to it. The music is roo­ted in tri­a­dic har­mony set to a fixed pul­se whi­le the indi­vi­du­al lines are com­plex, pha­sing lay­ers of sound. The outco­mes are den­se asym­me­tri­cal­ly rhyt­h­mic phra­ses of tex­tu­red pat­terns fra­med as pop songs.”

Om inspira­tio­nen til album­met og til­bli­vel­ses­pro­ces­sen for­kla­rer Dea­con yderligere:

“The inspira­tion for the music was my love of cross-coun­try tra­vel, see­ing the landsca­pes of the Uni­ted Sta­tes, going from east to west and back again over the cour­se of sea­sons. The lyri­cs are inspi­red by my fru­stra­tion, fear and anger towards the coun­try and wor­ld I live in and am a part of. As I came clo­ser to finis­hing the album the­se the­mes began to show them­sel­ves more frequent­ly and gre­a­ter cla­ri­ty. The­re see­med no bet­ter wor­ld to encap­su­la­te both inspira­tions than the simp­le beauty found in the word America.”

Det fil­mi­ske smuk­ke ele­men­ter på Ame­ri­ca lader alt­så til at være inspi­re­ret af de skif­ten­de land­ska­ber på far­ten, mens de dybe­re og mør­ke­re lag kom­mer til udtryk i Dea­cons tek­ster, og måske også de mere stø­jen­de, aggres­si­ve passager?

Tjek et par høj­de­punk­ter ud her­un­der, der demon­stre­rer album­mets spænd­vid­de. Fra det livs­be­kræf­ten­de (True Thrush), til det fil­misk-smuk­ke (Pret­ty Boy), over det orga­nisk-ryt­misk-orke­stralt-eks­pe­ri­men­te­ren­de (USA III: Rail) og ende­lig til det episk-inten­se (USA I: Is A Mon­ster).

Dan Dea­con — True Thrush 

Dan Dea­con — Pret­ty Boy

Dan Dea­con — USA I: Is a Monster

Dan Dea­con — USA III: Riil

Jeg ser frem til en kon­trast­fyldt og unik kon­cert med Dan Dea­con den 28. febru­ar på Jazzhouse!

Stream Ame­ri­ca via Spo­ti­fy nedenunder:

Dan Dea­con | Facebook

Dan Dea­con — Spotify