Musik Mig Blidt

Musik Mig Blidt-ynd­lin­gen med det for­modent­lig læng­ste band­navn i Dan­mark, We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself, er klar med en ny electro/synthpop sing­le + B‑side. Den udkom­mer offi­ci­elt i mor­gen d. 3. april, men kan strea­mes eks­klu­sivt her på siden alle­re­de i dag.

End­nu engang er det en utro­lig læk­ker lyd, grup­pen for­mår at ska­be. Der er beats, som næsten får karak­ter af piskes­mæld, og de futuri­sti­ske synt­hs vil­le, hvis de kun­ne ses med det blot­te øje, sik­kert være neon­far­ve­de — i hvert fald de lyse­ste og mest lynen­de af dem. Og det er i den­ne sam­men­hæng en god ting, hvis du skul­le være i tvivl! På top­pen gli­trer for­san­ger Julie Chri­sti­an­sens vokal van­ligt med ynde­fuld sød­me, som kon­trast til den lidt dystre tekst. Giv sing­len Under The Sun et spin eller syv herunder!

Ban­det for­tæl­ler selv om singlen:

““Under The Sun” er skre­vet sam­men med vores ven og musi­kal­ske part­ner Mads Björn. Mads lave­de sid­ste år et remix af vores sang “Sky”, som vi blev svært gla­de for. Der­for beslut­te­de vi os for, at arbej­de med ham igen. Både på Under The Sun og den instru­men­tale B‑side “Cros­s­ro­ads of Infi­ni­ty”, har vi arbej­det med vores fasci­na­tion for 90er synt­hs. Sær­ligt acid bass lines og sto­re sfæ­ri­ske pads.

Vi arbej­der for tiden meget med det ambi­va­len­te og det mod­stri­den­de. Med “Under The Sun” har vi søgt at ska­be en kon­trast mel­lem den opløf­ten­de, stor­lad­ne pro­duk­tion og en rela­tivt mørk tekst, som er inspi­re­ret af ensom­hed og følel­sen af, at der som­me­ti­der er noget stør­re end en selv, der bestem­mer hvil­ke valg, man kan tage.”

B‑Siden Cros­s­ro­ads Of Infi­ni­ty kan du høre her:

Foto: Ale­xan­der H Jespersen

I dag er det Pia­no Day, en hyl­dest­dag til kla­ve­ret, star­tet af kom­po­nist og pia­nist Nils Fra­hm i 2016. Den bli­ver afholdt på den­ne dag — årets 88. dag, for­di der er 88 tan­gen­ter på et klaver.

Ver­den over fejrer pia­ni­ster det­te majestæti­ske instru­ment dagen igen­nem med at udgi­ve nye num­re eller live­strea­me hjem­me­kon­cer­ter fra de soci­a­le medi­er. Egent­lig var der et væld af kon­cer­ter i den vir­ke­li­ge, fysi­ske ver­den plan­lagt, men de fle­ste er aflyst pga. Cor­o­na-kri­sen. Det gæl­der desvær­re også Pia­no Days Copen­ha­gen.

Jeg elsker kla­ve­ret som instru­ment, hvad den tro­fa­ste læser vil vide. Det er ikke noget til­fæl­de, at mine guld­korns­play­li­ster for det meste inde­hol­der en del neoklas­si­ske kom­po­si­tio­ner, hvor kla­ve­ret ofte har en cen­tral rol­le. Kla­ve­ret er i min ver­den noget magisk. Det er et ekstremt kom­plekst instru­ment, der kan bestå af op imod 12.000 indi­vi­du­el­le dele. 12.000! Alli­ge­vel er kla­ve­ret emi­nent til at for­mid­le følel­ser rent, ærligt og umid­del­bart. Den musik, der kom­mer ud af et kla­ver, føles meget men­ne­ske­lig og besid­der i min optik en form for rå, urgam­mel, musi­kalsk skøn­hed. Kla­ver­mu­sik­ken kan for­stær­ke reflek­sion og for­dy­bel­se og hjæl­pe med at sæt­te tem­po­et ned, træ­de et skridt til­ba­ge og mær­ke efter — i hvert fald den type kla­ver­mu­sik, som jeg favo­ri­se­rer og dyr­ker, der sam­ti­dig rum­mer en melan­kolsk og drøm­men­de dimen­sion med spræk­ker af håb og lys.

Kla­ver­mu­sik er også glim­ren­de egnet som sound­tra­ck til man­ge af de inden­dør­sak­ti­vi­te­ter, som man­ge men­ne­sker i skri­ven­de stund enten er tvun­get til eller aktivt væl­ger for at beskyt­te deres med­men­ne­sker mod smit­te. Det er godt at læse til, lave mad til, male til, spil­le bræt­spil til, læg­ge pus­le­spil til — og ja, fort­sæt selv listen.

Det var man­ge ord. I vir­ke­lig­he­den vil jeg bare ger­ne dele en mas­se fan­ta­stisk kla­ver­mu­sik med dig.

Over de sid­ste man­ge år har jeg løben­de kom­pi­le­ret en play­li­ste med mine favo­rit­num­re, hvor kla­ve­ret er det bæren­de instru­ment. Jeg har døbt play­li­sten Pia­no Magic. Den inde­hol­der over 200 num­re, og play­li­sten vil løben­de bli­ve opda­te­ret med nye favo­rit­ter (nye­ste til­fø­jel­ser er i øvrigt i bun­den af playlisten).

Vælg selv hvil­ken strea­m­ing plat­form, der pas­ser dig bedst nedenunder.

Lyt via Spo­ti­fy her.

Lyt via Tidal her.

Lyt via Youtu­be her.

Men inden du går i gang, så start lige med Jon Hopkins’ nye­ste sing­le Sce­ne Sus­pen­ded, opta­get live i Sid­ney Ope­ra Hou­se (net­op live­strea­met) samt samt Nils Fra­hm’s No Step On Wing fra album­met Emp­ty, der udkom i dag i anled­ning af net­op Pia­no Day 2020. Beg­ge dis­se kom­po­ni­ster er i øvrigt blandt min abso­lut­te yndlingskunstnere.

I ind­spil­let form med stren­ge­in­stru­men­ter og den sær­li­ge atmos­fæ­ri­ske (elek­tro­ni­ske) baggrundsstøj/rumklang, som Jon Hopkins mestrer til perfektion:

Midt i al Cor­o­na-virak­ken må vi ikke glem­me de små lys­punk­ter i livet. Ånde­hul­ler, hvor vi kan glem­me pro­ble­mer­ne lidt.

Ast­h­ma­tic Har­ps nye sing­le Bird of Para­di­se er net­op det — et lys­punkt, et ånde­hul. Num­me­ret kal­der på for­års­for­nem­mel­ser, forel­skel­se og blom­ster i en bota­nisk have, og bril­le­rer med en ekstremt smuk, sart, lys vokal og et sim­pelt instru­men­talt arran­ge­ment bestå­en­de af aku­stisk gui­tar, per­kus­sion, synth og kla­ri­net. Få, men stær­ke vir­ke­mid­ler! Omkvæ­det er ele­gant og fæn­gen­de, og når den lyse vokal her tin­drer lysest med små, fine sving­nin­ger, får jeg sim­pelt­hen kul­de­gys­nin­ger på den gode måde!

Pas­sio­ne­re­de Jazz-ken­de­re vil måske bide mær­ke i sang­linj­en “What is this thing called
spring?”, som er en refe­ren­ce til Cole Por­ters berøm­te jazz­stan­dard “What is this thing
cal­led love”. En refe­ren­ce, der dra­ger sam­men­hæng mel­lem hoved­kulds forel­skel­se og
for­å­rets komme.

Bird of Para­di­se er en fors­mag på, hvad vi kan glæ­de os til at høre på Ast­h­ma­tic Harps
næste EP-udgi­vel­se, Thin­gs We Lear­ned To Live With, der efter pla­nen udkom­mer i som­me­ren 2020.

Udgi­vel­sen byder iføl­ge pres­se­med­del­el­sen på “skæv­hed, skøn­hed og var­me med fem auten­ti­ske indie-folk bal­la­der, der spil­ler sig lige ind i hjer­te­ku­len”. Jeg har på for­nem­mel­sen, at den­ne beskri­vel­se kom­mer til at pas­se gan­ske fint!

Hvem er Asthmatic Harp?

Bag kunst­ner­nav­net Ast­h­ma­tic Harp gem­mer sig sangskri­ver og musi­ker Hannah
Freds­gaard-Jones, der efter en årræk­ke i Lon­don, har slå­et sig ned i Glas­gows blom­stren­de musikscene.

Han­nah, født og opvok­set i Dan­mark, for­fulg­te musikdrøm­men og flyt­te­de til
Lon­don, hvor hun udgav sit debutal­bum Lost Astro­naut i 2015. Musik­ken blev til­delt 5 stjer­ner i Gaf­fa i en anmel­del­se, der sam­men­lig­ne­de hen­de med sven­ske Sti­na Nor­den­stam og kald­te udgi­vel­sen “pop­mu­sik, der tager den en tak læn­ge­re ind”. I Lon­don etab­le­re­de hun sig hur­tigt i det kre­a­ti­ve mil­jø omkring byde­len Cam­den og i 2018 blev hun udnævnt som “Resi­dent Artist” på det berøm­te spil­le­sted the Roundhouse.

Ast­h­ma­tic Harp er for nylig ble­vet til­delt den pre­sti­ge­ful­de pris ‘Do It Dif­fe­rent­ly’ fra ‘Help Musi­ci­ans UK’, der skal være med til at støt­te hen­des kom­men­de EP udgi­vel­se Thin­gs We Lear­ned to Live With, som udkom­mer i som­me­ren 2020. Det er Ast­h­ma­tic Harp’s før­ste udspil siden den kon­cep­tu­el­le sing­le-tri­lo­gi med num­re­ne Kil­burn, Moor­ga­te og Seven Sisters, som blev rost i både tysk, dansk og bri­tisk pres­se for deres rige instru­men­te­ring og medri­ven­de vokal (se bl.a. Musik Mig Blidts omta­le her).

Inspi­re­ret af sit enga­ge­ment i for­skel­li­ge kunst­ne­ri­ske arbejds­fæl­leska­ber under sit ophold i Lon­don, har Ast­h­ma­tic Harp nu taget ini­ti­a­tiv til at etab­le­re et nyt og spæn­den­de sangskri­ver­kol­lek­tiv i Glas­gow. Kol­lek­ti­vet, der har fået nav­net “Blue Tongue Col­lecti­ve”, består af syv skot­ske sangskri­ve­re fra vækst­la­get, som pas­sio­ne­re­de gri­ber musikin­du­stri­en an på egne præ­mis­ser og advo­ke­rer for sam­ar­bej­de frem­for konkurrence.