Lidt længere nede i artiklen kan du læse om Navneløs’ egne refleksioner og overvejelser omkring deres nyligt udkomne debutalbum Værk. Bandet tager dig i hånden og guider dig ligesom igennem nummer for nummer. Herligt, ikke!? Men først har jeg selv et behov for at udtrykke min begejstring.
Hvor er det skønt, når ens forventninger bliver indfriet til fulde! Navneløs’ debutalbum har været i hyppig rotation, lige siden jeg fik det til anmeldelse i første halvdel af december. Resultatet? Jeg er forelsket, intet mindre. Forelsket i Navneløs’ svært kategoriserbare univers og Lin Rosenbecks fine, sårbare stemme. Albummet udkom officielt den 10. februar, og en samlet presse har ganske fortjent taget godt imod pladen og har kastet flere femstjernede anmeldelser efter værket. Og netop titlen Værk, er, trods nogle kritiske røster om at være udtryk for prætention, en meget rammende beskrivelse.
Værk er nemlig et meget sammensat og kompromisløst album, der ubesværet veksler mellem forskellige dynamikker — mellem det pompøse, støjende og minimalistisk sarte, mellem indadvendt refleksion/melankoli og udadvendt optimisme — og mellem genrer som kammerrock, post-rock, klassisk og jazz.
Lin Rosenbecks tekster er ved første lyt ret simple, men kun på overfladen. Hvert ord synges med sigende og betydelig betoning. Det lyder tit som om Lin smager på hvert enkelt ord og derved tillægger det en underforstået vægt og betydning. Effekten er, at sætningskonstruktionerne fremstår nøje afvejet og i sin minimalistiske (hverdags)poesi ofte indkapsler øjebliksbilleder og følelser — både de som bider sig fast i skyggerne af sindet og skaber nostalgiske lommer såvel som de flygtige, der overvælder og ramme pludseligt som lyn eller små længselsfulde stik i hjertet.
Jeg kan ikke forestille mig andet end at Værk, selvom 2014 endnu er ung, bliver et af årets bedste danske udgivelser. Værk er et ekstremt ambitiøst debutalbum fra et ungt band, men det står på stort set alle planer sin prøve.
Tracklisten ser således ud:
Side A:
Pilot
Her Står man
Side B:
Tænkt På Et Sted
Forsvandt
Loop 1
Sonic Youth
Side C:
Metronord
Loop 2
Ikke Endnu
Side D:
Stille
Skyggen
I det følgende kan du få et eksklusivt indblik i Værks tilblivelsesproces, både på et overordnet plan og nummer for nummer i detaljen — fortalt af bandet selv, krydret med anekdoter, refleksioner og inspirationskilder. Lyt gerne til albummet imens!
Bag om Værk
(fortalt af Navneløs selv)
Om projektet:
Før vi for alvor gik i gang med det nye materiale, satte vi os for at snakke om hvad det egentlig var vi ville med et album. Vi fandt frem til, at vi ville bygge pladen op omkring vinylformatet. Vi ville lave en dobbeltvinyl, hvor de fire sider havde hver deres rolle. Derfor satte vi fra starten et skema op med side A, B, C og D. De numre, vi havde skrevet, blev sat ind på den side, deres stemning passede til, og så blev hullerne ligesom fyldt ud under skriveprocessen i studiet. På den måde skulle det ikke bare være 10 numre, men et sammenhængende projekt. I vores samtale herom kom ordet “Værk” pludselig frem, og vi besluttede, at det skulle være pladens titel.
Helt overordnet i forhold til siderne kan man vel sige, at man har de to yderste sider, side A og D, som er mere konceptuelle. De har hver deres rolle som start og slutning, og består hver af et langt nummer (Pilot og Skyggen) som hver fungerer som intro og outro, og så et kort nummer (Her Står Man og Stille), som ligesom er bindeled mellem de lange numre og resten af pladen. Side B og C er “kødet” på albummet. Det er her de almindelige numre er — 3–4 minutters single-materiale såvel som 7 minutter lange indie-ballader, men det er mindre konceptuelt og mere håndgribeligt.
Pilot:
Ved vores beslutning om at bygge pladen op omkring dobbeltvinyl-formatet, ville vi primært bruge side A på en intro. En åbner som skulle tegne et billede af det videre forløb på pladen. Vi tænkte på Bowies Warshawa og Neuköln, men egentlig tog nummeret udspring i inspiration fra det gamle Sods nummer Off Morning. Efter mange timer (nærmere dage) besluttede vi at vente med at lave denne intro, til vi var i studiet, da vi havde svært ved at overskue, hvordan den skulle bygges op. Til sidst fandt vi frem til at den skulle bestå af 3 satser, hvor den første er meget “bandpræget” post-rocket, sats 2 er meget akustisk og klassisk med klaver og cello som de bærende elementer, og sats 3 med ambient støj leder mere hen til det næste nummer “Her står man”, med brugen af en cellomelodi, der går igen.
Her Står Man:
Her Står Man er et af de hårdeste numre på pladen, og sparker på den måde pladen ordentligt i gang efter den lange intro. Nummeret er egentligt skrevet et godt stykke tid i forvejen. Vi havde brugt nummeret som åbningsnummer ved vores koncerter på bl.a. Roskilde, Skanderborg, og New Note Festival, men var aldrig blevet helt tilfredse. Så det endte med at vi skrev vokalmelodien om, så den blev noget mere nedtonet.
Side B (Tænkt På Et Sted, Forsvandt, Loop 1, Sonic Youth) er den mere mainstream del af pladen — her er de mere regulære pop-rock numre (singler) som fx Tænkt på et sted. Det er på en måde en mere “afslappet” del af albummet, hvor der er plads til pop og leg, hvilket også kommer til udtryk i sidens instrumentale afslutningsnummer, Sonic Youth, som egentlig bare er en jamsession, hvor vi “fjoller” lidt.
Tænkt På Et Sted:
Tænkt På Et Sted kom ud af en mindre skriveblokade — i mangel på bedre forsøgte vi at bygge et nummer op omkring de tre simple akkorder i introen, kombineret med et trommebeat inspireret af Kate Bush’ Running up that hill. Synthesizerens melodi dukkede frem over de to akkorder som noget helt naturligt, og i studiet blev næsten alle synth-fraserne dubbet med cello også. Den repeterende tekst var i starten ens i begge vers, men senere blev andet vers udvidet, både for variationens skyld, men også for at lede bedre videre til nummerets C‑stykke, som bæres af en svævende synth/cello-melodi. Nummeret indeholder også flere guitarsoli, som er inspirerede af David Bowies Teenage Wildlife.
Forsvandt:
Da vi skrev Forsvandt, lyttede vi rigtig meget til numrene Sound And Vision og Ashes To Ashes med David Bowie. Måden hvorpå disse numre, især Ashes, bevæger sig glidende fra det ene stykke til det andet, vekslende i toneart og dynamik uden man lægger mærke til det, er vildt fascinerende, og vi ville gøre det samme. Hvis man lægger mærke til det, starter nummeret lidt valsende i taktarten tre-fjerdedele. Herefter skifter den midt i verset til fire-fjerdedele og bliver med et mere melankolsk. Måden, hvorpå nummeret her skifter mellem det lyse og mørke, er vi blevet vildt glade for!
Loop 1:
Vi havde fået en idé med at indspille nogle lyde, spole dem over på nogle kassettebånd for herefter at klippe dem op i nogle små stykker på 7 centimeter, som passer til et lille loop vi kunne få til at sidde i båndets indpakning. Både Loop 1 og Loop 2 er bygget op på denne måde, og Loop 1 er udelukende sådanne klip. Bl.a. er der et lille klip fra noget gammel dansktop. Præcist hvad, kan vi desværre ikke huske.
Sonic Youth:
Nok det mest glade nummer på pladen. Vi fandt på det til en øver og har siden ofte spillet det live. Det har givet Lin et lille break, hvor vi andre har fået lov til at fjolle lidt rundt i nogle dur-akkorder. “Under vores koncert på Roskilde Festival kiggede jeg tilfældigt ud i den ene side af teltet, og så et par danse helt fantastisk da vi spillede Sonic Youth” (Johan Kruse, guitarist m‑m.).
Side C er i den mere melankolske afdeling. Det er stadig baseret på reelle numre, men det er mindre poppet og mere dystert. Der er Metronord, som tidligere har været single, men som er blevet indspillet i en ny version til albummet, som er mere skrabet — der er fjernet en del elementer som gør at nummeret er blevet lidt mindre bastant og single-agtigt, men det er stadig et forholdsvist aggressivt og udadvendt nummer, og derfor fungerer det godt mellem B‑sidens single-stemning og Loop 2 og Ikke Endnu’s mørke melankoli.
Metronord:
Egentlig havde vi sendt nummeret ud i en tidligere version tilbage fra slutningen af 2012. Men vi var blevet lidt trætte af at nummeret var så massivt, så vi prøvede at skære det helt ind til benet, og lavede et dogme med at lave så få variationer og fills som muligt. Hertil skulle Lin synge så stille og nærmest hviske ordene ud. Det fungerede, og vi er blevet sindsygt glade for den nye version.
Loop 2:
På Loop 2 gjorde vi som sagt brug af disse båndloops, men puttede også både synthesizer og Wurlitzer på. Det har givet nummeret en mere organisk atmosfære, i modsætning til den mere elektroniske Loop 1, og det passer godt til den mere melankolske side C, hvor nummeret fungerer som intermezzo mellem Metronord og Ikke Endnu.
Ikke Endnu:
Det er et af pladens mere skæve numre og et nummer, vi har brugt vildt lang tid på! Skulle man sammenligne det med et nummer fra EP’en skulle det være Verdens Ende. De tager begge udgangspunkt i et ret simpelt “riff”, som er kommet mere eller mindre ud af ingenting. Derfra er der så kommet flere stykker på. Ikke Endnu startede som et loop på Johans computer. Det var ved et tilfælde endt i en lidt sjov taktart (fem fjerdedele med en lidt sjov tempo-fornemmelse), og det var ret svært for os overhovedet at spille det i starten, fordi vi blev forvirrede, og det gjorde det endnu sværere at finde ud af hvor nummeret egentligt skulle hen — det startede tilbage i julen 2012. Først et par uger inden studiet kom der et vers på, hvor musikken bliver mere ordinær og derfor var nemmere at synge opad.
Det er som om, man kommer fra det abstrakte og instrumentale riff, og så ligesom fokuserer i versene. De to stykker fungerer vildt godt sammen, synes vi. Da vi så sad i studiet og havde det meste af materialet færdigt, manglede vi en slutning til Ikke Endnu. For det første var vi ikke tilfredse med den eksisterende slutning. For det andet var pladen simpelthen for kort. Vi manglede 3–4 minutter før det ville give mening at lave en dobbeltvinyl frem for en enkelt, og alt materialet var tilpasset dobbelt-formatet, med de 4 forskellige sider. Derfor blev der meget hurtigt skrevet en strygeroutro, som vi virkelig er glade for. “Efter min mening løfter det hele nummeret markant — cello-stykket er et af pladens absolutte højdepunkter i mine øjne. Det er også dét, der gør, at Ikke Endnu fungerer så godt som afslutning på side C og oplæg til side D.” (Andreas Ledet, guitarist)
Side D er pladens afslutning og kører videre med den melankolske og dystre stemning fra Ikke Endnus cello-outro. Med først det følelsesmæssigt meget stærke nummer Stille og dernæst den simple men storladne Skyggen er det på en måde en modsætning til side A, hvor der er rigtig mange elementer der kommer ind og ud og ændrer dynamikken. På side D er dynamikken stødt stigende mod skyggens halv-kaotiske slutning, hvor det hele til sidst forsvinder og der skæres helt ind til benet med bas og trommer, som lukker pladen.
Stille:
I vores eksperimenteren i studiet fremkom “Stille” pludseligt. Andreas og Johan havde en dag alene med vores producer Asger Christensen, hvor en række tilfældige akkorder blev sat sammen. Det lød ikke specielt fedt, men så trykkede Asger reverse i computeren, og pludselig lød det af en million. Vi vendte rækkefølgen på akkorderne om, og indspillede så klaveret igen. Derfor ligger der to lag klaver, hvor det ene er reverse, oven i hinanden. Da Lin hørte det blev hun vildt glad, og efter bare en dag havde hun tekst, melodi og det hele. Frederik improviserede lidt trommer hist og hær, og Mads lagde en dyb og rolig bas. Til sidst spillede Johan en lille solo på studiets Juno-synth, som ligger hvor nummeret bliver størst.
Skyggen:
Egentlig er “Skyggen” det første nummer vi nogensinde skrev. Allerede da vi gik på efterskole blev Johan, Lin, og Andreas sat sammen i et afsluttende projekt, hvor et kreativt produkt skulle præsenteres. Her blev nummeret fremskabt, og siden til dannelsen af orkesteret. Igennem hele bandets endnu korte historie, har nummeret haft mange versioner. Den endelig som er på pladen, er en blanding af alle disse, og rummer den originale klaverintro, outroen, som senere er blevet lavet, og endelig støjen, som har været på i forskellige livesammenhænge.
Follow Me!