Musik Mig Blidt

Foto af Ida Dort­hea — Ida Dort­hea Photography

Jeg har fulgt det talent­ful­de jyske band Nav­ne­løs i et godt styk­ke tid og er fal­det pla­dask for deres på sam­me tid stor­lad­ne og sår­ba­re musik, som ofte befin­der sig inden­for en gen­re, man kun­ne kal­de orke­stral — eller med en bre­de­re beteg­nel­se, eks­pe­ri­men­te­ren­de rock. Jeg har omtalt dem på blog­gen en del gan­ge efter­hån­den, bl.a. i form af et stort inter­view fra i som­mer. Da Roskil­de Festi­val i for­å­ret bad mig om at anbe­fa­le et nyt loven­de band til festi­va­len, var det net­op Nav­ne­løs, jeg udvalg­te (se video). Gan­ske fortjent end­te Roskil­de Festi­val fak­tisk med at boo­ke dem til Pavi­li­on Juni­or scenen.

Siden kon­cer­ten på Roskil­de festi­val har ban­det flit­tigt arbej­det på deres debutal­bum, der får tit­len Værk, som lan­der den 10. febru­ar. Album­n­met er ind­spil­let i Aar­hus Lydstu­die med Asger Chri­sten­sen som tek­ni­ker og copro­du­cer og udkom­mer på Nav­ne­løs’ eget pla­de­se­skab Indi­e­a­ner Records. Jeg har været så hel­dig at få lov at lyt­te til album­met og det er i sand­hed et gen­nem­ført smukt og alsi­digt værk, som fortje­ner et stort publi­kum. Så du kan roligt glæ­de dig!

Før­stesing­len fra debutal­bum­met hed­der Tænkt På Et Sted og er en smuk, nostal­gisk sang, der i sit kli­maks giver mig gåse­hud på den der måde, hvor man sam­ti­dig luk­ker øjne­ne — for­tryl­let og rørt.

Nav­ne­løs — Tænkt På Et Sted

(Kan down­lo­a­des gra­tis via Navnelos.dk)

Iføl­ge ban­det selv hand­ler san­gen om flug­ten fra et sted, man har haft meget nært inde på livet. En følel­se eller til­stand man har været i, men som man er vok­set fra. Heri kan en længsel om alli­ge­vel at kom­me til­ba­ge opstå, hvil­ket ver­set “Og så slog det mig/ jeg har ingen chance/ hvis der bare/ fand­tes et vingesus/ var jeg til­ba­ge” beskriver.

Ordet “vin­ge­sus” beskri­ver også meget godt den for­nem­mel­se af en knu­gen­de længsel efter noget, der var engang, man plud­se­lig kan få som et stik i hjer­tet i sær­ligt sår­ba­re situ­a­tio­ner. Når Lin syn­ger omkvæ­det, gri­bes jeg af net­op den­ne følel­se. Øje­blik­ket bli­ver især for­stær­ket af fejen­de synt­he­sizer og cel­lo. Sær­ligt cel­lo­en kan vir­ke­lig få melan­ko­li­en til at ram­me dybt.

Sam­ti­dig har num­me­ret en afslap­pet og til­ba­ge­læ­net gro­ovy bund af bas­gan­ge og per­kus­sion samt en let psy­ke­de­lisk og stø­jen­de brug af gui­tar, der lige­som får én ned på jor­den og bero­li­ger én og der­med afhol­der følel­ser­ne fra at stik­ke helt af. Med andre ord bli­ver stor­la­den­he­den holdt i — om ikke kort snor, så i hvert fald nogen snor.

Man kan få en fors­mag på resten af album­met ved dis­se kon­cer­ter i det dan­ske land over de næste uger:

21/1/14 – Musik Aar­hus Festi­val, Aarhus
24/1/14 – Nort­hern Win­ter Beat, Aalborg
28/1/14 – Walt­hers, Skanderborg
30/1/14 – Sten­ga­de, København

Nav­ne­løs | Homepage
Nav­ne­løs | Bandcamp
Nav­ne­løs | Facebook
Nav­ne­løs | Spotify
Nav­ne­løs | Wimp

Ham­mo­ck, som jeg har været fan af siden jeg i 2005–2007 hav­de en peri­o­de, hvor jeg lyt­te­de til mas­si­ve mæng­der af drøm­men­de post-rock med Sigur Rós som abso­lut ban­ner­fø­rer, er ude med et nyt album, som du bør give en chan­ce. Ham­mo­ck repræ­sen­te­rer en ambi­ent, sfæ­risk udga­ve af post-rock­en, og den har de meget konskvent dyr­ket lige siden debu­ten Keno­tic fra 2005.

Det nye album har fået tit­len Obli­vion Hymns, og det gør sig sær­ligt bemær­ket med sin alt­do­mi­ne­ren­de brug af stry­ge­re i ste­det for gui­t­ar­ba­se­re­de og elek­tro­ni­ske klang­fla­der, som ellers ple­jer at være Ham­mo­cks tra­de­mark. Sidst­nævn­te er sta­dig til ste­de men er til en for­an­dring truk­ket i bag­grun­den. Resul­ta­tet er en mere orga­nisk og fil­misk, og det klæ­der i den grad Ham­mo­cks i for­vej­en epi­ske udtryk.

Ham­mo­cks musik har altid været mester­ligt arran­ge­ret, fan­ta­stisk i sin skøn­hed og ind­budt til de dybe­ste af de dybe­ste tan­ker. Altid gen­lydt af hjer­tesorg og mildt tungsind med små spræk­ker af håb og lys som stjer­ner på en frost­klar nat­te­him­mel. På Obli­vion Hymns svul­mer kom­po­si­tio­ner­ne sæd­va­nen tro lang­somt op og afslø­rer tål­mo­digt deres majestæti­ske skøn­hed. Men med de fejen­de stry­ge­re i for­grun­den og ikke mindst den dybt klin­gen­de cel­lo, ram­mer det hjer­te­ku­len med end­nu mere kraft end tid­li­ge­re — og det siger ikke så lidt!  Med til­fø­jel­sen af bør­ne­kor på num­re som Then The Qui­et Explo­sion og i slut­nin­gen af I Could Hear The Water at the Edge Of All Thin­gs emmer lyd­bil­le­det om muligt end­nu mere end sæd­van­ligt af sårbarhed.

(Ham­mo­ck i studiet)

På spørgs­må­let om, hvor­for Ham­mo­cks musik gene­relt er så udtalt melan­kolsk og sår­bart for­k­la­trer band­med­lem­met Marc Byrd til onli­ne­ma­ga­si­net Headp­ho­ne Commute:

“My very clo­se fri­end, Chuck Dod­son once asked me why the the­me of imper­ma­nen­ce is so pre­va­lent in our work. I couldn’t ela­bo­ra­te too much at the time but it got me thin­king and I can only spe­ak for myself regar­ding this but when I was youn­ger I expe­ri­en­ced the loss of seve­ral peop­le who were aro­und my age. By the time I was nine­te­en the­re were some very clo­se peop­le to me who had pas­sed away, seve­ral from sui­ci­de. It’s hard to explain if you haven’t been through it, but when you’re used to hea­ring someo­ne laugh and talk to you on a daily basis, when you talk back to them and make them laugh, when you sha­re who you are with someo­ne and over­night they’re gone… they dis­ap­pear… It pro­fo­und­ly chan­ges you and has a lasting influ­en­ce on who you are and how you view the wor­ld. The­re are many times when we’re recor­ding that I remem­ber the ones I’ve lost and the absen­ce they left in my life. Their memory fills me with so much emo­tion and as a result that emo­tion is pre­sent in the per­for­man­ce. I hope that in some way their presence/absence reso­na­tes through the music…” (Headp­ho­ne Com­mu­te)

Den­ne følel­se af nostal­gi, nær­vær og fra­vær, som Marc Byrd beskri­ver, gør sig ikke mindst gæl­den­de på favo­rit­ten Like a Val­ley With No Echo, hvis favo­rit­vær­dig­hed er tæt for­fulgt af I Could Hear The Water at the Edge Of All Thin­gs og In The Mid­dle Of This Nowhe­re. Hvis du ikke får gåse­hud af dis­se “hym­ner”, er du ret hård­før, vil jeg mene.

Ham­mo­ck — Like a Val­ley With No Echo

Ham­mo­ck — I Could Hear The Water At The Edge Of All Things

Ham­mo­ck —  In The Mid­dle Of This Nowhere

Er du for­ført lige­som jeg? Så lyt til album­met i sin hel­hed via dis­se for­skel­li­ge platforme:

Ham­mo­cks musik­vi­deo­er er som regel ladet med ånde­løst smuk­ke bil­le­der af natu­ren, lys­skær i kame­ral­in­sen, san­se­li­ge bil­le­der af objek­ter eller men­ne­sker, der stir­rer ud i intet­he­den, ofte gen­nem regn­plet­te­de eller sne­krystal­dæk­ke­de ruder — alt sam­men i ultraslo­w­mo­tion. Måske en anel­se kli­ché­fyldt tæn­ker du, men man kan ikke for­næg­te, at dis­se vir­ke­mid­ler fun­ge­rer alde­les opti­malt med Ham­mo­cks væven­de og dvæ­len­de lydbillede.

Video­en til I Could Hear The Water At The Edge Of All Thin­gs udmær­ker sig des­u­den ved at have et stærkt og tragisk narrativ.

Ham­mo­ck — I Could Hear The Water At The Edge Of All Thin­gs from Alex Amo­ling on Vimeo.

Ham­mo­ck | Bandcamp
Ham­mo­ck | Facebook
Ham­mo­ck | soundcloud

Talent­ful­de og unge (gen­nem­snitsal­de­ren er 20 år) Qui­ck Qui­ck Obey fra Thy i Nord­jyl­land, har net­op slup­pet deres 2. sing­le løs. Lige­som før­stesing­len Sunn er den nye sing­le Figu­res en under­spil­let iøre­fal­den­de sang, der træk­ker trå­de til­ba­ge til 70-ernes psy­ke­de­li­ske og eks­pe­ri­men­telle rock og vide­re op til den moder­ne stor­slå­ede poprock.

Figu­res byder såle­des på en på sam­me tid doven og gro­ovy bas­gang, trom­mer­ne er tun­ge, gui­ta­ren drøm­men­de, synt­he­size­ren lege­syg og stjer­nedrys­ag­tig og Esben Hal­ki­ers vokal ube­svæ­ret læk­ker at læg­ge øre til. Og så får san­gen et skud naiv ener­gi af et bør­ne­kor, der ind­le­der san­gen og duk­ker op 2/3 dele hen­ne i san­gen med et begej­stret “hee­e­eyyyy”. Et fint lil­le indslag, der demon­stre­rer ban­dets sans for detal­jer­nes betydning.

Qui­ck Qui­ck Obey — Figures

I star­ten af året flyt­te­de Qui­ck Qui­ck Obey’s fire med­lem­mer sam­men i et hus ved vester­ha­vet i Thy hvor de skrev og ind­spil­le­de deres debutal­bum, og det skul­le udkom­me i star­ten af inde­væ­ren­de år. Album­met er pro­du­ce­ret af Magnus Jochum­sen (Bode­brixen, Mecha­ni­cal Bird mm.) og mixet af Cas­par Hes­sela­ger, som selv har pop­pro­jek­tet My Heart the Bra­ve, der er en af VEGAs Udvalg­te i 2014.

Ban­det har alle­re­de spil­let mere end 40 kon­cer­ter lan­det over, men deres før­ste kon­cert som head­li­ner sker på Vegas Ide­al Bar den 27. janu­ar, hvor de præ­sen­te­rer san­ge­ne fra debu­ten live. Jeg anbe­fa­ler varmt at duk­ke op og ople­ve det­te spæn­den­de vor­den­de band i Ide­al Bars inti­me og hyg­ge­li­ge rammer.

Link til arran­ge­ment på Face­book: https://www.facebook.com/events/700960489922186/

Qui­ck Qui­ck Obey | Bandcamp
Qui­ck Qui­ck Obey | Facebook
Qui­ck Qui­ck Obey | Soundcloud