Musik Mig Blidt

Wan­gel, som jeg har skre­vet om tid­li­ge­re i det­te ind­læg, er ude med nyt mate­ri­a­le! Duo­en bestå­en­de af Peter Wan­gel og Kas­per Ejler­skov har lagt fire ny emi­nen­te san­ge op på deres soundcloud. De nu i alt seks til­gæn­ge­li­ge san­ge demon­stre­rer et bund­so­lidt talent, der sag­tens kun­ne vin­de et publi­kum uden for Dan­marks græn­ser. Med refe­ren­cer til Bon Iver, When Saints Go Machine og Jeff Buck­ley fan­ger de nem­lig en lyd, som nemt kan vin­de man­ge hjerter.

Peter Wan­gel bril­le­re igen på de nye san­ge med ube­svæ­ret veks­len mel­lem dyb, man­dig og halv­hæs vokal samt femi­nin fal­set. Af og til bru­ges der voco­der eller auto­tu­ne til at mani­p­u­le­re med voka­len (kan en musi­ker hjæl­pe med at skel­ne her?), men det tager aldrig over­hånd og bli­ver, lige­som det er til­fæl­det med James Bla­ke, brugt på en kunst­ne­risk inter­es­sant måde og ikke til at dæk­ke over en svag vokal.

Duo­en spr­ud­ler gene­relt af gode ide­er, gode melo­di­er og inter­es­san­te pro­duk­tio­ner med mas­ser af velvalg­te elek­tro­ni­ske ele­men­ter. De gli­tren­de gui­ta­rer og de man­ge lag af blø­de svæ­ven­de synt­hs bør også frem­hæ­ves. Lyd­bil­le­det er let og luf­tigt i en sådan grad, at man næsten får lyst til at indån­de lyden. Det er utro­lig læk­kert at lyt­te til.

Små detal­jer som det gli­den­de tem­poskift i Who’s Out vid­ner om musi­kalsk over­skud. Og så er den inten­se synth- og voco­der­la­det fina­le meget vellykket.

Wan­gel — Who’s Out

Lit­hi­um er den mest pop­pe­de af de nye sange:

Wan­gel — Lithium

Spin­ning Head er i skri­ven­de stund min favo­rit. Tem­po­et er skru­et ned, voka­len er både truk­ket lidt til­ba­ge, lig­ger i fle­re lag og bli­ver sam­plet. Lig der­til sim­pel percus­sion med hånd­klap, bob­len­de og b

Wan­gel — Spin­ning Head

Lock­down er skå­ret helt ind benet rent instru­men­talt og vir­ker næsten som en inter­mezzo. Ingre­di­en­ser­ne er enkel blid synth i bag­grun­den og en veks­len mel­lem lys, skrø­be­lig fal­set og dyb, hæs vokal.

Wan­gel — Lockdown 

De to reste­ren­de num­re har jeg tid­li­ge­re dæk­ket i det før­om­tal­te tid­li­ge­re ind­læg. Myste­rious har i mel­lem­ti­den skif­tet navn til Time to Eat, og Signs har fået en ny pro­duk­tion, hvor bl.a. percus­sio­nen har en mere til­ba­ge­truk­ket rol­le i lyd­bil­le­det og i sid­ste halv­del er ændret.

Wan­gel — Time To Eat

Wan­gel — Signs

Jeg har et spørgs­mål til de her­rer, Kas­per Ejler­skov Leon­hardt og Peter Wan­gel: Hvor­når bli­ver her­lig­he­der­ne udgivet? :)

Wan­gel | Soundcloud
Wan­gel | Soundcloud

Jeg var meget begej­stret for L E W’s før­ste sing­le Keep Me Going, der udkom over et halvt år siden. Num­me­ret min­de­de mig lidt om et num­mer på sound­tra­ck­et til en fik­tiv moder­ne western med dens stø­jen­de og sitren­de gui­tar og Sara Lewis Søren­sens hjem­sø­gen­de vokal. Siden er en ny sing­le Dren­ched In Night udkom­met, som sam­ti­dig er tit­len på Saras før­ste og hidtil ene­ste EP, der er ind­spil­let, arran­ge­ret og pro­du­ce­ret i sam­ar­bejde med Rosa Lux, Anders Wal­lin, Anders Holst, Jakob Høy­er og Rune Borup.

Her fort­sæt­ter hun de gode tak­ter med den før­om­tal­te anden­sing­le som et klart høj­de­punkt. Igen er der lidt stø­vet, rå western over det, men den­ne gang er tonen mere dyster og skæb­nesvan­ger, og hvis vi bli­ver i wester­nu­ni­ver­set, kun­ne san­gen pas­sen­de ledsa­ger rul­le­tekster­ne efter vores (anti)helt på tragisk, men her­oisk vis har tabt det afgø­ren­de slag.

Tjek også den flot­te og nat­te­blå video til nummeret:

L E W — Dren­ched In Night from VJen­ny on Vimeo.

Nu er det ikke helt fair at pak­ke L E W’s musik ind i al den westernsnak. Gene­relt slår EP’ens lyd­bil­le­de på for­nem vis bro mel­lem føl­som og nær­væ­ren­de sin­ger-songwri­ting og væven­de stø­jrock, græn­sen­de til deci­de­ret drøm­men­de sho­e­ga­ze. Det bli­ver spæn­den­de at se, hvad næste udspil bli­ver. Poten­ti­a­let til at begå en kva­li­tets-LP er der i hvert fald til fulde.

Stream EP’en her via Spotify/WiMP:

L E W er i skri­ven­de stund ved at gøre sig klar til en ræk­ke kon­cer­ter i 2014. En dob­belt kon­cert med et andet kom­pen­tent navn, Roxy Jules på Husets Tea­ter skul­le være en rea­li­tet den 4 april, men fle­re kon­cer­ter vil sik­kert føl­ge. Hold der­for øje hvis du, lige­som jeg, agter at fan­ge L E W live. Et tip kun­ne være et føl­ge hen­de på Face­book (link herunder).

LEW | Homepage
LEW | Soundcloud
LEW | Facebook

Bla­ck Hear­ted Bro­t­her er en trio bestå­en­de af erfar­ne her­rer — Neil Halste­ad fra Moja­ve 3 og ikke mindst sho­e­ga­zepi­o­ner­ban­det Slo­w­di­ve, Nick Holt­on fra det psy­ke­de­li­ske coun­try band Coley Park og Holt­on’s Opu­lent Oog og Mark Van Hoen fra See­fe­el.

Hvor­dan lyder det så, når dis­se erfar­ne musi­kal­ske kræf­ter for­e­nes? Det lyder af en læk­ker omgang sprag­let og stø­jen­de spa­ce-rock med psy­ke­de­li­ske og til tider drøm­men­de, sho­e­ga­zen­de ten­den­ser. Synt­he­size­re og effek­tdrev­ne gui­ta­rer spil­ler en stor rol­le igen­nem album­mets 12 skæ­rin­ger. Gene­relt er det album, der spr­ud­ler af ide­er. I fin tråd med det sto­re uni­vers’ gåde­fuld­hed, ved man aldrig helt hvad der ven­ter lige om hjørnet.

Ban­det beskri­ver da også selv debutal­bum­met som udtryk for en rela­tivt ure­di­ge­ret pro­ces, hvor med­lem­mer­ne ikke bekym­re­de sig om at fan­ge en sær­lig lyd eller stil men tvært imod fulg­te en “go with the flow”-mentalitet. Neil Halste­ad indram­mer meget fint album­mets til­bli­vel­se således:

“We all make qui­te focu­sed records indi­vi­du­al­ly so (…), it’s our “guilty plea­su­res” album. That seems about right, except with “Stars Are Our Home,” the outco­me is no guilt, all pleasure.”

Det “spa­ce­de” islæt eksi­ste­rer ikke kun i kraft af det lyd­li­ge fin­ger­af­tryk, men også i bre­de­re tema­tisk for­stand. Det refe­re­res til det sto­re ver­dens­rum både i albumtitlen/titelnummeret  Stars Are Our Home, tal­ri­ge ste­der i lyrik­ken såvel som i tit­ler­ne på num­re­ne UFO, Time In The Machine og Look Out Here They Come. 

Du kan høre ban­det intro­du­ce­re sig selv i det­te klip:

Har du Spo­ti­fy kan du strea­me album­met her­un­der. Mine favo­rit­ter er This Is How It Feels, Got Your Love, Take Heart og Look Out Here They Come og den him­mel­stræ­ben­de instru­men­tale album­ti­telåb­ner Stars Are Our Home, men som med alle gode albums kan det beta­le sig at nyde album­met i sin hel­hed for at “fat­te det”.

Hvis du ikke bru­ger Spo­ti­fy kan du høre tre af num­re­ne her­un­der. This Is How It Feels er i en sing­le edi­tion og kan down­lo­a­des ved at tryk­ke på tryk­ke på “View tra­ck”, når num­me­ret spil­ler. Så åbner en ny fane i Soundcloud, hvor du bare skal fin­de downloadknappen.

Du kan også strea­me hele album­met samt læse ban­dets gen­nem­gang af hvert tra­ck via musi­cOMH: http://www.musicomh.com/features/spotlights/track-by-track-black-hearted-brother-stars-home

Hel­dig­vis er det­te nye sam­ar­bej­de mel­lem tre kre­a­ti­ve kræf­ter ikke en engangs­af­fæ­re, hvis man skal tro med­lem­mer­ne selv:

“Bla­ck Hear­ted Bro­t­her will grow and matu­re into somet­hing very sop­hi­sti­ca­ted in the com­ing years. A kind of come­dic-spa­ce-rock-dan­ce­hall out­fit to defi­ne a zeit­gei­st for the 22nd cen­tury, if you like.”

Bla­ck Hear­ted Bro­t­her |Home­pa­ge
Bla­ck Hear­ted Bro­t­her | Facebook