Musik Mig Blidt

Den par­ty­o­ri­en­te­re­de musik­gen­re “trap” (en sve­dig fusion mel­lem hip-hop og electro­nic dan­ce music) er på kort tid ble­vet meget popu­lær i klub­mil­jø­et rundt omkring i ver­den. Én af de stør­ste inden­for gen­ren ved siden af aktø­rer som Baau­er og Flos­stra­damus er den unge ame­ri­ka­ner RL Gri­me, der i vir­ke­lig­he­den bærer det tjek­ke­de navn Hen­ry Steinway.

Fre­dag nat den 23. august kl. 01.00 ram­mer han nat­klub­ben Rust i Køben­havn, og i den for­bin­del­se kan du selv­føl­ge­lig for­ven­te mas­ser af kæl­dertun­ge beats, lege­sy­ge lyde, højfre­kven­te og rul­len­de kicks, sna­res og hi-hats og ikke mindst eksta­ti­ske “dro­ps”.

Jeg har fået lov at udlod­de 5x2 bil­let­ter. Det ene­ste skal gøre for at del­ta­ge er at sen­de en mail til mail@musikmigblidt.dk, hvor du skri­ver RL Gri­me i emne­fel­tet og dit ful­de navn i sel­ve mai­len. Dead­li­ne er tors­dag aften kl. 21. Vin­der­ne får direk­te besked umid­del­bart efter. Held og lykke!

Hvis du ikke ken­der til RL Gri­me, kan du ska­be dig et mere præ­cist bil­le­de af hans musik her­un­der. Vi star­ter med at læg­ge ører til den nyligt udgiv­ne EP High Beams her:

RL Gri­me har også rystet nog­le vir­ke­ligt seje remixes ud af ærmet! Remixet af Ben­ny Ben­nas­sis Satis­fa­ction har læn­ge været en per­son­lig favo­rit i festsammenhænge!

Tjek også hans mix for Diplo & Fri­ends. Det er pænt dope.

Hvis du vil bli­ve klo­ge­re på trap-gen­ren og vil høre nog­le af mine favorit-trap-“bangers”, kan du tune ind på den­ne arti­kel: http://www.musikmigblidt.dk/goodie-bag-17-trap.html

Rust | Home­pa­ge
RL Gri­me | Soundcloud
Rl Gri­me | Facebook

Oden­se/K­bh-base­re­de The Road To Sui­ci­de har fan­get min opmærk­som­hed med deres drøm­men­de og psy­ke­de­li­ske rock, eller måske mere præ­cist psych-gaze. For­u­den de tra­di­tio­nel­le rock­in­stru­men­ter bru­ger ban­det bl.a. did­ge­ri­doo (blæ­se­in­stru­ment fra abo­ri­gi­ner­ne i det nord­li­ge Austra­li­en), vio­lin, sitar og det mysti­ske instru­ment the­re­min, der er et elek­tro­nisk musikin­stru­ment, hvor lyden frem­brin­ges ved at bevæ­ge hæn­der­ne mel­lem to anten­ner uden at røre instru­men­tet overhovedet.

Ban­det, der tæl­ler 7 med­lem­mer, udgav på Levi­ta­tion Records den 20. maj i år en split-EP med ban­det Spö­kra­ket, der bevæ­ger sig i et beslæg­tet lydu­ni­vers. På EP’en glim­rer The Road To Sui­ci­de med tre num­re af ca. 24 minut­ters varig­hed i alt.

Nu kald­te jeg musik­ken for psych-gaze og hvor­for nu det? Jo, musik­ken har klok­ke­kla­re psy­ke­de­li­ske eller næsten spi­ri­tu­el­le ele­men­ter, spe­ci­elt num­me­ret Look­ing For Water. Til tider min­der det om et imag­i­nært sound­tra­ck til et svam­pe­trip — eller ret­te­re sådan som jeg fore­stil­ler mig, at sådan et trip må være (idet jeg aldrig har prø­vet det). Der­u­d­over er der noget kraf­tigt hyp­no­tisk over de tre num­re. De synes at snur­re lang­somt og tæt på søvn­d­ruk­kent om sin egen akse, hvil­ket resul­te­re i at lyt­te­ren lul­les ind i en slags under­be­vidst tåge af intens men­tal stilstand.

Som ban­det selv meget præ­cist udtryk­ket det, er musikken:

“(…)et fly­den­de lyd­land­skab gen­nemvæ­det og oplyst af gni­stren­de dopa­min-nedslag, på én gang kom­forta­belt og trygt omfav­nen­de som var­me vand­mas­ser ‑og sam­ti­dig helt dybt nede og krad­se i under­be­vidst­he­den, så den uvil­kår­ligt er nødt til at flyt­te på sig! Hyp­no­tisk opad­gå­en­de spira­ler af musik tager til­hø­rer­ne med over i en præ-bevidst sindstil­stand, på smer­te­græn­sen til eufori..”

Psy­ke­de­li­ske videoer:

Ind­spil­ning og mix­ning af et debutal­bum er rap­por­te­ret påbegyndt.

Ban­det skul­le være meget kom­pe­ten­te live. I år har de bl.a. spil­let med Papir på Dro­ne, var­met op for Tamaryn på Sten­ga­de og spil­let på Hen­rys Dream Festi­val. Og i efter­å­ret kan du fan­ge dem her:

19. sep­tem­ber — Flux Festi­val Aarhus
10. okto­ber — Lop­pen w. Aste­roid #4
11. okto­ber — Radar — Aar­hus Psych Fest

The Road To Sui­ci­de | Facebook
The Road To Sui­ci­de | Bandcamp

Band­kol­lek­ti­vet Oh!My huser ban­de­ne Cape Cana­ve­ral, Vir­gin Sui­ci­de, Octo­ber Dan­ce og ikke mindst Ice Cream Cat­hed­ral. I tråd med kol­lek­ti­vets ånd om at udnyt­te hin­an­dens kræf­ter har Ter­kel Røj­le fra Cape Cana­ve­ral og Vir­gin Sui­ci­de, Kri­sti­an Bøn­løk­ke fra Vir­gin Sui­ci­de og Kri­sti­an Paul­sen fra Ice Cream Cat­hed­ral sam­men star­tet ban­det Swe­et Jesus 17 og net­op har udgi­vet en selv­be­tit­let EP.

Og hvil­ken for­fri­sken­de start for den­ne nye kon­stel­la­tion! EP’en består af fire num­re med en lige­frem gara­gepop­pet — og rock­et ener­gi. Det er nog­le meget fæn­gen­de og ube­kym­re­de melo­di­er som Swe­et Jesus 17 har tryl­let frem, og sel­ve pro­duk­tio­nen er nostal­gisk lo-fi orga­nisk og halvs­kram­let. Dej­ligt! Mit gæt er, at dren­ge­ne har brugt ana­lo­ge spo­lebånd­op­ta­ge­re eller i hvert fald en eller anden form for vin­ta­ge udstyr (jeg er ikke eks­pert på områ­det) for at opnå den­ne nostal­gi­ske, varmt lyd.

Jeg ved ikke om det er den let­te, ube­kym­ret­hed som san­ge­ne emmer af, der gør udsla­get, men der også noget ube­stem­me­ligt ung­om­me­ligt over EP’ens ibo­en­de stemning.

De to før­ste to san­ge inde­hol­der en sprød, halv­hæs vokal, mens de reste­ren­de to dri­ves af en sød­me­fuld fal­set, som især på Cal­ling You (all night long) min­der en del om Oh No Ono. Jeg er ikke klar over, om dis­se to for­skel­li­ge voka­le udtryk er af sam­me eller for­skel­li­ge san­ge­re, men beg­ge udtryk fun­ge­rer i hvert fald upåklageligt!

Sam­let set er resul­ta­tet meget nemt at hol­de af! Lad os håbe, det­te ikke er det sid­ste vi hører fra Swe­et Jesus 17!

Swe­et Jesus 17 | Bandcamp
Swe­et Jesus 17 | Facebook