12 jul
2013

Roskilde 2013: Interview med Unknown Mortal Orchestra

UnknownMortalOrchestraUMOex21Press290113

Et par timer før Unk­nown Mor­tal Orche­stras kon­cert på Roskil­de Festi­val, fik jeg mig en snak med for­san­ger, gui­ta­rist og sangskri­ver Ruban Niel­son om bl.a. hans for­kær­lig­hed for varm lo-fi æste­tik, melan­kolsk musiks helen­de evner, UMO’s gen­nem­brud onli­ne og deres kon­cert på Roskil­de Festival.

MMB: To start with I just want to intro­du­ce myself real­ly qui­ck­ly. My name is Søren and I run this music blog by myself that I call “Musik Mig Blidt” which roug­hly trans­la­tes to “Music Me Soft­ly”. It focu­ses main­ly on upco­m­ing and alter­na­ti­ve music – Danish as well as inter­na­tio­nal­ly. Most­ly drea­my, mel­low and melan­cho­lic music.

Ruban: Cool, that’s awesome!

MMB: You were in DK not long ago in May whe­re you play­ed at Vega. How was that?

Ruban: It was gre­at! I’d never been to Den­mark befo­re but my grand­fat­her was Danish. So it was kin­da weird, befo­re playing I was wal­king aro­und trying to see if I could noti­ce any Danis­h­ness insi­de myself.

MMB: So were you able to con­nect with your Danish inheritance?

Ruban: I think we weren’t real­ly here long enough. But some­ti­mes I see some peop­le here and I think like: “That guy looks like my grandfather!”

MMB: Let’s talk about your music. How would you descri­be your music?

Ruban: On my twit­ter acco­unt I call it psy­che­de­lic maxi­mum R&B. I don’t just think of it as pure Rock And Roll. I think it has a lot of soul influ­en­ce and even funk and motown influ­en­ce and thin­gs like that.

MMB: To me your music has a very strong sen­se of melo­dy. It’s very hum­mab­le. Is that somet­hing that is important to you?

Ruban: Thanks! Yeah I think melo­dy is real­ly the most important part for me. I listen to a lot of clas­si­cal music to try to absorb more melo­dy and counterpoint.

MMB: It also has a distin­cti­ve warm lo-fi and retro sound. Are you guys like stuck in a time cap­su­le or somet­hing? Why do have the need to have this lo-fi sound?

Ruban: I guess I don’t real­ly think about it too much. It’s just the way I hear it in my head and I just end up making it sound like that. The more I work the more I like wor­king in ana­log, so I work betwe­en tape recor­ders and ana­log and then digi­tal, like mixing in Pro Tools. It’s just the sound I like and the stuff I listen to as well. I’ve spent a lot of time liste­ning to psy­che­de­lic rock and thin­gs on vinyl.

MMB: So you listen to a lot of stuff from that era?

Ruban: Yeah, almost exclu­si­ve­ly. But also the way I got into this kind of music was through hip hop, liste­ning to arti­sts like Nas and Wutang and stuff like that. I would listen MF Doom and hear a samp­le and then find out whe­re that samp­le came from and find out it was from a Frank Zap­pa record and then I would listen to the Frank Zap­pa record and rea­li­se — oh I real­ly like this! I got into that kind of music through hip hop.

MMB: Does your pre­fe­ren­ce for this warm lo-fi sound also shine through in your live-sound or is it most­ly somet­hing that is pre­sent in your recor­ded music?

Ruban: We spend a lot of time trying to per­fect the sounds. We try to get the right equip­ment to make it sound right.

MMB I noti­ced that you recent­ly posted a cover of a Lind­strøm tra­ck onli­ne that I real­ly like! (Rà-àkõ-st, red.) How did that hap­pen? Why did you choo­se to cover that track?

Ruban: I heard that record, Smal­hans I think it’s cal­led, and I real­ly liked it. I heard it in Euro­pe for the first time and I men­tio­ned to my mana­ger that I had been liste­ning to that record, and it wasn’t the usu­al stuff I listen to. I didn’t real­ly know much about spa­ce disco but I was like “I real­ly like the songs!” I think it’s got a lot of melo­dy and I like the com­po­si­tions in it. My mana­ger was like, “oh yeah, I love Lind­strøm, let’s get in touch with them and get them to do a remix!”

And we got in touch with him (Lind­trøm, red.) and he did a remix and then went: “Do you wan­na remix one of my songs?” I was like: “How would I do that?” And then I thought, well this song (Rà-àkõ-st, red.) is good, I could just make an instru­men­tal ver­sion, it could be the same song but in “UMO” sty­le. Inste­ad of remixing I kind of demixed it, you know cove­red it with a dif­fe­rent style.

I think the ori­gi­nal sounds very cool. When the melo­dy and the chord chan­ges are strong it can trans­la­te to any gen­re. So it felt very natu­ral to cover. And It’s just more fun and more inte­r­e­sting to me to do somet­hing une­xpected like that.

MMB:  I have read that you got pick­ed up by blogs after posting Ffun­ny Ffri­ends on Bandcamp? Do you think you would have been able to make a care­er and make a living of making and playing music wit­hout the inter­net and the opportu­ni­ties it provides?

Ruban: I think I would have taken it a lot slo­wer. Real­ly my who­le plan was to just make music and not real­ly make a big fuzz out of it. The way thin­gs hap­pe­ned was really..it got out of con­trol real­ly qui­ck­ly. If it hadn’t hap­pe­ned like that so fast I would have just con­ti­nu­ed doing what I was doing, which was just recor­ding in my spa­re time and making records that way.

MMB: My blog main­ly focu­ses on music with a melan­cho­lic fee­ling. It just real­ly reso­na­tes with me, I’m not sure why. I have often won­de­red why. For some rea­son I find it relaxing and soo­t­hing and it doesn’t make me sad but hap­py, actu­al­ly. Do you ever have that expe­ri­en­ce when liste­ning to melan­cho­lic music?

Ruban: Yeah, total­ly! I think that’s the point of melan­cho­lic music, I think, is sup­po­sed to have the oppo­si­te effect – the oppo­si­te effect than may­be inten­ded. I think even the blu­es is like that. The blu­es is sup­po­sed to be this sty­le of music that you listen to, and it’s tal­king about awful thin­gs and some­how it’s sup­po­sed to free you from them – from that fee­ling, and you give it a name that iden­ti­fies it and let you put it in a box somewhe­re, and that helps a lot. So yeah, I feel that way about it.

Actu­al­ly what you are tal­king about, I think that’s may­be the thing that I have recog­nized in Scan­di­navi­an cul­tu­re ‑the melan­cho­lic art.

MMB: Yeah, I won­der why that is. Do you have any theory?

Ruban: Not yet.

MMB: I don’t know if it has somet­hing to do with the weat­her we have.

Ruban: Yeah it must have, may­be it’s the result of cen­turi­es and cen­turi­es of winters.

MMB: Yeah that reminds of somet­hing very Danish. I was in Spain last year and when it’s sun­ny Spa­nish peop­le go to the sha­dow, but in Den­mark it’s the oppo­si­te. We rush out in the sun like flies aro­und a turt!

Ruban: (Laug­hing) That’s cool, I like that. Port­land (whe­re the band resi­des, red.) is a litt­le bit like that too. Long depres­sing win­ters and then when the sun comes out peop­le go nuts! I kind of like that!

MMB: Do you have favo­ri­te melan­cho­lic song or songs?

Ruban: I was thin­king about this song by The Smit­hs. What’s the name of it – it goes like: “I was look­ing for a job and then I found a job… And hea­ven knows I’m mise­rab­le now” (hum­m­ing). (The Smit­hs — Hea­ven Knows I’m Mise­rab­le Now, red.) Other than that, Bil­lie Holi­day and the Miles Davis’ album Kind Of Blue.

MMB: Any song in particular?

Ruban: Ah man, that’s hard. May­be the song So What. There’s somet­hing about that one, it’s like a her­o­in jam.

MMB: (laug­hing) Let’s talk a bit about Roskil­de. It’s the first time you are playing here right? What’s you impres­sion so far?

Ruban: Yeah, it’s real­ly cool! I read that it was star­ted in 1971 by a coup­le of high school kids. I like the way it’s sche­du­led, it seems like eve­ry­o­ne get to see eve­ryt­hing they want to see. I don’t think I’ve real­ly seen that befo­re. Eve­ry festi­val seems to have clas­hes, except this one.

And it’s eclectic – like real­ly eclectic! They have, wor­ld music, hip hop, like Joey Bada$$ and then Kris Kri­stof­fer­son (coun­try musi­ci­an and famous actor) and Goatwho­re (death and tras­h­me­tal band, red). All the­se dif­fe­rent thin­gs! We never see that in Ame­ri­ca, it’s real­ly different.

MMB: What are your expecta­tions for your show later?

Ruban: we’re just gon­na do our thing. We’ve been touring all year. We’ve only taken like one month and a half off in the who­le year so we have our thing kind of dia­led. We do play our set a litt­le bit dif­fe­rent eve­ry night. Usu­al­ly we don’t have a set list, we use our intu­i­tion a lot. We kin­da feel our way through the set, real­ly. We try to make it feel like some magic is going on.

MMB: Do you then use small sig­nals to each other?

Ruban: More musi­cal sig­nals, but a lot of the time we try to take a risk and do somet­hing dif­fe­rent that we’ve never done befo­re and that gives us a thrill, you know?

MMB: I guess that’s also neces­sary when you tour so much in order to not get tired of it or even bored?

Ruban: Yeah Yeah, defi­ni­te­ly. It’s somet­hing to look forward to eve­ry day. We also wan­na be the kind of band that peop­le will come and watch again and again and never see the same show. I think the rea­son I got in to that..when I was youn­ger, you know two bands that real­ly made an impa­ct on me were Fuga­zi and Led Zep­pe­lin. I felt tho­se two bands had that thing whe­re they could do somet­hing they had never done befo­re eve­ry night.

You can down­lo­ad eve­ry show and they are all real­ly dif­fe­rent. I’ve wat­ched a lot of foo­ta­ge of them playing and they never made a set list, they would always just start playing the rough tone of the songs and then the rest of the band would jump in. It’s cool, I like that!

MMB: Ok, that’s cool! Well, I’ve run out of questions so thanks a lot for your time and have a nice show!

Ruban: Thanks man, nice to meet you! I think it’s gon­na be fun, it’s gon­na be good (the show, red)!

MMB: Nice mee­ting you too!

 

 

11 jul
2013

Højdepunkter fra Roskilde Festival 2013

Roskilde Christian Hjorth

Foto: Chri­sti­an Hjorth

I Musik Mig Blidts anbe­fa­lings­føl­je­ton til, hvad man skul­le høre på Roskil­de Festi­val i år, nåe­de jeg aldrig at få søn­dag den 7. juli med, sim­pelt­hen, for­di der var så meget, jeg skul­le høre lør­dag, at jeg ikke fik tid til at skri­ve om søn­da­gens kon­cer­ter. Det bekla­ger jeg. I baks­pej­let skul­le jeg nok i vir­ke­lig­he­den have star­tet på alle anbe­fa­lin­ger­ne inden festi­va­lens start. Men pga. andre for­plig­tel­ser nåe­de jeg alt­så ikke at være i god tid i år. Det vil jeg bestræ­be mig på til næste år!

Som pla­ster på sår­et får du her en lil­le gen­nem­gang af mine Roskil­de højdepunkter.

 

Roskil­de livestreaming

Først et høj­de­punkt som ikke er mønt­et på et bestemt band eller kon­cert, men et nyt ini­ti­a­tiv Roskil­de har søsat i år. Roskil­de intro­du­ce­re­de som noget nyt og ret bane­bry­den­de at live­strea­me over 35 kon­cer­ter på Oran­ge, Are­na og Pavi­li­on via Roskil­des hjem­mesi­de. Et rig­tig stærkt ini­ti­a­tiv fra Roskil­de og ekstremt fedt for dem, som ikke har mulig­hed for at del­ta­ge, men sta­dig ger­ne vil have del i kon­cer­ter­ne hjem­me­fra. Det må alt andet end lige også øge kend­ska­bet til Roskil­de Festi­val i udlan­det og kan for­hå­bent­lig øge blletsal­get til udlæn­din­ge, som pt er langt under Roskil­des målsætning.

Lige­så fedt er det, at du sta­dig kan strea­me næsten alle kon­cer­ter fra Pavi­li­on Juni­or  i fuld læng­de. Stream bl.a. kon­cer­ter fra Nav­ne­løs, Ice Cream Cat­hed­ral, Schultz & Fore­ver, So-So Echo, Bro­ke, Trav­ling Tri­bes, The Woken Tre­es, Postil­jo­nen, Dråpe og Baby In Vain. Det sker via Roskil­de TV.

 

Ice Cream Cathedral

ice cream christian hjorth2

Foto: Chri­sti­an Hjorth

De hav­de fået tjan­sen som det før­ste act på hele festi­va­len, og de leve­re­de til ful­de varen med deres svæ­ven­de, alter­na­tiv spa­cepop. Alt var egent­lig som det ple­jer med Ice Cream Cat­hed­ral. Det lyder måske kede­ligt, men det skal for­stås sær­de­les posi­tivt. Lyden var balan­ce­ret (pro­ps til lyd­mand Stef­fen), Anja Lar­h­mann sang smukt, Anders Bach var en ener­gisk trold­mand med sine trom­mestik­ker og evne til ved fle­re lej­lig­he­der sam­ti­dig at spil­le synt­hs, og Kri­sti­an Paul­sens gui­tar og synt­he­sizer udvi­de­de det drøm­men­de uni­vers yderligere.

Efter kon­cer­ten fan­ge­de Musik Mig Blidt ban­det til en snak. Læs inter­viewet her.

Kon­cer­ten kan strea­mes i sin ful­de læng­de herunder:

 

 

Baby In Vain

Baby in vain Henrik Reerslev

Foto: Hen­rik Reerslev

De tre piger fik en uhel­dig start, hvor sing­len Machine Gun Girl gene­relt hav­de alt for lav volu­men, voka­ler­ne var svæ­re at høre og lyd­bil­le­det gene­relt mud­ret. Der opstod en pau­se, hvor folk i kor skreg “skru op!” Ende­lig efter 5–10 minut­ter gik piger­ne på sce­nen igen med et “hvad fuck sker der man? — skal vi star­te for­fra igen?” — og star­te­de for­fra med Machine Gun Girl, den­ne gang med per­fek­te lydniveauer.

Der­med var start­skud­det gået til en kon­cert som fast­hold­te publi­kums opmærk­som­hed fra start til slut. De tre unge piger spil­le­de røven ud af buk­ser­ne, og selv­om jeg fak­tisk ikke nor­malt er sær­lig meget til tung rock, ram­te piger­ne i den grad plet i mit ellers blidt ori­en­te­re­de musik­hjer­te. Baby In Vain lød med deres potens­fyld­te, beskid­te og ste­ne­de rock som en hef­tig og fan­de­ni­voldsk blan­ding af Bla­ck Sab­bath, Whi­te Stri­bes, Nir­va­na og Metal­li­ca. Bene­di­cte Pier­leo­ni bul­dre­de kom­pe­tent der­ud­af på trom­mer, gui­tar­rif­fe­ne veks­le­de mel­lem at være skar­pe og fun­ge­re som stær­ke bidrag til den melo­di­ske frem­drift og andre gan­ge vir­ke nær­mest skø­de­løst til­fæl­digt jam­men­de uden at være det overhovedet.

Andrea Thu­e­sen og Lola Ham­me­rich, som beg­ge spil­ler gui­tar, leve­re­de også beg­ge over­be­vi­sen­de voka­ler — den ene til­ba­ge­læ­net mørk og cool — til den pæne side, den anden mere aggres­siv, maskulin og skin­ger — enkel­te gan­ge nær­mest grow­len­de. Beg­ge voka­ler fun­ge­re­de upå­kla­ge­ligt både solo og i duet, hvor de fint kom­ple­men­te­re­de hin­an­den. Jeg ved ikke om det var lyd­man­den eller piger­ne selv, der sty­re­de det, men ved en del kli­mak­ser blev voka­len badet i run­gen­de rum­klang, hvil­ket gjor­de kli­mak­ser­ne — og dem var der man­ge af, end­nu mere svulsti­ge og medrivende.

Og jeg var bestemt ikke den ene­ste, der var revet med. Publi­kum var i den grad tænd­te. Nog­le så end­da over­rum­p­le­de ud, at døm­me ud fra deres over­ra­ske­de ansigts­ud­tryk og aner­ken­den­de nik til side­man­den. Selv de gar­ve­de gam­le mænd i læder-veste kun­ne ikke få arme­ne ned. Som kon­cer­ten skred frem, koge­de og syde­de Pavi­li­on-tel­tet mere og mere i takt med, at piger­ne hav­de spil­let sig var­me. Da de nåe­de til Swe­et­heart Dreams (ved ca. 37 minut­ters mær­ket) frem­stod num­me­ret såle­des som et brøl af et mon­ster, når det eks­plo­de­re­de i omkvædene.

Baby In Vain væl­te­de sim­pelt­hen tel­tet omkuld og rede­fi­ne­re­de betyd­nin­gen af begre­bet “girl­power”. Hvis ikke jeg tager meget fejl, har de skabt sig et end­nu stør­re navn — og hype efter den­ne magt­de­mon­stra­tion en sen ons­dag aften på Roskil­de Festi­val. De viste, at de sag­tens kan ero­bre resten af Dan­mark — og Ver­den for den sags skyld.

Stream hele kon­cer­ten her­un­der (spol ca. 5 minut­ter ind, hvis du vil und­gå den dår­li­ge lyd i starten).

 

Baby In Vain udgav i øvrigt kort før deres Roskil­de kon­cert to nye san­ge - Cor­ny #1 og The Thrill, som fort­sæt­ter sti­men af gode san­ge fra trioen.

Baby In Vain — The Thrill

Baby In Vain — Cor­ny #1

 

Of Monsters And Men

of monsters and men

Foto: Emma Flok­stra Nielsson

Of Monsters And Men møn­strede på Roskil­de præ­cis sam­me posi­ti­ve, livs­be­kræf­ten­de og ener­gi­ske folk-pop som på debutal­bum­met, My Head Is An Ani­mal, og der­med var kon­cer­ten en meget kær­lig og som­mer­fest­lig affæ­re, med flower­power-vibra­tio­ner, godt hjul­pet på vej af den bagen­de sol. Når man lyt­ter til album­met der­hjem­me, kan det posi­ti­ve udtryk bli­ve en smu­le anstren­gen­de at lyt­te til i læng­den, men live for­an et leven­de og enga­ge­ret publi­kum fun­ge­re­de det blæn­den­de den­ne fre­dag eftermiddag.

De man­ge gode og lysti­ge melo­di­er væl­te­de ud af det vel­o­p­lag­te og vel­spil­len­de bands man­ge instru­men­ter og fine voka­ler, med der­til­hø­ren­de fler­stem­mi­ge “HEY”-udbrud og “lala­la­la” fæl­les­sang. Den­ne ener­gi smit­te­de af på publi­kum, som enten stod gla­de og smi­len­de omkring eller dan­se­de sam­men med arme­ne i vej­ret. Da toner­ne til hit­tet Litt­le Tal­ks lødfik stem­nin­gen end­nu et tak opad, og det sto­re orke­ster slap der­ef­ter ikke tøj­ler­ne før sid­ste stro­fe hav­de lyt.

Of Mon­ters And Men gav en opvis­ning i, hvor­dan man bader Are­na i solskin­s­strå­len­de toner og maler et smi­len­de ansigt på solen selv.

 

  

 

Sigur Rós

Sigur Ros Steffen Jørgensen

Foto: Stef­fen Jørgensen

Mine for­vent­nin­ger til Sigur Rós var mas­si­ve. Men på trods af det, over­gik Sigur Rós’ optræ­den fak­tisk mine forventninger.

Sigur Rós leve­re­de en over­le­gen opvis­ning i, hvor­dan musik kan have en nær­mest overjor­disk kraft, der hen­sæt­ter én i eksta­tisk tran­ce. Om det så var i det stil­le æte­ri­ske pas­sa­ger, hvor for­san­ger Jon­si med sit fyrtårn af en fal­set lød som er han en engel på Jord, eller de mør­ke­re, mere lar­men­de pas­sa­ger, bl.a. i form af san­ge fra det nye­ste album Kvei­kur, hvor det lød, som om Jor­den var ved at gå under på smuk og spek­taku­lær vis. Alt­så for­ud­sat at man som men­ne­ske på dom­me­dag kun­ne til­si­de­sæt­te det fak­tum, at vores liv i så fald hang i en tynd tråd og i ste­det foku­se­re og sæt­te pris på det objek­tivt smuk­ke og stor­slå­e­de i at være vid­ne til Jor­dens under­gang, lidt lige­som, når vi med sto­re øjne nyder de effekt­tun­ge sce­ner i en kate­stro­fe­film. Sådan føl­tes det, især på de nye num­re Bren­ni­ste­in og Kvei­kur, der hår­de­re og mør­ke­re end sæd­van­ligt i udtrykket.

På det andet­sid­ste num­mer, Festi­val, fra album­met Með suð í eyrum við spil­um enda­laust (kan ca. over­sæt­tes til Med en sum­men i vores ører spil­ler vi uen­de­ligt) stod Jon­si’s vokal ensom og majæ­ste­tisk til­ba­ge i lyd­bil­le­det, kun bak­ket op af svæ­ven­de gui­tarklan­ge i bag­grun­den. Ca. halvvejs i num­me­ret hold­te han på impo­ne­ren­de vis den sam­me høje tone, i hvad der føl­tes som minut­ter. Da han stop­pe­de op et kort øje­blik, udbrød der vild jubel blandt publi­kum, inden han tog en dyb indån­ding og stem­te i igen i ca. 30 sekun­ders solo, for til sidst sam­men med resten af orke­stret at trans­for­me­re det elver­ag­ti­ge og skrø­be­li­ge til et mere rock­et og højstemt udtryk, hvor him­len syn­tes at åbne sig i en meget medri­ven­de fina­le. Det lød fantastisk!

Nogen­lun­de som i den­ne liveud­ga­ve af Festi­val fra live­al­bum­met Inni.

Sigur Rós benyt­ter et væld af for­skel­li­ge instru­men­ter til at frem­brin­ge deres stor­lad­ne lyd, og der­med er der en over­hæn­gen­de fare for at vis­se instru­men­ter sag­tens kun­ne gå hen og fyl­de for meget i lyd­bil­le­det. F.eks. Jon­si’s brug af bue på elek­trisk gui­tar, der frem­brin­ger en bru­sen­de, kla­gen­de, langstrakt klang, eller den dybe bas, der ofte i live­sam­men­hæn­ge kan druk­ne de andre instru­men­ter med sin run­gen. Med 11 musi­ke­re på sce­nen, fryg­te­de jeg, at bl.a. de føl­som­me vio­li­ner eller stor­lad­ne træk­bas­u­ner vil­le druk­ne i lyd­bil­le­det, men alle instru­men­ter hør­tes lyk­ke­lig­vis tyde­ligt, adskil­te og meget leven­de i Are­nas højta­le­re. Sigur Rós’ magi­ske lydu­ni­vers kun­ne der­med nå ud med fuld effekt, og det var med­vir­ken­de til, at man uden for­be­hold kun­ne give sig hen til islæn­din­ge­nes unik­ke og magi­ske lydunivers.

Gam­le ken­din­ge som Gló­so­li, Vaka (Untit­led 1) Saeg­ló­pur, Pop­plagið (Untit­led 8) og ikke mindst Hop­pípol­la blev leve­ret med stor ind­le­vel­se og lige dele ynde og kraft og frem­stod sam­ti­dig som tids­lø­se perler.

Der­u­d­over til­fø­je­de den visu­el­le del af showet en hel ny dimen­sion til det kon­trast­fyld­te uni­vers, musik­ken frem­kald­te. Lysshowet var stem­nings­fuldt og har­mone­re­de i far­ve­to­ne og tem­pe­ra­ment per­fekt med Sigur Rós med­brag­te poe­ti­ske og fine widescreen-videoprojektioner.

2013-07-07 00.41.49

Til det kul­de­gy­sen­de smuk­ke num­mer Varuð sås i star­ten et vin­ter­ligt, tåget bjerg­land­skab med en enlig, lil­le­bit­te skik­kel­se i ven­stre side af bil­le­det i form af en mand med en lan­ter­ne. På van­lig vis byg­ge­de Sigur Rós lang­somt num­me­ret op, og i takt her­med duk­ke­de fle­re lyg­te­mænd frem af tågen, ind­til de stod langs hele bjerg­kæ­den. Da musik­ken ende­lig nåe­de kli­maks og let­te­de, let­te­de lyg­te­mæn­de­nes lan­ter­ner lige­le­des fra deres lyg­ter og sat­te sig lang­somt som stjer­ner på den frost­kla­re him­mel. Dis­se bil­le­der isce­ne­sat­te Varuð meget ele­gant og under­spil­let, lige­som man kun­ne karak­te­ri­se­re num­me­ret, og det var bare et eksem­pel ud af man­ge på, at det visu­el­le under­støt­te­de det audi­ti­ve perfekt.

Sigur Rós’ kon­cert på årets Roskil­de Festi­val var en “lar­ger than life” tota­l­op­le­vel­se med op til fle­re musi­kal­ske orgas­mer og mar­ke­re­de for mig høj­de­punk­tet på Roskil­de 2013. Kon­cer­ten kun­ne for min skyld have fort­sat et par timer mere, da Sigur Rós så abso­lut har bag­ka­ta­lo­get til at spil­le i mere end halvan­den time.

Du kan ople­ve eller genop­le­ve hele kon­cer­ten her — dog desvær­re i ret dår­lig lyd­kva­li­tet, men man kan sag­tens få en for­nem­mel­se af magien.

 

Ellers har jeg sam­men­sat en play­li­ste, der gen­gi­ver kon­cer­tens set­lis­te i dens auten­ti­ske rækkefølge.

Sigur Rós, Roskil­de set­lis­te 2013
  

 

2013-07-07 01.29.46

 

5 jul
2013

Dét skal du høre på Roskilde Festival 2013 — Part 3

roskilde 2013 2

Lør­dag den 6. juli er min fød­sels­dag. Sam­ti­dig er det den dag på Roskil­de, hvor der er flest bands, jeg ger­ne vil høre, så det skal nok bli­ve en god dag! I det føl­gen­de kan du læse, hvad jeg vil­le høre, hvis jeg kun­ne være fle­re ste­der på en gang og des­u­den aldrig hav­de brug for en spi­se­pau­se! (Hør play­li­ste i bun­den af indlægget).

Nys­ger­rig på, hvad jeg har anbe­fa­let at høre tors­dag og fre­dag? så læs og lyt her og her.

 

Anbe­fa­lin­ger til lør­dag, den 6. juli

 

truls

Det før­ste du skal høre lør­dag er nor­ske Truls, kl. 14.30 på Cosmopol. Truls er et nyt synth­tungt, dansa­belt R&B pro­jekt fra Truls Heg­gero (fra Luke­star og Truls & the Tress). Heg­geros fal­set fly­der lystigt oven på gli­tren­de, bob­len­de og pop­pet electro­ni­ca. Der er ind­til vide­re kun to meget cat­h­cy sing­ler onli­ne, mens en debut-LP skul­le udkom­me sene­re på året. Favo­rit­ten er The Next!

 

 

efterklang foto

Der­næst spil­ler Efter­klang 16.00 på Are­na. Ja tak!

Dan­ske Efter­klang er en sten­sik­ker anbe­fa­ling. Med deres sene­ste album Pira­mi­da, har de lavet deres smuk­ke­ste album til dato, fuld af nor­disk melan­ko­li og sam­p­le­de lyde fra det øde­ste øde Sval­bard mel­lem Nor­ge og Nordpolen.

Des­u­den har Efter­klang ry for at være ret så magi­ske i live­sam­men­hæn­ge. Måske er det der­for, at trio­en har haft æren af at spil­le med et utal af sym­fo­ni­o­r­ke­stre ver­den over, her­i­blandt en live­pre­mi­e­re på Pira­mi­da i intet min­dre end Sid­ney’s Ope­ra­hus! Sene­st har de udgi­vet Pira­mi­da i en live­ind­spil­let udga­ve i sam­ar­bej­de med Copen­ha­gen Phil, som er vir­ke­lig vidun­der­lig. Efter­klangs musik lyder bare fan­ta­stisk i form af stort anlag­te klas­si­ske re-arran­ge­men­ter. Live­al­bum­met byder på to nye num­re - Vælv og So.

Der­u­d­over har Efter­klang for­ny­lig intro­du­ce­ret en smag­prø­ve på et nyt num­mer, Look Up, som blev opta­get i for­bin­del­se med Frost Festi­val tid­li­ge­re i år.

Efter­klang — “Look Up” (Live at Die­sel­Hou­se, Copen­ha­gen) FROST 2013 from FROST on Vimeo.

 

 

asgeir_trausti

Ásgeir Trausti bevæ­ger sig i sam­me sfæ­re som Bon Iver, dog en anel­se mere elek­tro­nisk. Han syn­ger på island­sk, men når det lyder så smukt, som til­fæl­det er, er det kom­plet lige­gyl­digt, at du ikke fat­ter et ord af hvad han syn­ger.  Giv ham et lyt kl. 17.00 på Pavilion.

 

 

indians-e1348010818551

Siden jeg før­ste gang skrev om Søren Løk­ke Juul’s pro­jekt, Indi­ans i marts 2011, hvor han var helt ube­skre­vet blad, er det sket mangt og meget med udbre­del­sen af hans musik. I 2012 år spil­le­de han på Pavi­li­on Juni­or, siden blev han sig­net på det tone­an­gi­ven­de pla­de­sel­skab 4AD (Blon­de Red­head, Bon Iver, The Natio­nal, Deer­hunter, Came­ra Obscu­ra, Efter­klang), og nu har pro­jek­tet vok­set sig moden nok til at Roskil­de igen har boo­k­et Indi­ans, den­ne gang til Odeon sce­nen lør­dag, kl. 19.00. Hvis du er til føl­som, magisk pop med gli­tren­de og atmos­fæ­ri­ske ele­men­ter, er Indi­ans noget for dig.

 

 

Unknown-Mortal-Orchestra

21.00 på Pavi­li­on kan du vug­ge blidt i hof­ter­ne til en omgang til­ba­ge­læ­net og sol­be­skin­net lo-fi indi­epop i form af Unk­nown Mor­tal Orche­stra. Jeg vil vove at påstå, at det er umu­ligt ikke at bli­ve bare lidt varm om hjer­tet af de nostal­gi­ske toner, de tre dren­ge kan frembringe.

 

sigur ros 333

Når klok­ken slår mid­nat ved Oran­ge, kan du være sik­ker på, at jeg står og trip­per af for­vent­ning. Sigur Rós har været mine sto­re hel­te, siden jeg begynd­te at inter­es­se­rer mig for andet end det musik, der er i radio­en. Hvis du ikke ken­der Sigur Rós, er den kor­te beskri­vel­se, at det lyder som bom­ba­stisk eng­lemu­sik. Det lyder af den slags stor­slå­et­hed, man kun fin­der over sky­er­ne eller på Jor­dens aller­s­muk­ke­ste ste­der. Der­for valg­te fol­ke­ne bag BBC’s natur­do­ku­men­tar­se­rie nok også net­op Sigur Rós som bag­grunds­mu­sik til seri­ens trailer.

Sigur Rós’ musik er geni­alt at forta­be sig i. Fak­tisk er det nok nær­mest umu­ligt at und­gå — især live, når de melan­kol­ske toner fyl­der luf­ten og træn­ger ind i sindet.

 

 

AngelHaze

Angel Haze er ny stjer­ne på hip-hop him­len. Hun er fra det rå Detroit og det kan høres. Hun har en aggres­si­vi­tet, man skal lede læn­ge efter og ikke mindst et flow med en præ­ci­sion og tem­po få kan mat­che. Det bed­ste eksem­pel på hen­des vil­de flow er på Wer­kin’ Girls. 

 

Sid­ste år brag­te musik­si­den Yours Tru­ly Angel Haze og hip-hop/trap pro­du­ce­ren Luni­ce sam­men om at ska­be et nyt num­mer i fæl­les­skab. Se den inter­es­san­te pro­ces her, hvor du også får en idé om, hvor fedt hun er i stand til at rap­pe live:

 

Og her det fær­di­ge resul­tat. Det ryk­ker da meget godt ikke?

 

Roskil­de 2013 Play­li­ste — Part 3

  

Related Posts with Thumbnails

Follow Me!

Follow Me! Follow Me! Follow Me! Follow Me!