Mine ører er helt oppe at ringe over en spritny single fra et nyt stjerneskud på den alternative danske musikscene — en pige der bærer navnet Nanna Schannong, der er bosat i Århus. Singlen hedder Everything Seems Nicer in the Dark, og hvis det er sådan musik lyder, når det kommer fra et mørkt sted — ja så er jeg tilbøjelig give hende ret i, at mørke lyder bedre. Måske er det fordi, mørke er i familie med melankoli, som trofaste læsere vil vide, jeg har en forkærlighed for.
Singlen handler om at lade sig drage mod det dystre og mørke og give mere slip på hverdagen og demonstrerer Nannas fin fornemmelse for balancen mellem det intime, afventende og minimalistiske på den ene side og det støjende, forløsende og bombastiske på den anden side.
Lige så smukt er det, når Nanna lavmælt og sart krænger sin sjæl ud, kun akkompagneret af en ensom, distant guitar, som når hun lader lyset strømme ind i mørket i form af højstemt “la la” sang i parallel himmelflugtslinje med postrockens virkemidler — reverbet guitar og buldrende trommer — indtil mørket til sidst får overtaget igen, idet en ambient støjflade af den alvorstunge og skæbnesvangerlydende slags udgør nummerets sidste minut.
Tjek også den flot producerede musikvideo ud, lavet af Alexander Bak Sagmo fra den aarhusianske talentskole Super8 og filmet af André Hansen, der bl.a. arbejder sammen med kunstnerkollektivet Powerclap.:
Nanna Schannongs lyd minder lidt om en anden Musik Mig Blidt yndling, Navneløs, og det er ikke helt tilfældigt. Johan Kruse fra Navneløs har nemlig leveret guitaren til nummeret, og Nanna leverede faktisk vokal til Navneløs’ fantastiske EP, så det giver god mening, at et udtalt slægtskab kan konstateres de to kunstnere imellem.
Johan er i øvrigt del af det faste liveband og har været med til at producere Nanna Schannongs debut-EP, The day we told ourselves: Everything is going to be alright!, der udkommer til august. EP’en er indspillet i Aarhus Lydstudie sammen med Kenn Hedegaard Eskildsen (Dad Rocks!, Lydmor, The Broken Beats) og bliver udgivet på hendes eget pladeselskab Tipsy Teen Records.
Hele EP’en er indspillet live i studiet og flere af numrene med live overgange for at ramme samme intensitet og stemning som til koncerterne.
”Vi var enige om, at det hele skulle indspilles live, der var ligesom mere på spil, hvis vi gjorde det på den måde. Pladen er også blevet mere larmende, end vi først havde planlagt, men mange af tingene er dukket op løbende og vi er nået frem til en meget intuitiv og sammenhængende lyd. Vi ville gerne fremprovokere de små fejl og detaljer der opstår, når man kaster sig selv ud på dybt vand – de små ting som også gør musikken levende”, fortæller Nanna om processen.
Nanna Schannong med band har før optrådt live til koncerter i Danmark, bl.a. til PræSPOT under SPOTfestival 2012, Vesterbro Festival og som opvarmning for det aarhusianske postrock/prog rockband Sky Architects på deres Danmarkstourné, så en EP har været undervejs et stykke tid.
Nanna sendte også to numre ind til DR’s Karrierekanonen. Det ene var den netop omtalte single og det andet nummer med titlen Where I Want To Go, har jeg opstøvet på Karrierekanonens soundcloud.
Ikke et nummer af samme imponerende kaliber, men jeg tror nummeret kunne gøre sig fint på EP’en som en del af en helhed. Den udkommer som sagt til august!
Nanna Schannong | Homepage
Nanna Schannong | Facebook
Nanna Schannong | Bandcamp
Follow Me!