Musik Mig Blidt

Rhi­an She­e­han er en New Zealand base­ret kom­po­nist, der eks­pe­ri­men­te­rer med elek­tro­nisk musik, orke­stra­le og ambi­en­te kom­po­si­tio­ner samt “field recor­dings” — alt­så lyde og opta­gel­ser fra vir­ke­lig­he­dens ver­den. Alt sam­men i skøn for­e­ning, som ska­ber et meget orga­nisk lyd­bil­le­de. Ja, man fri­stes til at kal­de det for “lyd­ver­den” i ste­det, for musik­ken har en dra­gen­de effekt. Man for­svin­der i en ver­den af even­tyr og barn­lig nostalgi.

Det er ikke til­fæl­digt, at Rhi­an også har stor suc­cess med at kom­po­ne­re musik til TV (bl.a. seri­er­ne The Cult og Reser­voir Hill), rek­la­mer, film og filmtrailere.

Jeg har før fea­tu­red Rhi­an She­e­han i Goo­di­e­bag #5 og støt­te­kom­pi­la­tio­nen For Nihon for jord­s­kæl­vet i Japan i 2011. Nu er det ble­vet tid til, at jeg skri­ver et ind­læg dedi­ke­ret ude­luk­ken­de til Rhi­an She­e­hans musik i for­bin­del­se med, at hans helt nye album, Sto­ri­es From Elsewhe­re, udkom den 26. marts.

Hans tid­li­ge­re albums Seven Tales From Of The North Wind og Stan­ding In Silen­ce er Jeg kæm­pe fan af. De byder på noget nær den smuk­ke­ste fusion mel­lem ambi­ent, klas­sisk og elek­tro­nisk musik, jeg kan kom­me i tan­ke om.

Sto­ri­es From Elsewhe­re er et album, jeg har ven­tet på i godt to år og hel­dig­vis er det fan­ta­stisk — ja, fak­tisk over­går det mine for­vent­nin­ger. Sam­men­lig­net med tid­li­ge­re udgi­vel­ser har “Sto­ri­es” en langt rige­re lyd og mere kre­a­tiv og vari­e­ret brug af instru­men­ter. Du fin­der både elek­tro­ni­ske klok­ke­sam­p­le­de “skram­le­ri­er” (Lul­la­by Machine, Cre­a­tion Myt­hs), sfæ­risk, reflek­siv skøn­hed (Sileo, Thoughts on Natu­re), fil­mi­ske, stor­lad­ne num­re med fuldt klas­sisk orke­ster (Nusquam) og post-rock-lig­nen­de num­re, der væk­ker asso­ci­a­tio­ner til Sigur Rós og Ham­mo­ck (Upper Sky, Litt­le Sines, A Thim­b­le Full of Sor­row, Som­nus).

Hvor de tid­li­ge­re albums oftest hav­de en dro­ne­lig­nen­de karak­ter er kom­po­si­tio­ner­ne nu mere melo­di­ske og synes at ram­me sin lyt­ter hår­de­re rent følelsesmæssigt.

Tag for eksem­pel den eksta­ti­ske Litt­le Sines:

Litt­le Sines har også fået en musik­vi­deo, lavet af sam­me kunst­ner som har skabt det barn­li­ge, nostal­gi­ske art­ork til “Sto­ri­es”.

Nusquam lyder som kli­maks­sce­nen til en episk, roman­tisk film. Ekstremt følel­ses­mæt­tet og et num­mer, der nemt kan få dig til at kni­be en tåre, hvis du accep­te­rer den udtal­te patos og ellers er i den “ret­te” stemning.

A Thim­b­le Full of Sor­row og Upper Sky byg­ger beg­ge tål­mo­digt op med stry­ge­re og sfæ­ri­ske klang­fla­der til et kli­maks, der under­støt­tes af bul­dren­de trom­mer. Som­nus gør det sam­me bare med gui­tar i ste­det for stry­ge­re. Dis­se tre num­re er klart de mest post-rock­e­de i struk­tur og instrumentering.

Åbnings­num­me­ret Sileo slår en tone af efter­tænk­som stil­hed an med bli­de kla­ver­to­ner på en atmos­fæ­ri­ske bund af bl.a. trækro­ners vej­ren i vin­den, men­ne­ske­myl­der, fjer­ne eng­le­lig­nen­de kald og bru­sen­de, æte­ri­ske guitarrumklange.

Album­mets til­bli­vel­ses­pro­ces­sen beskri­ver Rhi­an She­e­han selv således:

“The album as a who­le came about via expe­ri­men­ta­tion. I’ve been moving furt­her away from com­pu­ter made electro­ni­ca over the last few years and tin­ke­ring away in my home stu­dio with old children’s musi­cal toys and gad­gets I’ve col­lected over the years, wor­king out ways to make inte­r­e­sting and unusu­al sounds. I mixed half of the album with Lee Prebb­le, which was good fun. We ran the drums and strings through an old 60’s pla­te reverb to get a more nostal­gic atmosp­he­ric tone. Most of the tex­tu­res on this album were made with electric gui­tars and vocals run through various out­bo­ard effects. I wan­ted to make an album that soun­ded very natu­ral and orga­nic — a col­lection of sonic sto­ri­es that hope­ful­ly will be liste­ned to as one body of work.”

Sto­ri­es From Elsewhe­re  er et meget hel­støbt album, der efter min mening fortje­ner et stort publi­kum. Hør det i hele sin strå­leg­lans her­un­der eller via Bandcamp, hvis du ikke bru­ger Spotify.

Udgi­vel­sen er også en kærkom­men lej­lig­hed til at få sam­let op på de tid­li­ge­re udgi­vel­ser, samt en mas­se uud­gi­vet mate­ri­a­le, som du hel­ler ikke må sny­de dig selv for. Det hele kan høres på Rhi­an She­e­hans bandcamp eller soundcloud. Mine favo­rit­ter fra Rhi­an She­e­hans soundcloud, der pt inde­hol­der hele 129 num­re(!) har jeg sam­let i en play­li­ste neden­for. 56 minut­ters eskapisme!

Læg mær­ke til, at der også gem­mer sig et remix af post-rock ban­det Ham­mo­ck — nog­le andre hel­te af mine!

Rhi­an She­e­han | Homepage
Rhi­an She­e­han | Facebook
Rhi­an She­e­han | Soundcloud
Rhi­an She­e­han | Bandcamp

En af de mest effek­ti­ve måder at opda­ge ny musik er ved at læg­ge mær­ke til, hvad ens ynd­lings­kunst­ne­re anbe­fa­ler. For­le­den lin­ke­de Shu­ra, som er san­ge­r­in­de på meget af Hia­tus’ mate­ri­a­le, over Face­book til num­me­ret Swe­et­ha­ert, What Have You Done To Us af en Kea­ton Hen­son med orde­ne “Holy Shit”.

Nys­ger­rig som jeg er, måt­te jeg selv­føl­ge­lig høre, hvad der fik Shu­ra sådan op af sto­len i for­hold til den­ne Kea­ton Hen­son, som jeg aldrig hav­de hørt om før.

Det, der mød­te mig, var en røren­de smuk sang, hvis melan­kol­ske kraft para­ly­se­re­de mig og moti­ve­re­de mig til at lyt­te til mere og fin­de ud af, hvem Kea­ton Hen­son er.

Kea­ton Hen­son er 24-år og bor i udkan­ten af Lon­don, hvor han ind­pil­ler san­ge i sit sove­væ­rel­se. Han er en føl­som, sky sjæl, der lider af angst og har let til tungsind — hans for­æl­de ple­je­de at kal­de ham “Dooms­day Kid”.

Som så man­ge før ham er ulyk­ke­lig kær­lig­hed den pri­mæ­re inspira­tions­kil­de. Hans før­ste album, Dear, blev til efter at hans før­ste kær­lig­hed gik fra ham som 18-årig. Brud­det kom som et chok for Kea­ton, men blev den direk­te årsag til et langt kre­a­tivt for­løb. Kea­ton gik sam­me dag direk­te hjem og skrev sin før­ste sam­men­hæn­gen­de sang. Over 100 fle­re san­ge blev det til i måne­der­ne efter. Dear består af 10 san­ge fra den­ne skel­sæt­ten­de tid.

Der skul­le gå et par år før nog­le af dis­se num­re end­te onli­ne på opfod­ring af en ven, idet Kea­ton selv men­te, at san­ge­ne var noget møg. Men det var først da BBC1 i 2011 spil­le­de sam­le­de num­me­ret You Don’t Know How Lucky You Are, at han begynd­te at få en solid vok­sen­de fanbase.

San­gen er en skæl­ven­de reflek­sion over eks­kæ­re­stens nye fyr og slut­ter med det smerte­li­ge spørgs­mål: “Does his love make your head spin?”

Det var aldrig menin­gen at Dear skul­le udgi­ves, og det kan høres. Det er en meget pri­vat og intro­vert pla­de, og måske net­op der­for giver den et unikt kig ind i et mørkt rum fyldt med kære­stesorg — uden omsvøb.

Det nye­ste og andet album Bir­t­h­days er lige­som Dear en sam­ling ærli­ge san­ge om kær­lig­hed, ensom­hed og sorg, sun­get med sart og skrø­be­lig stem­me. Men man kan høre, at Kea­ton nu er mere bevidst om, at han har et publi­kum. Han er mere udad­vendt — så meget som det nu kan lade sig gøre for en per­son så sky over­for frem­me­de, som Kea­ton Hen­son er. Lyden er også rene­re og gene­relt flot­te pro­du­ce­ret, og der er fle­re instru­men­tale nuan­cer. For det meste er det sta­dig Kea­ton og hans gui­tar, som udgør ner­ven i musik­ken, men ind i mel­lem vok­ser musik­ken til at være deci­de­ret band­dre­vet, inklu­de­ren­de trom­mer og det hele.

Kea­ton Hen­sons musik har været sound­tra­ck til mit liv den sid­ste uge, og jeg er ikke i tvivl om, at, jeg vil ven­de til­ba­ge til ham igen og igen frem­over. Man­den har i den grad noget på hjer­te og er en frem­ra­gen­de, poe­tisk for­mid­ler. Så her­med en opfor­dring til at gå på opda­gel­se både i hans to LP’er og de EP’er, jeg ikke har omtalt her. Det hele fin­des på Wimp eller Spo­ti­fy.

Hvis du ikke er til den slags strea­m­ing ser­vi­ces, har jeg sam­let en lil­le play­li­ste på tværs af LP’er, EP’er og sing­le B‑sider. Sid­ste num­mer er et remix af åbnings­num­me­ret Teach Me fra Bir­t­h­days, som ikke fin­des på hver­ken Spo­ti­fy eller Wimp.

Kea­ton Hen­son | Homepage
Kea­ton Hen­son | Facebook
Kea­ton Hen­son | Soundcloud

9Mary er kunst­ner­nav­net for 18–19-årige Flo Mor­ris­sey, en sin­ger-songwri­ter fra Lon­don, hvis musik vir­ke­lig har gre­bet mig om hjer­tet.  Nav­net “9Mary” har hun taget fra en foto­se­rie af Adi Da Sam­raj, der til­sy­ne­la­den­de er en af hen­des inspirationskilder.

Når man lyt­ter til hen­des rene og mod­ne sangstem­me, slår det en, hvor natur­ligt det lyder. Musik­ken fly­der fra 9Mary så natur­ligt, at man nemt kun­ne fore­stil­le sig, at det også lød sådan aller­før­ste gang, hun sam­le­de en gui­tar op eller sat­te sig ved kla­ve­ret og stem­te i. Jeg vil tro, at det er sådan råt talent lyder. Lidt som en rå udga­ve af Lana Del Ray.

Samt­li­ge san­ge, der er til­gæn­ge­li­ge onli­ne bærer vid­nes­byrd om det­te talent. Her får du det sene­ste ori­gi­na­le num­mer, If You Can’t Love This All Goes Away, der var det før­ste num­mer, jeg hør­te, og som fik håre­ne til at rej­se sig i nak­ken på mig.

Video­en til  If You Can’t Love This All Goes Away er instru­e­ret og klip­pet af Flo selv og fil­met af hen­des 13-åri­ge søster Mil­lie Morrissey.

Her er et par andre ori­gi­na­le san­ge af 9Mary, der ram­mer sam­me følel­ses­ri­ge nerve:

Den sid­ste, Show Me, er fra 2010, hvor Flo alt­så kun var 15–16 år. Svært at fat­te! Show Me er fra en EP’en Fear No More, som til­sy­ne­la­den­de er taget ned fra net­tet igen. Jeg kan i hvert fald ikke fin­de den. Men det ser ud til, at de sam­me san­ge kan fin­des på en gam­mel Mys­pa­ce pro­fil: http://www.myspace.com/flomorrissey

9Mary er inspi­re­ret af kunst­ne­re som Jeff Buck­ley, Deven­dra Ban­hart, Anto­ny Heg­ar­ty (Anto­ny and the John­sons), Vin­cent Gal­lo, Leo­nard Cohen, CocoR­o­sie og Bil­lie Holi­day. Man kan sag­tens spo­re dis­se sto­re kunste­re i 9Mary’s musik, og hun har da også lavet nog­le vidun­der­li­ge cover­ver­sio­ner af man­ge af dem. Her er et udvalg:

Du kan selv gå på opda­gel­se i fle­re smuk­ke covers på Youtu­be eller Vimeo.

I slut­nin­gen af sid­ste år udgav 9Mary også en vir­ke­lig skøn EP med tit­len 4 songs in French. Jeg for­står ikke fransk, men san­ge­ne er lige nem­me at nyde af den grund. To af san­ge­ne er ori­gi­na­le mens Ça pla­ne pour moi og L’amour est Bleu er cover­ver­sio­ner. Fik jeg nævnt, at EP’en er gratis!?

Sam­let set er 9Mary’s mate­ri­a­le gan­ske impo­ne­ren­de og som jeg ser det, lig­ger intet til hin­dring for, at hun kan ero­bre hele ver­den med det nær­vær og den per­son­lig­hed hun kana­li­se­rer over i sine sange.

9Mary | Facebook
9Mary | Soundcloud
9Mary | Bandcamp
9Mary | Tumblr
9Mary | Vimeo
9Mary | Myspace