Silver 6 består af Mads Hyhne, Jens Hein, Silas Hagemann Tinglef, Mads Brinch og Rasmus Valldorf. Navnene vækker nok ikke meget genklang i din hukommelse, men de 5 medlemmer har tidligere spillet med navne som The Raveonettes, The Asteroids Galaxy Tour, Howl Baby Howl, Nikolaj Nørlund, Marie Fisker og 4 Guys From the Future, så det er altså ikke uerfarne kræfter, der er på spil i Silver 6.
Rockbaren Drone på Nørrebro i København har startet deres eget pladeselskab, Drone Recordings, og Silver 6 er deres første udgivelse.
Bandet spiller psykedelisk, stenet og beskidt rock med et fedt flow. Selv kalder bandet det for noisegospel. Første single, Are We Lovers, er netop sluppet løs og lyder som om, bandet står og giver den gas med solbriller og vind i håret i et knastørt ørkenlandskab! Nummeret har med andre ord en forførende, cool og sexet vibe. Jeg har smuglyttet til nogle flere numre fra Silver 6, og jeg kan godt love, at det, de her drenge har gang i, holder helt og aldeles!
Musikvideoen til Are We Lovers er godt nok ikke optaget i en ørken, men til gengæld er den for sexet til Youtube…
Tilbage i december spillede Silver 6 en koncert på Drone bar i København, som jeg desværre missede. Videoen nedenfor er optaget på selv samme bar og demonstrerer, at bandet også lyder fede live.
Det bliver spændende at høre nyt fra Silver 6. Ligeledes ser jeg frem til at følge Drone Recordings, som efter eget udsagn vil udgive danske bands fra den alternative rockscene, der har en tilknytning til Drone Bar og er særligt stærke i livesammenhænge.
I dette indlæg kan du både læse et dybdegående interview med fremadstormende Ice Cream Cathedral og vinde billetter til deres koncert på Radar i Århus fredag den 15. marts. Lad mig starte med at knytte et par ord til bandet og deres nye album The Drowsy Kingdom.
Fra jeg først opdagede Ice Cream Cathedral i vinteren 2012, har jeg været meget begejstret for deres forunderlige, drømmende, men også kontrastfyldte musikalske univers, og min begejstringen er kun blevet større, efter at trioen den 4. marts udgav deres debutalbum The Drowsy Kingdom.
Det er et album, der med det samme virker appellerende med sine stærke melodier, men samtidig udfordrer lytteren med sin lettere bizarre instrumentering med mystiske, David Lynch-agtige undertoner. Det er en lyd, der dog ikke er så nem at sætte i bås, for som sagt står kontrasterne i kø. Albummet rummer således både lys og mørke, håb og fortvivlelse, tyngde og lethed, storladenhed og minimalisme, og jeg kunne blive ved. Det er i høj grad albummets store styrke. Det, og så Anja T. Lahrmanns smukke vokal, der på albummet er mere i centrum og slet og ret er en nydelse at lytte til.
Jeg vil derfor på det kraftigste anbefale, at du tjekker The Drowsy Kingdom ud, hvis du ikke allerede har gjort det. Herunder får du mulighed for det både via Wimp og Sportify:
Tjek også musikvideoen til den nye single When You Depart.
Inden vi tager hul på interviewet, lovede jeg jo at udlodde billetter til koncerten på Radar i Århus fredag den 15. marts. Jeg har fået lov at udlodde 2 billetter til en heldig læser. For at deltage i konkurrencen sender du bare en mail til mail@musikmigblidt.dk med dit fulde navn. Konkurrencen slutter torsdagden 14. marts kl. 20.
Og så videre til interviewet. Inden Ice Cream Cathedral drog på deres igangværende minidanmarkstour, fik jeg en snak med bandet om bl.a. deres korte historie som band, deres inspirationskilder, betegnelsen “space pop”, albummets artwork, hvad der gemmer sig bag albummets titel, og hvad fremtiden byder på.
——————————————————————————————————————————————–
MMB: Hvis vi spoler tiden lidt tilbage, så mødte i hinanden på rytmisk musikkonservatorium? Hvor henne i landet er vi?
Kristian: Vi startede sammen på Rytmisk Musikkonservatorium i København i sommeren 2010, hvor vi går på samme årgang. Her går vi stadigvæk og er færdig med 3. år nu.
MMB: Hvordan fandt i så ud af, at i skulle have et band sammen?
Anja: Det var ud fra fælles musikalske interesser. Vi fandt hurtigt sammen om en fælles smag og fandt ud af, at vi lyttede til nogle af de samme ting, som vi ikke delte med så mange andre fra vores årgang.
Kristian: Allerede en måneds tid efter studiestart lavede vi en slags skriveklub, hvor vi prøvede at skrive nogle skitser til noget musik sammen. Allerede samme vinter lagde vi et par sange op på Myspace.
Anja: Vi arbejdede virkelig længe med den første skitse, som blev til nummeret A Downstroke (fra EP’en Straight Arcs, red.). Det nummer har været i virkelig vidt omkring i mange variationer, men i sidste ende kom det i høj grad til at definere vores lyd.
MMB: I pressematerialet for jeres nye album The Drowsy Kingdom fremgår det, at i er gået fra at være inspireret af witch house-genren (bl.a. Sleep Over) og dream pop (bl.a. Broadcast) til at kalde jeres egen musik for Space pop. Kan i fortælle lidt om denne udvikling i jeres lyd, og om hvorfor i synes, at betegnelsen “space pop” passer på jeres musik, som den lyder nu?
Anders: Hele EP’en (Straight Arcs, red.) var meget inspireret af witch house-scenen. Vi havde nok også brug for en klar fælles referenceramme, fordi vi ikke kendte hinanden så godt endnu. Da den var færdig og udgivet gik vi i gang med at skrive nye skitser med det samme. I denne omgang gik vi til det mere frit og lod os inspirere mere umiddelbart. Det kunne være en af os lige havde hørt et eller andet nummer, som vi var inspireret af. Det faldt os mere naturligt end arbejdet med EP’en gjorde. Inden vi tog 8 dage til Sverige for at indspille de her skitser, havde jeg egentlig et ret forvirret billede af, hvad det præcist skulle blive til. Det føltes om det stak i både øst og vest. Det var først på Sverigesturen, at albummet tog form.
Kristian: Udgangspunktet var alt lige fra støvede ballader til houseelementer, som på mirakuløs vis, nok fordi vi var sammen så intenst i den uge og gjorde alt selv, efterhånden blev til en samlet lyd, som vi kalder for space pop.
Anders: Vi opfatter den (The Drowsy Kingdom, red.) selv som mere lyttevenlig og poppet end EP’en. Som musiker tror jeg ofte, man spejler sig meget i de ting, man lytter til og bliver inspireret af. Det spacey indtræffer i forhold til nogle nye inpisrationskilder. Vi har alle tre trippet over kunstnere som Jean Michelle Jarre og Mike Oldfield, som begge har en let og melodisk lyd. Hvor EP’en var mere tung og støvet er pladen klarere og med mere fokus på melodi og Anjas vokal. Og den er blevet mere atmosfærisk og galaktisk i sit udtryk.
MMB: På trods af, at i har styr på på jeres inspirationskilder, så synes jeg, at albummet har sin egen karakteristiske lyd af Ice Cream Cathedral. Jeres lyd er meget let at genkende. Hvordan sikrer i så at bibeholde og udvikle jeres egen unikke lyd?
Anja: Jeg tror, vi er gode til at være bevidste om vores referencer, og hvad vi tager fra referencen. Hvis jeg f.eks. er inspireret af noget af Kate Bush, så er det én ting, jeg tager fat i. Det kan være en instrumentering i hendes måde at skrive sange på eller et bestemt register hun synger i. Vi forholder os til helt specifikke ting. På den måde tror jeg, man kan bevare sin egen musikalske integritet ved at stole på, at man ikke kun imiterer.
Anders: Præcis! Der er en kæmpe grøft mellem at være inspireret og kopiere. Og vi tager kun elementer af forskellige referencer.
Kristian: Referencerne hjælper os også til at snakke i det samme sprog. Det kan ellers være meget abstrakt, når man skal snakke sammen om musikken i skitsefasen. Jeg kunne f.eks. spørge de andre, om vi ikke skulle prøve at indspille med en lyd ala dét der fra dén der plade.
MMB: Udover musikalske inspirationskilder, hvad er i så inspireret af?
Kristian: Jeg kan huske, vi dyrkede gyserfilm, særligt John Carpenters. Soundtracket fra hans film var en lydmæssig inspiration. Universerne fra de gyserfilm var noget, som vi alle sammen fandt inspiration i.
Anja: Jeg er også meget inspireret af film. For tiden dyrker jeg den gamle danske skuespillerinde Asta Nielsen, som er helt vildt fantastisk! Jeg så en dokumentar om hende her den anden dag, og hun er jo vildt karismatisk, ikke mindst pga. hendes måde at klæde sig på, men også hendes autoritære måde at være på. Jeg har jo også skrevet alle teksterne på pladen, og der har jeg været inspireret af især amerikanske digtere.
MMB: Jeres debutalbum har fået titlen The Drowsy Kingdom (”Det døsige kongerige”, red.). Hvad ligger bag denne titel?
Anders: Det er en tekstbid fra den første sang på albummet, der hedder An Armful Of Rubies. Titlen The Drowsy Kingdom har et følelsesmæssigt aspekt i forhold til, hvad der omkranser mange af teksterne. Den rummer også en genklang af, at være et portræt af samfundet, synes jeg. Det, at være en del af et samfund, en verden hvor man skal finde sin plads, hvor mange folk bare går rundt og stener lidt.
Anja: The Drowsy Kingdom kan både referere til en subjektiv følelse eller holdning, men kan også være en slags objektiv konstatering af samfundet set udefra. Det spiller i den forstand på både en ydre opfattelse og en indre følelse.
MMB: I har en udpræget ”Do it Yourself” tilgang til jeres musik – i producerer, mixer og skriver teksterne selv, men I har på debut-LP’en fået Paul Gold (Salt Mastering), der før har haft toneangivende bands som Animal Collective, LCD Soundsystem og Grizzly Bear som kunder, til at lave mastering på hele albummet. Hvad har det betydet for albummets lyd?
Kristian: Vi ville gerne søge kompetencer fra andre steder end dem, vi omgås herhjemme. Lydmæssigt ville vi gerne i den retning, han repræsenterer, og så er han sindssygt dygtig!
Anders: Hvis der skulle en person ind over i forbindelse med mastering af albummet, så skulle det være en som har en æstetisk relation til elementer af vores musik, og det har han, og de kunstnere, han har arbejdet med, er lidt i samme boldgade som os. Mastering, hvis det er gjort ordentlig, tilfører altid en ekstra dimension eller dybde til musikken. Et element, man før havde placeret et sted, hvor det mudrede lyden en smule, har han (Paul Gold, red.) med sin tekniske kunnen mulighed for at placere et andet sted i lydbilledet. Elementer og detaljer får dermed lige pludselig en ekstra dimension og dybde. Det går fra 2D til 3D.
Kristian: Derudover er det godt ikke at sidde med mastering-processen selv, fordi man på det tidspunkt har haft hænderne så meget nede i det, at man ikke længere kan være objektiv omkring det. Når man så giver det fra sig, er det vigtigt, at det er til en, man føler snakker samme sprog, tænder på musikken og forstår den.
MMB: Artworket til både jeres single The Ranger og The Drowsy Kingdom står den franske kunstner Julien Langendorff bag. Hvordan kom i kontakt med ham, og hvad var det ved hans visuelle udtryk der tiltrak jer?
Anja: Jeg faldt over ham tilfældigt på en blog, jeg læser. Jeg gik ind og tjekkede hans artwork ud og syntes. det var en helt vildt spændende æstetik, han havde gang i. Det var der omkring, vi skulle tage stilling til vores artwork (til The Drowsy Kingdom, red.) og jeg forslog for de andre, at vi kunne bruge ham. Vi skrev bare til hans email og spurgte, om han ville arbejde med os.
Anders: Han skrev tilbage, at det ville han gerne allerede indenfor en halv time!
Kristian: Vi havde troet, at der ville være snak frem og tilbage om, hvad det skulle koste osv.. At vi fik et svar så hurtigt fra en person, der bare var helt på, gjorde det endnu mere naturligt at vælge ham.
Anja: Jeg er virkelig glad for det stykke arbejde, han har lavet. Han har virkelig et øje for den visuelle pendant til vores musik.
Anders: Hele hans visuelle univers er tit noget med lag. Han placerer f.eks. forskellige teksturer oven på gamle fotografier. Han behandler noget naturalistisk, hvilket jeg synes stemmer meget godt overens med det syntetiske/akustiske, som vores lyd også bevæger sig inden for; en behandlet virkelighed som bliver til noget spacey. Han spiller på et spændingsfelt mellem det naivistiske, mystiske og okkulte og har nogle farve- og teksturmæssige valg, som jeg synes afspejler vores musik.
MMB: Artworket til singlen The Ranger minder mig lidt om Witch-house genren, som i startede med at være meget fascineret og inspireret af. Den har noget dystert, magisk og næsten rituelt over sig. Artworket til The Drowsey Kingdom er i samme stil, men synes måske at være mere lyst i udtrykket?
Kristian: Vi ville gerne have at der var nogle farver på, og at det visuelt kom frem, at pladen er indspillet om sommeren og har en lysere og mere sommeragtig tone.
Frontcover artwork til The Drowsy Kingdom af Julien Langendorff
MMB: Hvad byder fremtiden på for Ice Cream Cathedral? Hvad er næste skridt?
Anders: Vi skal på tur med Fallulah i forlængelse af vores egen tour og senere venter SPOT Festival, som vi håber kan åbne op for nogle ting, også udenlandsk.
Anja: Vi er så småt gået i gang med at skrive nye ting, som vi gerne vil have med på tour.
Anders: Det bliver spændende at se, hvordan folk tager imod dem. Vi vil også gerne udfordre hinanden og snakker meget om i forbindelse med live shows, at vi gerne vil inkorporere nogle flere elementer, hvor vi er mindre bundet. Vi undgår f.eks. backing track, men prøver i stedet at få så meget lyd ud af tre mennesker som muligt.
Kristian: I forlængelse af EP’en følte vi os som blæksprutter, når vi spillede live. Det var vildt sjovt, men det blev lidt for meget bare et koordineringsarbejde. Det med at udføre musikken som musikere røg helt.
Anders: Fuldstændigt! Derfor er det nye live setup og de nye sange på den nye plade baseret på en trio-tilgang. Jeg synes, man skal huske på, hvor meget det kan gøre bare at spille guitar, bas, trommer og en vokal. Man kan nogle gange fortabe sig i detaljer, og det er fedt i studiet, men live bliver man nogle gange nødt til at spille på energien i stedet for deltaljerne. Det er noget vi arbejder konstant på og kommer til, også i fremtiden.
Fang Ice Cream Cathedral live på følgende datoer:
15. marts — Radar, Århus
3. maj — SPOT Festival, Århus
24. maj — Stengade, København
Support for Fallulah:
22. marts – Store Vega, København
23. marts – Posten, Odense
29. marts – Skråen i Nordkraft, Aalborg
30. marts – Voxhall, Aarhus
Det vrimler med talentfulde musikere i det danske land. Faktisk har jeg svært ved at følge med her på bloggen i det tempo de popper op. As Poems Go er endnu et eksempel på spirende talent fra undergrunden, nærmere bestemt Sønderborg.
Bandet tæller seks medlemmer, der har spillet sammen siden folkeskolen. De har nu ikke af den grund spillet sammen i evigheder, for aldersmæssigt er de så unge som 20–22 år.
Virkemidlerne er folk’ede vokalharmonier, akustiske elementer og synthesizere. Det lyder lidt som en mildt eksperimenterende og mere psykedelisk version af Fleet Foxes. Tonen er optimistisk og spilleglæden skinner igennem og smitter af på lytteren. Jeg kan lige forestille mig, hvor dejligt det ville være at cykle til de to numre herunder på en klar og solrig forårsdag.
Disse to numre viser potentialet:
Jeg synes dog godt, produktionen kunne være mere nærværende. På In The Grass bliver vokalen for distanceret i lydbilledet efter min smag.
As Poems Go arbejder i øjeblikket på indspilning af en EP og planlægning af en sommertour på de danske festivaler og spillesteder.
Follow Me!