Genren med det fjollede navn “trap” slog i løbet af 2012 igennem som den nye partygenre, i hvert fald i undergrunden. Trap er en fusion mellem hiphop, edm (electronic dance music) og dub og kan især kendes på de højfrekvente kicks, snares og hi-hats, dyb, rungende bas og diverse ofte tegneserieinspirerede lydeffekter, herunder lyden af pistolskud som en tydelig reference til gangstermiljøet.
Selve navnet “trap” kommer da også oprindeligt af at føle sig “trapped” i ghettoen, hvor stoffer og våben florerer; at føle sig åndet i nakken og truet på livet af sine fjender. Siden har genren udviklet sig til også at handle penge, biler, kvinder som vi kender det fra hiphop-verdenen.
Denne Goodie Bag består af en række af mine trap favoritter. Baauer starter og runder playlisten af, men ellers finder du en masse både toneangivende og upcoming producere indenfor genren.
Artisterne er som følger:
Baauer, TNGHT, LOUDPVCK, RL Grime, Clicks & Whistles, Alex Young, Just Blaze, Aylen, Louisiana Jones, Sleepy Tom, Ezekiel, Kennedy Jones, heRobust, ETC!ETC!, DJ Snake, Ookay, ElOQ, Salva og Flosstradamus.
Gå på opdagelse på artisternes soundcloud-kontoer ved at trykke på deres navn, når nummeret spiller. Nogle af numrene kan downloades (kig efter “FREEDOWNLOAD”-teksten oppe i højre hjørne af afspilleren).
Tilbage er bare at sige PARTYON!
Her i 2013 har Baauers Harlem Shake fra 2012 fået en renæssance på Youtube, hvor grupper af mennesker danser aldeles åndssvagt til nummeret. Bauuer er også booket til dette års Roskilde Festival, så der er dermed lagt i kakkelovnen til at 2013 bliver året, hvor trap helt slipper undergrunden og bliver alment kendt, i hvert fald hvis man interesserer sig lidt for, hvad der rører sig af ny musik.
Se evt. denne doku om genren for at blive lidt klogere på den:
Frost Festival har i denne uge to aftener i træk stået på store oplevelser for mit vedkommende. Onsdag aften på Louisiana Kunstmuseum bød på en helt igennem eventyrlig og magisk koncert med Nils Frahm og Mikael Simpson. En koncert der til fulde levede op til mine forventninger, hvilket ikke er så lidt, eftersom Nils Frahms musik måske ligger mit hjerte nærmest af al musik i denne verden. Jeg har imidlertid skrevet mange bevingede ord om Nils Frahm her på bloggen, så denne gang skal det handle om anden artist fra Frost Festival 2013; Dan Deacon, der spillede torsdag den 28/2.
Mens Nils Frahms musik er indadskuende og reflektorisk var der helt anderledes boller på suppen i selskab med Dan Deacon og hans tre kumpaner, heraf to særdeles energiske trommeslagere. Dan Deacons musik er ikke kun udadvendt, den er i live sammenhænge i høj grad også en stærk social, interaktiv og udpræget fysisk oplevelse, som på Jazzhouse udviklede sig til en decideret rave-fest. Det er ikke så nemt at gengive på skrift, hvad en Dan Deacon koncert er for en størrelse. Faktisk er det overordentligt fristende at bruge klichén: “Man skulle nok have været der…”
Lad mig prøve alligevel. Dan Deacon indtog scenen med et par ord om, at bandet var lidt trætte, eftersom bandet havde været oppe allerede kl. 7 efter en koncert i Stockholm aftenen før. Derfor havde han brug for publikums hjælp til at få tilført noget energi og bad publikum om at skrige og råbe af deres lungers fulde kraft, hver gang lyset gik og stoppe i det øjeblik, det blev tændt igen. Dette stunt gentog sig nogle gange og havde en forløsende effekt, både blandt publikum og hos bandet, men det var også et glimt af, hvad der var i vente forude.
Efterfølgende bad Deacon alle tilstedeværende om finde et punkt i loftet, der mindede en om sit værste break-up og derefter knæle, mens man fastholdte blikket på dette punkt. Dan Deacon bad nu alle om at recitere efter ham, hvorefter en lang syret messen der omhandlede, at man havde limet sig selv fast til et eller andet løb af stablen. Det var et meget mærkeligt optrin, men man blev revet med af Deacons skæve humor og energiske stemmeføring.
Efter denne “opvarmning” spillede bandet et eller to numre inden Deacon med venlig autoritet bad publikum om at danne en stor cirkel midt i rummet. Der bredte sig en forventningsfuld undren blandt størstedelen af publikum, mens man fornemmede, at en del af publikum enten havde været til Dan Deacon koncert før eller havde hørt om dem og havde en idé om, hvad der nu skulle ske.
Deacon udvalgte sig en dreng og en pige blandt publikum og forkyndte, at der skulle være en slags dance showdown, hvor man skulle danse ca. 10 sekunder inden den dansende valgte en ny afløser, og så fremdeles. Alle tæt på cirklen skulle deltage, så hvis man var den generte type, skulle man ikke være i nærheden af cirklen. Øjeblikkeligt trak nogle i baggrunden mens andre ivrigt søgte ind mod cirklen. Og så gik det løs! Og jeg skal love for at folk gav slip på hæmningerne Jeg optog en lille video:
Koncerten bevægede sig herefter mere og mere i retning af en kærlig og underholdende ravefest, godt hjulpet på vej af andre socialt interagerende påfund søsat af Deacon. Én af dem var en “Follow the leader” danseleg (se anden video jeg optog nedenfor), hvor to hold dystede om at imitere bevægelserne fra skiftende personer fra sit hold. Et andet indslag var en slags menneskelig tunnel, hvor samtlige publikummer til sidst stod to og to overfor hinanden, hænder mod hænder i én lang kæde igennem og udenom Jazzhouse-bygningen. Det var lidt ala Bro Bro Brille sanglegen, som de fleste måske kender fra deres barndom.
Apropos barndom, så var det generelt lidt som at være barn igen at være til Dan Deacon koncert. Hæmninger var en by i Rusland, folk dansede gakket rundt, et par stykker crowdsurfede og folk kunne ikke lade vær med at springe op på scenen for at danse og være tæt på “fader” Deacon.
Deacon igangsatte til aftenenes eneste stille nummer en slags kollektiv menneskelig spiral, hvor folk placerede hænderne på hinandens hoveder og gik rundt om hindanden i en rundkreds for til sidst at få dem til af stå med hænderne i vejret med front mod scenen, som tilbad de Deacon som den nye Messias. Dan Deacon kunne med sin charme og humor få folk til hvad som helst! Folk gav sig hen og lod sig rive med, og det var meget underholdende at overvære!
Nummeret True Thrush blev ledsaget af et spektakulært indslag i form af Dan Deacons lysshowsapplikation, som kan downloades til iPhone/iPad og Androidtelefoner. App’en forvandler din smartphone til et diskolys synkroniseret med musikken afhængigt af din placering i rummet. Din telefonens skærmlys og blitz forvandles med andre ord til én brik i et kompleks lysshow, der udgøres af mange smartphones. Telefonerne kan både agere synkront og asynkront i forhold til hinanden.
Det var en fascinerende ting at stå der, hoppende og dansende med sin smartphone løftet sammen med et par hundrede andre og se ens telefon interagere med musikken og de andre telefoner. Det havde en afsmittende effekt på publikum og skabte en mærkværdig blanding af virtuel, åndelig og fysisk nærhed og kontakt imellem publikum og band og publikum indbyrdes. Alt smeltede ligesom sammen til en højere enhed.
Se en trailer for app’en og et eksempel på, hvordan det ser ud til en Dan Deacon koncert herunder. Du kan desuden via Dan Deacons hjemmeside kreere dit helt eget lysshow til en selvvalgt sang du uploader. Se mere på Dan Deacons hjemmeside, hvor du finder et link til det onlineprogram, der lader dig være kreativ med lyd og lys på egen hånd.
Hvis vi et øjeblik retter på fokus på selve musikken isoleret fra alt dette stærkt underholdende og engagerende hurlumhej, så var jeg en anelse skuffet. Det blev for dekonstruktivt. Jeg har ikke noget imod dekonstruktion, men det kræver at man først har bygget noget op, man kan dekonstruere, og det skete kun i lav grad. Det melodiske i numrene, som jeg kender dem, druknede i en mur af støj, feedbackeffekter og Deacons pitchede egernlydende stemme og bevirkede, at numrene lignede hinanden for meget. Der manglede noget dybde i lydbilledet, forstået på den måde, at jeg gerne ville have kunnet høre de mange elementer i musikken stå mere ud i forhold til hinanden. Rent musikalsk blev det derfor en for ensidig affære til min smag.
Det ændrer dog ikke på, at jeg sjældent har været til en koncert, hvor publikum i den grad blev engageret og gjort til en aktiv del af koncerten. Set med disse briller ville Dan Deacon passe perfekt på Roskilde Festival, hvor gæsterne normalt er mere end villige til at kaste sig ud i skøre, fællesskabende aktiviteter, som smelter sammen med musik i nærmest ekstatisk form. Ganske vist spillede Deacon på Roskilde i 2008, hvor han eftersigende skuffede bravt, men denne torsdag aften på Jazzhouse, var det svært at forestille sig, det ville gentage sig, hvis han fik chancen på Roskilde igen.
Indtil han får denne revanche, skal der lyde et stort tak til Frost Festival for at bringe den excentriske og karismatiske Dan Deacon og hans dynamiske, farverige koncertshow til København og sætte hede smil på utallige frostsprængte læber og fut i danseskoene! Det var en fornøjelse!
Far Away From Fiji er blevet fulgt tæt her på MMB siden første indlæg om bandet, der kan dateres tilbage til 22. december 2010! Bandet har med andre ord været længe undervejs, men nu er der meget, som tyder på, at de er ved at være flyvefærdige. For det første er de dags dato både klar med en ny EP, You’ve Come A Long Way, og koncertaktuelle på Vegas Ideal bar. For det andet er de offentliggjort til at spille på årets SPOT festival i Aarhus den 3. maj. Så forhåbentligt og forventeligt er 2013 året, hvor duoen for alvor bryder igennem lydmuren!
Den nye EP byder på tre nye sange, som endnu engang viser bandets evne til at lave relativt simple, men meget smukke og nostalgiske sange, som går rent ind hos mig. Eneste anke er, at kompositionerne har en tendens til at ligne hinanden lige en tand for meget. Eksempelvis læner melodien på det nye nummer Sirenia sig lige lovligt meget op af det tidligere nummer Trust. Sammenlign selv:
Det ændrer dog ikke på, at drengene er gode til at bibeholde en særlig nerve i alt, hvad de spytter ud. En nerve som er svær at gøre rede for eller sætte finger på, men som jeg blot fornemmer er tilstede. Måske er det fordi det melankolske tekstunivers kombineret med de simple strukturer og småstøjende elementer ganske enkelt taler til mig. Det virker uforceret og dermed ærligt.
På Sirenia er det i øvrigt værd at bemærke, at bandet har taget et skridt væk fra det primært lo-fi-prægede, akustiske udtryk til et mere storladent, synthesizerdomineret udtryk med klare pile i retning af 80’erne.
Her har du de to andre numre, Restless og You’ve Come A long Way fra den nye EP:
Som en bonus vil jeg også dele et cover af Daniel Johnstons hjertegribende True Love Will Find You In The End, som figurerede på Far Away From Fijis Soundcloud profil før jul, men som så vidt jeg kan se, er taget ned igen.
Hermed en opfordring til hoppe ind på Far Away From Fijis hjemmeside og downloade den nye EP samt den forrige, hvis den endnu ikke er erhvervet! De er endda gratis og tak for det! Du kan selvfølgelig også søge på Far Away From Fiji her på Musik Mig Blidt og læse, hvad jeg retrospektivt har skrevet om bandet.
Follow Me!