Det er på tide, at kickstarte Goodiebag-serien her på MMB igen. Denne gang i chill-out-mode!
Over de sidste par måneder har jeg samlet alle de lækre chillede sange, jeg er faldet over i min søgen efter nye musikalske guldkorn på det store Internet. De fleste er nyere opdagelser, men der er også et par gamle perler, der hos mig har fået klassikerstatus (Evenings’ Babe og Seven Saturdays’ Au Revoir). Mange af kunstnerne er små stjernefrø, der er på vej frem og som i sandsynligvis vil høre mere til her på bloggen på et eller andet tidspunkt.
De fleste af numrene er elektroniske downbeatperler. Nogle af numene er loungede men er væsentligt mere melodiske, end hvad det er min erfaring, at lounge mestendels er. Et andet fællestræk er en udtalt luftighed — jeg er gået efter følelelsen af, at drive rundt på en stor, blød bomuldsky med en strålende udsigt over langstrakte, frodige marker med græs og korn, der vejrer blidt frem og tilbage i den sagte vind. Hen imod slutningen af kompilationen trækkes tempoet mere og mere ud af sangene og de sidste sange er helt uden beats og er mere nyklassiske og ambiente i deres udtryk. En mulig favorit, selvom jeg har svært ved at vælge, er Goldrooms ekstremt drømmende og nostalgiske Fifteen (Feat. Chela).
Her er kunstnerne på én lang perlerække med nationalitet i parentes og med links til soundcloud profiler, hvis du skulle få lyst til at gå på yderligere opdagelse. Læg mærke til, at der også er tre danske kunstnere med (Furns, Holtoug og Unkwon).
So-so Echo er et helt nyt dansk projekt, bestående af medlemmer fra to musikalske projekter som Musik Mig Blidt tidligere har haft i fokus, nemlig Alcoholic Faith Mission (Thorben Seierø Jensen og Sune Sølund) og Lydmor (Jenny Rosander).
Bandet laver drømmende, melankolsk elektro pop i stil med det efter hånden meget kendte nummer A Real Hero af College/Eletric Youth, der blev meget kendt efter have været med på soundtracket til Nicolas Winding Refns film Drive. 80’er inspirationen er nem at høre med den karakteristiske Roland Juno synthesizer som dominerende instrument. Der er også lidt Beach House vibrationer over deres lyd.
Og det fungerer bare pissegodt, hvilket du selv kan erkende ved at streame de to tracks, som bandet indtil videre har frigivet.
Bandet har trods dets korte levealder (So-so Echo blev først lanceret her i januar 2013!) allerede fået en del opmærksomhed. Herhjemme har P6 Beat fået øjnene op for bandet, og de er netop røget i rotation på selv samme radiostation.
Men også det internationale musikmiljø har allerede fået øjnene op for So-so Echos kvaliteter. PR-bureauet Planetery, som før har arbejdet med Bon Iver og Grimes, har indledt et samarbejde med So-so Echo og havde egentlig fået en aftale i stand på den toneangivende festival for upcoming bands South By South West (SXSW) i Texas, men bandet endte med at sige nej tak, da de ikke føler, de helt har fundet sig selv som band endnu og desuden har brug for mere forberedelsestid, får de går all in på den internationale front.
I stedet har So-so Echo fået æren af at varme op for The Raveonettes på Vega den 15. marts (Køb billetter her.) De blev kontaktet direkte af Sune Wagner fra The Raveonettes.
Det er med garanti ikke sidste gang, vi hører fra So-so Echo. De har på ultrakort tid fået et pænt fodfæste.
Vinteren er kold og mørk og frostfyldt, men der findes faktisk en slags frost, som ikke bider dig i ansigtet — nemlig Københavns Frost Festival, der står lige for døren.
Personligt er jeg lykkelig for at Frost Festivalen findes og kan kompensere for disse lidt kedelige måneder. Den bliver afviklet mellem den 8. februar — 2. marts og byder på en række udvalgte interessante danske og internationale bands og kunstnere i ofte unikke rammer.
Sidste år kunne man blandt andet opleve Nils Frahm i Koncertkirken på Blågårdsplads, Frisk Frugt i Botanish Haves frodige planteskov og Sleep Party People blandt udstoppede dyr på Zoologisk Museum.
I år er der igen en masse gode navne på plakaten, men desværre er mange af koncerterne i skrivende stund allerede udsolgt. Det gælder bl.a. to Efterklang koncerter (den ene med magiske Anna von Hausswolff), Jacob Bellens (solo) med support af Schultz and Forever og Rangleklods koncerten.
At Ranglekolds koncerten af udsolgt er specielt ærgerligt, da den ellers lyder til at være ganske interessant, idet Frost Festival har givet Rangleklods frie hænder til at forme en musikalsk og visuel totaloplevelse baseret på deres dragende beats, stemningsfulde klangflader og lokkende vokaler. Det skulle udmønte i at sansebombardement, hvor publikum placeres i Caféteatrets mørklagte teatersal og omsluttes af lyd og specieldesignede lyseffekter i 45 minutter. Lyder ellers spændende!
Heldigvis er der stadig andre potentielt fatastiske koncerter tilbage, som ikke er udsolgte (endnu).
Her følger en guide til, hvad Musik Mig Blidt mener, du skal opleve på festivalen.
Foxygen står over for et gennembrud af de pænt store. Diverse blogs og internationale musikmagasiner er faldet pladask for duoen retro-hyggelige lyd med hovedinspiration fra 60’ernes kærlighedspoppede og halvpsykedeliske skæringer, som man kan høre på de seneste singler Shuggie og San Fransisco.
Jeg har også tabt mit hjerte til Foxygen, og det vil du sandynligvis også, for det er meget svært ikke at blive svært glad for duoens småskramlede, og naivt fængende udtryk med groovy basgange. Foxygen formår at forene tilbagelænet coolness og hygge på én og samme tid.
Lyt evt. til den helt nye dejlige og meget helstøbte plade med den sigende og ikke langt fra sandheden titel We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic herunder via Spotify.
Det er en lille sensation af Frost Festival har booket dette fremadstormende navn og så endda til en gratiskoncert!
Lars and The Hands of Light
16. Feb. 2013, kl. 23.00 (Gratis!)
Bremen Teaters foyer, Nyropsgade 39–41, 1602 København V
————————————————————————————————–
Lars and the Hands of Light udkommer med deres andet album Time To Glow den 8. april 2013, og koncerten på Bremen Teaters Natbar vil derfor være en kærkommen lejlighed til at tjekke nyt materiale ud fra bandet.
Melankolien og livsglæden går hånd i hånd på det første singleudspil fra den kommende plade og lover rigtig godt. Det lettilgængelige, poppede udtryk opvejes af en fyldig og lækker produktion, og de 60’er vibrationer, som skinner tydeligt igennem, er smitsomme på den gode måde.
Videoen til End of Summer Skudt er skudt som performancevideo med inspiration fra TV-optrædener i 70’erne og 80’erne og med et langsommere klippetempo og dvælen ved sangerne og selve fremførelsen af sangen, end vi er vant til i dag.
Martin Ryum er normalt kendt som medlem af indie-rockbandet Speaker Bite Me og som solokunstner, men i forbindelse med Frost Festivalen er præmissen anderledes og udtrykket mere tyst og minimalistisk.
Hos klaver- og flygelforhandleren Copenhagen Piano fortolker Martin Ryum nogle af digteren Inger Christensens værker på musikalsk vis. Det er første gang, at disse sange bliver opført live og til at hjælpe sig medbringer han sig nogle talentfulde kvinder i form af Maria Laurette Friis (Tys Tys) og Signe Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage, Speaker Bite Me) på kor, mens forfatteren Dy Plambeck indleder koncerten med et live forord.
Her får du et par formage på, hvad der er i vente.
Jeg har på fornemmelsen, at denne koncert godt kunne gå hen og blive en smuk og intim oplevelse.
Denne koncert glæder jeg mig allermest til blandt det øvrige, ellers interessante udbud. Den faste læser vil vide, at jeg er mere end almindeligt begejstret for Nils Frahms evne ved et klaver — eller rettere klaverer. Ofte spiller denne unge tysker nemlig på to af slagsen på én gang!
Jeg så Nils Frahm live hele fire gange sidste år. Først under sidste års Frost Festival i Koncertkirken på Blågårdsplads, siden på Roskilde Festival (læs anmeldelse), dernæst i forbindelse med hans pladeselskab Erased Tapes’ fem års jubilæumskoncert i Berlin, som var aldeles magisk og til sidst i DR’s Koncerthuset i slutningen af november. Alle fire gange var ren magi.
Nils Frahm mestrer til perfektion balancen mellem fintfølende, melankolsk klaverspil og intenst, hypnotiserende og rytmisk avanceret hamren på tangenterne. Aldrig spiller han sine numre på samme måde, men spiller altid en ny variation skabt i nuet og ofte med små improvisationer undervejs (herunder komplet improviserede musikstykker i samarbejde med gæstemusikere eller pianister blandt publikum). Denne særlige indlevelse smitter i den grad af på publikum — man kan næsten fornemme, hvordan Frahm kommunikerer med sine klaverstykker og på det nærmeste fører en dialog med dem om om, hvordan de mon skal spilles netop denne aften i disse særlige omgivelser. Resultatet bliver, at Frahm opbygger et helt særligt fantastisk univers, som alle tilhørerende bliver fuldstændigt opslugt af.
Når hans koncerter er overstået, er det som at vågne fra en smuk drøm eller en imaginær, følelsesmæssigt nuanceret rejse, som man bliver helt sørgmodig over har ophørt med at eksistere.
Til denne koncert på Frost Festivalen får Nils Frahm selskab af danske Mikael Simpson, og jeg er sikker på, at dette makkerskab rummer et stort potentiale. Begge kunstneres musik rummer den samme type eftertænksom melankoli, som efter min bedste overbevisning vil gå aldeles glimrende hånd i hånd. Det til trods, er intet givet, idet Mikael Simpsons finurlige tekster og evner på mange forskellige slags instrumenter i krydsfeltet mellem alternativ rock og drømmende electronica giver mulighed for mange veje at gå — sammen.
Faktisk er det ikke første gang, at disse to navne er nævnt i samme sætning på denne blog. April sidste år forelskede Musik Mig Blidt sig hovedkuls i Mikael Simpson/Vi Sidder Bare/Nils Frahm mikset af Min Første Forelskelse/Familiar:
Jeg kunne drukne dig i geniale numre, som du alligevel kan lytte til i tidligere indlæg her (i forbindelse med albummet Felt), her (anmeldelse fra Roskilde Festival), her (i forbindelse med hans elektroniske projekt med vennen Ólafur Arnalds) og her (i anledning af koncerten i Koncerhuset og udgivelsen af gratisalbummet Screws). Det vil jeg undlade og i stedet introducere et nyt Nils Frahm rework af The Presets’ Promises, der bærer Nils Frahms signatur meget tydeligt.
Du skal da også lige have et indblik i hvordan Frahm kan lyde live. Her har du nogle 2012 optagelser fra det berlinske spillested UM:LAUT. Den anden lydbid viser i første halvdel Nils Frahm fra sin kælderdybe elektroniske side med dundrende synthesizer klangflader og i anden halvdel fra den lyse, hypnotiserende klaverside.
Skynd dig at få billetter til denne koncert, før den bliver udsolgt. Du vil takke mig bagefter! Også selvom du synes, at en klaverkoncert lyder kedeligt!
Opdatering! Koncerten er desværre blevet udsolgt, men du kan skrive dig på venteliste her.
Dan Deacon + Thulebasen 28. februar, kl. 22.00 (dørene åbner kl. 21.00) Jazzhouse, Niels Hemmingsens Gade 10, 1009 København K Pris 130 kr.
———————————————————————————————————————————————————————–
Dan Deacon er leveringsdygtig i optrædener, der er en del ud over det sædvanlige. Han er kendt for sine energiske, grænsende til kaotiske koncerter, hvor han betjener et virvar af maskiner (han har en universitetsgrad i noget så fancy som “electro-acoustic and computer music composition”!).
Hans lyd er generelt kendetegnet ved mange lag af elektroniske lyde med psykedeliske elementer og obskure samples som forvrængede tegneseriefigur-stemmer.
Det er først på hans seneste album America, at jeg er røget med på Dan Deacon vognen for alvor, da værkerne før dette simpelthen er for kaotiske og støjende i mine ører. Dog er der undtagelser som den tindrende smukke Big Milk fra 2007 albummet Spiderman Of The Rings.
Dan Deacon — Big Milk
Lad os vende tilbage til den nye plade America, som i højere grad end tidligere albums balancerer det elektronisk støjende med et mere udtalt melodisk og filmisk udtryk i et lidt lavere tempo, som efter min mening klæder hans musik. Lidt lige som i undtagelserne ovenfor. Effekten er en større kontrast mellem delkomponenterne i musikken.
Deacon selv beskriver selv denne kontrast meget rammende:
“Compositionally, America is layering of dichotomies: light and dark, acoustic and synthetic, celebration and contemplation. The result can be heard as simple or complex depending on how one listens to it. The music is rooted in triadic harmony set to a fixed pulse while the individual lines are complex, phasing layers of sound. The outcomes are dense asymmetrically rhythmic phrases of textured patterns framed as pop songs.”
Om inspirationen til albummet og tilblivelsesprocessen forklarer Deacon yderligere:
“The inspiration for the music was my love of cross-country travel, seeing the landscapes of the United States, going from east to west and back again over the course of seasons. The lyrics are inspired by my frustration, fear and anger towards the country and world I live in and am a part of. As I came closer to finishing the album these themes began to show themselves more frequently and greater clarity. There seemed no better world to encapsulate both inspirations than the simple beauty found in the word America.”
Det filmiske smukke elementer på America lader altså til at være inspireret af de skiftende landskaber på farten, mens de dybere og mørkere lag kommer til udtryk i Deacons tekster, og måske også de mere støjende, aggressive passager?
Tjek et par højdepunkter ud herunder, der demonstrerer albummets spændvidde. Fra det livsbekræftende (True Thrush), til det filmisk-smukke (Pretty Boy), over det organisk-rytmisk-orkestralt-eksperimenterende (USAIII: Rail) og endelig til det episk-intense (USA I: Is A Monster).
Dan Deacon — True Thrush
Dan Deacon — Pretty Boy
Dan Deacon — USA I: Is a Monster
Dan Deacon — USAIII: Riil
Jeg ser frem til en kontrastfyldt og unik koncert med Dan Deacon den 28. februar på Jazzhouse!
Follow Me!