Musik Mig Blidt

Plaid Dra­gon er fra Spring­fi­eld, Mis­souri i USA og tæl­ler 5 mand med en, efter stem­men at bedøm­me, sød pige i front på vokal. For et par måne­der siden udgav de deres før­ste EP Dog Phy­si­cs.

Jeg har to kla­re favo­rit­ter på den 4 num­re sto­re EP, og de er beg­ge i den bli­de afdæm­pe­de ende af ska­la­en. Det dre­jer sig om num­re­ne Sond og Dog Phy­si­cs, der nær­mest kær­teg­ner trom­me­hin­der­ne på sin lytter.

Dog Phy­si­cs bril­le­rer med en vokal, der klin­ger barn­ligt og røren­de og ledsa­ges af blidt gui­tar­fin­ger­spil og sag­te trom­mer. Den­ne stil­le har­moni afbry­des kortva­rigt af en stø­jen­de sonisk explo­sion, som om ban­det mid­ler­ti­digt beslut­ter sig for at ryste lyt­te­ren ud af sin søv­ni­ge til­stand for der­ef­ter at ven­de til­ba­ge til det sam­me vug­ge­vi­se­præ­ge­de udtryk, som var udgangspunktet.

Sond er en anel­se mere upbe­at. For­san­ge­r­in­dens vokal er mere insi­ste­ren­de og højtra­ven­de, og instru­men­talt benyt­ter ban­det fle­re lag af drøm­men­de gui­tar­har­moni­er til at for­fø­re med.

EP’en kan down­lo­a­des som “name your pri­ce” via Plaid Dra­gons Bandcamp.

Plaid Dra­gon | Soundcloud

Plaid Dra­gon | Bandcamp

Plaid Dra­gon | Facebook

Plaid Dra­gon | Spotify

Ja, det hed­der de oprin­de­li­ge Thi­sted dren­ge (nu bosat i Købe­havn), der spil­ler melan­kolsk og tungsin­dig alter­na­tiv rock. Før hed den fire mand høje grup­pe Won­der Rub­ber Stars, men nu har de så valgt sig at skif­te det til det mere bil­led­ska­ben­de Mag­no­lia Sho­als, hvil­ket på dansk bety­der Mag­no­lia Sti­mer. Nav­net er taget fra et digt af Syl­via Plath, og den poe­ti­ske åre løber også gen­nem Mag­no­lia Sho­als tek­ster. Og med Nico­lai Noas dybe baryton har man et for­nemt fyrtårn af en vokal, der leder en hen mod des­pa­ra­tio­nen og en næsten bræn­den­de oprig­tig­hed. Noas stem­me giver i høj grad også min­del­ser om The Tin­der­sti­cks, Inter­pol med sit sand­pa­pirs hær­de­de stem­mebånd. Sel­ve klangsi­den har meget at tak­ke The Natio­nal for, og der anes også spor af dan­ske Cody og lige­le­des dan­ske The Gre­at Dicta­tors i de mere stil­le stun­der. Sidst­nævn­te er for­re­sten end­nu et godt bud på et upco­m­ing band, Musik Mig Blidt tid­li­ge­re har dæk­ket og som du bør tjek­ke ud, hvis du ikke ken­der det.

Men når det kom­mer til styk­ket, er Mag­no­lia Sho­als unik­ke og kan egent­lig ikke rig­tig sam­men­lig­nes, selv­om jeg lige før gjor­de for­sø­get. Vi har sim­pelt­hen at gøre med en ori­gi­nal musi­kalsk vare, som udlan­det alle­re­de efter­spør­ger over disken, inden vi i Dan­mark har fået den ned i kur­ven. Ban­det er nem­lig sig­net på det spansk/portugisiske pla­de­sel­skab Tsu­na­mi Music, og der­for er der alle­re­de fle­re kon­cer­ter i stø­be­ske­en nede i syd­eu­ro­pa, hvor vi her­hjem­me hal­ter, hvil­ket er en stor fejl. For vi har vir­ke­lig at gøre med både en emi­nent voka­list i form af Nico­lai Noa, og så band hvis stem­nings­mæt­tet lyd­bil­le­de sjæl­dent er set.

I skri­ven­de stund har ban­det næsten lige udgi­vet den nye sing­le Look­ing For Love In Men­ge­le til deres kom­men­de 2013 album.

Men hvis ven­te­ti­den er for uhold­bar, kan man læg­ge sine ører til deres fire num­re lan­ge EP Life Dan­ced In The Flesh, som udkom i star­ten af 2012. På den­ne lil­le melan­kol­ske læk­ker­bi­sken, fin­der man hen­ri­ven­de og medri­ven­de san­ge som den alter­na­ti­ve folk­per­le The Sun Pou­red Over The Poor Side Of Town, hvor rolig for­tæl­ler røst, kni­tren­de el-gui­tar og hule trom­mesalg reso­ne­rer atmos­fæ­ren af en Twin Peaks agtig ver­den. Hel­ler ikke David Lynch har levet for­gæ­ves i det­te til­fæl­de. Ander­le­de ryt­misk og rock­et er With Good You Never Win. Gui­ta­ren får mere plads og er ikke hyg­ge­lig kni­tren­de mere, men skin­ger blu­sen­de, og Noas stem­me hæver også sit lyd­ni­veau. Det sam­me er til­fæl­det med I Will Roam Again, der går før­nævn­te sang i bede­ne men også adskil­ler sig med sin mere frem­træ­den­de bas­gang og ander­le­des trommerytme.

Så lad os bare håbe, at det er i star­ten af året 2013 at Mag­no­lia Sho­als kom­mer med deres debut pla­de, for den kan næsten ikke andet end at skuf­fe. Jeg glæ­der mig hvert fald som et lil­le barn.

Lidt ekstra guf til ventetiden.

Mag­no­lia Sho­als | Soundcloud

Mag­no­lia Sho­als | Facebook

Mag­no­lia Sho­als | Spotify

Det er mig en for­nø­jel­se at byde vel­kom­men til en ny gæsteskri­bent her på Musik Mig Blidt, Stinus.

Sti­nus og jeg har nogen­lun­de sam­me musik­præ­fe­ren­cer, der ofte men ikke ude­luk­ken­de er i ret­ning af det melan­kol­ske og drøm­men­de. Der­u­d­over deler vi en pas­sion for at for­mid­le vores fasci­na­tion af musik­ken ved med ord at for­sø­ge at ind­kaps­le musik­ken og dens effekt på os. Der­for tror jeg Sti­nus’ bidrag til blog­gen vil pas­se fint til Musik Mig Blidts uni­vers som du, kære læser, alle­re­de ken­der det.

Som ene mand er det svært at nå at kom­me omkring alt det nye og gam­le musik, der gem­mer sig i kro­ge­ne og fortje­ner at få et stør­re publi­kum. I skri­ven­de stund har jeg eksem­pel­vis omkring 100 klad­der til ind­læg lig­gen­de, så også i den for­bin­del­se er Sti­nus’ hjælp tiltrængt.

Tag godt imod ham! Nu vil jeg give ordet vide­re til Stinus.

————————————————————————————————————————————-

Jeg er ny gæste­blog­ger på Musik Mig Blidt, og jeg hed­der Sti­nus. Jeg er en dreng på 18 år og går på Øre­stad Gym­na­si­um. Min inter­es­se for musik star­te­de til­ba­ge i 4. klas­se, hvor jeg lyt­te­de meget til The Blu­es Bro­t­hers og Rob­bie Wil­li­ams, men siden­hen er der sket meget med min musiks­mag. Depe­che Mode og U2 åbne­de for alvor mine øjne for musik, og jeg begynd­te at gå meget mere ind i musik­kens væsen og så småt at gå til kon­cer­ter. Alt det­te ske­te til­ba­ge i 2009, og min inter­es­se er bare ste­get og ste­get fra det tids­punkt af. Og med en hvis stolt­hed i stem­men, kan jeg sige, at jeg alle­re­de som 18 årig har været til over 200 kon­cer­ter, 3 gan­ge Roskil­de, 2 gan­ge Spot og 1 gang Smuk­fest, og man­ge fle­re musi­kal­ske ople­vel­ser ven­ter mig. Side­lø­ben­de med mit stu­die, skri­ver jeg for musik­hjem­mesi­der­ne Under­to­ner og Diskant og har før skre­vet for Gei­ger, så jeg vil selv sige, at jeg har godt med erfa­ring trods min rela­tivt unge alder.

Min pas­sion for musik er unde­lig stor og bund­løs. Sam­ti­dig er min inter­es­se for det at skri­ve lige­så evig stor, og de to ting kom­bi­ne­rer jeg, når jeg sæt­ter mig ned og ned­fæl­der ord. Jeg til­stræ­ber at skri­ve på en ydmyg facon i øjen­høj­de med læse­ren. Min inten­tion er nem­lig ikke at rak­ke noget ned, men sna­re­re løf­te det op, så alle kan se dets skøn­hed. Selv­føl­ge­lig er der til­fæl­de, hvor jeg som anmel­der på Under­to­ner og Diskant bli­ver nødt til at for­hol­de mig kri­tisk selv­om jeg nødigt vil. Opga­ven her på Musik Mig Blidt bli­ver hel­dig­vis ikke anmel­der­præ­get, men ren lyst- og inter­es­sesty­ret. Der­for vil man fra min side kun­ne læse om noget musik, jeg bræn­der inder­ligt for. Jeg føler en stor for­plig­ti­gel­se til at for­mid­le, og der­for er jeg lige­så meget jeres, som jeg er min egen. Det er jer som læse­re, jeg ger­ne vil i kon­takt med, og jeg håber, jeg kan inspi­re­re jer til at udfor­ske nyt musi­kalsk territorium.

Jeg har stor respekt for Søren, der sty­rer blog­gen, og har gjort det i snart 3 år. Jeg har fulgt hans arbejds­i­ver efter at for­tæl­le om ny musik. Det var der­for jeg kon­tak­te­de ham, og det var sådan at sam­ar­bej­det star­te­de. Musik Mig Blidt er nem­lig ikke bare en blog, men en musi­kalsk oase. Jeg håber bare, at jeg kan hjæl­pe Søren med at udbre­de end­nu mere spæn­den­de musik til jer læse­re og lyttere.

Min musiks­mag er utro­lig bred, og jeg har der­for ikke en musi­kalsk pro­fil eller gen­re, som jeg ved ekstra meget om, men lige­som Søren blø­der mit hjer­te nok mest for melan­ko­li­en. Ter­ræ­net hvor vemo­dig­he­den og glæ­den mødes og blan­des, er lige der, hvor jeg befin­der mig bedst.

Jeg håber, I vil tage godt imod mig.

Man­ge ven­li­ge hil­se­ner Stinus