Onsdag den 14. marts udgiver det aarhusianske band Moon Loves Honey deres 2. og sidste single fra debutalbummet You Drift Away From Me, der udkommer fredag den 17. april.
Singlen hedder To Be Without You, og her en dag før den udkommer på diverse streamingtjenester, kan du eksklusivt høre den på Musik Mig Blidt!
Forsanger og sangskriver Jeppe Dengsø fortæller om sangen:
“Den er inspireret af en hændelse i mit liv; en person tæt på mig der tog på sejltur i mange måneder igennem Sydeuropa, hvilket naturligvis betød, at vi skulle være adskilt. Dette fik mig til at frygte for, om ting nogensinde ville blive de samme igen imellem os to. Sangen opsummerer albummets generelle tema om frygt for at miste kontakt med dem, som man elsker, og vi føler, at den rammer den unikke lyd, som vi går efter; en fusion af shoegazey drømmerock og groovy chillwave-pop.”
Efter at have lyttet til sangen en del gange, kan jeg kun sige: Mission accomplished!
Det er mig en fornøjelse at kunne holde premiere på Musikerkollektivet Copenhagen Collaborations nye nummer Bodega, som udkommer på albummet Karrusel på fredag den 9. marts.
Nummeret starter stille og melankolsk, men udvikler sig til at være mere upbeat og positiv i udtrykket, især i det catchy 80’er klingende omkvæd, som afsluttes i flerstemmig fællessang og med fuld skrue på på synths, bas og trommer.
Copenhagen Collaboration — Bodega
Andreas B. Stær (Stærosaurus, Laurence the Crowned) fortæller om nummeret:
“Bodega startede ud under titlen “Kirken og centeret” og var en stille og næsten salmeagtig sang om en alkoholiker der forsøger at finde det guddommelige i alkohol. Men som sangen gennemgik diverse genskrivninger og forandringer i den kollektive sangskrivningsproces, er det blevet vores lille hyldest til de brune værtshuse, som vi kender og holder af, og elsker at besøge.”
“Det har været en meget anderledes og grænseoverskridende opgave at skulle give sit nummer videre og ingen indflydelse have på, hvor det måtte havne. Det nummer, jeg indleverede, var egentlig en færdigskrevet sang, som jeg var meget glad for. Men Moogie Johnson, som fik opgaven med at gå videre med min sang, besluttede sig for at skrælle alt væk ud over min stemme. Jeg var først urolig, men siden henrykt, da jeg hørte det. Han havde lavet helt om på elementerne i nummeret, men i virkeligheden ramt præcis den stemning, jeg sigtede efter, bedre end jeg selv kunne. Da nummeret så gik videre til YouYouYou, tog de nummeret på en endnu længere rejse og skrev et helt nyt omkvæd til det, satte tempoet op og lagde et beat under. På den måde endte en folk’et salme med at blive et full-on pop-nummer med titlen ‘Bodega’.
Karruseltur med seriemord på darlings
Som Andreas’ beskrivelse illustrerer, har skabelsesprocessen for albummet Karrusel været ret unik. Det er således en kollektiv udgivelse, hvor i alt 20 musikere/komponister fra bands som Alcoholic Faith Mission, CODY, Hellraiserten, YouYouYou, Laurence The Crowned, Monkey Cup Dress, Stærosaurus, The Ondt and the GraceHoper, Chorus Grant, KutiMangoes, Rasmus Walter, Babylove and the Van Dangos, The White Album, Asger Techau, Ønskeøen, Signe Trylle, m.fl. har bidraget til.
Der er ingen tvivl om, at en del darlings er blevet slået ihjel, og lige så mange kameler er blevet slugt undervejs, idet albummets 9 sange har været igennem mange forskellige kreative hænder og hoveder, før det endelige resultat lå klart.
Helt konkret er albummet Karrusel blevet til ud fra en konceptuel model, som skulle få kreativiteten og ideerne til at arbejde på en helt ny måde. De 9 numre er efter kollektivets eget udsagn skrevet som en musikalsk foldetegning eller karusseltur. Ni forskellige arbejdsgrupper har afleveret “hovedet” af et nummer, og herefter er det blevet afgjort ved lodtrækning hvilken gruppe, der skulle overtage hvilket nummer. Herefter er der blevet trukket lod igen, og numrene har således fået endnu en behandling af en ny gruppe. Og således igen og igen. Rundt og rundt, som en karrusel. Afslutningsvis er pladen produceret af Nikolaj Nørlund, der har samlet lydbilledet, på tværs af den ellers ganske spraglede karruseltur, som pladen byder lytteren med på.
“Med pladen vil vi gerne integrere dette kaos i musikken og udnytte det uforudsigelige, som kaos nu engang skaber. Albummet rummer en musikalsk mangfoldighed og udtryk, som hvert band ikke ville kunne have skabt på egen hånd.” fortæller Morten Øhlenschlæger fra bandet YouYouYou.
“Det var en fascinerende at opleve hvordan numrene muterede i den her process. Sangene kunne aldrig være kommet derhen på andre måder end den her. Man siger, at for at nå til et godt kreativt resultat skal man kunne dræbe sine darlings. I den her process har der nærmere været tale om seriemord på darlings,” siger Andreas Stær, sanger i bandet Stærosaurus, og fortsætter: “Der har været 20 højst ambitiøse og viljestærke personer med helt nede i maskinrummet af den her process. Så det er da klart, at der er nogle egoer, som er blevet udfordret undervejs. Men hvis man ikke skubber sig selv (og hinanden), så kommer man jo aldrig videre”.
Hvordan albummet lyder i sin helhed kan du finde ud af på fredag den 9. marts! Du kan dog også allerede nu tjekke førstesinglen Wide Open ud nedenunder samt det mere køligt snigende nummer Killers on the Loose via P6 Beat programmet “Weekend med Carsten Holm” fra d. 2. marts.
Dette års første måned bød på 23 sange, som jeg løbende har håndplukket til denne playliste.
Januars opdagelser bød bl.a. på guldkorn fra alternative danske kunstnere som Klaptrae, Marie-Louise Munck, Palace Winter, Ex Orbit, Catch The Breeze, Luster, Øverste Etage, Ea Kaya, Mellemblond, Shy shy shy og Puppy Loop.
Hør disse kunstnere sammen med udenlandske kunstnere som bl.a. Bekon (Kendrick Lamar producer), der bidrager med hele tre numre på listen!
Guldkorn januar 2018
1. Tom Adams — Fade (Ben Lukas Boysen Rework)
2. Klaptrae — Be My Love Act II
3. Klaptrae — Hurtige Hænder
4. Palace Winter — Palace Winter — Take Shelter
5. Stine Steendorph — Novemberbørn
6. Niklas Paschburg — Sand Whirling
7. Gundelach — Duck Hunting
8. Catch The Breeze — Paper Lanterns
9. Luster — Fall & Forget
10. Øverste Etage — Et Efterår
11. Ea Kaya — Remedy
12. Mellemblond — Elsk og bliv elsket
13. Shy shy shy — Someone Else
14. Bekon — Cold As Ice
15. Bekon — Catch Me If You Can
16. Bekon — Mama Olivia
17. Benjamin Lazar Davis — A Love Song Seven Ways
18. Puppy Loop — No Romantic
19. Josin — From There
20. Alice Boman — End Of Time
21. Øverste Etage — I En Lomme Af Tid
Guldkorn, der ikke er tilgængelige på Soundcloud
Son Lux — Slowly
Marie-Louise Munck — Dead Calm Ocean
Om Guldkornsserien
I erkendelsen af, at jeg ikke kan nå at skrive særskilt om al den gode nye musik, der løbende udkommer, er Guldkornsserien et tiltag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prøver at samle op på de stærkeste stykker musik, jeg har opdaget i den forgangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guldkorn. Meget af det er splinternyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en formodning om, at det med stor sandsynlighed er gået din næse forbi.
Soundcloud-platformen er indtil videre valgt som den primære platform for disse playlister, fordi det tit er stedet, hvor kunstnere og pladeselskaber lægger musik op, før det får en officiel udgivelse. I andre tilfælde er der tale om numre — remixes, bootlegs eller coverversioner, der aldrig får en officiel udgivelse.
Musik Mig Blidt på Spotify
Husk at du også kan høre og abonnere på Musik Mig Blidts “Best of 2018” på Spotify, hvor de fleste numre fra mine guldkornsplaylister fra året figurerer:
Follow Me!