Musik Mig Blidt

Fre­dag er stor­char­mø­ren og Roskil­de-dar­lin­gen Fat­her John Misty (19.00 — Oran­ge) for­ment­lig på man­ge publi­kum­mers liste over must-sees, så den kon­cert vil vi ikke sige så meget om. Det sam­me gæl­der sto­re anbe­fa­lel­ses­vær­di­ge publi­kums­mag­ne­ter som Tren­te­møl­ler (21.00 — Are­na), Foo Figh­ters (22.00 — Oran­ge) og Lor­de (23.30 — Are­na). I ste­det dyk­ker vi, som de fore­gå­en­de dage, ned i anbe­fa­lin­ger af min­dre kend­te arti­ster, som spil­ler fredag.

 

FIRST HATE — 12.00 — APOLLO

Foto: Magnus Bach

I dag star­ter vi tid­ligt. Da Anton Falck og Joakim Nør­gaard sid­ste år trå­d­te ind på Count­down-sce­nen, var First Hate ikke for alvor stuk­ket af end­nu. Det var ble­vet til et par rota­tio­ner på P6-Beat, nog­le min­dre kon­cer­ter rundt om i lan­det og en EP. Og Før­ste EP, The Mind of a Gemi­ni, var vir­ke­lig også spæn­den­de. Vi hav­de dem i vores anbe­fa­ling til sid­ste års opvarm­nings­pro­gram, og blev ikke skuf­fet. Siden da har den­ne skri­bent ople­vet dem tre gan­ge live, og de er kun ble­vet bed­re og bedre.

Hvor før­ste EP var dyster og Depe­che Mode inspi­re­ret, er deres nye album fra i år, A Pray­er for the Unem­ploy­ed, mere vel­po­le­ret, har sam­me flair for de elek­tro­ni­ske kom­po­si­tio­ner og vir­ker langt mere sam­men­tøm­ret end før­ste EP. De dyr­ker sta­dig et melan­kolsk, melo­disk 80’er uni­vers, men tek­ster­ne og melo­di­er­ne er trods alt ble­vet mere opløf­ten­de. Anton Falcks vokal kører sta­dig i det lave regi­ster, og Joakim Nør­gaards synth-pro­duk­tio­ner er sta­dig simp­le, unik­ke og ban­ker elek­tro­nisk der ud af.

Live er de  ble­vet mere selv­be­vid­ste. De har fået en idé om deres sam­spil, har til­fø­jet en bas­sist til setup­pet og Falck er til­med ble­vet udsty­ret med en forvræn­get mund­har­moni­ka, når de spil­ler den som­mer-nai­ve The One. Deres nye album kan kort sagt opsum­me­res på deres super­kik­se­de citat fra sam­me num­mer. “Life is not always about keepi­ng your pro­mi­ses. Life is about fol­lowing your heart”. Og det er det, First Hate gør. De fin­der deres egen vej i musik­ken anno 2017. Om end den vej er gået før, så gør de det stil­fuldt, melo­disk og charmerende.

 

Tivoli Copenhagen Phil — 13.00 — Arena-scenen

Foto: Ras­mus Hansen

Efter First Hate skal du haste ned til Are­na, hvor Tivo­li Copen­ha­gen Phil kl. 13 giver en klas­sisk “mix-tape”-koncert under Are­na-telt­du­gen, som lyder ret unik på papi­ret og et godt eksem­pel på Roskil­de Festi­vals lyst og vil­lig­hed til at udfor­dre koncertformatet.

12 træb­læ­se­re, 11 mes­sing­blæ­se­re, 3–4 per­kus­sio­ni­ster og har­per, 44 stry­ge­re og 1 diri­gent vil ska­be en 360-gra­ders ople­vel­se, hvor musi­ker­ne er hop­pet ned fra sce­nen, så du som publi­kum kan gå rundt iblandt dem og kom­me helt tæt på den leven­de musik og instru­men­ter­ne. De dyg­ti­ge musi­ke­re vil opfø­re deres ynd­lings­vær­ker fra bl.a. Proko­fiev, Lige­ti og Bach med kla­re for­mål at give dig gåse­hud. Og at orke­stret er eks­per­ter i net­op at give en gåse­hud, har jeg selv ople­vet til fle­re af deres popu­læ­re 60 Minu­tes kon­cer­ter med bl.a. Max Rich­ter, Mew og Indi­ans, hvor ryt­misk og klas­sisk musik mødes og ska­ber nye inter­es­san­te genresynergier.

 

Alex Cameron — 18.30 — Gloria-scenen

Du er nødt til at tage til­ba­ge til Glo­ria Sce­nen. Et lidt sjovt sce­ne­valg, taget austral­ske Alex Camerons udstrå­ling i betragt­ning. Vi har at gøre med en karis­ma­ti­ker af de helt sto­re. Musik­ken kan opsum­me­res ret kort. Det er dan­se­ven­ligt, naivt og igen utro­lig 80’er. Pro­duk­tio­ner­ne er stram­me, trom­me­ma­ski­nen ban­ker low-key afsted og Camerons vokal er dyb, først på bea­tet, så off-beat og så til­ba­ge i et cat­chy omkvæd. Før­ste sing­le fra Jum­ping the Shark-pla­den fik stor opmærk­som­hed her på bloggen.

Det er end­nu kun ble­vet til et enkelt album fra 2016 og en enkelt ny sing­le i 2017. Alex Cameron er i for­vej­en en ruti­ne­ret musi­ker, og har været ind over fle­re for­skel­li­ge pro­jek­ter. Mest kendt for sin med­vir­ken i den elek­tro­ni­ske trio, See­kae, som man­ge main­stream pro­du­ce­re har remixet og samplet.

Kendt for sin skæ­ve per­so­na og udbrænd­te udtryk høster Cameron ros blandt bran­che­folk for sine live­op­træ­den­der. Kon­cer­ten på Glo­ria-sce­nen er alt­så en unik mulig­hed for at dyr­ke én af de helt var­me nav­ne i indi­e­bran­chen. Han har tid­li­ge­re tur­ne­ret med man­ge Musik Mig Blidt-dar­lings. Her snak­ker vi Unk­nown Mor­tal Orche­stra, Mac Demarco, Kevin Mor­by. Ét af de helt sto­re indie-labels, Secret­ly Cana­di­an, har skre­vet under med Cameron, og hvor sam­ar­bej­det bærer hen, er ikke til at sige. Men de har ry for at opfo­stre og huse sto­re nav­ne. Kom i god tid. Og smør hof­ter­ne. Man kan ikke stå stil­le til Camerons musik.

Her er hans sprit­nye sing­le Can­dy May:

 

Mammút — 20.15 — Pavilion-scenen

Med tre albums i baga­gen, et kom­men­de album på vej på det legen­da­ri­ske bri­ti­ske label Bel­la Uni­on, er island­ske Mam­mút for alvor klar til ind­ta­ge mere end bare det island­ske publi­kum. For Island må siges alle­re­de at være vun­det over med album­met Kom­du til mín svar­ta systir fra 2013, der vandt både en Icelan­dic Music Award for bed­ste album, bed­ste sang (Salt) og bed­ste albumcover.

Ban­dets udtryk kom­bi­ne­rer eks­pe­ri­men­te­ren­de, forvræn­get og mæt­tet rock med skrø­be­lig poe­tisk skøn­hed med sans for lang­som­me opbyg­nin­ger. Ban­det vir­ker utro­ligt sam­men­spil­let og synes at besid­de en nær­mest en slags pri­mal urkraft, når udtryk­ket bli­ver aller­mest intenst.

Tjek det fæno­me­na­le num­mer Salt ud her­un­der i både i en engel­ske live-ver­sion og den ori­gi­na­le ver­sion på islandsk.

 

De to nye­ste sing­ler fra det kom­men­de album:

 

Album­met Kom­du til mín svar­ta systir i sin heldhed

 

The Avalanches — 00.00 — Apollo

Austral­ske The Ava­lan­ches kom­bi­ne­rer på ori­gi­nal vis film samp­les, scratch, hip-hop og electro­ni­ca. Deres ind­fly­del­ses­ri­ge debutal­bum Sin­ce I Left You fra år 2000 fik mas­ser af kri­ti­ker­ros og er siden ble­vet en klas­si­ker med dens efter sigen­de 3500(!) samp­les fra andre film og musikproduktioner.

I 2016, efter 16 års pau­se, udgav grup­pen ende­lig det lige så ambi­tiø­se album Wild­flower, der hel­dig­vis ikke skuf­fer! Det er en utro­lig far­ve­rig og melo­disk, har­monisk klin­gen­de pla­de med bidrag fra velvalg­te gæste­kunst­ne­re som MF Doom, Dan­ny Brown, Tory y Moi, Fat­her John Misty og Mercury Rev’s Jonat­han Dona­hue for bare at næv­ne nogle.

Her får du eksemp­ler på både nye og gam­le favoritter:

 

Den Sorte Skole — 01.15 — Orange-scenen

Foto: Jes­per Palermo

Den Sor­te Sko­le er duo med et unikt blik for at at mixe og samp­le num­re på tværs af et væld af gen­rer fra hele ver­dens sangskat — og gøre det til deres eget. Deres album Lek­tion III består eksem­pel­vis af et ekstremt eklek­tisk musi­k­ud­valg af over 10.000 samp­les fra mere end 250 numre!

Den Sor­te Sko­le har både for­met og er ble­vet for­met af Roskil­de Festi­val gen­nem de sid­ste 8 år, og hvis man var på Roskil­de i 2010 husker man sik­kert deres 40 års jubilæums­hyl­dests­how til festi­va­len. I år er 6. gang de besø­ger Roskil­de Festi­val(!), og den­ne gang byder deres show på en ræk­ke gæste­o­p­træ­de­ner fra hele ver­den samt visu­el­le bidrag fra Dan­marks leden­de visu­als-arti­ster i form af Dark Mat­ters, Obscu­ra Ver­ti­go og Fre­de­rik Heit­mann. Den offi­ci­el­le beskri­vel­se af kon­cr­ten kan nær­mest kun sæt­te kog i forventningerne:

Imag­i­ne the bla­ck sky high above Oran­ge Sta­ge. A dea­fe­ning bass sha­kes the earth. A por­tal into a paral­lel wor­ld opens – a pla­ce whe­re anci­ent ghosts and distor­ted machin­es com­mu­ni­ca­te through hea­ven­ly spi­ri­tu­als and poi­so­nous rhyt­hms. Two tri­bal robot con­ductors emer­ge, brin­ging along a group of otherwor­ld­ly guests for a once-in-a-life­ti­me per­for­man­ce. A sur­re­al musi­cal jour­ney through past, pre­sent and futu­re that will make your body move, your jaw drop and your mind spa­ce out.

 

Av Av Av — 02.30 — Apollo

Foto: Poli­na Vinogradova

Av Av Av er Eloq, Unkwon og Dj Er Du Dum Eller Hvad. De tre allstar-DJ’s udgav i år deres debut EP, og hvil­ken én af slagsen. Da de i 2016 hit­te­de med deres take på et kalyp­so-festi­val-num­mer, All Good, tænk­te den­ne skri­bent, at de vil­le fort­sæt­te ad den vej.

Det vil­le de hel­dig­vis ikke, og har med den nye EP Eve­ryt­hing Is True vir­ke­lig vist, at de for­mår at leve­re elek­tro­nik musik af tun­ge­ste kali­ber. De er gået væk fra det tro­pi­ske, og har bevæ­get sig ned i den dunk­le beton­kæl­der, hvor sub­woo­fe­ren rege­rer. Med hid­si­ge Mode­rat-inspi­re­re­de trom­mer og sna­res, ele­gan­te samp­les og dyb­føl­te melo­di­er kom­mer de på EP’en hele turen rundt. De går fra klas­sisk 120-tech­no til et tungt, moder­ne for­søg på jung­le, hvil­ket også gør det svært at defi­ne­re, hvor man egent­lig skal pla­ce­re dem gen­re­mæs­sigt. Én ting er sik­kert; pro­duk­tio­ner­ne er fejl­frie og detal­je­ri­ge, og under­bo­en skal adva­res, hvis du skru­er op. Favo­rit­ter­ne er num­re­ne Habi­tat, Love Wit­hout Rea­son og Sta­kes. Det bli­ver spæn­den­de at ople­ve, hvor­dan num­re­ne bli­ver leve­ret i deres live-setup sent i nat!

Her får du Musik Mig Blidts anbe­fa­lin­ger til Roskil­de Festi­vals tors­dags­pro­gram! Selv­om det er nog­le kunst­ne­re, vi anbe­fa­ler, har vi valgt ikke at skri­ve så meget om Futu­re Islands (16.00 på Are­na), Solan­ge (19.00 på Are­na) The XX (22.20 på Oran­ge), Nico­las Jarr (00.30 på Apol­lo) samt The Jesus & Mary Chain (02.00 på Are­na), da dis­se nav­ne er til­pas sto­re nok til, at de fle­ste musikin­ter­es­se­re­de vil ken­de dem i for­vej­en. I ste­det foku­se­rer vi her på nog­le kunst­ne­re, vi kan lide, som der er stør­re chan­ce for er ukendt ter­ri­to­ri­um for dig som læser (og lytter).

Sigrid — 12.30 — Apollo

20-åri­ge nor­ske Sigrid har både en sprød stem­me, skri­ver gode pop­san­ge og er en sinds­syg char­me­ren­de per­son på sce­nen med en fed ener­gi. Det kom­merci­el­le poten­ti­a­le er enormt, så er det sagt! Vi snak­ker popko­met-poten­ti­a­le i liga med Mø. Hit­tet Don’t Kill My Vibe fortje­ner at bli­ve et deci­de­ret stor­hit. San­gen har i skri­ven­de stund ca. 11 mio. streams på Spo­ti­fy, men her­hjem­me er hun end­nu ikke så kendt. Jeg gæt­ter dog på, at vi på dan­ske bred­degra­der vil ople­ve, at san­gen og Sigrid som artist snart vil eks­plo­de­rer i popu­la­rit. Det vil for en gangs skyld være fortjent i hvert fald.

At Don’t Kill My Vibe også hol­der 100 % i aku­stisk form, uden ori­gi­na­lens epi­ske pro­duk­tion til at boo­ste sig, vid­ner om san­gens sto­re kva­li­te­ter. Den måde hvor­på hele stem­nin­gen og atti­tu­den i san­gen og sel­ve Sigrids leve­ring udvik­ler sig fra sår­bar og skrø­be­lig til stærk og fan­de­ni­voldsk er meget gri­ben­de! Aku­stisk eller ej.

 

 

HUN SOLO — 13.00 — Avalon

HUN SOLO er et mega fedt kon­cept udvik­let til at ruske lidt i kon­ven­tio­ner­ne i musik­bran­chen. Dels for­sø­ger piger­ne bag kon­cep­tet at ryk­ke ved opta­get­he­den af det kunst­ne­ri­ske for­mat “solo­kon­cer­ten”, og hvad det­te gør ved musik­ken og den kunst­ne­ri­ske og per­for­ma­ti­ve ople­vel­se. Dels har kon­cep­tet en ambi­tion om at ska­be mere syn­lig­hed for de kvin­de­li­ge arti­ster i det dan­ske musik­land­skab, hvor kvin­der pt. udgør 20% af aktørerne.

HUN SOLO har der­for siden efter­å­ret 2015 afholdt en ræk­ke kon­certaf­te­ner, hvor fem kvin­de­li­ge musi­ke­re optræ­der som en per­ler på en snor. Afte­ner­nes line-up skif­ter med hver HUN SOLO-tur­né. I den­ne Roskil­de ver­sion har to af kvin­der­ne bag, Nana Jaco­bi og Kirsti­ne Stub­be Teg­l­b­jærg, som beg­ge også er udø­ven­de kunst­ne­re, sam­men med musiks­kri­ben invi­te­ret tre nor­di­ske kol­le­ga­er med ombord — Mari­am The Belie­ver fra Sve­ri­ge, JFDR fra Island og Fal­lu­lah fra Danmark.

Lad os tage de to stif­te­re først. Kirsti­ne Stub­be Teg­l­b­jærg er tid­li­ge­re san­ger i Blue Foun­da­tion og udgav udgi­vet et yderst fint debutal­bum Ham­skif­te i 2013, som jeg omtal­te såle­des i for­bin­del­se med min gui­de til Roskil­de Festi­val 2013, hvor hun optrådte:

““Ham­skif­te” (…) er drømmerock/pop, når det er mest char­me­ren­de og melo­disk. Kirsti­ne Stub­be Teg­l­b­jærg lyder til at have fun­det i havn med både aku­sti­ske og elek­tro­ni­ske instru­men­ter, mani­p­u­le­rede felt­op­ta­gel­ser og selv­føl­ge­lig Kirsti­nes luf­tige, føl­somme vokal, der sta­dig lyder lige­så under­fun­dig og uskyl­dig som på Blue Foun­da­tion. Måske mere sår­bar og nær­væ­rende, idet Kirsti­ne syn­ger på sit dan­ske moder­sprog. Tek­ster­ne er i øvrigt smuk­ke som en mor­gen­dugs­drå­be, der bli­ver gen­nem­s­lyst af den opgå­en­de sol.”

 

Nana Jaco­bi

Nana Jaco­bi er en dansk solo­kunst­ner med tre albums i baga­gen. Gen­ren er alter­na­tiv pop med rock­e­de, skan­di­na­vi­ske under­to­ner. Tjek et af de num­re fra hen­de, jeg bedst kan lide her:

 

Mari­am The Believer

Mari­am The Belie­ver udgør den ene halv­del af grup­pen Wild­birds & Pea­ced­rums og gik i 2013 solo. Musik­ken er mørk pop med under­to­ner af folk. Hen­des andet album kom­mer til efter­å­ret og Pie­ces er anden sing­le herfra.

Hen­des ældre, smuk­ke, lang­som­me num­mer To Conquer Pain With Love bur­de give dig gåsehud:

 

JFDR

JFDR, som er Jófríður Ákadót­tirs sol­opro­jekt, er måske det stør­ste scoop i HUN SOLO’s lineup på Roskil­de og for mig den pri­mæ­re årsag til at duk­ke op til HUN SOLO. JFDR spil­le­de også for nylig på SPOT-festi­val, hvor vi anbe­fa­le­de hen­de. Vi har nem­lig at gøre med en af de mest mar­kan­te og pro­duk­ti­ve skik­kel­ser på den inter­na­tio­na­le musiks­ce­ne lige nu. Björk er erklæ­ret fan, og det er vi også!

Jófríður Ákadót­tir er også med­lem af Gang­ly (som opt­rå­d­te i tors­dags på Roskil­de), Sama­ris eller Pascal Pinon (et pro­jekt med sin søster, hvis flot­te debutal­bum tid­li­ge­re er omtalt på MMB ), som alle er vel­sig­net af hen­des skøn­ne, island­ske vokal. Det nye album, Bra­zil, udkom for en måned siden, der er et inter­es­sant gen­re­mi­ks af skønsang med smadre­de, pro­gram­me­re­de sna­res til lan­ge ambi­en­te styk­ker, hvor tan­ker­ne vir­ke­lig kan få lov at van­dre. Den lidt afbrud­te stem­ning på album­met gør, at man ikke keder sig under de meget sce­ni­ske folk-styk­ker, og blan­din­gen mel­lem aku­stisk og pro­gram­me­ret er vir­ke­lig spæn­den­de at lyt­te til. Det bli­ver fedt at se, om hun tager live-instru­men­ter med i live setup. Om ikke andet, så er ale­ne hen­des sfæ­ri­ske stem­me grund nok til at duk­ke op.

 

Fal­lu­lah

Dan­ske Fal­lu­lah kræ­ver for­ment­lig ikke den sto­re intro­duk­tion, da hun for et dansk publi­kum nok er den mest kend­te af de fem kunst­ne­re. Hen­des sene­ste album fra 2016 med tit­len Per­fect Ten­se har både stort anlag­te, epi­ske elek­tro­nisk-pop­pe­de san­ge og mere orga­ni­ske kom­po­si­tio­ner, der sam­let set ram­mer en god balan­ce mel­lem det dybe og lyse. Det hele kry­dret med Fal­lu­la­hs stær­ke, dyna­mi­ske fyrtårn af en stem­me, selvfølgelig

 

 

aYia — 20.00 — Gloria

aYia er en trio fra Island, der laver laver mørk elek­tro­nisk pop. Mør­ket og uhyg­gen er meget udtalt i aYi­a’s musik­land­skab, men det er ikke bare kulsort. Det er også vævet ind i tåge­de drøm­me, hvid røg, en god mæng­de mystik og ikke mindst for­san­ger Ásta Fan­ney Sigurðardót­tis ekstremt atmos­fæ­ri­ske vokal. Tænk Puri­ty Ring møder Fever Ray, så er du ikke langt fra aYi­a’s lyd. Et per­fekt match til Glo­ri­as inti­me inden­dørs-sce­ne, hvor mør­ket og drøm­men­de kan nå — eller måske lige­frem kry­be helt ud i kro­ge­ne og mæt­te dine sanser.

Vi ryk­ker ind i de rig­ti­ge festi­val­da­ge. Du har sum­pet nok rundt i cam­ping­om­rå­det nu. Vi har her på blog­gen lavet en gui­de, så du ikke er tvivl om, hvad du skal høre. Som altid over­lap­per nog­le af kunst­ner­ne en smu­le, så dér over­la­der vi pri­o­ri­te­rin­gen til dig. Justi­ce (Oran­ge sce­ne, kl. 01.00) ken­der du sand­syn­lig­vis, så dem har vi und­ladt at gå i dyb­den med, men det er sta­dig en klar anbe­fa­ling, hvis du har brug for at feste igen­nem! Her føl­ger de min­dre kend­te kunst­ne­re, vi mener, du skal tjek­ke ud.

 

VANISHING TWIN — 17.30 — Gloria

Ons­dag aften star­ter syret ud. På den lil­le, inti­me Glo­ria-sce­ne spil­ler der lidt af et eks­pe­ri­men­te­ren­de pro­jekt. Cat­hy Lucas, som du måske ken­der fra Fan­far­lo star­te­de sid­ste år pro­jek­tet, som sam­me år udgav det flot­te debutal­bum med den lidt kik­se­de titel Choo­se Your Own Adven­tu­re.

Num­re­ne er lan­ge og for­holds­vis arro­gan­te. Den opmærk­som­me lyt­ter vil bli­ve beløn­net, da det fede i pro­jek­tet hver­ken består i det melo­di­ske eller lyri­ske. Til gen­gæld er gen­re­kom­bi­na­tio­ner­ne fuld­stæn­dig geni­a­le. Der bli­ver leget med orga­ni­ske jazztrom­mer, run­gen­de synt­hezi­sers, vibra­fo­ner, kon­tra­bas og kla­ri­net. Det lyder som en blan­ding af stø­vet 60’er rock, mini­ma­li­stisk jazz og smuk klas­sisk musik.

Det er lidt en anden histo­rie med deres nye­ste EP Dream By Num­bers, som i den grad er mere lyt­ter­ven­lig. Vanis­hing Twin alli­e­re­de sig med den legen­da­ri­ske pro­du­cer, DJ Sha­dow, som har hjul­pet med ind­spil­nin­ger og pro­duk­tio­ner­ne på EP’en. Resul­ta­tet her­af er mar­kant ander­le­des fra deres før­ste udgi­vel­ser, som er svæ­re at lyt­te til. Num­re­ne er ikke læn­ge­re pysko­pat-lan­ge og rode­de (tid­li­ge­re snak­ker vi alt­så 10 minut­ters skrat­ten), gen­re­mæs­sigt er der kom­met et mere defi­ni­tivt udtryk og der er langt mere for­mat og ryt­me på num­re­ne. Det har ikke gjort pro­jek­tet kede­ligt, tvært imod. Med et næsten mel­le­møst­ligt finis­her Dream By Num­bers-EP’en vir­ke­lig et klas­se­ek­sem­pel på, hvad en ny pro­du­cer kan gøre.

Kom som altid i god tid på Glo­ria — der bli­ver hur­tigt fyldt med mennesker.

 

WARPAINT — 18.00 — Arena

Efter en halv times kunst­ne­risk pop på Glo­ria træn­ger vi nu til noget ryt­me og til­gæn­ge­lig­hed. Det har War­paint. Kvar­tet­ten fra Los Ange­les har siden 2009 udgi­vet fem albums. Det er et ruti­ne­ret, pro­duk­tivt og fedt hold. På før­ste album, Exqui­si­te Cor­p­se, er udtryk­ket mil­dest talt ander­le­des end sene­ste album fra sid­ste år, Heads Up.

Den­gang var det ømt, sfæ­risk og male­risk. man­ge af num­re­ne blev dystre, voka­len var så lav og stø­vet, at man ikke kun­ne høre tek­ster­ne. Det er de ikke læn­ge­re. Nu er det hårdt, hur­tigt og vel­pro­du­ce­ret. Det fede ved War­paint er, at de kan skif­te udtryk på ingen tid. Fra dyster pop igen­nem tung elek­tro­nisk til klas­sisk rock. Hør selv her fra før­ste til sene­ste album. Det ene­ste, de altid har holdt fast i, er deres karak­te­ri­ske lyd på trom­mer og percus­sion samt bas.

De 4 damer spil­ler efter­si­gen­de med en van­vit­tig ener­gi live, og med et bag­ka­to­log som deres, så er der ingen græn­ser for, hvor man­ge for­skel­li­ge num­re, de kom­mer igen­nem. Are­na-sce­nen ple­jer at være garant for høj, knivskarp lyd. Så mon ikke, at War­paint får det sto­re telt til at lette.

 

KEVIN MORBY — 22.15 — Pavillion

Efter et par timers pau­se, skal du nu se den ame­ri­kan­ske trou­ba­dour Kevin Mor­by. Det skal du, for­di han er en geni­al sangskri­ver, voka­list, bas­sist, gui­ta­rist og en top-char­me­ren­de fyr. Musik­ken er sim­pel og sin­ger songwri­ter-agtigt med et indi­etwist. Det fore­går i et meget beha­ge­ligt tem­po, stem­men er som­me­ti­der næsten croo­net og der er ikke ét num­mer, hvor gui­ta­ren ikke er sprød.

Siden 2013 er det alle­re­de ble­vet til fire album for Mor­by. Spe­ci­elt på det sprit­nye City Music album tager han tem­po­et lidt op, og ram­mer en lidt Mac Demarco-agtig stem­ning, bare knap så syret og gak­ket. De lidt up-tem­po trom­mer blan­det med den slø­ve bas og søv­ni­ge gui­tar gøre sim­pelt­hen musik­ken så lyt­ter­ven­lig og hyggelig.

De tid­li­ge­re pla­der adskil­ler sig ikke meget fra hin­an­den, og hvor­for skul­le de det, når num­re­ne er så simp­le og lækre. Har du en kære­ste, så tag ham eller hen­de med — der er krammer-garanti.

 

Bonobo — 23.00 — Pavillion

Efter 45-minut­ters gui­tar og vokal skal du nu høre intel­lek­tu­el hou­se-musik. Simon Gre­en udgav i 2000 sin legen­da­ri­ske Ani­mal Magic pla­de. Her blan­de­de han fransk 60’er-jazz med hip­hop. Det er ikke til at sige, men mon ikke Den Sor­te Sko­le har hen­tet en fin del inspira­tion her?

17 år sene­re er der kom­met mere stil­re­ne pro­duk­tio­ner, smuk­ke voka­ler fra blandt andet Rhye og tun­ge Mode­rat-lig­nen­de trom­mer på Gre­ens beats. Live har han skabt sig et stort ensem­b­le, hvor han frem­fø­rer sine vær­ker noget mere orga­nisk, men sam­ti­dig behol­der den elek­tro­ni­ske stem­ning. Det er alt­så en sjov blan­ding af rave, klas­sisk og jazz, når han spil­ler live. Udover sin kre­a­ti­vi­tet som pro­du­cer er han en fan­ta­stisk DJ, og har der­for sans for nær­mest per­fek­te setlister.

Sidst Gre­en besøg­te Dan­mark var i 2014, så det er en unik mulig­hed for at ople­ve den bri­ti­ske Nico­las Jaar på Apol­lo-sce­nens fan­ta­sti­ske Funk­tion-One lydsystem.