Musik Mig Blidt

Roskil­de Festi­val står lige for døren, og som sæd­van­lig er festi­va­len klar med et sær­ligt pro­gram for de før­ste dage fra søn­dag til tirs­dag med fokus på de helt unge og fremad­stormen­de talen­ter fra hoved­sa­ge­ligt Dan­mark og resten af Nor­den. Dis­se spi­ren­de arti­ster fra under­grun­den vil spil­ler på sce­ner­ne døbt Rising og Count­down. Her­un­der får du Musik Mig Blidts anbe­fa­lin­ger til de to sce­ner i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge, der til min sto­re begej­string inde­hol­der en del kunst­ner­nav­ne som Musik Mig Blidt tid­li­ge­re har anbe­fa­let i for­skel­li­ge sammenhænge.

Søndag

---

 

AYOWA — 16.30 — Countdown-scenen

AYOWA er en duo bestå­en­de af Nico­lai Kor­nerup og Han­nah Sch­nei­der, der har eksi­ste­ret på musiks­ce­nen her­hjem­me siden begyn­del­sen af 2016. For en måned siden udgav de deres debut-(mini)album Ere­mit, der byder på atmos­fæ­risk og tænk­som elek­tro­nisk pop med sho­e­ga­ze ten­den­ser. På trods af, at ban­dets tek­ster er dansk­spro­ge­de, har inter­na­tio­na­le medi­er og radio­sta­tio­ner som BBC 1, Radio X, Apple Music, Beats 1, P6Beat, Huf­fing­ton Post (US), Nois­ey og Vice helt fortjent spil­let og haft fokus på duo­ens musik.

 

Værket - 17.00 — Rising-scenen

Vær­ket er et 6‑mandsband fra Køben­havn, hvis san­ge er lige så lan­ge som håret — dvs. langt. Vær­ker­ne er typisk over 10 minut­ter lan­ge og er kom­plek­se psy­ke­de­li­ske, pro­g­res­siv rock-kom­po­si­tio­ner med, i rock-sam­men­hæn­ge, uvan­te instru­men­ter som elek­trisk orgel, trom­pet og tvær­fløjte! Og i live­sam­men­hæn­ge fly­der num­re­ne over i hin­an­den som ét langt værk. Jeg fore­stil­ler mig en hyp­no­tisk, medri­ven­de kon­cert på Roskilde!

 

Hater — 20.00 — Rising-scenen

Hater er fra Sve­ri­ge og er egent­lig ret elske­li­ge, selv­om deres navn anty­der det mod­sat­te. De spil­ler melo­disk indie-støj-pop med en skøn, femi­nin vokal fra Caro­li­ne Lan­da­hl, der emmer af melan­ko­li og nostal­gi. Nog­le gan­ge bli­ver hun en smu­le hæs og går der­med lige i hjer­tet på under­teg­ne­de. Hvis du kan lide bands som Alvvays og Best Coast, er Hater sik­kert noget for dig. Og hvis du ikke ken­der dis­se to refe­ren­cer, bør du sta­dig give dem en chan­ce! Sene­ste sing­le Com­ing Down kan du høre her­un­der, og så kan i øvrigt lade dig over­be­vi­se af debutal­bum­met You Tri­ed på streamingtjenesterne.

 

 

School Of X — 23:00 — Rising-scenen

Bag School Of X står Ras­mus Lit­tau­er, der nok mest er kendt som Mø’s trom­mesla­ger og som musi­ker i tal­ri­ge andre pro­jek­ter som Aste­roids Galaxy Tour, Bro­ke, Rep­ti­le Youth og Solei­ma. School Of X er Ras­mus Lit­tau­ers sol­opro­jekt og at døm­me ud fra de få san­ge på hans Soundcloud pro­fil, kan han sag­tens stå egne ben med sine drøm­men­de, vels­mur­te indiepop-sange.

Mandag

---

 

Franske piger — 14.00 — Rising-scenen

Gode dansk­spro­ge­de tek­ster, gode melo­di­er, lækre pro­duk­tio­ner (tjek det tør­re punch i trom­mer­ne ud!) og en fol­ke­lig lyd uden at være main­stream på den irri­te­ren­de måde, hvis sidst­nævn­te giver mening? Det bur­de den gøre, når du først læg­ger ører til Fran­ske Pigers smit­ten­de indi­epop med en umi­sken­de­lig ung­dom­me­lig og naiv ener­gi, som får det meste af musik­ken på P3 til at lyder skin­ger og bare for meget. Fran­ske piger er det nye pop!

 

ARY — 16.30 — Countdown-scenen

Nor­ske ARY er en kunst­ner som jeg er gan­ske enkelt er vild med! Jeg hav­de hen­de både med i vores arti­kel om 6 uden­land­ske nav­ne, som jeg ved årets start men­te man skul­le hol­de øje med i 2017 og på min play­li­ste over de bed­ste san­ge fra 2016, så jeg er meget til­freds med at se hen­de på pro­gram­met i Roskilde!

Du kan for­ven­te æte­risk elek­tro­nisk pop med en vokal, min­der en smu­le om Bjørks. I Nor­ge er hun af man­ge musik­me­di­er udpe­get til at være et navn, man skal hol­de øje med. Hun vandt bl.a. Gaf­fa pri­sen i Nor­ge for “årets nor­ske nykommer”.

Spe­ci­elt tre funk­len­de, nær­mest magi­ske sing­ler viser hen­des sto­re talent. Den bob­len­de, liv­li­ge Hig­her var før­ste sing­le og siden er The Sea og The End kom­met til, der føl­ger en mere spi­ri­tu­el, atmos­fæ­risk stemning.

 

MONTI — 18.00 — Countdown-scenen

MONTI er et hip hop band fra Aar­hus der kunst­ne­risk hen­ter inspira­tion fra nav­ne som Rejjie Snow, MF Doom og Action Bron­son. Ban­dets old school hip hop har jeg selv ople­vet på Pum­pe­hu­set i Køben­havn i for­bin­del­se arran­ge­men­tet “UHØRT Præ­sen­te­rer 2017” i febru­ar, som under­grunds­festi­va­len UHØRT festi­val stod bag.

Her gav det 6 mand sto­re band et brag af en ener­gisk kon­cert, hvor alle spil­le­de deres instru­men­ter live til per­fek­tion. Glemt alt om fes­ne back­tra­cks og for­san­ger Seba­sti­an Bang Mon­ti viste sig både at være karis­ma­tisk, sym­pa­tisk og ekstremt over­be­vi­sen­de i sin leve­rin­ger af de engelsk­spro­ge­de tek­ster. Hans flow er hur­tigt, men det hele sid­der knivskar­pt og uden antyd­nin­gen af Dang­lish! Jeg er nor­malt ikke så meget til hip hop, men MONTI har noget auten­tisk over sig, som fan­ger mig.

 

Fugleflugten — 23.00 — Rising-scenen

Det er ikke nogen hem­me­lig­hed, at Fug­le­flug­ten har en sær­lig plads hos Musik Mig Blidt, da vi har haft rige­ligt med fokus på ban­det de sid­ste års tid. Høj­de­punk­tet var da Fug­le­flug­ten var på pla­ka­ten til 5. udga­ve af “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer” på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se, okto­ber sid­ste år, hvor de gav en over­be­vi­sen­de og medri­ven­de koncert!

Book­in­gen ske­te på bag­grund af debut-EP Aften­pragt­stjer­ne, som Musik Mig Blidt kåre­de til en blog­gens favo­ri­tud­gi­vel­ser i 2016. EP’en byder på alter­na­tiv rock med rød­der i sub­gen­rer som sho­e­ga­ze, dream pop og post-punk. Der er både rum til inder­li­ge pop­me­lo­di­er og mere kraft­ful­de og stø­je­de rock­s­an­ge, som giver genklang i den tid­li­ge post-punk og sho­e­ga­ze-sce­ne. Stø­jen­de og til tider længsels­ful­de gui­tar­me­lo­di­er, insi­ste­ren­de beats og bevæ­ge­li­ge bas­gan­ge akom­pag­ni­e­rer Ras­mus Ydes dan­ske tek­ster, der træk­ker på natu­rens meta­forik i sin kred­sen om kær­lig­he­dens væsen og det leve­de liv. Tek­stu­ni­ver­set udtryk­kes på dra­ma­tisk og dra­gen­de vis gen­nem Ras­mus Ydes dybe og vis­se ste­der halv­des­pe­ra­te vokal.

Læs også vores inter­view med Fug­le­flug­ten i for­bin­del­se med, at de spil­le­de til “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer, hvor de kan bli­ve klo­ge­re på ban­dets sangskriv­nings­pro­ces, inspira­tions­kil­der og tan­ker­ne bag deres Musikvideo-univers.

Tirsdag

---

 

IRAH — 15.00 — Countdown-scenen

IRAH skab­te med deres debutal­bum Into Dimen­sions et mikrokos­mos af forun­der­lig­hed, skøn­hed og mystik gen­nem deres smukt opbyg­ge­de og spæn­dings­fyld­te kom­po­si­tio­ner, der kom­bi­ne­rer ele­men­ter fra både trip hop og electro­ni­ca på effek­tiv vis.Tilsæt Sti­ne Grøns sært dra­gen­de vokal, og du bli­ver suget ind i et nær­mest spi­ri­tu­elt uni­vers med mør­ke under­to­ner. Album­met end­te da også som en af mine kla­re favo­rit­ter fra 2016!

 

Modest — 15.30 — Rising-scenen

Modest over­lap­per en smu­le med IRA­H’s kon­cert, så her må du pri­o­ri­te­re, hvad du vil høre mest af. Modest er en Aar­hus-kvar­tet, der udgav deres debut-ep med tit­len Pret­ty Sure It’s Hone­st den 12. maj i år, som vir­ke­lig har fået meget rota­tion hos Musik Mig Blidts skribenter.

EP’en består af fire sinds­sygt gen­ne­m­ar­bej­de­de num­re. De er mixet og maste­ret med mar­kan­te trom­mer, en tyde­lig Fen­der Jazz­ma­ster-gui­tar og en Mor­ri­sey-agtig vokal. Tænk Joy Divi­sion, som rent fak­tisk er opta­get ordent­ligt. De har en stø­vet lyd og smuk­ke melo­di­er. Tek­ster­ne er melan­kol­ske, men på sam­me tid opløf­ten­de. Ban­det er både gode på deres lang­som­me bal­la­der og de hur­ti­ge tee­na­ge-rock­e­de num­re med dybe andenstem­mer. Favo­rit­num­re­ne er de melo­disk stær­ke­ste — Dugout og Pri­de. 

 

Farveblind — 16.30 — Countdown-scenen

Lige efter Modest’s kon­cert skal du fan­ge nord­jy­ske Far­ve­blind, som I den grad kan spar­ke en fest igang! Far­ve­blind er end­nu et af de bands som Musik Mig Blidt i janu­ar hav­de på listen over dan­ske bands man skal hol­de øje med i 2017.

Far­ve­blind er en elek­tro­nisk duo fra Aal­borg, bestå­en­de af Magnus Pil­gaard Grøn­ne­bæk og Jens Asger Lyk­ke­boe Mouritzen, der til live­op­træ­de­ner står for hen­holds­vis at dre­je på knap­per­ne og ope­re­re aku­stisk trom­me­sæt. Resul­ta­tet er et hårdt­slå­en­de, nær­mest rave-agtigt elek­tro­nisk udtryk, der for­e­nes med orga­nisk, melo­di­øs pop-sensibilitet.

Jeg har set Far­ve­blind fle­re gan­ge live, og hver gang spar­ker de gan­ske enkelt røv og river deres publi­kum med — og rundt! Ind­til vide­re er bevi­ser­ne deres cat­chy Xolo Island remix, deres før­stesing­le Waste­ful Talk og sene­ste skud på stam­men — Indi­ma (feat. Khaya N9).

Få et ind­tryk af den ener­gi, som Far­ve­blind ska­ber, når de optræ­der live via det­te link til et video-sam­men­klip fra Smuk Fest 2016: FARVEBLIND @ SMUKFEST 2016

 

Silvester — 21.30 — Countdown-scenen

Sil­ve­ster har fle­re gan­ge opt­rå­dt på Musik Mig Blidts guld­korns­li­ster med deres funky, dansab­le og ofte som­mer­li­ge pop. Der er en læk­ker nær­mest ero­tisk pool-stem­ning over Sil­ve­sters vug­gen­de bas­gan­ge (tjek lige Oce­ans bas­gang ud!), der går lige i hof­ter­ne. Sil­ve­sters musik er per­fekt som sound­tra­ck til en til­ba­ge­læ­net fest med vennerne!

 

Gangly — 23.00 — Countdown-scenen

Gang­ly laver mørkt, atmos­fæ­risk og bastungt elek­tro­nisk pop og er end­nu én af de uden­land­ske bands, jeg tid­li­ge­re har anbe­fa­let at hol­de øje med i 2017. Ban­det består af de island­ske musi­ke­re Sin­dri Már Sig­fús­son fra Sin Fang, Úlfur fra Oya­ma og den talent­ful­de Jófríður Ákadót­tir fra Sama­ris, Pascal Pinon og hen­des sol­opro­jekt JFDR, hvis luf­ti­ge Björk-klin­gen­de vokal pry­der Gang­lys musik. Det er en trio som ikke har travlt, idet de hver især har andre musi­kal­ske pro­jek­ter i gang ved siden af Gang­ly. Der­for har de over 2 år kun udgi­vet 4 numre,og her i 2017 er det kun ble­vet til num­me­ret Who­le Again! Talen­tet er dog ikke til at tage fejl af!

I øvrigt er de ani­me­re­de musik­vi­deo­er til Gang­lys musik lidt af en ople­vel­se i sig selv. Bil­le­der­ne i slow-motion af bl.a. men­ne­ske­skik­kel­ser og plan­ter lavet af en slags leven­de, fly­den­de guld omgi­vet af bælg­mør­ke synes at for­læn­ge det mør­ke og mysti­ske i musik­ken på meget dra­gen­de vis, så jeg håber meget, at trio­en på en eller anden måde inkorpo­re­rer den­ne visu­a­li­tet i deres liveshow.

 

Artwork: Lau­rent Hrybyk

Vær­s­go, maj måneds guld­korn som per­ler på en snor! Inkl. stær­ke dan­ske nyhe­der fra The Foreign Resort, Death Machine, Rain­bro­t­her, Las­se Mat­t­hies­sen, Who Is Lou­is, Modest og Sle­ep Par­ty Peop­le!

De dan­ske arti­ster på listen er med fed skrift.

Trackliste: 

1. The Foreign Resort — She Is Lost (Album Version)
2. Siv Jakob­sen — Like I Used To
3. Death Machine — With You
4. Rain­bro­t­her — Riverside
5. Rain­bro­t­her — Bre­ak Out
6. Goss — Ijotwiyda
7. Death Machine — Bleak
8. Las­se Mat­t­hies­sen — Sor­te Søer
9. Júníus Meyvant — Mr. Mini­ster Great
10. Who Is Lou­is — Caught Up
11. Ange­lo Bada­la­men­ti — Lau­ra Pal­mer’s The­me — Twin Peaks (The­a­tre Of Delays Rework)
12. Chri­sti­an Löf­f­ler — Haul (feat. Moh­na) [Super­poze Remix]
13. Flora Cash — You’re Some­bo­dy Else
14. Bea­con — Marion
15. LUHA — Blue Whale
16. Pho­ria — Loss
17. Babe­hea­ven — Your Love (ft Deem Spencer)
18. Bono­bo — Bre­ak Apart (feat. Rhye)
19. Gabri­el­la Cohen — Downtown
20. Rain­bro­t­her — East Afri­can Dream
21. Modest — Dugout
22. Sle­ep Par­ty Peop­le — The Sun Will Open Its Core
23. Sle­ep Par­ty Peop­le — Lin­ge­ring Eyes
24. Fyfe — Belong (Feat. Kimbra)

 

Ekstra numre, som ikke er på Soundcloud:

Sigrid — Don’t Kill My Vibe

 

Sylvan Esso — Rewind

 

Sus­an­ne Sund­før — Undercover (Edit)

 

Musik Mig Blidt på Spotify

Husk at du også kan høre og abon­ne­re på Musik Mig Blidts “Best of 2017” på Spotify:

 

---

Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skri­ve sær­skilt om al den gode nye musik, der løben­de udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at sam­le op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det vil­le være en skam, hvis det gik din næse for­bi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed er gået din næse forbi.

Soundcloud­-p­lat­­for­­men er valgt, for­di det tit er ste­det, hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op, før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om num­re — remixes, boot­legs eller cover­ver­sio­ner, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.

Fre­dag den 19, maj udkom In Memoirs debutal­bum med tit­len Love, Dreams & Sun­sets. Kaster man et blik på artwor­ket oven­for, får man et kraf­tigt hint om, hvad for en lyd, som den 30 åri­ge san­ger og sangskri­ver Mor­ten Fil­lip­sen, der står bag In Memoirs, udfor­sker på album­mets 10 skæ­rin­ger; nem­lig et pop­pet, stor­la­dent 80’er-roman­tisk og 90’er-inspi­re­ret pastel­far­vet lydu­ni­vers, der flit­tigt inte­gre­rer de klas­si­ske popklichéer.

Album­met emmer af den æste­tik, stem­ning og roman­ti­ske nostal­gi, man med nuti­dens øjne fin­der i seri­er som Bever­ly Hills 90210, Baywatch, Flash Dan­ce, Top Gun og Dir­ty Dancing.

For mig per­son­ligt bli­ver det lidt “over the top” med den­ne lyd et helt album igen­nem. Det bli­ver lidt for pastel­far­vet i læng­den. Men jeg tager vir­ke­lig hat­ten af for, at Mor­ten Fil­lip­sen og pro­du­cer Mads Björn bare er gået all in på ren­dyr­kel­sen af pop­pen og dens kli­chéer, og i den for­stand fak­tisk har skabt et meget hel­støbt album. Og så er der fak­tisk også nog­le vir­ke gode melo­di­er iblandt på Love, Dreams & Sun­sets, som på f.eks. den drøm­men­de sing­le All Of My Time, og det bør også næv­nes, at Fil­lip­sens lyse stem­me klin­ger yderst behageligt!

Mens du lyt­ter til album­met, kan du læse In Memoirs’ egen gen­nem­gang af num­re­ne én for én læn­ge­re nede.

Track-by-track gennemgang af In Memoirs – Love, Dreams & Sunsets

Wish: Det er fak­tisk en fem år gam­mel skit­se, jeg fandt frem fra gem­mer­ne. Da jeg skrev det i sin tid, pas­se­de det ikke rig­tigt ind i de andre san­ge jeg hav­de lig­gen­de, og jeg føl­te den var lidt for meget “for meget”, men da jeg begynd­te på et nyt musi­kalsk kapi­tel pas­se­de det plud­se­ligt per­fekt. Det var start­sku­det på en ny tid, og der­for også album­mets åbningsnummer.

All of My Time: Skrev jeg i Mel­ro­se, Los Ange­les på et motel­væ­rel­se, da jeg var der­ov­re med en flok sangskri­ve­re. Jeg mød­te en gam­mel venin­de der­ov­re, og num­me­ret er fak­tisk inspi­re­ret af hen­de, byens vibe og ener­gi, var­men, Veni­ce Beach, piger i som­mer­kjo­ler og smar­te con­ver­tib­les. Den hand­ler om at give slip på alle sine bekym­rin­ger, og om at give sig selv lov til både at elske, og til at bli­ve elsket. Det er lyden af et hjer­te, der ende­lig giver efter og siger “pop”. Den hand­ler om at fin­de hin­an­den, og ind til hin­an­den i dan­sen, hvor man til sidst har smidt sit skjold og sine våben. Man har ned­brudt alle sine mure og nu står over­for hin­an­den I øjenhøjde.

Who Are U?: Åh, hvor hol­der jeg dog meget at det­te num­mer. Det er en enormt hjer­teskæ­ren­de sang, som både gør ondt at lyt­te til, men som også gør mig glad. Den er meget tera­pe­u­tisk for mig, og den beskri­ver den fru­stra­tion der opstår i et brud. Tek­sten er ret direk­te i sin besked til mod­ta­ge­ren med sæt­nin­ger som “You fuck­ed me up. I do regret we even met” og “Who are you to doubt me?”, men den indre kon­flikt kom­mer sene­re til udtryk i C‑stykket, hvor der bli­ver sun­get “Say you will give it one more chance”.

So You’re Not Alo­ne: Det­te num­mer er det svæ­re­ste jeg nogen­sin­de har skre­vet. Det hand­ler om min onkel, der tab­te kam­pen til kræft. Jeg var græ­de­fær­dig, da jeg skrev tek­sten. Og fak­tisk tog det mig over et år at fær­dig­gø­re san­gen. Det var sim­pelt­hen for svært. Men den blev fær­dig, og jeg er super stolt af resultatet.

Bro­t­her, Can We Say?: Er det sid­ste num­mer jeg skrev til pla­den. Jeg føl­te jeg hav­de brug for et uptem­po num­mer, der går lidt amok og bry­der de andre san­ge. Min pro­du­cer Mads Bjørn send­te mig en tid­lig ver­sion af san­gen, og min kom­men­tar var “Fedt!! Men det skal være end­nu vil­de­re”. Vi beskri­ver san­gen som Pet Shop Boys på drugs møder Bla­de. Tek­sten er iøvrigt skre­vet i Lon­don, og beskri­ver hvor­dan byli­vet kan opslu­ge én, og gøre dig til en kyni­ker. Nog­le gan­ge er det godt lige at stop­pe op, og kig­ge på et par marker.

Pas De Deux: Er en sang, der er inspi­re­ret af Medi­nas måde at skri­ve san­ge på. San­gen er meget lige­til, og tek­sten er vir­ke­lig også udtalt. Jeg syn­tes det pas­se­de per­fekt til san­gens tema; Kær­lig­hed ken­der ingen køn, og er alt hvad vi har brug for her i livet.

Now That I: Hand­ler om en som­mer­flirt, og den følel­se der opstår når man for­sø­ger at over­be­vi­se den anden sit værd. San­gen var gen­nem fle­re for­skel­li­ge udga­ver, før den fandt sin ende­li­ge form. I den oprin­de­li­ge udga­ve end­te den med et kli­maks, men nu er den ret under­spil­let og distanceret.

Rivers: Er album­mets puste­rum. En lil­le inter­mezzo. I num­me­ret bli­ver der brugt rig­tig man­ge gen­ta­gel­ser, hvil­ket giver en slags form for tran­ce når man giver slip og blot fal­der hen.

May­be Ano­t­her Time: Det er en ret per­son­lig sang, der hand­ler om mit for­hold til musik og kunst, og den indre kon­flikt der er for­bun­det. Jeg tje­ner ikke styr­ten­de med pen­ge på min musik, og jeg har fået ufat­te­lig man­ge neder­lag gen­nem åre­ne. Der­for har jeg man­ge gan­ge over­ve­jet om det egent­lig er kam­pen værd. Men jeg bli­ver ved med at ven­de til­ba­ge til musik­ken. Jeg kan ikke lade være. Man skal sgu gå efter det man ønsker sig her i livet, og ikke bekym­re sig om fri­vær­di, ren­ter, børn etc selv­om omgangskred­sen gør det. Følg ikke strøm­men — gå dine egne veje, og gør det du føler er rigtigt.

Rome: Åh, hvil­ket et afslut­nings­num­mer. Så kan det næsten ikke bli­ve mere episk. San­gen giver mig ret man­ge asso­ci­a­tio­ner til en eller anden ame­ri­kansk roman­tisk indi­e­film, og de to hoved­per­so­ner ende­lig får hin­an­den til­sidst i silen­de regn. Det er en kær­lig­heds­hi­sto­rie som går op og ned, og der­for er san­gen også svæ­ven­de i sin form. Bre­ak­down, efter­fulgt af er beat, efter­fulgt af end­nu et bre­ak­down. Kær­lig­hed i musisk form, og en per­fekt afslutning.