Musik Mig Blidt

Et nyt dansk avant­gar­de-pop pro­jekt har set dagens lys i form af den dan­ske san­ge­r­in­de KHAN.

Bag kunst­ner­nav­net fin­der man san­ge­r­in­den Karen Juhl. Hun er for­san­ger i det mini­ma­li­sti­ske indi­epop­band Luu­men, men har nu også taget skrid­tet ud i musik­ver­de­nen som soloartist.

Debu­ten består ikke ale­ne af de to inter­es­san­te elek­tro­ni­ske pop-per­ler As We Wait og Tsu­na­mi men også af to ledsa­gen­de video­er, der i form af læk­ker æste­tik og høj pro­duction value sæt­ter en høj stan­dard. Til­sam­men udgør san­ge­ne og video­er­ne det visu­el­le værk Occu­py. Førsteud­gi­vel­sen As We Wait udkom i marts og Tsu­na­mi er net­op udkom­met i maj via det bri­ti­ske musik- og kul­tur­si­te The 405 Music and Cul­tu­re Maga­zi­ne, og beg­ge san­ge er med god grund kom­met i rota­tion på P6 Beat.

KHANs ambi­tiø­se visu­el­le pop-pro­jekt, beskri­ver hun selv som en novel­le­sam­ling som hver­ken er trykt eller ana­logt afslut­tet, og så er det inspi­re­ret af den måde, vi til­går musik på i dag:

“Jeg var inter­es­se­ret i at fin­de en form, som spil­le­de ind i den lyt­ning, de digi­ta­le plat­for­me har været med til at for­me, hvor den enkel­te sang optræ­der side om side med links til andre san­ge, for­slag til andre kunst­ne­re, på ven­ners face­book-pro­fi­ler og onli­ne maga­si­ner, for­kla­rer hun og fortsætter:

“Jeg mener, det bety­der noget for hvor­dan vi hører musik, at vi møder den gen­nem YouTu­be, Spo­ti­fy eller andre plat­for­me, som er bestemt visu­elt udfor­met. På den måde er alle udgi­ven­de musi­ke­re poten­ti­elt også visu­el­le kunst­ne­re, det er bare ikke alle der går aktivt ind i det.”

Men for KHAN hæn­ger det musi­kal­ske og det visu­el­le udtryk alt­så ulø­se­ligt sam­men, og der­for har det også været natur­ligt for hen­de at udgi­ve et visu­elt værk, da video­si­den giver mulig­hed for kon­kret billeddannelse.

Kærlighed er fælles tema

Det fæl­les bånd mel­lem As We Wait og Tsu­na­mi er tema­et kær­lig­hed. Der er dog ikke tale om den klas­si­ske roman­ti­ske kær­lig­hed. Karen beskri­ver det selv, som kær­lig­hed som kraft. Her er nem­lig ingen hap­py ending eller forløsning:

“Tek­ster­ne er præ­get af en ana­ly­tisk og obser­vant sprog­to­ne, men stem­men beva­rer et sår­bart leje gen­nem melo­di­er­ne. As We Wait nær­mer sig fx den arke­ty­pi­ske power bal­lad, men dyr­ker sam­ti­dig det loope­de, sta­tus quo — både musi­kalsk og tekst­ligt. Hver­ken san­ge­ne eller vide­o­vær­ket fin­der “en udvej”, og der fin­des ikke det der sid­ste for­lø­sen­de omkvæd.”

Selv­om de to sing­ler kred­ser om sam­me tema, så er der stor for­skel i det musi­kal­ske udtryk.

Før­stesing­len As We Wait’s fun­da­ment er en slæ­ben­de, gli­den­de synth, der løber igen­nem num­me­ret. Der­til til­sæt­tes de skar­pe elek­tro­ni­ske udlad­nin­ger samt KHANs fine lyse stemme.

Anden-sing­len fra OCCUPY-vær­ket har et mere uptem­po trom­me­be­at og er knap så kan­tet og maski­nelt. På san­gen viser KHAN, at hun også omfav­ner den klas­si­ske pop-melo­di til­sat lidt elek­tro­ni­ske spids­fin­dig­he­der. Til sidst i num­me­ret får vi dog lidt af den skar­pe metal­li­ske lyd, som også er at fin­de i As We Wait, den sni­ger sig lige­som ind og for­svin­der igen, som en luren­de uro. Det er tyde­ligt at mær­ke, at kær­lig­hed har tor­ne i KHANs univers.

Inspirationen bag værket

For­skel­lig­he­den i de to san­ge giver god mening, når snak­ken fal­der på KHANs inspira­tions­kil­der. Hun træk­ker nem­lig på så for­skel­li­ge musi­kal­ske bekendt­ska­ber som Arca og Kait­lyn Aure­lia Smith og Mar­vin Gaye og motown-lyden:

“Både Arca og Kait­lyn Aure­lia Smith er kom­po­ni­ster som nær­mest skri­ver helt arki­tek­to­nisk for øret — deres lyd består af plir­ren­de detal­jer tæt ved øret, som vok­ser ind i sin­dri­ge for­løb. Motown inspira­tio­nen kom­mer til udtryk i dyr­kel­sen af den helt enkelt pop-form men med rå ener­gi”, for­tæl­ler Karen.

Den arki­tek­to­ni­ske til­gang til musik­ken for­nem­mer man tyde­ligst på As We Wait. Og hvis man skal have alle de musi­kal­ske fines­ser med, så er det på med høre­te­le­fo­ner­ne, for num­me­ret byder på man­ge inter­es­san­te lag. Hvor­i­mod Tsu­na­mi dyr­ker den mere enk­le pop-form dog uden at bli­ve for­sim­plet og kede­lig at lyt­te til.

Videoerne

De to sing­ler er som nævnt ledsa­get af to video­er, og her invi­te­re KHAN os ind i et hyper­sti­li­se­ret musik­vi­deo­u­ni­vers af høj kva­li­tet. Beg­ge video­er er visu­elt pir­ren­de og sur­re­a­li­sti­ske, og lige­som musik­ken, er der man­ge detal­jer at læg­ge mær­ke til. Beg­ge video­er er skabt af instruk­tø­rer­ne Marie Boye (video­er for Lowly, Mew etc.) og Siff Pri­sted, der har skabt et uni­vers af over­fla­de, sur­re­a­lis­me og hor­ror. De er bestemt et kig værd.

Inspira­tion til de to video­er, har KHAN fun­det gen­nem det sto­re inter­net, som hun beskri­ver som en evig inspira­tions­kil­de, men også kunst fra Barok­ken har været sat sit præg.

“Jeg har været visu­elt opta­get af det svulsti­ge og tem­me­ligt dra­ma­ti­ske, der ken­de­teg­ner en del kunst fra Barok­ken, der viste magt gen­nem det gli­tren­de og vold­som­me. Det dra­ma, den vold — både den udtal­te og uud­tal­te, der udspil­ler sig gen­nem Occu­py, blev yder­li­ge­re sat på spid­sen gen­nem den her hyper-æste­ti­se­re­de stil.”

Med en udgi­vel­se der både har højt ambi­tions­ni­veau, stær­ke san­ge og flot visu­el æste­tik, så er KHAN én af de nye kunst­ne­re, man helt sik­kert skal hol­de øje med. Hun har net­op spil­let kon­cert ved årets Spot Festi­val, og arbej­der lige nu hen mod en udgi­vel­se i før­ste halv­del af 2018. Hvil­ken form den kom­men­de udgi­vel­se får er uaf­kla­ret. Men det er helt sik­kert værd at hol­de øje med.

Vi har her på Musik­mig­blidt fået æren af at præ­sen­te­re Excelsi­o­rs nye video til sing­len Argo. Argo er tred­jesing­len fra Excelsi­o­rs debut-EP Supe­rim­po­sed, der udkom d. 12. maj 2017 gen­nem pla­de­sel­ska­bet Antip­ho­ni­cs, der bl.a. også har sig­net Masa­so­lo og Qui­ck Qui­ck Obey. Excelsoir er Anja T. Lahr­manns sol­opro­jekt, hvor hun er gået mere i dyb­den med den elek­tro­ni­ske com­pu­ter-pro­du­ce­re­de musik.

Anja T. Lahr­mann er nok bedst kendt som front­kvin­den i Ice Cream Cat­hed­ral, men bevæ­ger sig nu i en mere elek­tro­nisk avant-gar­de ret­ning, der er præ­get af mini­ma­lis­me og nog­le mere jazze­de ele­men­ter. Sam­ti­dig er Anjas smuk­ke og kla­re vokal med til at for­tæl­le fine histo­ri­er gen­nem san­ge­ne, hvil­ket bli­ver tyde­ligt gen­nem de mini­ma­li­sti­ske produktioner.

Video­en til tred­jesing­len Argo udfor­sker spæn­din­gen mel­lem at miste sig selv og den men­ne­ske­li­ge længsel efter over­na­tur­li­ge evner. I begyn­del­sen af video­en høres en stem­me, der taler et ukendt sprog. Det kun­ne lyde som en trold­dom eller en del af noget spi­ri­tu­elt, hvil­ket er med til at sæt­te den lidt mysti­ske og over­troi­ske ram­me for video­en. Video­en til Argo for­tol­ker nem­lig det kab­ba­li­sti­ske ritu­al “Golem”, hvori en andro­gyn karak­ter for­sø­ger at ska­be en per­fekt ver­sion af sig selv i en san­se­lig til­stand mel­lem drøm og vir­ke­lig­hed. Argo bæres af Anjas tyde­li­ge vokal, og der er et fedt grund­be­at i num­me­ret, der sup­ple­res af elek­tro­ni­ske synth-lyde. I løbet af num­me­ret til­fø­jes fle­re effek­ter, som giver en fed opbyg­ning, der slut­ter på toppen.

I video­en ser vi en per­son, der kæm­per for at slip­pe fri, af de reb der bin­der ham. Først lig­ger han på jor­den, hvor­ef­ter han rej­ser sig. I oprejst figur kaster han støv på jor­den, hvoraf “det per­fek­te selv” ska­bes. Da det nyskab­te men­ne­ske åbner mun­den, lig­ger en sed­del med ordet “homon­culus” på tun­gen, hvil­ket er lat­insk for “kun­stigt frem­stil­let lil­le men­ne­ske”. Det lil­le men­ne­ske er alt­så en per­fekt udga­ve af sel­vet, men på sam­me tid et kun­stigt og over­na­tur­ligt men­ne­ske, der måske kun er til ste­de i drøm­men. Rebe­ne kun­ne sym­bo­li­se­re et men­ne­ske bun­det af sam­fun­dets nor­mer, der der­for må ska­be en ny og mere per­fekt udga­ve af sig selv for at slip­pe fri.

Med den­ne video viser Anja T. Lahr­mann, at Excelsi­or udfor­sker græn­sen mel­lem vir­ke­lig­hed og fik­tion, og for­tæl­ler histo­ri­er, der reflek­te­rer over vores sam­fund i dag. Alt det­te gør hun på den fine­ste måde med hen­des smuk­ke vokal og elek­tro­ni­ske minimalisme.

Hele Supe­rim­po­sed-EP’en kan høres her:

Rain­bro­t­her har før opt­rå­dt på Musik­mig­blidts guld­korns­li­ste fra april, og blev også nævnt i for­bin­del­se med SPOT-Festi­val. Men dren­ge­ne i Rain­bro­t­her kan noget sær­ligt, og fortje­ner deres eget indlæg.

Rain­bro­t­her er et dansk band, der er for­met af front­man­den Bjar­ke Bendt­sen fra det psy­ke­de­li­ske folk­band The Migrant, der nu bevæ­ger sig over i det mere elek­tro­nisk folk-rock­e­de med grup­pen Rain­bro­t­her. Rain­bro­t­her består af Bjar­ke på vokal, Aske og Bjar­ke på gui­tar, Lars på trom­mer, Simon på bas og Kri­sti­an på keys og shakes.

Ban­det har alle­re­de opvar­met for bands som Pala­ce Win­ter, og fin­der deres inspira­tion hos kunst­ne­re som Neil Young, The Doors og Deven­dra Ban­hart.

Tales From The Drought

Rain­bro­t­hers debu­a­ta­l­bum Tales From The Drought udkom 3. febru­ar 2017, og er pro­du­ce­ret af Noah Geor­ge­son, der bl.a. også har pro­du­ce­ret for The Stro­kes og Deven­dra Ban­hart.

Album­met omhand­ler, iføl­ge ban­det selv, tiden på vej­en mel­lem de for­skel­li­ge kon­cer­ter, og de reflek­sio­ner man gør sig på tou­ren. Det er dis­se tider, hvor man min­des både det smuk­ke og det bekym­ren­de, og for­sø­ger at accep­te­re de beslut­nin­ger, der er taget og tin­ge­nes nuvæ­ren­de tilstand.

Åbnings­num­me­ret River­si­de er, lige­som afslut­nings­num­me­ret The Sun, over 7 min. langt, hvil­ket indi­ke­rer at album­met skal høres i sin hel­hed i ste­det for i små dele.

River­si­de invi­te­rer lyt­te­ren med ind i et opløf­ten­de uni­vers med en læk­ker aku­stisk lyd. Num­me­ret er skif­ten­de i tem­po, hvil­ket giver lyt­te­ren en følel­se af at bli­ve båret af en blæst, eller at fly­de afsted på en flod og bare nyde udsig­ten og det man møder på vej­en. Den­ne følel­se ska­bes ved et læk­kert rul­len­de jung­le­ag­ti­ge beats, drøm­men­de wester­ngu­i­tar, ryt­misk finur­li­ge kor-ele­men­ter samt repe­ti­ti­ve melo­di­ske møn­stre. På den måde er åbnings­num­me­ret en god indi­ka­tor for, hvad resten af album­met har at byde på.

Korar­ran­ge­men­ter­ne, som fin­des på tværs af album­met, kører lige­som i melo­disk ring og med­vir­ker gene­relt til at ska­be tran­ce­ag­ti­ge til­stan­de hos lyt­te­ren. Det smuk­ke, psy­ke­de­li­ske num­mer East Afri­can Dream er måske det tyde­lig­ste eksem­pel herpå.

Gene­relt er Tales From The Drought et album, hvor man opslu­ges af det musi­kal­ske nu frem­for at se frem mod det for­lø­sen­de omkvæd eller kli­maks, vi ken­der fra popu­lær­mu­sik­ken. Dej­ligt befriende!

Der er dog også num­re på album­met, der har en mere tæt og rock­et lyd og er mere mål­be­vid­ste i sine struk­tu­rer, såsom num­me­ret Bre­ak Out, der udkom til­ba­ge i 2016 som grup­pens før­stesing­le. Bre­ak Out er mere uptem­po og let­te­re psy­ched, og det lidt mere hasti­ge num­mer giver et godt afbræk i album­mets ellers meget til­ba­ge­læ­ne­de stil.

Jeg vil også næv­ne num­me­ret Blue, der blev album­mets anden­sing­le, og udkom i janu­ar det­te år, som bril­le­rer med sprød folk-rock­et lyd og som­mer­lig stem­ning. Både sang og video er iføl­ge ban­det inspi­re­ret af “kær­lig­hed, ønskedrøm­me og stal­king”, og det er også der­hen at tan­ker­ne føres af den lidt mum­len­de vokal og de til­ba­ge­læ­ne­de trom­mer. Blue er efter min mening helt klart et af album­mets højdepunkter.

Ban­det er hel­ler ikke ban­ge for at skrue helt ned for tem­po­et og op for ømhe­den og inder­lig­he­den som på Han­ging og The Sun.

Rain­bro­t­her har alt­så skabt et hel­støbt og alsi­digt album, som fortje­ner et stort publi­kum. Vi her på Musik Mig Blidt glæ­der os til at føl­ge deres næste træk.

Hør Tales From The Drought i sin hel­hed her:

Koncert

Rain­bro­t­her kan ople­ves i Pum­pe­hu­sets Byha­ve den 8. juni sam­men med KVADRAT som en del af Bands Of Tomor­rows Uimod­ståe­li­ge. Tjek det ud!

Face­book-event her: https://www.facebook.com/events/1927236477490572/?fref=ts