Til at starte med havde jeg døbt denne artikel “Bedste danske udgivelser 2016”, men da denne liste måske i højere grad er et udtryk for mine personlige præferencer, landede overskriften på “Danske favoritalbums 2016”.
Det har også spillet en rolle, at jeg jo i princippet burde have lyttet til alle — eller i hvert fald tæt på alle udgivelser for at kunne postulere, at noget var det bedste. Jeg lytter til meget, nok også en del mere end de fleste, men der er stadig massevis af danske udgivelser, jeg ikke når at lytte til, ikke får givet en ordentlig chance eller som er fløjet under min radar.
Derudover ser jeg også Musik Mig Blidt som udstillingsvindue for fantastiske albums, som af den ene eller anden grund — dårlig timing, dårlig pr, whatever, ikke er trængt igennem til de fleste større danske musikmedier og dermed mangler den fortjente eksponering. Nogle af mine favoritter er dermed også valgt ud fra den præmis, at de simpelthen er for gode — og i øvrigt mindst lige så gode som de mere etablerede eller mere hypede artisters 2016-udgivelser. Dette er del 1 ud af to indlæg om mine favoritter fra 2016.
Del 2 finder du her.
I tilfældig rækkefølge:
Vessel — Patterns Of Blue
Vessel er Anders Mathiasens solo-projekt (han er også kendt fra Murder) og Patterns of Blue er hans tredje album-udspil, hvis rolige, og varmt klingende lydunivers, jeg har lyttet til et utal af gange i 2016. Anders Mathiasens røst rammer en frekvens, som virker ekstremt beroligende og omsorgsfuld på mig. Ja, jeg vil ligefrem påstå, at den er empatisk. Den rummer samtidig en håbefuldhed og optimisme på trods af de blå toner Patterns Of Blue ellers mestendels slår an.
Sangene er skrevet på akustisk guitar mens arrangementerne er opstået i samarbejde med et yderst kompetent band af kompetente jazzmusikere som Jakob Bro (elektrisk guitar), Simon Toldam (klaver og keyboards), Anders AC Christensen (bas), Mads Hyhne (trombone), Bjørn Heebøll (trommer) og co-production af Jacob Høyer (Trentemøller). Det er musikere som er vant til at improvisere, og således er albummet også indspillet live med kun få efterfølgende dubs. Patterns Of Blue er således et album med et højt niveau rytmisk detaljerigdom, og lyden af et band, der i processen har været nysgerrige på at forene deres musikalske evner og har spillet sig frem til et tilbagelænet men samtidigt overlegent sammenhængende udtryk.
Katrine Stochholm — Danser Til Radio
Katrine Stochholm har tidligere gjort sig bemærket som stifter og komponist for anmelderroste Under Byen. Nu står hun på egne ben, og det gør hun særdeles overbevisende med et ekstremt sanseligt og fint debutalbum med den pudsige titel Danser Til Radio.
To af sangene på albummet — En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet samt Skovensomhed bruger lånte tekster fra 1800-tals digteren Emil Aarestrup, mens resten af teksterne er Katrine Stochholms egne, som i modsætning til Aarestrups digte er uden rim eller faste versefødder.
Som hun har fortalt til musikmagasinet Gaffa: “Jeg har ikke lyst til at lade mig begrænse af, at det skal rime, det er udtrykket, og hvordan ordene lyder, der er vigtigst”. Denne afstandstagen fra den klassiske popskabelon tilfører en umiddelbarhed og en narrativ naturlighed til teksterne, der kredser om bl.a. naturen og kærligheden.
Albummet nyder også godt af diverse musikvenners bidrag. Producer Jonas Tranberg (Asbjørn, Ida Wenøe, Lydmor, Efterklang, m.fl.) har sit aftryk på albummet i form af organiske og alternative programmeringer og beats som nærmest usynligt spiller sammen med de talrige andre instrumenter. Derudover er der gæsteoptrædender fra en række kunstnere, som vi er rigtig glade for her på Musik Mig Blidt og tidligere har skrevet om — Soffie Viemose (Lowly, Nanome), Nanna Schannong (Lowly), Ida Wenøe (Boho Dancer), Kasper Staub (Lowly), Louise Grund (alias Lhuma) m.fl.
Albummets lydbillede består desuden af dybe strygekvartetter, kalimba, vintage el-orgeler, pygmæsang og junglerytmer. Det lyder lige så mangfoldigt i virkeligheden, som det lyder på papiret.
Katrine Stochholms vokal besidder et nærvær og en inderlighed, som rammer mig med en melankolsk styrke, der er sammenlignelig med sangerinden Stina Nordenstam og til tider Björk. Denne kvalitet kommer skarpest til udtryk på afslutningsnummeret Jeg Husker Alt, som bæres af Stochholms stemme, mens hun sidder ved klaver, og Ida Wenøe supplerer med fjern backupvokal og guitar.
Danser Til Radio er et album, der emmer af liv. Det er sprudlende, farverigt med en legesyghed og fornemmelse for finesse. Jeg associerer albummet med ordet “virvar”. Ofte, som på f.eks. Kompas & Rumraket og titelnummeret Danser Til Radio, slynger albummets mange lag og elementer sig om hinanden i en slags yndefuld og velkoreograferet dans.
Andre gange er det mere drømmende på en mere hypnotiserende måde, som f.eks. på Jeg Husker alt og ikke mindst En Dejlig Aften Stille Sølvklart Vandet, som næsten virker som en vuggevise med sit intime, hviskende udtryk på en bølge af blidt rullende beats. Et nummer der i mine ører er så smukt, at jeg når jeg lytter til det, ville ønske det aldrig stoppede, selvom det strækker sig over 7 minutter.
Katrine Stochholm har lavet et mesterligt, meget personligt album, der er helt sit eget.
Masasolo — Breakup (EP)
Masasolo er et projekt af Morten Søgaard (Ufornia, Vampire Blow), der dyrker, psykedelisk støvet pop/rock i stil med gamle ikoner som ZZ Top og Chris Isaak og nye kunstnere som Tame Impala og Unknown Mortal Orchestra. I september udkom EP’en Breakup, som måske ikke kommer helt op på siden af sine inspirationskilder, og man kunne også ønske sig, at Masasolo i højere grad fandt sin egen vej på de støvede psychpop-veje. Men ikke desto mindre er de fire sange på EP’en solide størrelser, der lyder af mere. Vi må heller ikke glemme den ufatteligt lækre Really Thought She Loved, som jeg tidligere har kaldt en af de stærkeste singler udgivet på dansk jord i 2016.
Jeg ser frem til, at der forhåbentlig kommer en LP fra Masasolo i 2017! Husk at læse vores august-interview af frontmand Morten Søgaard, hvis du vil blive klogere på Masasolo.
Balvig — Carvings
Tidligt i januar 2016 landede et bemærkelsesværdigt og ikke mindst overset album fra den, indtil da, stort set ukendte danske artist Balvig på pladeselskabet Sound Of Copenhagen. Bortset fra at have haft et nummer på kompilationsalbummet Sound Of Copenhagen vol. 15 et halvt års tid før i 2015 er LP’en Carvings (også udgivet på Sound Of Copenhagen) første gang Balvig giver lyd fra sig. Meget modigt i disse streaming og single tider, hvor kunstnere typisk forsøger at skabe en opmærksomhed først via et par singler, derefter i form af en EP, og først til sidst udkommer LP’en så. Måske er det derfor Carvings har fået forsvindende lidt omtale i de danske medier, og det er en skam!
I den oprindelige pressemeddelse refereres til andre kunstnere som Jon Hopkins og Gold Panda, som bestemt er nærliggende. Carvings er garanteret også lige noget for dig, hvis du kan lide kunstnere som Kiasmos, Buriual og Moderat.
Albummet kom til verden ved, at Jens Balvig, som er Balvigs borgerlige navn, i 2014 satte sig for at producere ét nummer hver uge i et år. Det er der kommet 11 skæringer ud af, som forener knivskarp elektronisk vellyd med båndoptagede lyde fra den virkelige verden, der tilføjer organisk varme og liv og gør kanterne på beats og synths mindre skarpe. Det er ikke altid lige tydeligt, da lydene smelter sammen, så de udgør et slags lydtæppe på numrene sammen med de smukke melodier. Andre gange er det tydeligt, som f.eks. på den åndeløst smukke Fotvandring, hvor Balvig oven på en simpel klavermelodi (formentlig) sampler fodskridt i sne og hvor der høres fuglekvidder til sidst. Eller på The Sunday Woodcarver, som i store dele hviler på bålknitren. Ofte er man usikker på, hvad lydene egentlig repræsenterer i den virkelige verden, som det f.eks. er tilfældet med både beatet og støjen i Kinnared. Er det samplet radiostøj? Er det et ur der tikker, er det en bildør der smækker? Det er ikke vigtigt. Det vigtige er, at det fungerer og skaber små interessante verdener, som man har lyst til udforske detaljerne i.
Carvings bærer også præg af, at Jens Balvig har boet mange år i Japan, så lyde og instrumenter fra Japan og resten af Østen blander sig smukt og ubesværet med en nordisk melankoli, der inviterer til refleksion. Balvig kan trods alt ikke løbe fra, at han kommer fra relativt kolde og mørke Danmark.
Samlet set er Carvings et både flot, helstøbt album og et modent bud på elektronisk musik i 2016. At det er Balvigs debutplade gør det ikke mindre imponerende.
Another Juggle — Dance Sunshine, Dance
Det er et yderst interessant lydunivers, som Another Juggles oversete debutalbum Dance Sunshine, Dance formår at skabe. Det er et album domineret af gnistrende 80’er elementer, melodiske synths, fængende guitarfigurer og frække riffs samt en snert af nordisk melankoli, særligt i sangskrivningen. Sangene holder et højt niveau fra start til slut, og jeg får således ikke lyst til at skippe et eneste nummer på albummet, hvilket for mig sker uhyre sjældent.
Det er hele tiden på grænsen til at være en pastiche, men bandet formår bl.a. at tilføje nogle moderne rytmiske skævheder i form af nærmest dansende guitarfigurer, som holder udtrykket friskt, som f.eks. på Not Now, Faceless/Demon, Dance, Sunshine, Dance og Cities Crash. Albummet har generelt et udtalt drømmende groove, der ofte får mig til at svaje med og blive indhyllet i den 80’er inspirerede smoothness.
Jeg kan faktisk ikke rigtigt finde noget ved albummet jeg ikke kan lide. Produktionen er i top og lytteoplevelsen er både nuanceret, varieret og med en stærk sans for at bygge numre op, der skiftevis rammer en for ekstase og eftertænksom tone.
IRAH — Into Dimensions
Titlen på IRAH’s debut-LP er spot on. Into Dimensions er fuldstændigt som at træde ind i anden dimension. En alternativ verden der er fuld af forunderlighed, skønhed og mystik. Det er dog ikke kun albumtitlen der er i fin forlængelse af indholdet.
Det samme gælder albummets cover-art, der med sit runde portalagtige vindue antyder noget på den “anden side”. Det kunne også se ud som om at et øje kigger frem fra mørket og tiltrækker og afspejler samt indgyder noget udefinerbart. Det er noget ulmende, tåget, atmosfærisk ved det grynede billede og halvt fluorescerende halvt måneagtige lys, som virker underspillet overjordisk. Alt dette karakteriserer musikken på Into Dimensions. Tilsæt Stine Grøns sært dragende vokal, og du bliver suget ind i et nærmest spirituelt univers med mørke undertoner.
Follow Me!