Morten Søgaard, manden bag det frembrusende indie-pop projekt Masasolo, er netop vendt hjem fra Jylland. Her han har tilbragt tid side om side med sig selv og sin guitar, uden at blive forstyrret af storbydynamikken.
Nu er han tilbage i København, nærmere bestemt på Vesterbro, og kommer cyklende vinkende på lang afstand, og med et stort smil på læberne. Her sidder vi så, gemt væk bag mørke solbrilleglas, med den lunefulde danske sommersol i øjnene, og taler om de sidste par måneders op og nedture.
Morten har taget en kort pause fra byen, fra larmen, fra menneskerne, fra festerne, og har prøvet på at finde ro i kreativiteten i et sommerhus, hvor han, som han selv siger, “kan finde ro til en eneboertilværelse”. For der har været tryk på de sidste par måneder, og det har været et helt vidunderlig oplevelse for Morten, hans band og de mennesker omkring ham, der har fulgt Masasolo fra DR’s Karrierekanonen til koncert på dette års Roskilde Festival.
Jeg prøver at tage Morten tilbage til dengang han først blev klar over, at han måtte udgive nogle sange, der ikke skulle spilles i nogle af de eksisterende musikalske fællesskaber, han var en del af. Sange, som skulle spilles af ham selv og formidles som et produkt af hans egen historie.
“Det startede for 10 år siden, 15 år siden, altså det er meget svært at sætte en tidsramme om, men man har jo altid de her idéer, man går rundt med inde i hovedet, som tit aldrig rigtig bliver realiseret. Jeg har altid spillet i bands, og det har ligesom altid været min ting, og jeg elsker de her fællesskaber, man kan have omkring et band og omkring musik — det er den vildeste styrke”, siger han og prøver at formulere, hvorfor der så alligevel opstod en trang til at stå på egne ben.
“Jeg skrev nogle sange, som ikke rigtig passede ind det ene sted, og heller ikke det andet sted, og jeg kunne mærke, at det ligesom var nogle jeg skulle lave selv på en eller anden måde. De andre bands, jeg har været en del af har været meget konceptuelle på den fede måde, men de her sange var ligesom mere en til en mig. Jeg prøvede at spille sangene lidt med nogle af de andre bands, men det lykkedes bare ikke rigtig, og jeg syntes det kom lidt i en forkert retning, og så tog jeg det ligesom lidt tilbage igen”
I november 2014 skete der noget, der rykkede på forholdet mellem idé og virkelighed, da Morten i et split sekund åbnede op for sin private sangskat.
“Jeg spillede med Billie Van i Norge, og vi var til en lydprøve, hvor jeg begynder at stå og jamme over en af de her demoer, jeg har lavet, og så begynder trommeslageren at spille med. Og så sker der sådan et “klick”. Det der med lige pludselig at spille det sammen med nogle pisse gode folk og jeg tænkte “wauw, det her kan måske lyde rigtig godt, måske er der noget der”, jeg tænkte: det her det skal jeg faktisk gøre noget ved.”
I februar 2015 blev der indspillet grundspor, og grundsporene satte endeligt stopper for forestillingen og virkeliggjorde idéen.
“Det var ligesom der, det blev virkeligt, for ting er jo først virkelige når de bliver sagt højt, og bliver skrevet ned på noget. Når de kan præsenteres for andre. Når det ikke bare er luftkasteller. Og der var ligesom første spadestik, og så blev det parkeret igen, fordi jeg så fik jeg travlt med alt muligt andet”
Morten arbejdede som sociolog, med politik, og så kom folketingsvalget i juni, så han havde travlt. Men pludselig kom fritiden igen, og dermed også mulighed for at arbejde videre med egne sange, selvom det i starten var svært at stå alene.
“Det var i sig selv vildt svært og vildt angstprovokerende, det er bare lettere at gøre sådanne nogle ting i nogle fællesskaber, hvor man ligesom kan high-five sig igennem det, for det er meget skrøbeligt og svært at beholde selvtilliden”
På grund af de mange beslutninger der i denne proces skulle tages alene, som soloartist, var det først i december 2015 at Morten var klar til at sende sine sange videre til producer Casper Hesselager (My Heart The Brave, Palace Winter), der brugte tid på at mixe musikken. Morten virker taknemmelig, når han tænker tilbage.
“Det var bare så rart at han ville lytte. Vi fik noget vildt op at køre, og så lagde jeg det på Karrierekanonen, og havde egentlig ikke tænkt mere over det, det hed bare “Morten Søgaard”. Så blev det valgt som ugens kanon, og så accelererer det hele ligesom, jeg skulle finde på et navn og måske også finde et label.”
Efterfølgende gik tingene pludselig stærkt, i modsætning til den lange rejse som Morten og demoerne havde været på indtil da.
Morten Søgaard blev skiftet ud med navnet Masasolo, og han blev signet til pladeselskabet Antiphonics (Goldie Chorus, Quick Quick Obey). Han samlede et band af det, han selv beskriver som “nogle pisse dygtige og gode mennesker”, og så spillede de deres første koncert i april. Så blev det virkelig virkeligt. Siden da har bølgerne gået højt:
“Så har vi bare haft travlt lige siden. Det har været helt vildt. Det er den der hype, som virker sådan fuldstændigt flyvsk. Lige nu får vi lov til at opleve det, og det kommer ikke til at vare for evigt, men det er altså et virkelig godt startskud.”
Mortens forhold til sig selv som sangskriver, går efterhånden mange år tilbage. De sange han optræder med som Masasolo, er på en eller anden måde mere direkte og mere indadskuende end før. Det har han sørget for at give plads til.
Hvordan er sangskrivning anderledes for dig i Masasolo?
“Jeg føler for alle de projekter, jeg er med i. Det er som når man spørger forældre om, hvilket af deres børn de elsker mest, så vil de også sige: dem alle sammen. Men det er klart, at det har en særlig plads for mig. Fordi det også var en vild ting at gøre, og måske også mere udleverende af mig selv og mine opture og mine nedture. Det var noget, jeg tænkte meget over inden, om man kunne gøre. Det er jo navlepilleri, men den oplevelse jeg har, når folk hører musikken, er at de ser sig selv i min historie. På den måde bliver det større end min egen lille verden…det er klart at det kommer lidt tættere på mig.”
Masasolo udgiver en EP d.10. september, en EP der udover de to singler I really thought she loved me og How it feels byder på to nye numre. EP’en udgives på Mortens fødselsdag, han fylder 30 år. Han synes selv det er en meget smuk måde at sætte en cirkel rundt om 20’erne på. EP’en kredser om alle de forskellige faser, man går igennem, når man skal videre efter det, man troede var den store kærlighed.
“EP’en hedder “Breakup” og jeg synes det var sådan lidt sjovt “in your face” på en eller anden måde. Det er min historie, der handler om nogle rigtigt hårde år, fordi jeg havde en lang 20’er kærlighed, og fordi jeg troede den ville vare ved for evigt — den klassiske historie. Når den kærlighed så forsvinder, så er der mange efterfølgende stadier”, siger han og fortsætter:
“Jeg har ikke tænkt så meget over det, mens jeg skrev det, men så kan jeg se bagefter nu, at der ligesom er skrevet en sang til hver tid. Først er du fri, og tænker yes, det er fedt at have genvundet min frihed, efterfulgt af en kæmpe fortrydelse og et vanvittigt savn, som leder dig ned i et hul hvor du bare søger ly i natten og venners selskab, en måde at flygte på. Til at man kommer ovenpå igen. For det gør man jo.”
Hvad har været den fedeste koncertoplevelse?
“Roskilde har uden sammenligning været den fedeste koncertoplevelse indtil nu. Det er fedt at spille hver eneste gang, men Roskilde er for alle der spiller musik, og specielt alternativ musik, en milepæl at opnå. De fleste af dem, der spiller i Masasolo vokset op i Jylland, så vi er sådan nogle udkantstyper. Vi er vokset op helt derude, hvor det er mørkt, og hvor der bliver væltet køer og sådan noget, og jeg kan tydeligt huske, at jeg fik lov til at tage på Roskilde da jeg blev 15. Roskilde som institution i et ungdomsliv, hvor det eneste man tænker på er at komme væk, har bare været så vigtig. Den der ene uge om året, som man har set frem til helt fra det øjeblik den sluttede, og man kun ventede på at komme afsted igen.“
Tre uger før Roskilde Festival slog dørene op, kom Morten galt afsted på en tur til Spanien, hvor han og Masasolo skulle spille på Primavera Festival. Morten trækker sin mønstrede skjorte en smule til side, og viser mig der hvor kragebenet for to måneder siden fik et slag, og var brækket efter et fald i nattens mørke ly. “Jeg har bare sådan en skæv knogle der stikker op nu” siger han med et smil på læben. ”Men koncerten var vigtigere”, siger han og trækker skjorten på plads igen.
“Den vildeste optur opstod efter den første single kom ud, jeg havde det som Ikaros! (græsk sagnsfigur). Først skriver Roskilde, og så skulle vi pludselig også spille til denne her anden festival. Jeg har virkelig bare redet på bølgen, og så pludselig faldt jeg totalt til jorden, og lå med lukkede øjne i en seng i 14 dage. Jeg var hjælpeløs og super skrøbelig. Men da jeg så besluttede mig for at jeg bare skulle spille den koncert (Roskilde), så kunne jeg pludselig se lyset”.
“Det at forbinde sig med den idé, det betyder rigtig meget. På Roskilde spillede vi en god koncert, vi har spillet bedre, og vi kommer til at spille bedre, men bare det at være der var bare så stort. Jeg var bange for på forhånd at blive skuffet, at det hele bare var en idé, jeg havde om Roskilde i mit eget hoved, men det var det bare ikke.”
Har det været grænseoverskridende at spille det live?
“Altså, når det bliver til en sang, når den først er skrevet, og den er færdig, så separerer man sig fra den. Så hører jeg den, eller prøver at lytte til den som om, det ikke var min egen eller var mig der sang den. Og det er faktisk helt vildt let at gøre. Når man begynder at spille det live, så er man tæt på nogle venner. Til at starte med er det jo meget ens venner der kommer til koncerterne, og man er ligesom ikke alene om sin historie. Historien er opbygget og oplevet i et stort fællesskab, og det der med at stå og se mange af de mennesker i øjnene, som har været der i den tid, man fortæller om i sin musik, og som man har været tæt på en, eller hende som sangene handler om, eller hendes venner. Det er en meget stor fælles historie. “
Morten er glad for at have brugt tid på at dvæle ved det, der var, og det der siden kom efter sit breakup, men pladen, som han siger kommer i 2017, kommer ikke til at handle om det samme.
“Der er noget ret spændende over bare at tage et enkelt moment og så holde ved det hele vejen igennem. Pladen kommer ikke til at handle om det samme, men det har ikke kun været selvpineri. Det er jo risikoen ved sådan noget, og man kan dyrke den side. Men i koncertform kan det blive en hurtig, fantastisk rejse tilbage til nogle øjeblikke og stærke følelser man har haft, og man kan huske det igen. Nogle gange er det også dejligt at der er noget, der gør ondt, for det betyder, at man har oplevet noget, der er stærkt.”
Masasolo kan opleves live på årets Uhørt Festival i København fredag d.12/8 og igen d.24. august i Pumpehusets Byhave sammen med HEY WAY, som spillede til Musik Mig Blidt præsenterer — vol. 4 i foråret.
Follow Me!