Musik Mig Blidt

Whe­re Did Nora Go er ali­a­set for den dan­ske san­ger, cel­list & kom­po­nist Astrid Nora. Musik­ken er en kom­bi­na­tion af atmos­fæ­risk pop/folk/klassisk og electro­ni­ca med drøm­men­de lyde og lag af cel­lo­er. Bag sig har hun to fuld­læng­de albums samt en EP, som alle har fået fine anmel­del­ser og også har skabt opmærk­som­hed i Tys­kland. Det sene­ste album Shim­mer fra 2014 har et sinds­sygt fint åbnings­num­mer med tit­len Pas­sing Through, som først nu ende­lig har fået en dedi­ke­ret musik­vi­deo. Num­me­ret er i sig selv en lil­le per­le, som jeg synes er værd at gøre opmærk­som på for dig, som ikke ken­der det.

Num­me­ret får føl­gen­de ord med på vej­en af Astrid Nora selv:

San­gen åbner med “The­re’s not­hing wrong”. Det­te skal ikke for­stås bog­sta­ve­ligt. Jeg synes at der i vores land og ver­den det sid­ste lan­ge styk­ke tid er og har været rig­tig meget rig­tig galt. Men san­gen er skre­vet fra en anden vin­kel; da jeg skrev pla­den og det­te num­mer var jeg meget kon­fron­te­ret med bøl­ger og begi­ven­he­der der berør­te livet og døden. San­gen er skre­vet fra et meta per­spek­tiv om den­ne evi­ge cyklus — og i det sto­re sto­re bil­le­de tror jeg grund­læg­gen­de på at alt har en funk­tion og kan lære os en mas­se og brin­ge os nye ste­der hen på vores rej­se. Og set i det per­spek­tiv er alting helt som det skal være!

Både i lyrik­ken og i hele num­me­rets drøm­men­de tone for­nem­mer man den­ne dob­belt­hed. Man for­nem­mer den ople­ve­de smer­te bag, erken­del­sen af at smer­ten er et men­ne­ske­ligt vil­kår, trø­sten Astrid Nora fin­der i den­ne erken­del­se og hen­des tro på, at det nok skal gå — at smer­ten er for­bi­pas­se­ren­de. Håbet er intakt. Livet er trods alt smukt.

På den måde min­der num­me­ret mig lidt om en vug­ge­vi­se. De bed­ste vug­ge­vi­ser eller god­natsan­ge er nem­lig, lige­som til­fæl­det er med Pas­sing Through, efter min mening både drøm­men­de og rum­mer melan­ko­li, håb og noget bero­li­gen­de i sin grundt­o­ne. Det gæl­der f.eks. “Den lil­le Ole med Paraply­en”, som mine for­æl­dre sang for mig, når jeg skul­le sove eller klas­si­ke­ren “Solen Er Så Rød, Mor” med tekst af Harald Berg­stedt og melo­di af den sto­re kom­po­nist Carl Nielsen.

Pas­sing Through vil­le jeg dog ønske vok­se­de noget mere og sim­pelt­hen vare­de læn­ge­re. Num­me­ret føles en anel­se ufor­løst, som om kimen bli­ver lagt til en kul­mi­na­tion, vi aldrig får at høre. Som vi bli­ver snydt for. Her skal man selv­føl­ge­lig huske, at num­me­ret fun­ge­rer som åbnings­num­mer på en pla­de, og der­med måske net­op er tænkt som en art tea­ser eller intro. Men alli­ge­vel. Jeg kun­ne godt tæn­ke mig at høre, hvor­dan det vil­le lyde, hvis Pas­sing Through udvik­le­de sig til et episk, sym­fo­nisk postro­ck­et even­tyr af Sigur Rós’­ske dimen­sio­ner med mas­ser af lag af Astrid Noras cel­lo. Giver det mening? Døm selv.

Oxford-base­re­de Solo­mon Grey, som tid­li­ge­re har været i fokus her på siden med både et par sing­ler og en stærk EP, har udgi­vet deres før­ste album!

Duo­en, bestå­en­de af Tom King­s­ton og Joe Wil­son, udgav deres før­ste sing­le i 2013 og har siden pro­du­ce­ret sound­tra­cks til diver­se film­pro­duk­tio­ner. Udtryk­ket er dybt, drøm­men­de og sfæ­risk — mas­ser af synt­hs, tun­ge trom­mer, sam­ple­bid­der og rumklang.

Deres før­ste album med tit­len, Solo­mon Grey, er en hel­støbt geni­streg af en stu­di­e­pro­duk­tion på 12 num­re. Inspira­tio­nen er tyde­lig; et ambi­ent uni­vers, som dra­ger paral­lel­ler til Appa­rat, M83 og Sigur Rós. Men det er ikke kun de stor­lad­ne og smuk­ke pro­duk­tio­ner som fun­ge­rer – de mere up-tem­po num­re er vir­ke­lig cat­chy og dan­se­ven­li­ge. Den her duo kan alt­så mere, end bare at leve­re musik til film. Aller­bedst er de, når de bli­ver rig­tig støjpop­pe­de, synt­hen er højest og voka­len drøm­men­de. Der er kælet for detalj­en i den her cock­tail; det er vel­pro­du­ce­ret og intet er over­ladt til til­fæl­dig­he­der­ne. En omhyg­ge­lig omgang af dels episk stor­la­den­hed, dels per­fekt afstemt elektropop.

Høj­de­punk­ter: Swe­et 84, Electric Baby, Bro­ken Light, See You The­re, Gasca­re­ne Sound, Choir To The Wild

She’s Mine er før­ste solo-sing­le fra den austral­ske musi­ker Alex Cameron, der også er kendt fra det elek­tro­ni­ske band See­kae. Som solo-artist har Alex Cameron bevæ­get sig i en mere dan­se­ven­lig ret­ning, og She’s Mine er som taget ud af et sound­tra­ck til 80’ernes man­ge dan­se­film — tænk Flas­h­dan­ce og Fame. Sing­len har den der repe­ti­ti­ve ryt­me, der giver én lyst til bare at spa­ce ud og give den max gas på dan­se­gul­vet og “dan­ce like nobody’s watching.”

San­gen er enormt smit­ten­de og afhæn­gig­heds­ska­ben­de, og jeg har haft san­gen på repe­at ad fle­re omgan­ge. Oven­på de ekstremt stramt pro­gram­me­re­de beats kry­drer Cameron bea­tet med gam­le key­bo­ard­ly­de, som bare gør, at san­gen får et ekstra skud læk­ker 80’er nostal­gi, der taler direk­te til min kær­lig­hed for musik­ken fra årti­et. Udover at melo­di­en er vanedan­n­nen­de, så er tek­sten og Camerons vokal enormt dra­gen­de. Han syn­ger nær­mest som en fol­ke­for­fø­rer, der vil tryl­le­bin­de folk: “It’s just water/ Taste it/I pro­mi­se”, som han mes­sen­de gen­ta­ger igen­nem hele san­gen. Det er, som om han lok­ker lyt­te­ren til at drik­ke af hans tryl­ledrik, og jeg har helt klart taget en stor slurk.

Alex Cameron er en australsk musi­ker og entertai­ner fra Sid­ney, der tid­li­ge­re har slå­et sine fol­der i det elek­tro­ni­ske band See­kae, som har tre albums og en ep bag sig. See­kae er blandt andet ble­vet beskre­vet med rosen­de ord i især bri­ti­ske medi­er som The Guar­di­an, som også har skre­vet posi­tivt om Alex Camerons sol­opro­jekt. Her­hjem­me er både See­kae og Alex Cameron et ret ube­skre­vet blad. Men She’s Mine har fået lidt spil­le­tid i Debut på P6 Beat, og jeg kan kun fore­stil­le mig, at jo fle­re, der hører Camerons vanedan­ne­de 80’er electro-pop, jo fle­re fans får han i Dan­mark. Og det vil for­hå­bent­lig gøre, at han kom­mer for­bi, næste gang han er på tur­né. På sin nuvæ­ren­de tur­né, som løber henover som­me­ren, er der nem­lig ikke ble­vet plads til Dan­mark. Og det er ærger­ligt, da Cameron har et ry for at være noget af en show­man på scenen.

Video­en til She’s Mine er instru­e­ret af James Pil­li­on, og viser en dan­sen­de Alex Cameron klædt i jeans, læderjak­ke og sne­a­kers for­an en gam­mel bil med en sky­li­ne af en ude­fi­ner­bar og dyster stor­by i bag­grun­den. Den nær­mest mani­ske Cameron vir­ker meget kari­ke­ret, og det er svært at afgø­re, om Cameron tager sig selv ultra-seri­øst, eller om han i vir­ke­lig­he­den bare fjol­ler rundt. Det må du selv afgøre.