Nysgerrig på det bedste nye musik? Så er det heldigt at Musik Mig Blidt har været på udkig for dig. Det bedste musik opdaget (og for det meste udgivet) i januar og februar får du her samlet i to soundcloud-playlister! Traditionen tro med masser af spændende danske guldkorn fra:
Guns, Katrine Stochholm (Under Byen), Exec, Kill J, In Memoirs, LEAN, Lust For Youth, Rumpistol, Diet, Navneløs, Soho Rezanejad, Another Juggle, Girls Night Out, SANT, AyOwA, Catch The Breeze, Palace Winter, Masasolo, Liima, Spine Of Man, Eli, Silvester, Artificial Brothers, Balvig,Western Skies Motel og Virgin Suicide.
Jeg har taget mig den frihed at tilføje et par numre seperat fra playlisten af den simple årsag, at jeg ikke synes, du skulle snydes for dem bare fordi, de ikke er at finde på soundcloud!
Guldkorn januar 2016
1. Whitney — No Woman
2. Solomon Grey — Sweet 84
3. Smerz — Because
4. Guns — I Know Exactly How It Feels
5. Katrine Stochholm — En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet
6. EXEC — Going Under
7. Benjamin Gustafsson — She Is Poetry
8. Radiohead — Spectre
9. Kill J — You’re Good, But I’m Better [Sad Money Remix]
10. In Memoirs — Wish
11. Kite — Up For Life
12. AURORA — Walking In The Air
13. Totally Mild — Christa
14. LEAN — Reverb Undertow
15. Lust For Youth — Stardom
16. Pilestra — Su Avel
17. Rumpistol — Eyes Open Wide (feat. Ane Trolle)
18.DIET — Nico
19. Great News — Diamonds
20. Navneløs — Bukseløs
21. Soho Rezanejad — Closing Title
22. KIll J — Trickle Trickle
23. Louis The Child — It’s Strange (feat. K.Flay) [Wolf Saga Remix]
24. Anna Of The North — The Dreamer (Feki Remix)
25. Gangly — Fuck With Someone Else (IamHelgi Remix)
26. Martin Kohlstedt — GOL (Hundreds Rework)
27. Ólafur Arnalds & Nils Frahm — Four (Rival Consoles Remix)
1. Another Juggle — Not Now
2. HAERTS — Turn It Around
3. SANT — Karrusel
4. Apothek — Waiting For The Thunder
5. Pedram — Ernstige
6. Girls Night Out — Let’s Get Serious
7. AyOwA — Sommer
8. Catch The Breeze — Fields Of Sunrise (Demo 2016)
9. Lust for Youth — Sudden Ambitions
10. Palace Winter — Positron
11. Masasolo — Really Thought She Loved Me
12. Liima — Amerika
13. Eliza Shaddad — Run
14. The Land Below And Feivel — Forever Together
15. Spine of Man — Lifetime
16. Eli — Okay
17. Silvester — uKnow
18. Fred Falke — It’s A Memory (Chrome Sparks Remix)
19. Aurora — Conqueror
20. Babeheaven — Heaven
21. Boondock Brothers — Cleanse My Mind
22. Artificial Brothers — Reindeers
23. Tsar B — Myth
24. POLIÇA — Lately
25. Tussilago — Colors
26. Balvig — Kinnawhite
27. Western Skies Motel — Whirl (from the upcoming album Settlers)
I erkendelsen af, at jeg ikke kan nå at skrive særskilt om al den gode nye musik, der løbende udkommer, er Guldkornsserien et tiltag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prøver at samle op på de stærkeste stykker musik, jeg har opdaget i den forgangne måned. Al den musik hvor det ville være en skam, hvis det gik din næse forbi — guldkorn. Meget af det er splinternyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men altid med en formodning om, at det med stor sandsynlighed er gået din næse forbi.
Soundcloudplatformen er valgt, fordi det tit er stedet, hvor kunstnere og pladeselskaber lægger musik op, før det får en officiel udgivelse. I andre tilfælde er der tale om numre, der aldrig får en officiel udgivelse.
(OBS: Se hvordan du vinder billetter i en konkurrence sidst i artiklen)
Musik Mig Blidt er en musikblog, der i høj grad arbejder for at promovere ny og spændende musik fra den danske undergrund. Online musik er en dejlig ting (jeg driver jo trods alt en musikblog!), men koncerter i den virkelige verden manifesterer sig i krop og sind på en helt anden måde.
Derfor er jeg glad for at kunne annoncere, at Musik Mig Blidt fredag den 1. april, kl. 20.30 på Kulturstationen Vanløse for 4. sæson i træk kuraterer en koncertaften, hvor du kan stifte bekendtskab med tre af de mest lysende talenter lige nu fra den danske undergrund! Det bliver magisk, og du er inviteret!
Livemusik er en meget intens oplevelse, idet man fokuserer al sin opmærksomhed på musikken og de optrædende, og det giver mulighed for at forsvinde ind i musikken på en måde, som sjældent kan lade sig gøre i en travl hverdag, hvor tusind ting kæmper om ens opmærksomhed. Plus det er bare fedt at føle energien fra musikerne og dele en musikalsk oplevelse med venner eller familie.
Dette er blot nogle af årsagerne til, at jeg under Musik Mig Blidt-fanen med glæde har investeret tid og energi i at stable dette live event på benene i samarbejde med Kulturstationen Vanløse. Til jer der ikke har været der før, kan jeg oplyse, at det ligger lige ved siden af metroens endestation Vanløse ca. 10–15 minutter med metro fra Nørreport, så det er supernemt og hurtigt at komme til, hvis man bor i Kbh. Der er i øvrigt altid pisse fed lyd på spillestedet! Noget som desværre langt fra er en selvfølge til mange af de koncerter, jeg går til.
De tidligere udvalgte bands har været Jens-Ulrik Kleemeyer, Milford, Tusindfald, Sweet Tempest, Palace Winter (som lige nu bliver hypet massivt i udlandet og desuden spiller på dette års Roskilde Festival), Late Bloomers, Flod, Feivel ogPFAU.
Denne gang præsenterer jeg: Rasmus Brix, Diet og Hey Way.
Rasmus Brix
Singer-songwriter med akustisk guitar som dominerende instrument og med enkle bølgende akkordstrukturer. Ordene synes at komme ubesværet til ham, som om sangene næsten bliver skrevet og sunget på samme tid, hvilket skaber en meget “flydende”, organisk oplevelse, godt hjulpet på vej af Ramus’ drømmende, blide og længselsfulde vokal.
Ofte grænser hans vokal til et dovent og slæbende udtryk, der minder lidt om ligemændene Ben Howard og José González. Selv kalder han det sovekammermusik. En beskrivelse der meget godt dækker over Ramus Brix’ meget intime og personlige udtryk. Debutalbummet I Hope You Dance In Your Sleep udkom i marts 2015, og jeg gav den yderst pæne ord med på vejen i min oprindelige anbefaling på bloggen.
Hey Way
Søren Corneliussen og Hasse Mydtskov fra Odense, der begge har rødder i Kissaway Trail laver i denne udbryder-konstellation fin udsvævende og melodisk musik med en energi udspændt mellem det næsten stadionrock-agtigt højstemte — tydeligt inspireret fra tiden i Kissaway Trail — til følsom downtempo dreampop med klare melankolske tendenser. Varm lo-fi-æstetik blander sig fornemt med en kølig ambience og elektroniske trommer, mens sangenes melodier besidder en imponerende mindeværdighed.
Bandet har løbende smidt tracks op på deres soundcloud, som alle er endt på én af mine guldkornsplaylister. Det er ingen tilfældighed. Potentialet er enormt!
Diet
Diet er de to barndomsvenner Hasse Mydtskov (igen fra Kissaway Trail) og Lasse Smed. Sammen laver de catchy indierock med de klassiske rockvirkemidler; guitar, trommer og bas. Man kan nærmest høre på bandets lyd, at de har kendt hinanden længe og har en fælles historie. Lydbilledet bærer præg af, at duoen har dyrket nogle af de samme musikalske helte og ved præcis hvad for en lyd de går efter.
En bagvedliggende nostalgi synes også at trænge igennem lydbilledet, og man fornemmer de to venners bittersødme ved at mindes de gode gamle dage. Ved at tilsætte halvskingre vokaler indeholdende en ligedelt desperation og længselsfuldhed, godt hjulpet på vej af et skarpe melodier, man kan nynne efter først lyt, har duoen fundet frem til originalt udtryk som alligevel føles velkendt.
Konkurrence
Musik Mig Blidt udlodder hele 5x2 billetter til arrangementet! For at deltage i konkurrencen skal du blot finde konkurrenceopslaget i arrangementets Facebook-begivenhed og tagge den person, du vil tage med til koncerten, hvis du vinder. Deadline for deltagelse er torsdag den 28. marts.
Tekst: Søren Lund Korsgaard — Foto/video: Andreas Omvik
Fredag den 12. februar var det med uklare forventninger, at jeg var udsendt af World Music Denmarktil at dække et unikt genrekolliderende event, hvor den såkaldte gnawa-musikgenre mødte mere vestlig funderet elektronisk musik — tilsat stemningsfulde visuals. Arrangementet, som fandt sted i Nikolaj Kunsthal, tidligere Sankt Nikolaj Kirke, var et samarbejde mellem Frost Festival, spillestedet Global, Fonden Roskilde Festival og FOKUS Videokunstfestival.
Sammen havde disse fire aktører inviteret Gnawa-mesteren Maalem Omar Hayat fra Marokko sammen med sine mange musikere og dansere,DJ Rupture fra USA, der leverede den elektroniske musikdel og endelig lys-og videokunstnerkollektivet Dark Matters, som tog sig af den visuelle del.
Aftenen startede med et introducerende og meget informativt interview mellem DJ Rupture og musikjournalist Ralf Christensen. Interviewet tog udgangspunkt i DJ Ruptures personlige forhold til og fascination af Gnawa-genren, og hvordan denne har spillet en særlig formativ rolle i udviklingen af hans eget verdensmusikinspirerede tag på elektronisk musik.
Hurtigt tog samtalen mere form af en engageret kollektiv musikanalyse af Gnawa som genre. Vi lærte som publikum, at genren har rødder i Marokko i Nordvestafrika og islamisk sufisme. At genren har klare paralleller til de rytmiske repetitioner, de melodiske gentagelser og ikke mindst den tranceskabende effekt, man også finder i store dele af den vestlige verdens elektroniske musik. Senere skulle jeg sammen med resten af de tilstedeværende opleve, den dragende effekt af Gnawa live, så det var heller ingen tilfældighed, da DJ Rupture sammenlignede Gnawa med vestlig ravekultur. I lighed med rave-fester kan Gnawa-ritualet lilaen gennem 8–12 timer lange ceremonier med musik og dans skabe en tilstand hos deltagerne, hvor tid og sted mister sin betydning, krop og sjæl kommer i balance med hinanden og man opnår en slags rituel renselse eller healing. Også den åbenhed som ligger i Gnawa blev fremhævet som en af genrens forcer. Som DJ Rupture meget rammende og med glimt i øjet udtalte: “Gnawa er ligesom det modsatte af en 3 minutters popsang!” At dømme efter publikums lattermilde reaktion på dette udsagn, var det tydeligt, at de hilste denne meget jordnære antitese velkommen. Som om alle synkront tænkte “okay så ved vi i hvert fald hvad vi IKKE går ind til!”
Efter interviewet virkede folk spændte på at få en smagsprøve på Gnawa, og efter lidt tekniske startvanskeligheder var vi i gang. Eller rettere, det var Omar og hans trup. Publikum lagde ud med passivt at betragte og lytte til de farverige dansere og musikeres messende sang og dans. Omar ledte an fra centerposition, hvor han med smil og udadvendt indlevelse slog sin gimbri an — en slags baslut, som er et traditionelt gnawainstrument.
Den resterende trup flankerede ham med et andet traditionelt gnawainstrument, den såkaldte qraqabs, som er en slags store jernrangle, der når den rystes giver en rislende metallisk lyd. Disse qraqabs blev sammen med velkoreograferet synkrondans, fælles messende sang og en slags stomp brugt til at frembringe hypnotiske rytmiske mønstre. Rent visuelt blev disse dragende og hypnotiske elementer fornemt understøttet af videoprojektionerne fra Dark Matters. Først lignede de abstrakte udflydende bjerglandskaber og satellitfotos af variationer af blå himmel og gule ørkenlandskaber, der kørte i ring om hinanden, som for at fremhæve det psykedeliske og koble scenariet til noget større end publikum selv. Dernæst fulgte smukke nordafrikanske mønstre i alskens farver, der igen drejede rundt som en vortex og ligesom sugede publikum til sig.
Effekten udeblev ikke. Folk blev gradvist revet med, havde svært ved at stå stille og rykkede tættere og tættere på scenen, som blev de draget af en usynlig kraft. Alligevel var det som om, at typisk dansk mådehold bevirkede, at folk ikke rigtigt kunne give sig helt hen til oplevelsen, selvom man fornemmede lysten til at give sig hen. Det gjaldt ikke mindst for mit eget vedkommende.
Måske fornemmede mændene på scenen denne tøven hos publikum, eller også reagerede de bare naturligt på deres egen spilleglæde, som lyste ud af dem. I hvert fald var det perfekt timing, da enkelte mænd fra truppen brød ud af kæden på scenen og sprang ned og begyndte at byde de forreste publikummer op til dans og desuden gavmildt lånte deres hatte ud.
Denne charmeoffensiv var lige, hvad der skulle til for at publikum tøede helt op og nu endelig lod kroppen danse frit. Så småt var i hvert fald den forreste halvdel af publikum på vej ind i den forløsende trance, vi havde hørt om i det indledende interview. De fleste svejede frem og tilbage, nogle lukkede øjnene imens, mens andre dansede vildere og vildere rundt med et saligt udtryk.
Men netop som stemningen var på sit højeste, og den omtalte trance-agtige tilstand var indenfor rækkevidde, stoppede nummeret pludselig — igen fordi der var problemer med teknikken. Denne gang var det tilsyneladende Omar Hayats gimbri, der havde mistet forbindelsen til forstærkeren. Ærgerligt, for den begyndende trance-tilstand vi sammen var på vej ind i, stoppede brat.
Herfra var det, i hvert fald for mit vedkommende, svært at komme ind i den samme befriende trance igen, og jeg tror også det gjaldt mange andre tilstedeværende. Heldigvis forhindrede det mig dog ikke i at nyde de fremmede rytmer og lyde samt være imponeret over måden, hvorpå Omar og hans mænd var i perfekt sync med hinanden i alt hvad de gjorde. Måske ville det være lykkedes at blive revet med igen, hvis sceancen havde fortsat i flere timer, som i et rigtigt lila-ritual, men efter en times tid var det forbi.
Efter endnu en kort pause var det DJ Ruptures tur på scenen sammen med den prisvindende danske guitarist Oliver Hoiness (Kira Skov, ITVIVL, Synd og Skam). Senere stødte Omar Hayat også til. Desværre fungerede det ret dårligt med bastungt elektronisk musik og rungende guitar i det store tidligere kirkerum med højt til loftet. Hvor rummets akustik tidligere havde fungeret glimrende sammen med gnawa i ren form, hvor kun gimbri og sang var forstærket, var der nu alt for meget rumklang. Lyden virkede ufokuseret, og de forskellige elementer druknede hinanden, så det der kunne have været en smuk og spændende sammenblanding af vestlig elektronisk musik og nordafrikansk gnawa i stedet blev reduceret til et rodet kludetæppe af en affære. De fleste mistede da også interessen under dette trio-setup, så da DJ Rupture til sidst efter endnu en pause begyndte på sit solo-DJ-set, var der kun en brøkdel af publikum tilbage.
Alt i alt var det en god og interessant aften, hvor jeg fik udvidet min musikalske horisont og fik en fin smagsprøve på gnawa og lila-ritualets dragende evner. Men som DJ Rupture indledte med at sige, er gnawa det modsatte af en 3 minutters popsang. Det er en type musik, der kræver tid at “komme ind i”. For at musikken denne aften for alvor kunne være kommet til sin ret, skulle der efter min mening derfor være afsat mere tid til den rene gnawa fra arrangørernes side.
Af hensyn til aftenens anden halvdel med DJ Rupture og elektronisk musik burde arrangørerne nok have overvejet et andet rum, hvor lyden var under mere kontrol. Frost Festival er særligt kendte for at være gode til finde spændende alternative lokationer, der tilføjer en ekstra dimension til musikoplevelsen. Nikolaj Kunsthal, er et spændende rum, og var også sat stemningsfuldt i scene i forhold til lyssætning og lysintallationer. Men denne aften synes jeg desværre ikke, at valget af lokation bidrog ubetinget postivt til en for mig central del af alle koncerter — den rent lydmæssige side af oplevelsen.
Uanfægtet denne lidt bitre pille i slutningen af min reportage, vil jeg gerne opfordre alle læsere derude til at udforske gnawa yderligere! Det skal jeg i hvert fald selv i gang med! Genren findes også i spændende fusioner med bl.a. jazz, reggae og blues!
Se et eksklusivt sammenklip af aftenens højdepunkter herunder!
Hvis du er blevet nysgerrig og har lyst til at dykke ned i gnawa på egen hånd, får du også lige et par plyalister med gnawamusik. Den ene, Spotify-playlisten, indeholder meget passende i denne sammenhæng også samarbejder mellem gnawamusikere og vestlige elektroniske musikere — nemlig Floating Points og James Holden.
Follow Me!