Da jeg satte mig ned og prøvede at danne mig et overblik over hvilke udenlandske udgivelser fra 2020, jeg bedst kunne lide, tegnede der sig et billede af albums med en overvejende reflekterende, drømmende og melankolsk/nostalgisk tone. Det er egentlig ikke fordi det er noget nyt, at jeg har en tendens til at favorisere musik med de tonaliteter, men jeg kan se, at de er mere dominerende end normalt i al den musik, jeg har søgt imod og favoriseret i 2020.
Efter at have efterrationaliseret lidt, er jeg kommet frem til, at det nok har noget at gøre med at året har været så underligt, som det har. At isolation og angst har fyldt så meget pga. — ja du gættede det — Corona-virussen. Jeg tror, at der kan være noget fortrøstningsfuldt i at høre musik, hvis stemning spejler ens sindstilstand (det omvendte kan selvfølgelig også være tilfældet). At man føler sig bekræftet ganske enkelt. Derudover har mine udenlandske favoritter et udpræget filmisk islæt og har noget “larger than life” over sig, hvor man føler sig som en lille prik i en stor verden, som igen er en lille prik i uendeligt kosmos. Noget eskapistisk, hvor man bliver draget ind i et andet univers og glemmer tid og sted. Igen tror jeg, at det har noget at gøre med verdenssituationen i 2020, som jo har været lidt som at være med i en film. Det har været et surrealistisk år, som har tvunget mange, inklusiv mig selv, til at lægge tilværelsen om og stille spørgsmål ved det bestående.
Samtidig har det inspireret til at sætte pris på det, man har og se skønheden i det, vi måske til dagligt tager for givet, som f.eks. naturen. På den måde pendulerer mine favoritalbums mellem det intime, varme og hyggelige til det storladne, det livsbekræftende og mere abstrakte, hvor de dybe refleksioner og ren eskapisme eksisterer side om side.
I tilfældig rækkefølge (Se også samlet playliste på Spotify/Tidal nederst):
Ajimal — As It Grows Dark / Light
Fran O’Hanlon er læge til dagligt og laver genial musik ved siden af. Vi kunne kalde det ambient folk, som han selv tagger det på sin Bandcamp-side. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er inspireret af sit arbejde, hvor livet og døden og de store spørgsmål måske ofte trænger sig på, men i hvert fald kan O’Hanlon’s musik i den grad mærkes. Der er noget på spil her, og det mærkes såvel i tonen som i lyrikken.
Animals er skrevet efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i Paris og handler om frygt og fortvivlelse og voldsparathed, Alive, Awake! om palliativ pleje og et menneskes allersidste øjeblikke, How Could You Disappear? undersøger vores skrøbelige hukommelse, It’s Real er inspireret af sci-fi-film, hyperrealisme og at overgive sig til fantasien og Above All Else, Be Kind er skrevet samme dag Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016 og er en slags modsvar på den mørke og usikre retning, som O’Hanlon følte verden var på vej i. Favoritten er nok (lige nu) I’ve Known Your Heart, som handler om at lægge mærke til de mindste ændringer i en person, man elsker.
Albummet er ekstremt smukt på alle ledder og kanter, hvad enten Fran O’Hanlon udtrykker sig intimt og sårbart hviskende, lader sin blide falset indkapsle en følelse af omsorg og beroligelse eller lader udtrykket svulme til grandiose, majæstetiske og dramatiske højder både med sin vokal og rent instrumentalt, hvor især den effektive brug af strygere og ambiente, elektroniske klangflader gør sig gældende. Klaveret er et andet centralt instrument, som både bliver brugt insisterende og afdæmpet og dermed nøje følger musikkens dramatiske konjunkturer.
Albummet balancerer en stille blidhed perfekt op imod intense følelser, og resultatet er konstant rørende — og ofte hjerteskærende smukt.
Pladen er produceret af Guy Massey, som før har produceret for store, toneangivende navne som The Beatles, Paul Simon, Van Morrison, Ed Sheeran, Manic Street Preachers og Radiohead.
Jeg vil også anbefale dig at streame denne livesession med 8 sange fra albummet, optaget i St. Matthias Church i London, hvis rum virkelig tilføjer en ekstra æterisk dimension til lyden.
Simen Mitlid — Birds; or, Stories from Charlie B’s Travels From Grønland to the Sun, and Back Again
Et af mine favoritalbums fra sidste år var det norske band Benedikts Communal Work. Simen Mitlid er et af bandmedlemmerne, men han kan også selv. Titlen Birds; or, Stories from Charlie B’s Travels From Grønland to the Sun, and Back Again afslører at albummet indholdsmæssigt handler om lidt af hvert. Det er et slags kludetæppe af tanker, betragtninger og (fiktive) historier.
Det er ikke et album, der udfordrer sin lytter, men snarere er fuld af vellyd, intimitet og gode melodier. Albummet er i sin kerne drømmende indie folk, men har også poppede elementer og en udpræget varm, afslappet sovekammer-lyd, som jeg finder særdeles charmerende og som varmer om hjertet og bringer trøst. Simens nænsomme og rolige vokal føles i sig selv som kærtegn i lydlig form.
Gidge — New Light
Kendere af Musik Mig Blidt ved at jeg har en forkærlighed for kunstnere som Jon Hopkins og Christian Löffler og deres evner til at kombinere elektronisk og klassisk musik, så det lyder meget organisk.
Svenske Gidge er to herrer ved navn Ludvig Stolterman og Jonatan Nilsson, som bevæger sig i samme musikalske sfærer og har stykket en rejse sammen af magiske og forunderlige lydlandskaber og stemninger, inspireret af naturlandskaberne i området Pacific Northwest i USA (som det ses af albummets artwork).
Det har taget dem tre år at lave albummet, og det kan høres. Produktionen er noget af det lækreste og dynamiske, jeg nogensinde har hørt. Der er virkelig kælet for detaljerne, og de mange lag af lyde, instrumenter, feltoptagelser og vokal er perfekt balanceret og skaber en følelse af en allestedsnærværende mangedimensionel dybde i lydbilledet. At bruge ordene “billede” og “dimensioner” er i denne sammenhæng passende, for det her er billedskabende musik af dimensioner!
Jeg kan kun anbefale at lytte til dette album med lukkede øjne i nogle gode høretelefoner og bare lade sig transportere af sted til de sammensatte verdener, som New Light består af. Det er en stor lytteoplevelse.
Phoria — Caught a Black Rabbit
Phoria startede med at lave drømmende, eksperimenterende, elektronisk pop med falset vokaler, men er nu gået all-in på den neo-klassiske genre — helt uden lyrik. Bandets medlemmer lærte at spille violin og cello sammen som børn og har fra barnsben lyttet til klassisk musik, så i det lys, er det musikalske genreskifte ikke så mærkeligt. Bandet selv siger da også, at dette album har været over 20 år undervejs. Der har dog været neo-klassiske elementer i Phorias musik fra starten — hør blot Loss fra debutalbummet Volition fra 2016. At bandet var begyndt at bevæge sig i denne retning, fik man også et hint om, da bandet i marts 2018 udgav en helt anderledes udgave af Mass fra debutalbummet — nu i en såkaldt Re-imagined orkestral udgave, som også er at finde på Caught a Black Rabbit.
Albummet har en meget cinematisk lyd, og det ville undre mig meget, hvis flere af numrene på pladen ikke vil blive brugt i film eller serier. Stryger-arrangementerne, optaget i det legendariske Abbey Road-studie i London af et 12-mands ensemble, er helt eminente. På Intro og Fairytale er de decideret gåsehudsfremkaldende i deres crescendo. Det er lyden af håb og lys for enden af regnbuen. Mere tilbageholdt, men stadig fuld af liv er Nouveau-Né (Re-Imagined), som er skrevet til et bandmedlems nyfødte søn. Fremhævet af bandet som det centrale nummer på pladen er Current, som da også er et fortryllende nummer. Det lyder sikkert lidt overdrevet, men jeg får fornemmelsen af, at lytte til lyden af livet — en slags montage af levet liv med alle de nuancer af følelser og op- og nedture, det nu rummer.
Se en lille video om indspilningerne i Abbey Road, to virkeligt gribende livesessions fra Abbey Road studiet samt den atmosfæriske billedside til Current herunder:
Kate Bollinger — A Word Becomes a Sound (EP)
Denne EP fra Kate Bollinger som er fra Charlottesville, Virginia i USA kombinerer pop, folk, jazz og R&B. Det lyder både cool, tilbagelænet drømmende og hyggeligt på samme tid. Selvom teksterne kredser nostalgisk om forskellen på barndommens sorgløshed overfor voksenalderens tunge ansvar og angst, er der en legende lethed og charmerende “swing” over det musikalske udtryk.
A Word Becomes a Sound er med andre ord en virkelig delikat EP. Personligt får jeg lyst til at sippe vin til den, selvom jeg ikke rigtig kan tåle det!
Aquilo — Sober (EP)
Aquilo er de to englændere Tom Higham og Ben Fletcher, som har lavet musik sammen siden 2013. De har på deres seneste EP Sober forfinet sjælfuld, melankolsk, elektronisk pop til perfektion. Udgivelsens fire sange repræsenterer fire stadier i et breakup, til man er i stand til at komme videre. Jeg glæder mig til at se om duoen kan følge op med et fuldlængdealbum, der holder samme høje niveau!
Foreign Fields — The Beauty of Survival
Det er meget passende at Foreign Fields album The Beauty of Survival, fuld af fine indie-folk-hymner, er skrevet og indspillet i en hytte ude midt i ingenting i det sydvestlige Wisconsin, isoleret fra omverdenen i to og en halv uge. Det farver hele pladens stemning både i form og indhold, og albummet er derfor perfekt som et slags soundtrack til 2020.
Nummeret The Beauty of Survival handler om at stille sig tilfreds med bare at være til — i at finde skønheden i blot at overleve. Noget som jeg tror mange kan genkende sig selv i, årets begivenheder taget i betragtning. Et andet nummer, som nærmest indkapsler 2020, er Terrible Times, der på mesterlig vis bygger op til en nærmest katarsisk, euforisk anden halvdel ved omkring tre minutters mærket, hvor strygerne og blæserne sætter ind, og vokaler og kor bliver herligt højstemte. Sangen adresserer forskellige kriser, der har sat sit præg på 2020, men insisterer alligevel på at se tingene fra den lyse side, hvilket musikvideoen også illustrerer ved at vise forskellige situationer, hvor mennesker udviser empati, næstekærlighed, sammenhold og viljestyrke (se den nedenunder). Det er et virkeligt stærkt nummer, som rører mig dybt, hver gang jeg lytter til det.
På lignende viser trumfer lyset mørket på nummeret Don’t Give Up, der, som titlen antyder, handler om at give håb videre til vore nærmeste og være der for dem, når de er længst nede i kulkælderen.
Selvom melankoli og mørke fylder en del på albummet, er det gennemgående, at håbet skinner igennem. Og når musikken er så overbevisende, som det er tilfældet på næsten alle albummets sange, er det svært ikke at blive overbevist og rørt flere gange undervejs.
Woodkid — S16
Forestil dig at se en askesky bølge sig afsted gennem landskabet som resultat et vulkanudbrud. Det er objektivt et fortryllende syn, hvis man ikke kendte til den livsfare, som er forbundet med sådan en glohed sky. Hvis man ser skyen buldre afsted i sikkerhed på afstand eller i fjernsynet, kan man nyde og sætte pris skønheden ved sådan et fænomen. Sådan er det lidt at lytte til Woodkids nye album, i hvert fald når det er mest intenst — lidt som at se en film om naturkatastrofer. Der er noget apokalyptisk og faretruende ved lyduniverset. Men samtidigt indeholder det nogle meget dragende elementer af mørk skønhed og mystik.
Yoann Lemoine aka Woodkid har begået sit andet studiealbum siden The Golden Age fra 2013. Ligesom debutalbummet, demonstrerer S16 en omhyggelighed og detaljerigdom i instrumenteringen og skabelsen af lyduniverset, der er imponerende. Tempoet er generelt sat ned, og der er større variation i kompositionerne, som dog stadig er præget af Woodkids særkende — en kompliceret brug af slagtøj, der blander træ- og metal-lyde (bl.a. samplede lyde fra maskiner bygget af kunstneren Jean Tinguely) koblet med symfoniske instrumenter (blæsere og strygere) — med ofte majestætisk effekt. Kontrasten mellem den industrielt lydende perkussion, rungende blæsere og de blide (men af og til uhyggeligt “snigende”) strygere samt Woodkids sensible vokal og klaverspil skaber en spændende flertydighed. Og nåå ja, tjek lige det japanske Suginami pigekor på Reactor og Minus Sixty One, som skaber en helt særlig overjordisk (eller er det underjordisk?) stemning gennem en blanding af dissonans og konsonans, naiv sødme og noget hårrejsende.
Woodkid er glad for koncepter, og albummet er tematisk bygget op omkring idéen om konkurrerende kræfter og energier, både rent fysisk og i overført betydning. Som inspiration besøgte Yoann Lemoine forskellige steder, hvor energi skabes — dæmninger, atomkraftværker, elværker og olieplatforme. Undervejs fandt han frem til at grundstoffet svovl kunne fungere som symbol (heraf albumtitlen S16, idet svovl er det 16. grundstof i det periodiske system) for det, han ville fortælle:
“The more I built around the lexical theory of the record and songs, sounds and visuals, I realised that sulphur could embody everything that I wanted to talk about. It’s an element that’s fundamental to life – like hydrogen, carbon and oxygen –, and it’s also used in the industry as a fertiliser. There’s an idea of life behind that. But it’s also one of the main components of mustard gas, which is one of the grossest weapons humans have made. In alchemy, too, it’s the symbol of the devil. So there’s a bit of ambiguity, but also a heavy symbolism I could attach myself to when I made the narrative.”
Her har du nogle ekstra godter i form af forskellige live-sessions fra Woodkid:
Boblere
Bruno Major — To Let A Good Thing Die
Romantisk fusion af jazz, pop og R&B med et twist af 50’er æstetik og smooth crooner-vokal af englænderen.
Adrienne Lenker — songs
Live-indspillet akustisk singer-songwriter-album med stor autenticitet, nærvær og nerve. Indspillet i en bjælkehytte af Big Thief forsangeren Adrienne Lenker. Smuk, smuk sangskrivning.
Dan Croll — Grand Plan
Nostalgisk kvalitetspop med en varm 70’er inspireret lydæstetik og stærke melodiske hooks. Perfekt som soundtrack til en køretur i sommerens solnedgang.
Samlet playliste
Hvis du bruger Spotify eller Tidal, har jeg samlet alle albums på en playliste:
Follow Me!