Rasmus Brix fra København var indtil fornylig aldeles ukendt for mig, men gennem de seneste par måneder har jeg lyttet meget til hans debutalbum med den fine titel I Hope You Dance In Your Sleep, som udkom i marts.
Det er musik, der er perfekt til stille og rolige stunder, til snak med venner over en kop kaffe og til når man er i det eftertænksomme hjørne. Selv kalder han det sovekammermusik, og den beskrivelse dækker meget godt over Ramus’ meget intime og personlige udtryk. Stilen er Singer-songwriter med akustisk guitar som dominerende instrument og med enkle bølgende akkordstrukturer.
Al musik og tekst er skrevet af Rasmus Brix. Albummet blev indspillet i et gammelt, tysk radiostudie under Huset i Magstræde og lidt i et øvelokale på Amager. Claus Bergmann (Kitty Wu og Host) lagde studie til og har også fungeret som producer, mens Bo Karlsson har lavet mix og master.
Der er noget dejligt naturligt over både den måde Rasmus synger og strukturerer sine sange på. Formen i sangene er ikke så stram. Der er for eksempel ikke altid et omkvæd, der går igen. Ordene synes at komme ubesværet til ham, som om sangene næsten bliver skrevet og sunget på samme tid, hvilket skaber en meget “flydende”, organisk oplevelse, godt hjulpet på vej af Ramus’ drømmende, blide og længselsfulde vokal. Ofte grænser hans vokal til et dovent og slæbende udtryk, der minder lidt om ligemændene Ben Howard og José González. Stine Grøn (We Were Born Canaries og IRAH) synger desuden med på fire af numrene og bidrager til at gøre musikken mere vægtløs. Effekten på mig er stærkt beroligende!
Rasmus Brix er mere eller mindre selvlært musiker. Han lærte nogle akkorder på guitaren af sin far, da han var 11–12 år gammel, men det var først som 18–19 årig, at han blev rigtig glad for at spille. Praksiserfaringen har han bl.a. fra en periode som gademusikant i Madrid og Paris. Det ustrukturerede karaktertræk i Rasmus’ musik, som jeg opfatter som befriende organisk, skyldes måske hans uskolede tilgang til sangskrivning. Jeg kan i hvert fald genkende manglen på fast struktur og retning i hans egen beskrivelse af sin sangskrivningsproces:
“Fred og ro oven på store indtryk har det med at kunne blive til sangbider. Men det er for det meste et lille guitarstykke, der sætter gang i sangskrivningen; noget der fortjener en sang, tror jeg. Men det er noget rodet og langsommeligt noget, og jeg tror egentlig ikke rigtigt, jeg ved, hvordan man gør. Eller jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg selv synes, at det fungerer.”
I mine ører taler det på paradoksal vis til Rasmus’ fordel, at han “ikke ved hvordan man gør”. Det betyder, at han ikke følger de gængse veje stringent, som en mere skolet musiker måske ville føle sig kaldet til.
Et andet ord der falder mig ind, når jeg lytter til Rasmus Brix er ordet “autentisk”, selvom det måske er et lidt fortærsket ord at bruge i musikanmelderkredse til at beskrive musik, der besidder ærlighed, ægthed eller nærvær. Denne kvalitet er med al sandsynlighed ikke fremelsket alene i kraft af et stærkt råmateriale, men kan sikkert også tilskrives den måde hvorpå albummet er indspillet.
“Min vokal og guitar er indspillet samtidigt på alle numrene, og vi har ikke brugt click track. Der er heller ikke klippeklistret i de forskellige takes. Vi gentog, indtil vi var tilfredse. Det var udmattende til tider, men jeg synes “live”-tilgangen har gjort det hele ret dynamisk og ærligt, og der er “fejl”, jeg er endt med at blive ganske glad for. De øvrige elementer blev tilføjet efterfølgende og blev ret ofte til i øjeblikket. Stine Grøn var for eksempel. kun med os i studiet en enkelt aften, men alt hvad hun gav sig i kast med fungerede, og hun endte derfor med at være med på fire numre.”
Ingen af de ti sange har noget hitpotentiale, og de adskiller sig heller ikke vanvittigt meget fra hinanden. Faktisk læner nogle af numrene sig måske lige lovligt meget op af hinanden, ville nogle påpege. Nogle vil sikkert savne flere udskejelser og et par ubrud af mere vildskab.
Grunden til at jeg ikke savner noget i den dur, er at albummet til gengæld udgør en meget helstøbt lytteoplevelse, netop fordi det næsten føles som ét langt nummer i forskellige variationer. Det lyder måske lidt kedeligt, men på mig virker det således, at jeg nemmere bliver draget ind i Rasmus’ musikalske verden og mere effektivt bliver hyllet ind i en stemning af melankoli, eftertænksomhed og nænsom varme. Det er dog alligevel dejligt, når sangene får subtile tilføjelser i form af bl.a. mundharmonika, elguitar, synthesizer, melodika, den føromtalte gæstevokal samt en hjertepulserende men dæmpet stortromme i slutningen af nummeret Talk.
Med I Hope You Dance In Your Sleep har Rasmus Brix lavet et virkelig fint debutalbum. I min bog er det et af de bedste på dansk jord i år. Jeg forestiller mig, at det vil appellere til et ret stort publikum derude? Med dette indlæg håber jeg i hvert fald at nye fans hopper ombord!
Follow Me!