Musik Mig Blidt

Her et par dage efter, at Roskil­de Festi­val er skudt i gang og under grun­dig opvarm­ning med hjælp fra årets Rising-kunst­ne­re, får du her mine anbe­fa­lin­ger fra man­dag den 29. og frem. Anbe­fa­lin­ger­ne er i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge i for­hold til, hvor­når kunst­ne­ren spil­ler på festi­va­len. Du får ét glansnum­mer pr. kunst­ner i en Spo­ti­fy-play­li­ste. Mens du lyt­ter, kan du læse en kort intruk­tion til hver kunst­ner — lige­le­des i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge. Håber det kan tje­ne som inspira­tion til både festi­val­gæn­ge­re og inter­es­se­re­de sofa­lyt­te­re derude!

Mandag 

Gooms (DK) — Abstrakt og skæv pop af tid­li­ge­re Oh No Ono + Figuri­nes medlemmer

Lowly (DK) — Nois­epop med fan­ta­sti­ske og drøm­men­de melo­di­er, fan­ta­stisk per­kus­sion og fængs­len­de uni­so­ne voka­ler leve­ret af Nan­na Schan­nong og Sof­fie Vie­mose (NANOME)

De Underjor­di­ske (DK) — Dansk syrerock/psykdelisk rock. Mildt hyp­no­ti­se­ren­de og lyrisk funklende.

Kwa­mie Liv (DK) — sæl­som indad­vendt og dra­gen­de i græn­selan­det mel­lem elek­tro­nisk pop og sovekammer‑R&B

Tirsdag

Slaugh­ter Beach (DK) — Cact­chy og drøm­men­de lo-fi-pop med refe­ren­cer til Beach Hou­se, Bro­ken Soci­al Sce­ne, Pixies, David Bowie og Fla­m­ing Lips. Ekstremt lovende!

Hey Elbow (SE) — Atmos­fæ­risk, stø­jen­de eks­pe­ri­men­tal pop, der for­e­ner det bed­ste fra bands som tUnE-yArDs og Deerhoof

Kill J (DK ) (spil­ler sam­ti­dig Hey Elbow) — Knivskarp og  electro­pop med en vokal af en ver­den. For­san­ger Julie Aagaard har et fuld­stæn­dig van­vit­tigt regi­ster men altid i over­le­gen kontrol.

Farao (NO) — Ind­følt og melan­kolsk folkpop af nor­ske Kari Jahnsen

Onsdag

Com­mu­ni­ons (DK) — Melo­disk og medri­ven­de rock leve­ret med skram­let pun­kæ­ste­tik og cool andro­gyn vokal. Ét af de mest inter­es­san­te dan­ske bands lige nu og har net­op udgi­vet en fan­ta­stisk EP!

King Gizzard & The Lizard Wizard (AU) — Hyp­no­tisk, skram­let og psy­ke­de­lisk rock/pop med kla­re refe­ren­cer til 60’erne lyd og Frank Zap­pa. Glem alt omkvæd og tag tag ud på en musi­kalsk rej­se uden klar desti­na­tion udover næste bøl­gen­de gui­tar riff. Alle 5 num­re på den geni­a­le nye EP Quar­ters er præ­cis 1o minut­ter og 1o sekunder!

Torsdag

Ezra Fur­man (US)- Lidt af en kamæleon, men lige impo­ne­ren­de udi indiepop/rock og rock&roll

Fat­her John Misty (US) — Også kendt under nav­net j. Til­l­man og tid­li­ge­re med­lem af Fle­et Foxes. Fol­ket sin­ger-songwri­ter med et nye emi­nent album i form af den bit­ter­sø­de-og spy­di­ge I love you, Honey­bear og også lidt af en Croo­ner og show­man, når han vil.

SOAK (UK) — Kun 18 år gam­mel og et kæm­pe sangskri­ver­ta­lent! Det er ikke til­fæl­digt, at jeg i et ind­læg med til­lægs­tit­len “En stjer­ne i svøb” for over et år siden spå­e­de SOAK en lys frem­tid. Bri­die Monds-Wat­sons san­ge emmer af mel­ako­li, sød­me og skrø­be­lig­hed. Hen­des vokal har en meget unik og lidt andro­gyn klang og det én måned gam­le debutal­bum er smukt smukt smukt!

Foxy­gen (US) — Den gode melo­di og en varm retro­lyd fra slut 60’erne som en udsy­ret ver­sion af Simon & Gar­fun­kel men også med rock & roll og rock­e­le­men­ter med inspira­tion fra The Rol­ling Sto­nes, The Doors, Vel­vet Under­gro­und, Tal­king Heads og David Bowie. Foxy­gens musik er med andre ord svær at sæt­te helt i bås, men gen­nem­gå­en­de er den krøl­pop­pet og dybt charmerende!

Jung­le (UK) — Soul med hooks og med big­band-ele­men­ter! For­vent et høje­ner­gisk lives­how af de 7 mand, der udgør Jung­le live.

Muse (UK) — Rock med glam­ten­den­ser, sym­fo­ni­ske og pro­g­res­si­ve ele­men­ter, af og til kry­dret med electro­ni­ca. Muse når langt udover sce­ne­kan­ten, godt hjul­pet på vej af front­mand Mat­t­hes Bel­la­mys insi­ste­ren­de falset!

Hot Chip (UK) — Dansa­bel indi­epop med electro­ni­ca-ele­men­ter. Umu­lig at stå stil­le til, men sam­ti­dig intel­li­gent udført og med en vis melan­kolsk distan­ce. Hot Chip går direk­te i bene­ne uden at for­fal­de til alt for chea­sy tri­cks i dan­ce og par­ty-hånd­bo­gen. Det hele er hånd­spil­let og mere orga­nisk end ten­den­sen ellers er i dis­se digi­ta­le tider — glem alt om lab­top-base­ret livemusik!

Fredag

Kro­nos Quar­tet: Klas­sisk stry­ge­kvar­tet, aktiv på fyr­re­ty­ven­de år, der for­tol­ker både gam­mel klas­sisk musik og nye­re klas­si­ske kunst­ne­re som f.eks. mini­ma­li­sten Phi­lipp Glass. Til kon­cer­ten på Roskil­de for­tol­ker kvar­tet­ten avant­gar­de kom­pon­ni­sten­Ter­ry Riley, som har udfor­sket en både klas­sisk og elek­tro­nisk mini­ma­li­stisk lyd.

Bro­ken Twin (DK) — Sid­ste års LP May fra Maj­ke Voss Rom­me hav­de jeg som nr. 2 på min års­li­ste over de bed­ste dan­ske udgi­vel­ser! For­vent tyste og inder­lige melo­di­ske san­ge, græn­sen­de til det fil­mi­ske om ensom­hed, kær­lig­hed og om at bli­ve vok­sen. Tem­poet er lang­somt og dvæ­lende, og ste­m­in­gen ind­by­der til reflek­sion. Bro­ken Twins musik besid­der en ner­ve og et nær­vær, der kry­ber ind under huden på lytteren.

Rang­le­klods (DK) — Kan­tet pop med baryton-vokal ala David Bowie og en udpræ­get ufor­ud­si­ge­lig­hed kom­bi­ne­ret med en bri­tisk inspi­re­ret club-lyd  og med ind­dra­gel­se af bl.a. 90-retro-vir­ke­mid­ler, som på før­stesing­len Lost U fra det nye album Straitja­ck­et. 

Sus­an­ne Sund­før (NO) — Sin­ger-songwri­ter med Abba-klin­gen­de vokal, som ofte inkorpo­re­rer synt­hpop-ele­men­ter, der mimer en form for elek­tro­nisk kir­ke­or­gel til at ska­be majæ­ste­ti­ske og dra­gen­de dimen­sio­ner i sin musik. Af og til bevæ­ger hun sig også over i en ren­dyr­ket smuk neoklas­sisk og fil­misk gen­re. Den nor­di­ske melan­ko­li i musik­ken for­næg­ter sig ikke!

The Tal­lest Man On Earth (SE) — Varm sin­ger-songwri­ter og folkmu­si­ker med aku­stisk gui­tar i cen­trum og med fuld band til lej­lig­he­den. Fovent at bli­ve char­me­ret omkuld af  Kri­sti­an Mats­sons skæ­ve og gen­ken­de­li­ge røst.

Lydia Ain­sworth (CA) — Solo­ar­tist, der udfor­sker græn­selan­det mel­lem orke­stral pop, psy­ch­folk og electro­nica. Til tider min­der det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ain­sworth udvik­lede sig til en egent­lig solo­ar­tist kom­po­ne­rede hun musik til film og mul­ti­me­di­e­pro­jek­ter, og det fil­mi­ske islæt for­næg­ter sig hel­ler ikke på hen­des solo­ma­te­ri­a­le. Debutal­bum Whi­te Sha­dows var på fortjent min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014.

Run The Jewels (US) — Spæn­den­de og effek­tiv hip-hop og et af de bedst anmeld­te hip-hop bands i nye­re tid. Nuff said!

Ali­ce Boman (SE) — Sove­væ­rel­ses­in­timt og nat­te­melan­koli præ­ger sven­ske Ali­ce Bomans visken­de og atmos­fæ­risk dra­gen­de lydu­ni­vers. Man kan nemt tro, hun hen­ven­der sig helt for­tro­ligt og ret­tet mod dig ale­ne. Kla­ve­rets distan­ce­rede og dæm­pede plads i lyd­bil­le­det samt rum­mets natur­lige støj bidra­ger til den imti­me og vug­ge­vi­se­ag­tige stem­ning. Med sin dob­belt EP-udgi­vel­se EP II & Skis­ser hav­de jeg Ali­ce Boman pla­ce­ret som nr. 12 på min års­li­ste over de bed­ste uden­lan­ske album i 2014.

Mew (DK) — Dansk pro­g­res­siv rock, når det bedst! En per­son­lig favo­rit i umin­de­li­ge tider. Har set dem et utal af gan­ge live, og de er altid ufor­lig­ne­li­ge og deci­de­ret magi­ske. En rej­se ind i det sær­li­ge Mew-uni­vers er altid en beru­sen­de opel­vel­se, og den­ne gang oven i købet med et fint nyt album i baga­gen efter 4 års pau­se. Et must!

Lørdag

Who­ma­dewho (DK) ‑For­vent effek­tiv, intel­li­gent og dansa­bel electro-synt­hpop! Who­ma­dewho giver altid superin­ten­se kon­cer­ter, hvor folk dan­ser nær­mest fra start til slut!

Baring­ton Levy (JM)- Dan­ce­hall møder reg­gae i en far­ve­rig og til­ba­ge­læ­net stil. Baring­ton Levy star­te­de da han var 14 år og er nu fyldt 50, så det er en gar­vet her­re, du med tryg­hed og med stors­mil på læben kan gro­ove og vug­ge hove­d­et til, mens Oran­ge sce­ne trans­for­me­rer sig til Jami­a­cas azur­blå stran­de og pal­mer for dit indre blik.

Nils Fra­hm (DE) — En per­son­lig abso­lut favo­rit er den tyske pia­nist og bro­byg­ger mel­lem neoklas­sisk og electronica/synthbaseret musik, Nils Fra­hm. Jeg har set ham hele 9(!) gan­ge de sene­ste tre år (og des­u­den inter­viewet ham), og hver gang har været en kon­trast­fuld sonisk rej­se med et ekstremt nær­vær fra hoved­per­so­nen, hvor Fra­hm er meget opmærk­som på publi­kums reak­tio­ner. Fra­hm impro­vi­se­rer altid sto­re dele af sine kon­cer­ter og udvik­ler end­da nyt mate­ri­a­le via sin flit­ti­ge tur­né-virk­som­hed, og har ved siden af ale­ne det sene­ste år udgi­vet to albums med mini­ma­le og atmos­fæ­ri­ske kla­ver­kpopo­si­tio­ner. Sene­st vandt han den tyske film­pris for musik­ken til den prisvin­den­de tyske film Victo­ria. Til kon­cer­ten på Roskil­de fin­der fin­der han sin mere tech­no-mini­ma­li­sti­ske side frem med mere smæk på bas­sen, end der tra­di­tio­nelt er til en Nils Fra­hm kon­cert. Don’t miss!

Clark (UK) — Intel­le­gent og høj­de­tal­je­ret electronica/techno ekvi­li­brist. Det er sprødt, kni­tren­de og dysterst!

Dren­ge (UK) — Rock med gre­ne ud til både grun­ge, gara­ge-rock, rock & roll og blu­es. Dis­se brit­ter besid­der en rå og lige­frem lyd, som er svær ikke at bli­ve revet med af!

Jamie XX (UK) — luk­ker og sluk­ker (side­lø­ben­de med Koda­li­ne). Og det er en per­fekt afslut­ter, hvis du spør­ger mig! Du ken­der ham måske som den ene halv­del af ban­det The XX, men solo har brit­ten i den grad også gjort sig posi­tivt bemær­ket! Far­ve­strå­len­de, krøl­let og dansa­belt futuri­stisk elek­tro­nisk pop. Én af vor tids mest inte­r­esa­san­te pro­du­ce­re Sid­ste år impo­ne­re­de Jamie XX med sing­len Under One Roof Raving, der love­de stort, og med det nye — i både bog­ta­ve­ligt og over­ført betyd­ning — far­ve­strå­len­de album In Colour, har Jamie XX skabt et af de mest bemær­ke­ses­vær­di­ge albums ind­til vide­re i 2015 med alter­na­ti­ve hits som f.eks. den smoo­th og lækre Loud Pla­ces!

M.I.L.K. er nyt dansk pro­jekt, som med den æggen­de og til­ba­ge­læ­ne­de før­stesing­le If We Want To i den grad har fået hul igen­nem til den inter­na­tio­na­le musik­blog­os­fæ­re med tæt på 200.000 Soundcloud-plays på under en måned, hvoraf langt de fle­ste plays er fra udlan­det. At M.I.L.K. er et hypet pro­jekt alle­re­de, er der vidst ingen tvivl om!

Bag pro­jek­tet står den unge krøl­hå­re­de Emil Wilk, mens de øvri­ge til­knyt­te­de musi­ke­re vari­e­rer i kon­stel­la­tion både i live­sam­men­hæn­ge og i for­hold ind­spild­ning. Her­i­blandt Mads Dams­gaard Kri­sti­an­sen fra Rep­ti­le Youth samt Søren Chri­sten­sen og Simon Torp Lit­tau­er, der har arbej­det med MØ, First Hate, Kill J og Solei­ma. I prak­sis er M.I.L.K. et slags soul­kol­lek­tiv, hvis lydu­ni­vers- og sig­na­tur er inspi­re­ret af 70’er-soul­mu­si­ke­re som Cur­tis May­fi­eld og Sly Sto­ne og i mere moder­ne elek­tro­nisk form — dansk-ame­ri­kan­ske Rhye og engel­ske Jungle.

Hypen er helt fortjent, synes jeg. Num­me­ret er pefekt til års­ti­den — til bare at lig­ge i græs­set og dag­drøm­me, mens man dovent betrag­ter for­bi­dri­ven­de bomulds­sky­er (jeg har testet det!). Viben er utro­lig beha­ge­lig rar og varm og gro­ovy — og som Emil selv kal­der det — “som­mer­sensu­el”. San­gens tro­pi­ske og bøl­gen­de ele­men­ter gør det til det nem­me­ste i ver­den, at bil­de sig selv ind, at man er omrin­get af pal­mer og på meget var­me­re bred­degra­der end kol­de og vej­r­mæs­sigt util­reg­ne­li­ge DK.

If We Want To bli­ver oven i købet ledsa­get af en både sjov og gen­nemtænkt musik­vi­deo, instru­e­ret af Emil Wilk selv. Den er retro på sådan mil­le­ni­um-agtig under­fun­dig måde. Den er også sådan Lais­sez fai­re meta-agtig, hvil­ket er guf for en tid­li­ge­re film- og medi­e­vi­den­skabs­stu­de­ren­de som jeg selv!

Om video­en, der blandt andet består af hjem­me­vi­deo­op­ta­gel­ser fra en tur gen­nem Afri­ka, som Emil Wilk og den inter­na­tio­na­le top­mo­del Emma Oak var på tid­li­ge­re i år, for­tæl­ler Emil:

I slut­nin­gen af musik­vi­deo­en ven­des pla­den, og vi hører 45 sekun­ders fors­mag på næste num­mer fra M.I.LK, Eve­ryt­hing You Know. Det lyder jo mindst lige så fedt, og det kan kun gå for lang­somt for Emil med at få nyt lagt op på Soundcloud, så det kan bli­ve en del af mit som­mer­so­und­tra­ck i år!

Dan­ske Good­bye Lisi­chka er aktu­el­le med deres debut-EP Sha­dow Rab­bits, som jeg på det var­me­ste kan anbefale.

Det er ikke til­fæl­digt, at jeg for­ny­lig sat­te spot­light på ban­det, da Kar­ri­e­re­Ka­no­nen for­ny­lig bad mig anbe­fa­le musik fra deres kata­log.

Ep’ens seks san­ge er rela­tivt til­gæn­ge­li­ge i deres lyd, men er sam­ti­digt så spæk­ket med fin­ter, løjer­lig­he­der, vari­a­tio­ner i inten­si­tet og tem­po samt mang­fol­dig­hed i instru­men­te­rin­gen, at det aldrig bli­ver kede­ligt. Tvær­ti­mod er EP’en sær­de­les medri­ven­de, både når det gæl­der de opti­mi­sti­ske og livs­be­kræf­ten­de dele af EP’ens udtryk og de mere melo­disk drøm­men­de og melan­kol­ske san­ge og pas­sa­ger. Gen­re­mæs­sigt er vi ovre i en udga­ve af alter­na­tiv folk og indie-pop, hvor ban­det inkorpo­re­rer alt fra synt­he­sizer-rif­fs, flot­te vokal­har­moni­er og lege­sy­ge elek­tro­ni­ske dip­pe­dup-lyde til hånd­klap, klok­ke­spil og blæ­se­in­stru­men­ter. Det min­der lidt om kol­le­ga­er­ne i Alco­ho­lic Faith Mis­sion her­hjem­me. Sku­er vi udover lan­dets græn­ser, aner jeg også inspira­tion fra fran­ske M83 og ikke mindst Of Monsters and Men, der beg­ge, lige­som Good­bye Lei­cha, mestrer en udpræ­get orke­stral, højstemt og fil­misk til­gang til hen­holds­vis electro­pop og alter­na­tiv folkpop.

Selv­om niveau­et gene­relt er højt, er det sær­ligt From Our Win­dow We Can Hear the Hum­m­ing Tre­es og Tomor­row Was Just a Flo­ck of Sequels, Dear som tager stik­ket helt hjem. Beg­ge num­re byg­ger sublimt en spæn­ding op, som til sidst bli­ver for­løst i en eks­plo­sion af far­ver og lar­ger than life-stemning.

Good­bye Lisi­chka — From Our Win­dow We Can Hear the Hum­m­ing Trees

From Our win­dow… star­ter sinds­sygt char­me­ren­de med uhh uhh kor, glad trom­pet og eng­le­ag­tig indie-vokal. Ca. halvv­jes stop­per num­me­ret op, tager en ordent­lig indån­ding og sig­ter direk­te mod stjer­ner­ne i et brag af en erner­gi­ud­la­ning, hvor det min­der en del om før­nævn­te M83, som også mestrer kun­sten af lave musik til imag­i­næ­re slut­sce­ner i film.

Koncert i København

Good­bye Lisi­chka spil­ler næste gang kon­cert den 19. juni på KB18 Kød­bo­der­ne i København.

Face­book-event: https://www.facebook.com/events/795595423888925/