Musik Mig Blidt

For en 2–4 år siden var en af de mest hype­de nye gen­rer den såkald­te witch hou­se-gen­re, der inklu­de­rer nav­ne som SALEM, Balam Acab, oOoOO, Holy Other og måske mest popu­læ­re Crystal Cast­les og til dels Puri­ty Ring, hvis vi inklu­de­rer den mest pop­pe­de og lyse ver­sion af gen­ren. Fæl­lesnæv­ne­ren hos dis­se bands er en sær­de­le mørk, nær­mest okkult inspi­re­ret ver­sion af electro­ni­ca ofte med hip-hop-ryt­mer, stø­jel­e­le­men­ter og spø­gel­ses­ag­ti­ge eller æte­ri­ske vokaler.

Purp­le fortje­ner sam­men­lig­ning med de bed­ste inden­for den­ne dystre, men coo­le gen­re! Luis Dou­rado, der før har lavet elek­tro­nisk musik under andre nav­ne, står bag pro­jek­tet. Han er født i Por­to, Portu­gal og er bosid­dende i Ber­lin. Han er også del af musik­kol­lek­ti­vet WeDi­dIt, der huser nav­ne som Shlo­h­mo, RL GRIME og Ryan Hem­sworth - nog­le af de mest nyska­ben­de nav­ne inden­for elek­tro­nisk populærmusik.

Purp­les musi­kal­ske uni­vers har noget dom­me­dags­ag­tigt over sig, men rum­mer para­doksalt nok sta­dig en mørk skøn­hed, en slags roman­ti­se­ring af sin­dets skyg­ge­fyld­te sider og men­ne­skets døde­lig­hed. Kom­bi­na­tio­nen af mas­siv rum­klang, blytun­ge beats samt lyse og lavfre­kven­te, mør­ke synt­hs — mest mør­ke, tager dig med på en rej­se ned i under­ver­de­nen. Det er en ver­den, der sam­ti­dig emmer af majestætisk skøn­hed og melan­koli. En melan­koli affødt af bevidst­he­den om, at tra­ge­dien måske lurer lige om hjør­net i al sin skæb­nesvan­gre gru. Hvis du luk­ker øjne­ne, er det nemt at bil­de sig selv ind, at musik­ken spil­ler i en mystisk gotisk kir­ke med meget højt til loftet!

Lad os star­te med sid­ste nyt om Purp­le. Det helt nyt num­mer Extin­ction er net­op lan­det og er fra Purp­les debutal­bum Silen­ce & Remor­se, der er sat til at udkom­me til som­mer. For før­ste gang høres Luis Dou­rados vokal i sin rene form uden, at den er mani­p­u­le­ret til ukendelighed:

For at for­stå mine sto­re for­vent­nin­ger til det kom­men­de album, skal vi på opda­gel­se i Purp­les bag­ka­ta­log. Den selv­be­tit­le­de debut-EP udkom i 2011 og kan med for­del høres i sin ful­de læng­de fra start til slut. Fle­re num­re inde­hol­der noget så utra­di­o­tio­nelt i electro­ni­ca-sam­men­hæn­ge som pan­fløjte-samp­les! Det er en rej­se, der, som tit­len på et af num­rene siger “feels stran­ge but feels good”. Favo­rit­ter­ne er de to sid­ste num­re Esca­ping Into The Moun­tains og I will Never See You Again. 

EP’en kan down­lo­a­des gra­tis her.

Sene­re i 2011 udkom sing­len Pain Kil­lers, hvor rum­klangs­brug og gran­dio­si­tet når nye højder!

Vide­re til 2013. Her udkom­mer EP’en Salva­tion med det, der bur­de være et deci­de­ret klubhit, hvis du spør­ger mig. The Club er godt nok ikke just fest­lig, men shit hvor lyder det fedt. Når bea­tet fal­der ved 47 sekun­ders mær­ket er jeg totalt hoo­k­ed, og jeg kun­ne sag­tens fore­stil­le mig at dan­se til det hip-hop-inspi­re­re­de beat!

Shlo­h­mo gav num­me­ret en tur i remix­ma­ski­nen, og det kom der er et læk­kert down­tem­po num­mer ud af med metal­lisk skær:

Salva­tion på Spotify/WiMP:

Ende­lig kan du også tjek­ke dis­se Purp­le remixes, der blandt andet inklu­de­rer en tung spø­gel­ses­ud­ga­ve af t.A.T.u.‘s Not Gon­na Get Us.

På tors­dag kan du fan­ge et vir­ke­lig stærkt lineup, når alt‑J for før­ste gang, hvis vi ser bort fra grup­pens kon­cert på Nort­hsi­de Festi­val, spil­ler en head­li­ne kon­cert i Dan­mark (Tap1 i Køben­havn). Alt‑J er i sig selv et spæn­den­de band, men der­u­d­over får grup­pen sup­port fra to upco­m­ing bands, som jeg er meget begej­stret for! De to bands er Wolf Ali­ce, som jeg før har dedi­ke­ret et ind­læg til og Gen­ga­hr, som har figu­re­ret på to af mine Guld­korns­play­li­ster (okto­ber og januar).

Du kan læse lidt om de tre bands og lyt­te til eksemp­ler på deres musik i det­te ind­læg læn­ge­re nede.

Konkurrence

Kon­cer­ten er desvær­re udsolgt (der er dog en ven­te­li­ste), så jeg vil tro, at det har inter­es­se for en del der­u­de, at jeg har fået lov at udlod­de 1x2 bil­let­ter i en kon­kur­ren­ce! Yeah!

For at del­ta­ge skal du sva­re på spørgs­må­let: Hvil­ket Wolf Ali­ce num­mer kan du bedst kan lide og hvor­for? Den bed­ste begrun­del­se vin­der billetterne!

Skriv dit svar i en kom­men­tar til det­te ind­læg (hvis du er på for­si­den skal du tryk­ke på over­skrif­ten for at kun­ne kom­men­te­re i bun­den af ind­læg­get). Du kan også væl­ge at skri­ve dit svar i en kom­men­tar til nyheds­op­sla­get på Musik Mig Blidts Face­book­pro­fil.

Dead­li­ne for del­ta­gel­se er tors­dag for­mid­dag kl. 10! Vin­de­ren får besked umid­del­bart derefter.

Alt‑J

Alt‑J er et finur­ligt navn, men når man hører ban­dets dit­to finur­li­ge musi­kal­ske udtryk giver det mening. For selv­om det på over­fla­den lyder som en kryds­ning mel­lem indie pop og rock, er det slet ikke så nemt at sæt­te i bås end­da. Selv kal­der Alt‑J det for folk-step, og måske er det for­di, Alt‑J deler den var­me lyd med folk-gen­ren men ofte er mere upbe­at end gen­ren nor­malt dikterer.

Såle­des bidra­ger bl.a. skæ­ve hip-hop ryt­mer, bru­sen­de synt­hs, skøn­ne vokal­har­moni­er og ikke mindst Joe New­mans til tider spøj­se, men char­me­ren­de vokal til en sam­let set gri­ben­de lyt­te­ro­p­le­vel­se. Alt‑J kan noget som få bands er i stand til. De appel­le­rer med deres “weird­ness møder gen­ken­de­lig­hed og gode melo­di­er” til indi­e­fol­ket såvel som til mainstreampublikummet.

Hvis du ikke ken­der ban­det, så start evt. med Bre­eze­blo­cks og Matil­da fra debutal­bum­met An Aweso­me Wave fra 2012 eller Eve­ry Other Freck­le og Hunger Of the Pine fra det andet og sene­ste album This Is All Yours.

Alt‑J | Homepage
Alt‑J | Facebook
Alt‑J | Spotify
Alt‑J | WiMP

Wolf Alice

Wolf Ali­ce har en ret eklek­tisk lyd, der vari­e­rer fra det power­pop­pe­de med rock- og grun­ge-ten­den­ser til mere mini­ma­li­sti­ske pro­duk­tio­ner ala The XX, og ende­lig kan der af og til også spo­res folk-elementer.

Ban­det har fået mas­ser af opmærk­som­hed fra diver­se blogs og medi­er­ne i hjem­lan­det Eng­land, her­un­der BBC Radio og Ama­zing Radio, der har været flit­ti­ge til at frem­hæ­ve ban­det som ”one to watch” over de sid­ste par år.

Jeg kan kun til­slut­te mig koret af lov­pris­nin­ger! Jeg er især glad for sing­len Bros fra 2013, som er en hyl­dest til ven­ska­ber. San­gen har en vir­ke­lig smit­ten­de ener­gi og giver altid mit humør et boost med dens gli­tren­de gui­tar og livs­be­kræf­ten­de tekst: “Sha­ke your hair, have some fun / For­get our mot­hers and past lovers / For­get eve­ry­one / Oh I’m so lucky / You’re my best friend.”

Blush og Heav­ne­ly Cre­a­tu­res er eksemp­ler på Wolf Ali­ce i deres mest chil­le­de hjørne:

Høre mere Wolf Ali­ce via din fortuk­ne kanal:

Wolf Ali­ce | Soundcloud
Wolf Ali­ce | Spo­tify
Wolf Ali­ce | WiMP
Wolf Ali­ce | Facebook

Gengahr

Gen­ga­hr er et nyt og vir­ke­lig friskt skud på stam­men af psy­ke­de­lisk lyden­de rock/pop med læk­ker fal­set. Musik­ken rum­mer både var­me, char­me og sød­me og er så melo­di­øs, at det er svært ikke at nyn­ne med efter kun et par lyt!

Pro­duk­tio­nen er sam­ti­dig meget leven­de og orga­nisk og min­der i lyd­sig­na­tur om Unk­nown Mor­tal Orche­stra, Tame Impa­la og en anel­se MGMT. Ban­det har ind­til nu kun 3 num­re ude offi­ci­elt (+ et par tid­li­ge­re demo­er), men de lover sær­de­les godt for debutal­bum­met, der efter­si­gen­de skul­le udkom­me inden så længe!

Gen­ga­hr | Facebook
Gen­ga­hr | Soundcloud
Gen­ga­hr | Spotify
Gen­ga­hr | WiMP

Foto: Robert Moses Joyce

Det nye år blev spar­ket godt i gang med en mas­se ny spæn­den­de musik. Her er Crè­me de la crè­mee fra janu­ar måned sam­let i én stor play­li­ste. Dan­ske bidrag i den­ne omgang: Slaugh­ter Beach, Leer­vig, Mew, Wal­do & Marsha, Paper Cra­nes og Rang­le­klods.

Trackliste:

1. Ama­son — Went To War
2. C Dun­can — For
3. Slaugh­ter Beach — Nuked
4. Bel­le and Seba­sti­an — Nobo­dy’s Empire
5. Son Lux — Let Me Follow
6. Favela — Gong
7. Aywy. & Eka­li — Ano­t­her Girl
8. Nate Eiesland — Drifting
9. Tora — Jai­gan­tic (Gali­ma­ti­as Remix)
10. The Attic Sle­e­pers — Airport
11. Leer­vig — I Hæle­ne På Dig
12. Leer­vig — Et Vand­fald Af Rutiner
13. Vaults — Poison
14. Sus­an­ne Sund­før — Delirious
15. Jes­si­ca Pratt — “Back, Baby”
16. Mew — Satellites
17. Gen­ga­hr — She’s A Witch
18. Wal­do & Marsha — You’re The Woman I Desire
19. Emi­ka — Dilo 12
20. The Slow Show — Dresden
21. Hund­red Waters — Cavi­ty (Shi­ge­to Remix)
22. Paper Cra­nes — Rubberbullets
23. Shlo­h­mo — Buried
24. Dren­ge — We Can Do What We Want
25. Anna Of The North — Our House
26. AURORA — Under Stars
27. Rang­le­klods — Lost U
28. John Car­pen­ter — Night
29. Dia­grams — Gent­le Mor­ning Song
30. Snow Ghosts — Bowline
31. Emi­lie Nico­las — Fail
32. Unk­nown Mor­tal Orche­stra — SB — 02

Om Guldkorns­se­rien

I erken­del­sen af, at jeg ikke kan nå at skri­ve sær­skilt om al den gode nye musik, der løben­de udkom­mer, er Guld­korns­se­rien et til­tag på Musik Mig Blidt, hvor jeg prø­ver at sam­le op på de stær­ke­ste styk­ker musik, jeg har opda­get i den for­gangne måned. Al den musik hvor det vil­le være en skam, hvis det gik din næse for­bi — guld­korn. Meget af det er spl­in­ter­nyt, en del er næsten nyt og noget er lidt ældre, men med en for­mod­ning om, at det med stor sand­syn­lig­hed alli­ge­vel ikke er noget, du ken­der (god musik bli­ver som bekendt aldrig for gammelt).

Det fede ved soundcloud­p­lat­for­men er, at det tit er ste­det hvor kunst­nere og pla­de­sel­ska­ber læg­ger musik op før det får en offi­ciel udgi­velse. I andre til­fælde er der tale om num­re, der aldrig får en offi­ciel udgivelse.