Marika Hackman udkommer med sin debut LPWe Slept At Last den 16. februar, men i dagene op til bliver albummets sange gradvist afsløret med ét nyt nummer hver dag. Og guess what, Musik Mig Blidt har fået æren af at premiere nummeret Monday Afternoon i Danmark!
Nummeret er et af de i tonen mere lyse og livlige fra Hackman, hvilket dog ikke betyder, at vi er ude i decideret jubelsang. Det mørke og melankolske er næsten altid til stede i en eller anden grad i Marika Hackmans musik, og det gælder også i dette tilfælde trods en mild opblødning. Nummeret er virkelig delikat i sin brug af middelalderlige fløjter, strengeinstrumenter, lejrbålsguitar og Hackmans vokal i tostemmig luftighed. Selvom Marikas udseende har en ualmindelig høj cuteness faktor, så kan man ikke sige det samme om hendes tekster, der her virker som en kontrast til den lysere tone med dystre linjer som “the sickly sweet of my rotting skin”.
Hvis du er bare lidt interesseret i moderne folk, bør du lytte til Marika Hackmans nye album. Det forener på forfriskende og tilfredsstillende vis de tendenser, hun på de tre tidligere EP’er har udforsket. Det være sig både det klassisk folkede, det mildt psykedeliske, det let elektroniske og det hviskende skønne.
Overraskende nok har Marika Hackman valgt ikke af tage en eneste af sangene fra EP-trilogien med på det nye album, som de fleste kunstnere ellers ynder at gøre. Det er således 13 nye og originale skæringer albummet kan prale af. Cadeau til Hackman for at træffe denne beslutning. Sådan burde det altid være, hvis du spørger mig!
Albummet er produceret af den faste samarbejdspartner Charlie Andrew (Alt‑J, Madness m.fl). De fysiske udgaver af debutalbummet udkommer med en 24-siders booklet, hvis fotografier af den Californisk fødte Glen Erler deler klangbund med det mørke med tonesprog i Marika Hackmans musik.
Lyt til de hidtidigt frigivne sange fra We Slept At Last herunder:
Marika Hackman udgav sidste år denne fine sang I Hold i samarbejde med et andet interessant upcoming navn Sivu, som du ikke må snyde dig selv for at høre. Hackman falder ind omkring 1:15.
Det er mange spændende upcoming bands og soloartister i det danske land. Det vrimler ligefrem. Her er Musik Mig Blidts bud på 15 navne, jeg finder særligt lovende, og som jeg mener, du bør holde øje med i 2015.
Wangel
Wangel er et tomandsprojekt bestående af Kasper Ejlerskov Leonhardt (keys, samples, beats,vokal) og Peter Wangel (guitar, elbas, leadvocal). Duoen dukkede op på min radar for snart to år siden med en række demoer, der var ekstremt overbevisende. Siden blev de dog taget ned igen, og først et godt stykke inde i 2014 blev de endelig erstattet af første officielle single Sun.
Med referencer til Bon Iver, When Saints Go Machine og Jeff Buckley er frontmand Peter Wangels vokal imponerende i sit ubesværede skifte mellem højtravende falset og kælderdyb baryton. Produktionen er lækker og velsmurt med mange lag af bløde, svævende synths, der gør lydbilledet let og luftigt i en sådan grad, at man næsten får lyst til at indånde lyden.
De tidligere demoer overbeviste mig om, at Wangel besidder et sprudlende talent og har mange flere spændende ideer i ærmet. Jeg spår 2015 til at være året hvor Wangel får et gennembrud — måske endda internationalt (de er allerede et navn i Sydkorea!). Bandet skrev i december kontrakt med Playground og er pt. i studiet for at indspille sange. Mens vi venter på frugterne af arbejdet, kan dette cover af Jeff Buckleys Everybody Here Wants You nydes.
Wangel er netop offentliggjort til den bornholmske Wonderfestiwal 2015.
Slaughter Beach
Slaughter Beach er et tremandsband fra Odense bestående af Nikolaj Westi, Hasse Mydtskov (fra The Kissaway Trail) og Mads Emil Aagaard.
Slaughter Beach er inspireret af bl.a. Beatles, Broken Social Scene, Built To Spill, Grandaddy, Elliott Smith, Pixies, David Bowie og Flaming Lips. Bandet dyrker en skramlet lofi-æstetik, som både virker energisk, drømmende, charmerende og følsom melankolsk på samme tid. Samtidig har musikken noget atmosfærisk over sig, der skaber associationer til tidlig Beach House. Tre sange er foreløbig tilgængelige på Slaughter Beach’s soundcloud.
Bandet har allerede hul igennem til store udenlandske medier som NME, The Line of Best Fit og Pigeons and Planes og desuden booket til Spot Festival, så fremtiden ser lys ud for de tre gutter fra Odense.
Palace Winter udgøres af Caspar Hesselager (My Heart The Brave) og Carl Coleman (Sink Ships). De to numre tilgængelige online er nok til at overbevise mig om, at bandet må være et af de bedst bevarede hemmeligheder på musikscenen i Danmark lige nu!
For det lyder ganske enkelt himmelsk! Musikken, der bedst kan betegnes som indierock møder atmosfærisk pop, har et drive og en coolness over sig, som virker ægte og uanstrengt. Hør engang:
En Ep har været længe undervejs, og når den lander inden forhåbentlig alt for længe, har jeg på fornemmelsen af den vil indfri de høje forventninger.
Sweet Tempest er Julian Winding og Luna Kira Rud-Petersen og er efter min mening et af de absolut største talenter i DK lige nu. Selvom bandet endnu ikke udgivet noget officielt, har de på deres soundcloud en perlerække af bittersøde, kompositioner der indhyller en i en vidunderlig tåge af romantik og melankolsk refleksion. Samtlige sange holder et uhørt højt bundniveau med virkeligt stærke og langtidsholdbare melodier. Sangene har en evne til sætte sig fast i hjernebarken som en vidunderlig dagdrøm!
Det kan kun være et spørgsmål om tid før et pladeselskab samler Sweet Tempest op! I mellemtiden kan du fange den charmerende duo den 7. marts, som det ene ud af tre bands, når Musik Mig Blidt for anden gang holder en særlig kurateret koncertaften i samarbejde med Kulturstationen Vanløse: http://kulturstationen.kk.dk/event/musikmigblidtdk-palace-winter-sweet-tempest-late-bloomers
Tjek Sweet Tempests ni tilgængelige sange på soundcloud samt et spritnyt track indsendt til Karrierekanonen.
Edit (16/2–2016): Bandet har slettet de oprindelige tracks. Disse er tilbage via soundcloud:
TÅRN
TÅRN har rumsteret i undergrunden et godt stykke tid, men har talentet til at nå et langt større publikum. Den dansksprogede lyrik er stedet eftertænksom, bittersød og er leveret med en god portion charme. Teksterne er nemme at relatere til, men bliver aldrig banale. Melodierne sidder lige i skabet og man får lyst til at tage dem med ud i verden og nynne dem højt. Forestil dig lige at have de her sange i ørerne, når du cykler derudafd i sommervarmen. Kan du også se det for dig?
Mileva
Mileva er Tikki Hasselriis (tidligere guitarist i electro-duoen Rangleklods) og Aslak Svane. De har kun én sang ude, men hvilken sang! De elektroniske og klassiske elementer smyger sig om hinanden på helt viderunderlig vis, og Tikki Hasselriis’ fine luftige vokal synes nærmest at smelte sammen med de andre instrumenter og blive et instrument i sig selv. Læg dertil en interessant eksperimenteren med en sammenblanding af både latin, engelsk og dansk (!) og du har en duo, som bliver spændende at følge i deres næste træk!
Rosenthal
Jeppe Rohde Nielsen
Rosenthal figurerede på både maj — og decemberudgaven af min Guldkornsserie, hvor jeg forsøger at samle op på den forgangne måneds bedste musik. Det er derfor kun rimeligt, at han her får lidt fortjent spalteplads her.
Rosenthal er Jeppe Kiel Revsbech fra København, der på tre numre spredt ud over 2014 har fat i den lange ende med sine drømmende, rumklangsbadede indie rock/pop, grænsende til shoegaze.
Rosenthal ser faktisk ud til at have ok hul igennem til briterne, hvor han har fået omtale på diverse blogs og airplay på det toneangivende Amazing Radio og hvor han bliver sammenlignet med Cocteau Twins og The Cure i en lysere udgave. Han har også spillet en god håndfuld koncerter i UK i 2014. Herhjemme er bølgerne gået knapt så højt, han har dog spillet på den Århusianske festival for upcoming musik Newbees Festival.
Mon ikke 2015 bliver året, hvor danskerne også får øjnene op for ham? Den 24. februar kunne være vendepunktet, for her udkommer Rosenthals første EPHeart, optaget i Feedback Studioin Aarhus, produceret af Magnus Vad og udkommer på pladeselskabet AfterImages.
Spine Of Man
Spine of Man er en reinkarnation af bandet Le Clé, men lyder helt anderledes. Hvor Le Clé var lidt af et partyband med energiske, ubekymrede uptempo sange i kydsefeltet mellem pop, rock og disco er Spine Of Man en væsentligt anderledes eftertænksom og alvorlig størrelse.
Spine Of Man har et klart projekt med deres musik — nemlig at undersøge det eksistentielle tomrum, som den moderne mand finder sig selv i og forsvare mandens ret til at græde og være sårbare og skrøbelige. I selve navnet “Spine of Man” har bandet indlejret et budskab om, at mandens rygrad, i modsætning til hvad nutidens dominerende mandebillede dikterer, netop konstitueres af hans evne til at være til stede i sine følelser og vise dem frem. Spine of Man forsøger i den forstand at gøre op med myten om, at mænd der viser følelser ikke har nogen rygrad.
Glæd dig til nyt materiale i 2015. Spine Of Man’s seneste Facebook opdatering fra december lyder: “Vi indspiller, og vi glæder os til at lade jer lytte med. Stay put!”
We Are The Way For The Cosmos To Know Itself
WATWFTCTKI består af fire medlemmer, Mads Kinnerup Jørgensen, Julie Christiansen, Martin Brunbjerg Rasmussen og Lasse Jacobsen, og både navn og musik udspringer af en fascination af filosoffen og fysikeren Carl Sagan.
WATWFTCTKI spillede godt nok på Roskilde Festivals Rising scene, hvilket må siges at være lidt af et gennembrud, men siden har der været forholdsvis stille om bandet. De har også stadig til gode at udgive mere end det seje nummer Tiger, der udkom på Sound Of Copenhagen vol. 13.
Nummeret demonstrerer en sindssygt spændende lyd, der på intelligent og legende vis bevæger sig på tværs af techno, trance og acid med poppede og drømmende elementer. Bunden bliver fyldt godt og grundigt ud af tunge Roland TB-303 basslines (legendarisk keyboard fra 80’erne) og i toppen glimter tikkende hihats, klokkeagtige samples, brusende ambiente klangflader og ikke mindst Julies svævende vokale hooklines, der giver associationer til den måde Kirstine Stubbe Teglbjærg (Blue Foundation) synger på.
Noget andet der taler for bandets success er deres i livesammenhænge stærke visuelle univers (se foto!), som passer godt til deres bevidsthedsudvidende og farverige musik.
Jeg fandt et uudgivet nummer — en demo på Karrierekanonens hjemmeside. Det fortsætter de lovende takter, og jeg glæder mig til at høre mere! Forhåbentlig meget snart!
Lowly er efter eget udsagn et slags komponistkollektiv. Jeg kalder dem for en supergruppe! Bandet er sammensat af stærke individuelle kræfter fra andre projekter, som stort set alle før har været i fokus på bloggen: Nanna Schannong, Kasper Staub (Islets of dust), Soffie Viemose (NANOME), Thomas Lund (Point Blank) og Steffen Lundtoft (NovemberDecember). Dermed nærmer Lowly sig (undergrunds)supergruppestatus!
Samtlige af de fire sange Lowly har uploaded til soundcloud, har jeg været svært begejstret for. SPOT har booket dem i år, så de har det på samme måde. Singlen Daydreamers var ét af sidste års bedste singler fra et dansk band, hvis du spørger mig. En på alle måder skøn sang med en fantastisk anthem-agtig melodi og meget livsbekræftende energi!
Lowly har allerede udgivet deres debut EPCoal i Japan, men herhjemme lader den vente på sig af uvisse årsager. Nummeret Unveil, som er at finde på EP’en har resten af verden således ikke hørt endnu. Måske springer de helt EP’en over herhjemme og hopper direkte til LP’en? Under alle omstændigheder er Lowly et band jeg venter mig meget af fremover!
Den flotte video til Stones In The Water skal du ikke snydes for:
Jens-Ulrik Kleemeyer
Jens-Ulrik Kleemeyer er udover at være medlem af bandet Green Lives også en lovende singer-songwriter, der med udgangspunkt i enten klaveret eller guitaren skriver rørende og vedkommende sange. Udtrykket varierer fra det enkle og intime til det mere grandiose med store sfæriske lydflader. Kleemeyers røst besidder en dybde og troværdighed, der bevirker at man virkelig spidser ører og lader hvert et ord i de fine tekster bundfælde sig.
I november havde Musik Mig Blidt æren af et premierer singlen Maybe Some Time From Now — en smuk og eftertænksom sang, men dog fuld af håb, som titlen også antyder.
Singlen er fra Jens-Ulrik Kleemeyers crowdfundede fuldlængde album med ligefremme titel SHITFACED, som skulle være lige på trapperne. Tjek også album-teaseren nedenfor, hvor Jens-Urik opfører den mindst lige så rørende Sicily Rising:
Magnolia Shoals er et af de mange talentfulde bands fra Thy-egnens Thy Music Collective (The Hands of Light, Mont Oliver, The Divers, This Is You, Quick Quick Obey, m.fl.).
Den 16. februar udkommer kvartettens debutalbum Tenants, og det kunne godt gå hen og blive rigtig godt! Førstesinglen Western Whereabouts er i hvert fald en solid omgang indie rock, der ligger sig op af The National i stilen.
Her er nummeret Riddle No. 9 fra den kommende plade i akustisk Køkken Session:
Via Mala er en nystartet kvartet fra den Aalborgensiske undergrund, der selv kategoriserer deres musik som atmosfærisk grunge-revival, og det er rimelig spot on.
Førstesinglen It Never Rains But It Pours trækker nemlig tydelige tråde tilbage til 90’ernes grunge og indie rock, hvor Dizzy Mizz Lizzy, Kashmir og Nirvana brød gennem lydmuren. Jeg er helt vild med den dysterhed og desperation, som især kommer til udtryk igennem vokalen — ja, når frontmand Nikolai Lybæks vokal er allermest desperat og fandenivoldsk bliver stemningen næsten dystopisk, og man forestiller sig let, hvordan de sorte skyer med lyn og torden samler sig i det fjerne.
En EP er på vej, der er optaget i Black Tornado Studios, produceret af Johan Gellett (bl.a. Baby In Vain, The Good The Bad,) og mastereret af Thomas Holm (Get Your Gun, TMHunter).
Jeg har fået lov at lytte til EP’en, og der er ingen slinger i valsen! Faktisk er det godt fra fra start til slut, så du kan godt begynde at skrue forventningerne i vejret, hvis dette første udspil faldt i din smag!
Late Bloomers
Late Bloomers, et firemandsband fra København, der tidligere har udgivet musik under navnet Girlfriends, har to sange online, der i den grad formår at charmere sin lytter. Det er rimelig straight forward indie pop, bakket op af en mur af synthesizers. Det minder mig lidt om tidlig Mew i en mere pladderromantisk og ukompliceret udgave. Musikken har noget umiskendeligt solbeskinnet over sig, så bered dig på at have Late Bloomers i ørerne, når solen begynder at genvinde sin varme om 2–3 måneder!
The Attic Sleepers er en duo fra København bestående at Mathias Barfod og Matias Knigge. De har netop sluppet en fin EP med titlen Lanquin. De 5 sange har et meget harmonisk og gennemtænkt lydbillede indeholdende melodisk drømmende guitarfigurer og skæve c‑stykker. Ikke at at forglemme Mathias Barfods vokal, der er placeret langt fremme i lydbilledet og har en skøn, lys og sødmefuld klang, som i de høje toner nogle gang minder lidt om Jonas Bjerre fra Mew. Kompositionerne forekommer lette og ubesværede, men der ligger uden tvivl hårdt arbejde bag!
The Attic Sleepers brugte 2014 med bl.a. optræden på SPOT Festival og som support for Blaue Blume samt omtale i Gaffa, Regnsky og airplay på P6 Beat og engelske Amazing Radio. Med en dugfrisk EP i bagagen burde de kunne fortsætte den gode stime i 2015.
Fang The Attic Sleepers til deres releaseparty på Vegas Ideal Bar lørdag den 7. februar!
Årets Frost Festival er netop skudt i gang og byder endnu engang på en række interessante kunstnere i anderledes omgivelser. Her præsenterer jeg mine førsteprioriteter, hvis der skal skæres helt ind til benet!
Konkurrence: Vind billetter til 60 minutes of Bell Orchestre
Jeg har fået lov at udlodde 2x2 billetter til den ene af mine koncertanbefalinger, nemlig 60 minutes of Bell Orchestre! For at være med i lodtrækningen skal du sende mig en mail (mail@musikmigblidt.dk) med emneoverskriften “Frost 2015” og blot skrive dit fulde navn i selve mailen. Easy peasy! Men du skal være hurtig, for konkurrencen slutter allerede den 4. februar kl 21.30!
Læs mere om koncerten herunder:
60 minutes of Bell Orchestre with members of Arcade Fire
Jeg er stor fan Copenhagen Phils unikke “60 minutes of” koncerter, hvor det 70 mand store symfoniorkester indgår i samarbejder med musikere fra primært den rytmisk musiks verden og skaber spændende og ofte meget filmiske sammensmeltninger mellem den klassiske og rytmiske musik (som egentlig er en underlig kunstig opdeling, men det er en anden snak).
Jeg har tidligere været blandt publikum til to af disse særlige koncerter og begge gange har været uforglemmelige oplevelser. Læs evt. denne begejstrede anmeldelse af 60 minutes of Vivaldi Recomposed med Max Richter.
Genren har i nyere tid fået betegnelser som neoclassical og indie-classical, og især sidstnævnte må siges at være rimelig spot on i dette tilfælde, hvor samarbejdet er med bandet Bell Orchestre, der blandt andet tæller Arcade Fires Richard Reed Parry og Sarah Neufelds.
Musikken er ren instrumental og spænder mellem det minimalistiske og storslåede filmiske. Fællesnævnerne er i øvrigt det eftertænksomme, fantasifulde og melankolske.
Denne aften spiller Bell Orchestre fire numre; Air Lines/Land Lines, Elephants, Stripes og Icicles/ Bicycles - alle arrangeret for symfoniorkester af Owen Pallett, der tidligere har bidraget til bands som bl.a. Grizzly Bear, Beirut, Arcade Fire, Arctic Monkeys, The National og Foxes In fiction.
Inden da uropfører Copenhagen Phil også nyskrevet indie-classical musik af Richard Reed Parry og Bryce Dessner fra indierock-bandet The National. Copenhagen Phil har tidligere arbejdet med Dessner, da de sammen indspillede albummet St. Carolyn by the Sea, der udkom som et split-album med anden halvdel bestående af Jonny Greenwoods (Radiohead) musik til filmen There Will Be Blood.
Dertil præsenterer Richard Reed Parry sin egen komposition Music for Heart and Breath, ligesom Sarah Neufeld spiller sin egen komposition Breathing Black Ground med Copenhagen Phil.
Supporten består af bandet Quiet River of Dust, hvor bl.a. Richard Reed Parry medvirker – bandet udgiver nyt materiale i 2015.
Læs meget mere om denne særlige koncertaften i den fine programfolder, som Copenhagen Phil har lavet.
Lydia Ainsworth
6. februar — Dome Of Visions
Lydia Ainsworth er en spændende ny artist, der udforsker grænselandet mellem orkestral pop, psychfolk og electronica. Til tider minder det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ainsworth udviklede sig til en egentlig soloartist komponerede hun musik til film og multimedieprojekter, og det filmiske islæt fornægter sig heller ikke på hendes solomateriale.
Til koncerten i Dome Of Visions vil Lydia Ainsworth blive akkompagneret af en trommeslager, violinist og cellist.
Hør meget mere Lydia ainsworth på hendes soundcloud-profil — også hendes tidlige uudgivet musik!
East India Youth + Sleep Party People
15. februar — Koncertkirken
Foto: Rebecca Miller
Britiske East India Youth (William Doyle) brød i den grad igennem lydmuren med debutalbummet Total Strife Forever fra begyndelsen af 2014. Albummet overvældede den samlede internationale musikpresse og blev også nomineret til den prestigefyldte Mercury Prize. Det er meget kontrastfyldt musikalsk univers William Doyle har skabt. Snart potent og på himmelkurs, snart skrøbeligt og nærværende og snart elektronisk støjende og industrielt. East India Youth blander effektiv orkestral pop med ambient, techno og neoklassisk.
Det er netop blevet offentliggjort, at album nummer to Culture of Volume udkommer den 6. april. Første smagsprøve er i samme ombæring sluppet fri — den følelsesmættede og soniske tour de force Carousel. Forestil dig lige at høre disse toner stige til vejrs i Koncertkirken!
Her et par højdepunkter fra debutalbummet:
East India Youth — Looking For Someone
Sleep Party People er i lighed med East India Youth svær at sætte i en genrebås, da han også formår at skabe musik, der veksler mellem kontraster. På den ene side er det sært, dystert og næsten uhyggeligt, og på den anden side kan det være magisk, behageligt drømmende og decideret smukt.
Det seneste album Floating holder det høje kunstneriske ambitionsniveau og er en moden videreudvikling af Sleep Party Peoples unikke lyd. Brian Batz, der står bag projektet, spiller stort set alle instrumenter selv og er gået i en lidt mere analog og organisk retning end på de tidligere albums. Den manipulerede vokal, som ellers var SPP’s mest distinkte kendetegn er stadigt til stede, men på flere numre er den nu erstattet af Brian Batz’ “rigtige” vokal.
A Winged Victory For The Sullen
21. februar — Koncertkirken, Blågårds Plads 6
Endelig endelig endelig! Jeg har ventet på at A Winged Victory For The Sullen skulle på dansk jord i hvad der føles som en evighed! Og nu sørger Frost Festival endelig for at det sker!
I livesammenhænge er de uovertrufne, så gå ikke glip af dem på Frost. Jeg oplevede AWVFTS i Berlin i 2012 i forbindelse med yndlingspladeselskabet Erased Tapes 5 års jubilæumsturne sammen med andre neoklassiske helte som Nils Frahm og Olafur Arnalds, og det var en storslået og rørende oplevelse skulle jeg hilse og sige. Jeg tør vædde på, at den kommende koncert i Koncertkirken på Nørrebro med sin perfekt egnede akustik kan nå samme højder!
Jeg forestiller mig noget i retning af dette:
A Winged Victory For The Sullen er et samarbejde mellem Dustin O’Halloran og Stars Of The Lid’s Adam Wiltzie. Begge herrer har udmærket sig indenfor den ambiente og neoklassiske genre og forener i AWVFTS deres kræfter. Den eminente selvbetitlede debut gjorde ingen ringere end Brian Eno til fan og sidste år udkom toeren Atomos, et album komponeret til en danseforestilling med samme navn af Wayne McGregor.
Atomos indtog ikke for ingenting en 6. plads på min liste over de bedste udenlandske albums i 2014. Ligesom sin forgænger er albummet et mesterværk af neoklassisk skønhed af den grandiose og melankolske slags, dog med mere dvælende slowmotionfornemmelser og tilføjelsen af subtile elektroniske elementer. Perfekt egnet til de stunder, hvor du bare vil hive stikket ud og lade tankerne vandre til fejende strygere og ambiente droner.
Hvis den korte komposition Requiem For The Static King part 1 ikke kan overbevise dig, så er du lavet af sten. Nummeret er skrevet til minde om Mark Linkous (Sparklehorse), der tog livet af sig i 2010 og som Adam Wiltzie i øvrigt tidligere havde været på tour med. Sorgen er således særligt nærværende i dette rørende nummer samt efterfølgeren Requiem For The Static King part 2, og det skinner også igennem i den svimlende smukke video til nummeret.
Follow Me!