Musik Mig Blidt

Becky Jones er bed­re kendt for sin for­san­ger-rol­le i Gro­ove Arma­da og i elek­tro­ban­det The RBG’s, men under nav­net Saint Saviour udgav hun den 3. novem­ber et bemær­kel­ses­vær­dig smukt album med tit­len In The Seams, der af uransa­ge­li­ge årsa­ger er ble­vet for­holds­vis for­bi­gå­et her­hjem­me i for­hold til den omta­le hun ellers har fået internationalt.

Det er Becky Jones’ mest per­son­li­ge album til dato og tager udgangs­punkt i egne følel­ser og oplevelser.

“This album is all about me, my memo­ri­es and my child­hood” siger Jones. “It’s real­ly hone­st and for that rea­son I wan­ted the songs to just be allowed to be natu­ral. I didn’t want to tri­vi­a­lize that honesty”.

Den­ne ærlig­hed og oprig­tig­hed skin­ner igen­nem på album­mets 12 san­ge, der kan beskri­ves som poe­ti­ske sin­ger-songwri­ter per­ler med under­to­ner af folk. Becky Jones’ stem­me er lys, klar og luf­tig og meget beha­ge­lig at lyt­te til, og arran­ge­men­ter­ne er ideri­ge, trods det fak­tum at lyd­bil­le­det ofte kun rum­mer et eller to instru­men­ter af gan­gen med kla­ve­ret, aku­stisk gui­tar eller stry­ge­re som pri­mæ­re vir­ke­mid­ler. Til tider kan man høre inspira­tio­ner fra kunst­ne­re som Vash­ti Buny­an eller Anne Brig­gs, men sam­ti­dig er san­ge­ne også omgi­vet af en nor­disk lyd.

In The Seams er et ofte røren­de, hjer­tekæ­ren­de album og har den der sær­li­ge tids­lø­se kva­li­tet, som ikke kan fakes.

OBS: Det­te er en opda­te­ring af mit jule­ind­læg fra sid­ste år.

Der er meget godt julemu­sik, men holy !”!#¤!¤#! hvor er der også meget af det, som går mig på ner­verne — især det som radi­o­ka­na­lerne væl­ger at spil­le af for­tær­skede julehits.

Der­for har jeg gra­vet en ræk­ke alter­na­tive julesan­ge frem, du kan for­nøje dig med. Jeg har sam­let dem i et par play­li­ster, og det er mit håb, at det kan spre­de lidt jule­hygge hos dig, der ger­ne vil have et afbræk fra de sæd­van­lige julesange.

Du fin­der både ori­gi­nale julesan­ge og alter­na­tive cover­ver­sio­ner af kend­te klas­si­kere. Man­ge af klas­si­kerne er jo egent­lig gode san­ge, som bare er ble­vet spil­let så meget, at deres magi er fal­met. Der­for er for­tolk­nin­ger i min optik for­fri­skende. Lister­ne inde­hol­der både dan­ske og uden­land­ske kunstnere.

Trackliste:

01. Maps — Mer­ry Christ­mas (My Friend)
02. Carol Anne McGowan — When The Night Comes Falling
03. Foxtails Bri­gade — I’m Not Real­ly In The Christ­mas Mood
04. Husky Rescue — Far From The Storm
05. Sufjan Ste­vens — Christ­mas Unicorn
06. Kala-OK + Kir­sten & Marie — Julen Bli­ver Hvid
07. Postil­jo­nen — Oh, Hel­ga Natt
08. Scar­let Chi­ves — Det er Hvid Herude
09. The Kis­saway Trail — Last Christmas!
10. We Are Sere­na­des — Come Home
11. Figuri­nes — All I Want For Christ­mas Is You
12. Ings — Christ­mas Break!
13. Nite Jewel — All I Want For Christ­mas Is You (Mari­ah Carey Cover)
14. The Olym­pics — This Mes­sage Ain’t Cheap
15. Swim Deep — Sycamore
16. Math and Phy­sics Club — It Must Be Christmas
17. Kis­hi Bas­hi — It’s Christ­mas But It’s Not Whi­te Here In Our Town
18. Ice Creams Cat­hed­ral — Til Lyset Kom­mer Igen
19. Straw­ber­ry Whi­plash — San­ta Needs A Holiday
20. Niko­laj Nørlund/Giana Factory — En Helt Fan­ta­stisk Jul
21. Sle­ep Par­ty Peop­le — Silent Night
22. Thea & The Wild — This Christmas
23. The New Men­di­cants — ‘A Very Sor­ry Christmas’
24. Fre­edom Fry — Dark Christmas
25. Mari­ka Hack­man — O’ Come, O’ Come, Emmanuel
26. Maps fea­turing Pol­ly Scat­ter­good — In The Ble­ak Midwinter
27. Mr Litt­le Jeans — Dear Santa
28. Gran­dad­dy and Band Of Hor­ses — Hang An Ornament
29. Memoryhou­se — Christ­mas Island (The Andrew Sisters Cover)

Jeg har sam­let oven­stå­ende julesan­ge i en Spo­tify/WiMP play­li­ste (langt­fra alle er dog på strea­m­ingtje­ne­ster­ne) plus en mas­se andre jule­fa­vo­rit­ter. Jeg kun­ne jeg ikke dy mig for at smi­de noget jule­film­mu­sik ind i mik­set. Såle­des fin­der du John Wil­lams’ musik fra Home Alo­ne og de smuk­ke­ste høj­de­punk­ter fra Dan­ny Elf­mans sco­re til Edward Scis­sor­hands. Sidst­nævn­te er godt nok strengt taget ikke er en jule­film, men den har noget umi­sken­de­ligt vin­ter­melan­kolsk over sig, som jeg i man­ge år har for­bun­det med julen.

Anbefalinger: Julealbummer

Hvis du er mere til deci­de­re­de jule­al­bum­mer med sam­me kunst­ner fra ende til anden, har jeg et par styk­ker, jeg vil anbefale.

Mark Kozelek, der under nav­net Sun Kil Moon udgav et af årets abso­lut­te bed­ste albums (Benji), har under eget navn udgi­vet et helt nyt læk­kert jule­al­bum, hvor han for­tol­ker gam­le julesalmer!

Den dyg­ti­ge og lidt pud­se­lø­jer­li­ge Sufjan Ste­vens, som er med på listen med et par skøn­ne folkju­le­per­ler, er den ulti­ma­tive julesang­ma­ger. Han har udgi­vet to mas­sive box­sets af julesan­ge bestå­ende af både ori­gi­nale kom­po­si­tio­ner og for­tolk­nin­ger af tra­di­tio­nelle julesan­ge. Først kom Songs For Christ­mas i 2006 bestå­ende af fem EP’er med san­ge opta­get imel­lem 2001–2006. Sil­ver& Gold fulg­te i 2012 op med fle­re julesan­ge ind­spil­let imel­lem 2006–2010. I alt 10 EP’er med ikke min­dre end 100(!) julesan­ge for­delt på ca. 4 timer og 45 minut­ter! Dog en lil­le advar­sel, der er også en del absur­di­te­ter på!

Vores egen Jonas Peter­sen aka Hymns from Nine­veh udgav i 2011 album­met Endu­ran­ce In Christ­mas Time, der er fuld af smuk­ke, ved­kom­men­de fol­kop­pe­de julesan­ge, hvor julens var­me og sam­hø­rig­hed skin­ner tyde­ligt igen­nem. Et album, der hol­der et tårn­højt niveau!

Som rosi­nen i pøl­se­en­den får du den­ne skæ­ve og ekstremt under­hol­den­de julesang fra Wil­li­am Zeut­hen, der udkom sid­ste år.

Jeg er kæm­pe fan af Jon Hopkins. Det gæl­der både hans album­mer, sing­ler, remixes og sco­res (Ori­gi­nal sound­tra­ck). Sær­ligt album­met Immu­ni­ty fra sid­ste år udgjor­de den hidtil mest per­fek­tio­ne­re­de ver­sion af Hopkins’ unik­ke sym­bio­se mel­lem intel­li­gent techno/elektronisk, melan­kolsk ambi­ente klang­fla­der og neoklas­sisk musik med fil­mi­ske tendenser.

Noget af det som Jon Hopkins mestrer bed­re end nogen anden, er at ska­be smuk­ke melo­di­er og give dem en helt sær­lig atmos­fæ­risk og svæ­ven­de dimen­sion med et væld af nuan­cer. Det er den­ne sig­na­tur, der i lig­hed med Hopkins’ sco­res udfor­skes på nye­ste udgi­vel­se — EP’en Asle­ep Ver­sions. Som fjer­ne ekko­er af orig­na­ler­ne er de fire num­re på EP’en slo­w­mo­tion-rewor­ks af num­re fra Immu­ni­ty. Det føles lidt som at betrag­te et fod­spor i sne­en lang­somt bli­ve udvi­sket af den nyfald­ne sne. Umær­ke­ligt gli­der num­re­ne sam­men over de sam­let 25 minut­ter og dan­ner et vug­ge­vi­se­ag­tigt lydtæp­pe, der i den grad egne sig til de roli­ge nat­te­ti­mer eller en frost­fyldt vin­ter­søn­dag, hvor man har god til til at få søv­nen ud af øjenkrogene.

Om EP’en udtal­te Jon Hopkins for­ny­ligt i et inter­view til the Quie­tus, at den er inspi­re­ret af den til­stand, han selv kom­mer i via yoga og meditation:

“By the time you get to ‘Open Eye Sig­nal’, for instan­ce, the idea is that you’ve been slo­wed down, your thoughts and your conscious­ness have slo­wed and your blood pres­su­re has drop­ped, all the­se thin­gs. I just love that. The fee­ling that time is dilat­ing aro­und you and that you’re fal­ling off of the edge of the earth.” (Via)

På den måde for­sø­ger Asle­ep Ver­sion at ram­me en lyd, der min­der om den men­tal til­stand, hvor man hver­ken sover eller er helt vågen eller bevidst. Hvis du er inter­es­se­ret i at læse en grun­dig gen­nem­gang af hvert enkelt num­mer, kan det anbe­fa­les at læse hele inter­viewet!

Lyt til album­met via WiMP eller Spo­ti­fy, så du und­går pau­ser i mel­lem num­re­ne. Alter­na­tivt kan de høres selv­stæn­digt læn­ge­re nede.

Jon Hopkins (with King Creo­so­te) — Immunity

Jon Hopkins — Form By Fire­light (with Rap­ha­el­le Standell)

Jon Hopkins — Bre­at­he This Air (Asle­ep version)

Jon Hopkins ‎– Open Eye Sig­nal (Asle­ep Version)

Hvis du kan lide den­ne drøm­men­de, atmos­fæ­ri­ske side af Jon Hopkins’ musik, har jeg kom­pi­le­ret en play­li­ste med alle hans tra­cks til dato med den­ne spe­ci­fik­ke kva­li­tet. Jeg har døbt den “Drea­my cine­ma­tic Jon Hopkins”: