Bag det pudsige navn Musik Til Mor står Rasmus Bak fra det Amager-baserede musikfællesskab/pladeselskab Aftenrutine, hvis aktører tæller andre finurlige bandnavne som Tidlige Armbånd,Viktors Garage og senest Leervig. Alle bands, der også er værd at tjekke ud!
Men tilbage til Musik Til Mor. På sit 6 m² værelse på Amager indspiller Rasmus sine følsomme og ærlige dansksprogede sange og kører dem igennem båndoptager. Gennem de sidste tre år har han i relativ ubemærkethed udgivet tre minialbum, som jeg på kort tid har forelsket mig hovedkulds i. De tre albummer rummer simpelthen så mange små vidunderligt charmerende og rørende øjeblikke både instrumentalt og tekstmæssigt, at det grænser til det kriminelle, at det tilsyneladende kun er P6 Beat, Passive/Aggressive og Det Elektriske Barometer, der har fået øjnene op for Musik Til Mors kvaliteter. Hvor er større musikmedier som Gaffa og Soundvenue henne?
Musik Til Mors musik serveres med en legende lethed og enkelthed. Ingredienserne er næsten udelukkende følgende: Dansende guitarfigurer, spartanske trommer og en ofte tostemmig vokal, der leveres med en sjælden renhed og naivitet. Der er altså skåret ind til benet, men effekten er totalt afvæbnende! Den lidt skramlede DIY-tilgang bidrager desuden til den udtalte nostalgisk-drømmende stemning, der hersker i Musik Til Mors musikalske univers.
Her er et par af mine favoritter fra seneste album Du Alene Finder Nok Omkring:
Albummet er tilgængeligt på streamingtjenesterne, men kan også streames eller downloades gratis via Bandcamp. Eller man kan købe albummet efter “betal hvad du har lyst til” princippet.
Et par favoritter fra albummet Rød:
De to tidligere albummer Rød og Musik Til Mor kan du finde i deres helhed på Spotify eller WiMP:
Follow Me!