Musik Mig Blidt

Ame­ri­kan­ske Hooray For Earth har en sær­lig plads i den pop­pe­de del af mit hjer­te. I 2011 udgav de årets måske stær­ke­ste pop-album True Loves, og siden har jeg ven­tet på nyt fra dis­se mestre i epi­ske melo­di­er og kom­po­si­tio­ner, der får hjer­tet til at svul­me! Ven­te­ti­den er ovre, Hooray For Eart­h’s andet album Racy udkom den 29. september.

Det kva­li­tets­be­vid­ste dan­ske pla­de­sel­skab Tam­bour­hin­o­ce­ros udgi­ver album­met i Skan­di­navi­en. Tam­bou-grund­læg­ger Kri­stof­fers tid­li­ge­re band Oh No Ono del­te sce­nen med Hooray For Earth i Brook­lyns Uni­on Hall. Siden da er det ble­vet til en del min­dre sam­ar­bej­der ved “remix-swap­ping” samt hjælp til at få ban­det til DK, hvor de spil­le­de 2012 udga­ven af Trai­ler­park Festi­val. Så beslut­nin­gen om at udgi­ve Hooray For Eart­h’s nye album er alt­så ikke komet ud af det blå.

Hel­dig­vis står det hur­tigt klart, at magi­en er intakt på man­ge af num­re­ne. Ener­gi­en på num­re som Keys, Say Enough og Racy er sta­dig ekstremt smit­ten­de og man får lyst til at skrå­le med for fuld hals til de smuk­ke og stor­lad­ne melo­di­er. Musik­ken er sta­dig badet i synt­hs, men nu med stør­re bidrag fra støjgu­i­ta­rer, der giver ban­dets lyd en mere beskidt og rock­et tone.

Ene­ste anke er at ikke alle album­mets num­re føles lige ved­kom­men­de, især de sid­ste to num­re vir­ker ret uin­spi­re­re­de. Men bort­set fra det, er Racy et album, fyldt med sto­re livs­be­kræf­ten­de even­tyr. Livet er bare lidt bed­re og “lar­ger than life” når man lyt­ter til Hooray For Earth! Band­nav­net er “Hooray For Earth” er der­med sta­dig en ret præ­cis beskri­vel­se af, hvad ban­dets musik er for en størrelse.

Her er tre stær­ke skæ­rin­ger fra Racy:

Hooray For Earth — Say Enough

Hooray For Earth — Racy

Hooray For Earth — Keys

Racy i sin helhed:

Efter at have udgi­vet et hav af EP’er, sing­les og remxies udkom Max Coo­pers debutal­bum tid­li­ge­re i år. Album­met med tit­len Human var pak­ket med smukt væve­de detal­je­ri­ge kryds­nin­ger mel­lem for­skel­li­ge gen­rer som tech­no, deep hou­se, glitch, nyklas­sisk, ambi­ent og electro­ni­ca. Tit­len Human er ikke til­fæl­dig. Max Coo­per for­sø­ger nem­lig at ska­be en meget orga­nisk lyd trods bru­gen af maski­ner — en slags art elek­tro­nisk musik hvor com­pu­te­ren — eller robot­ten om du vil, er trængt i bag­grun­det af men­ne­ske­lig var­me og tilstedeværelse.

For­ny­lig udkom så to EP’er — Inhu­man One og Two med sam­let 5 remixes og et exten­ded mix. To af num­re­ne er jeg helt alde­les for­gabt i, så dem vil jeg dele med dig kære læser.

Det er num­me­ret Woven Ance­s­try (åbnings­num­me­ret på Human), der har fået to for­skel­li­ge remixes fra hen­holds­vis Olaf Stuut og Lusi­ne. Beg­ge får mig ud i øregasme!

Olaf Stuut remixet åbner sig lang­somt over 10 minut­ter og afslø­rer fle­re og fle­re far­ve­strå­len­de lag, der dan­ser ind og ud af hin­an­den som en hvirvelvind.

Max Coo­per — Woven Ance­s­try (Olaf Stuut Remix)

Olaf Stuut har skre­vet en inter­es­sant lil­le tekst om tan­ker­ne bag remixet:

“The ori­gi­nal real­ly spo­ke to me becau­se of the bril­li­ant use of acoustic instru­ments, Max used the tra­di­tio­nal instru­ments to turn it into a psy­che­de­lic ambi­ent pie­ce. The first time I liste­ned to it, it imme­di­a­te­ly inspi­red me to chop it up and turn it all aro­und. I always try to real­ly honor the ori­gi­nal by making the remix hig­hly recog­nizab­le but also make somet­hing total­ly new with it. In my own music I am always pret­ty focu­sed on har­monies so the beau­ti­ful melo­di­es in ‘Woven Ance­s­try’ made it very easy for me to work with.

So I kept true to the chords and added my per­so­nal fla­vor to it. The tim­ing on the other hand was a big­ger chal­len­ge, after a coup­le of hours of cut­ting and pasting I came to a result that was somet­hing I could work with. I cho­se to take a triplet appro­ach to give the tra­ck a laid­ba­ck feel and still give it a dan­ceab­le tem­po, wit­hout making the melo­di­es too cha­o­tic and rus­hed. The main idea was to keep the tra­ck orga­nic; I used acoustic drums, a fret­less bass and my own voi­ce to give it a more human feel. I added the somewhat haun­ting pads to make a nice con­trast betwe­en the rhyt­h­mi­cal har­ps, kora’s and cello’s Max used so well.

The tra­ck beca­me a long and stret­ched pie­ce, in the hope it would be a small jour­ney, just like the ori­gi­nal. I hope you like it, enjoy!”

Lusi­ne remixet har en mør­ke­re toning i kraft af dens mere lavfre­kven­te og bro­de­ren­de synth-bas:

Max Coo­per — Woven Ance­s­try — Lusi­ne Remix

Du får også lige ori­gi­na­len og en anden favo­rit fra Human:

Max Coo­per — Woven Ancestry

Max Coo­per — Empyrean

Hvis du er ble­vet hoo­k­ed, så kan du i øvrigt søge på Max Coo­per til høj­re i top­pen til høj­re og fin­de mere fra ham på Musik Mig Blidt!

De dan­ske dren­ge fra Com­mu­ni­ons er til­ba­ge med deres i min bog stær­ke­ste num­mer til dato. Væk er den skram­le­de pro­duk­tion, der efter­si­gen­de ufri­vil­ligt domi­ne­re­de ban­dets udtryk på EP’en Cobb­le­sto­nes pga, idet den dels blev ind­spil­let i band­med­lem Fre­de­riks sove­væ­rel­se og dels i øve­lo­ka­let. Den­ne gang har Com­mu­ni­ons haft adgang til et rig­tigt stu­die, og det klæ­der vir­ke­lig ban­dets lyd, at det hele står mere krystal­klart og dynamisk.

Den skin­gre, gen­nem­træn­gen­de vokal og de melo­di­ske gui­tar­strøg bidra­ger til en nær­mest ant­hem-agtig indi­epop/ro­ck­/­punk-sang med så meget rum­klang, at det næsten får kir­ke­li­ge dimen­sio­ner. Gui­tar­rif­fet er enkelt, men bider sig i den grad fast i hjernebarken!

So Long Sun får offi­ci­el udgi­vel­se den 10. novem­ber som limi­ted 7” og down­lo­ad sam­men med end­nu et nyt num­mer, Love Stands Still via Bri­ti­ske Tough Love Records