For over 2 år siden skrev jeg begejstret om danske Temples debutsingle Renegade og kaldte sangen for et pragteksemplar af en melankolsk sang. Den samme følelse af melankoli gør sig gældende på Temples debutalbum Fluorescence.
Bandet, der består af medlemmerne Theis Ehler Molin, Asger Kudahl & Nils Bloch takler både i tekster og stemninger livets skyggesider. Tyngde og skrøbelighed går således hånd i hånd på albummet, og man mærker tydeligt smerten, ensomheden, frustrationen og den mørke desperation, der har præget de tre unge mænds liv. Særligt Nils Blochs smukke, sorgfulde vokal kommer flere gange ind under huden og giver små stik i hjertet. Selv rammer bandet albummet ind med denne præcise beskrivelse:
“Albummet handler om ikke at være i stand til at nå andre mennesker. Om altid at føle en distance til sin omverden. Pladen er præget af nogle omstændigheder i vores liv, som har farvet det hele. Omstændigheder der har ændret vores syn på verden markant. Musikken er et forsøg på at omdanne de her hårde ting til noget smukt. Skabe en form for symbiose mellem det smukke og det smertefulde. Det er den her mørke, lidt forkrøblede symbiose, vi gerne vil have bragt frem i lyset.”
Instrumentalt set oser udgivelsen af overskud og sans for kontrasternes og detaljernes sammenspil. Temple eksperimenterer med at mikse reallyde, feltoptagelser (fra Grønland, Sicilien og København), strygerarrangementer, klaver, guitar og rytmiske instrumenter sammen til filmiske cocktails. Resultatet er aldeles vellykket!
Det melankolske og indfølte står heldigvis ikke alene — det ville blive for følelsesovervældende i længden — men bliver bakket op af støjende passager, der på én gang virker forløsende og som katalysator for yderlige frustrationsopbyggelse, med forskellig vægt alt efter lytterens tolkning eller humør. Det gør sig f.eks. gældende i den crescendo-lignende slutning af åbningsnummeret Let It Pass eller den støjende passage 2/3 henne i det ellers tilbagelænede nummer OCD. Sidstenævntes utroligt lækre, langsomme flow (på grund af det repeterende, hypnotiserende guitarriff) bliver midlertidigt suspenderet og vender så tilbage. Disse skift i dynamik er relativt hyppige, men også vigtige på en plade, der er så tung i udtrykket som tilfældet er med Fluorescence.
Følelsen af distance og fremmedgørelse kommer bl.a. til udtryk i forskelligartede former for rumklang og vokalens placering i lydbilledet. Nogle gange manifesteres fornemmelsen af afstand gennem forvrængning af vokalen gennem et filter på mikrofonen (Cold War, Celeste).
Fluorescence er et album, der kræver noget af dig, både i form af tid, opmærksomhed og tålmodighed. Der er lange passager uden vokal, hvor stilhed eller atmosfæriske lydflader dominerer — f.eks. starten på Let it Pass og These Eyes samt slutningen af Celeste og The Promise . Det rent instrumentale gør sig endda gældende på hele numre som den nærmest stoflige Maniitsoq eller den klaverbårne La Zona Huméda. Det er derfor ikke et album, man lige sætter på til opvasken eller den raske cykeltur, når man har brug for et skud let omsættelig energi. Det er et album, hvor dyb melankoli og nerve er den røde tråd, og et album der tager sig tid og dvæler ved de stemninger der males. Men investerer man den nødvendige tid, opmærksomhed og tålmodighed venter der en meget helstøbt oplevelse.
Du kan streame albummet herunder via Youtube eller Spotify/Bandcamp. Læg mærke til passagen mellem 17:20 — 18:18 i Youtube-udgaven af side A, hvor et symfoniorkester af falske blæsere og slagtøj høres i det fjerne (det er i overgangen mellem OCD og Coldwar). I min optik er det en fin stemningsskabende detalje (i dette tilfælde nærmest dommedagassocierende), som i virkeligheden er en optagelse af en påskeceremoni, optaget af bandmedlem Asger Kudahl på Sicilien. Passagen findes desuden ikke på digitaludgaven (Spotify/Bandcamp) men kun på vinyludgaven.
Fluorescence — Track By Track!
Temple har sendt mig en kronologisk gennemgang af tankerne og anekdoterne bag hvert nummer, som jeg tænker, du kan få en del ud af at læse. For mit eget vedkommende hjalp det mig i hvert fald til at komme lidt dybere ind i numrene.
Let It Pass, Theis: ”Første gang jeg hørte Let It Pass, var jeg i udlandet. Nils og Asger sendte en skitse, som jeg faldt fuldstændig for. Jeg så et tomt værelse for mig – en halvnøgen dreng i fosterstilling på en madras i hjørnet, rystende, åbne vinduer og en dårligdom, der skal svedes ud som en feber. Lidt som Leonard Cohens Master Song eller Herman Hesses Steppeulven. Jeg sendte dem et par noter – blandt andet ønsket om en forløsende, støjet slutning, hvor alt det onde forlader kroppen som insekter, der vælter ud af et sort hul eller simpelthen kroppens fuldkomne opløsning. En meget interessant arbejdsproces, og selvom vi lavede hele den endelige udgave sammen, endte jeg til min store fornøjelse med ikke at spille andet end fodtramp – optaget i en container på Refshaleøen med en field recorder og en metronom i ørerne og sidenhen overdubbet med en bisværm af akustiske og elektriske guitarer. Det eneste, der er tilbage fra de første skitser, er vel udviklingen, billederne og et enkelt trædeorgel”.
These Eyes, Nils: ”Jeg havde levet med en kvinde under palmetræer i et stykke tid. Efter det stykke tid gjorde jeg ikke. Kvinden ville ikke have mig under palmetræerne. Jeg bevægede mig til San Fransisco hvor jeg fandt et lille værelse i China Town. Den periode der fulgte bar præg af en desillusionering, der rakte langt ud over det brud, der havde bragt mig der. Jeg oplevede en følelse af at have mistet troen på nogensinde at blive overrasket igen. Troen på nogensinde at blive begejstret igen. Forelsket. En følelse af at have oplevet alt, hvad der kunne opleves og at alt, hvad der ville komme, blot ville være gentagelser i nye kostumer. Denne følelse åd mig op i månedsvis mens jeg forsøgte at stable mig selv på benene. En følelse der kunne bekæmpes på et rationelt plan, men ikke på et følelsesmæssigt. Fra et lille badeværelse i China Town voksede dette nummer. Et udsnit af de dialoger, der kørte i mit hoved”.
OCD, Asger: ”Så vi vidt jeg husker havde vi en af vores større kriser omkring skabelsen af OCD, som titlen jo også er et godt billede på. Skitsen, som Nils og jeg tidligere havde arbejdet på, skulle føres videre, og der skulle ske mere med nummeret. Trods jeg oprindeligt er bassist i orkesteret fandt jeg pludselig mig selv foran mikrofonen med et gammelt keyboard. Theis sad bag trommerne og Nils var gået en lang tur for at få styr på alle tankerne og frustrationerne. Vi jammer ikke meget i Temple, men her gjorde vi. Theis og min jam blev fundament for OCD hele vejen til Det Kongelige Musikkonservatorium, hvor processen sluttede af med to forskellige trommesoloer indspillet oven på hinanden.
Cold War, Nils: ”Cold War er et billede fra et soveværelse. Vi kunne ikke skændes mere, luften var tyk af spænding, jeg var træt. Skænderiet var udtjent og alt der var tilbage var en rygvendt elsker og kolde sætninger. Et glimt i kvindens øjne der fortalte mig, at hun vidste alt, hvad jeg troede, jeg gemte. Tidligere elskere var spøgelser, der hjemsøgte os og det, vi med neglene prøvede at holde fast i. Jeg så aldrig hende, jeg så kun spøgelser, og disse spøgelser var den eneste måde, vi kunne kontakte hinanden på.! I lang tid kunne jeg ikke finde ud af, hvem der blev adresseret i teksten. Var det mig selv? Var det hende? Hvem talte? Efter at have kastet mig rundt i lyrikken i lang tid gik det op for mig, at det netop var selve pointen. Det var netop sådan jeg følte situationen, der blev beskrevet. Anklagerne syntes at bevæge sig i alle retninger på samme tid. Der var ingen afsender, ingen modtager, blot ord der fyldte værelset”.
La Zona Huméda, Theis: ”La Zona Huméda er en slags elektroakustisk komposition for klaver, synthesizer og reallyd og på en måde mit nummer på pladen – men stadig et helt igennem fælles projekt. Jeg komponerede det på min mors klaver uden den mindste idé om, hvad jeg lavede. Selvom det er instrumentalt, handler det, når jeg hører det i dag, utvivlsomt om min far, der døde ikke så lang tid forinden. Titlen hentyder til et vådområde tæt ved Artá grotterne på Mallorca, hvor jeg gik rundt og optog nattelyde, dyr og vejrtrækninger. På den endelige udgave byttede vi dyrelydene ud med en realoptagelse, Asger havde optaget på vej hjem fra den årlige byfest i Maniitsoq på Grønland. Mens han går og optager lyden af sine egne fodtrin, begynder en kvinde at skrige langt, langt borte. Klokken er lort om morgenen, og alle i den lille by har været til fest. Jeg kan godt lide uvisheden i, at ingen af os ved, hvad der er foregået – om hun er blevet voldtaget, tæsket eller grebet af pludselig panik. At den uvished er kommet med ind i kompositionen. Jeg holder også meget af den måde, skriget nærmest kommer ud af klaveret og dør ud med klaverets resonans, når sustainpedalen slippes”.
Maniitsoq, Asger: ”Nummeret Manniitsoq er lyden af ”fluorescence” bogstaveligt talt. En kollage af spor fra pladen og et forsøg på at arbejde med essensen af de stemninger, vi har i spil. Jeg har selv stået i spidsen for nummeret og må indrømme, at jeg er under stor påvirkning af min brors arbejde med ambientmusik gemmen de sidste par år. Den har nu også fanget mig. Titlen er et navn på en by i Grønland, som jeg sidste år besøgte i forbindelse med et fordybelsesprojekt, der hovedsageligt gik ud på at skærpe fokus på lyd og træne min egen hørelse. Jeg havde nogle helt specielle oplevelser på turen, som nummeret bærer præg af. Desuden er der også en mere direkte bro til den lille grønlandske by på nummeret La Zona Huméda”.
The Promise, Theis: ”Før vi begyndte at arbejde på Fluorescence, sluttede vi som regel vores koncerter med The Promise, der i den daværende udgave eksploderede i et støjcrescendo. Vi troede egentlig, at den skulle indspilles på samme måde, men det fik slet ikke den samme styrke. Så vi fjernede nogle af de mest centrale instrumenter og arrangerede den forfra med udgangspunkt i spillet mellem de forskelligartede rytmer og de udsvævende lydlige landskaber. Jeg talte mig på et tidspunkt frem til, at vi skulle bruge 16 musikere, hvis vi skulle fremføre nummeret i dette arrangement live, og indspilningsprocessen blev også et kæmpemæssigt puslespil, der i høj grad handlede om at dosere de mange elementer med præcision. På en måde er sangen en lang balancegang på en række forskellige knivsæg og stopper et helt andet sted, end hvor den startede, men ligeså åbent – ligeså meget eller lidt i balance”.
Celeste, Asger: ”Denne her historie påvirker mig dybt, selvom den umiddelbart er meget simpel og oprindeligt tilhører Nils. Jeg bliver helt kold indeni når mine øjne glider hen over ordene samtidig med, at det hele føles enormt smukt. For mig er Celeste vores mest tydelige forsøg på at forbinde smerte og skønhed. Kødbyen i København blev et at de steder, vi kunne sætte i forbindelse med følelserne, så Nils og Theis tog i byen med en lydoptager og fangede på et klubtoilet det beat, man hører i starten af nummeret”.
The Noise of true Emotion, Nils: ”Sangen er skrevet til et menneske, der gjorde et stort indtryk på mig. En umulig kærlighed der på mange planer var meget destruktiv. En episode der tog mig lang tid at finde det rigtige udtryk for. Sangen er kulminationen af dette forbudte forhold, der bløder ind i morgenens lys. Et menneske jeg aldrig så siden. En lille hemmelig erindring der har slået rod i mig og som dukker op som et melankolsk jag nu og da. Derfor synes jeg også, at den spartanske instrumentering er passende — den bliver på albummet som en papirtynd eftertanke”.
Tourdatoer
Du kan fange Temple i oktober, hvor de giver koncert følgende steder med uforlignelige Navneløs:
9. oktober, Studenterhuset, Odense
10. oktober, Loppen, Christiania, København
11. oktober, Rampelys, Silkeborg
18. oktober, Atlas, Aarhus
Follow Me!