Musik Mig Blidt

Når man får en mail fra et nyt band — TÅRN, der på even­tyr­lig vis ind­le­des med orde­ne: “Midt i kon­ge­ri­get lig­ger en ø med en by med et tårn. Her boe­de vi og her­fra udsprang vores musik, ud af ven­skab og uskyl­dig ung­dom­skær­lig­hed.”, bli­ver man nysgerrig.

Og når man så tryk­ker på lin­ket til video­en til Hvis Du Vil Ha’ Mig og kan kon­sta­te­re, at TÅRN også laver even­tyr­lig god musik, så bli­ver man glad! Lyt engang til den­ne dej­li­ge nostal­gi­ske sang:

TÅRN — Hvis Du Vil Ha’ Mig

 

Om num­me­ret, som TÅRN selv har pro­du­ce­ret, for­tæl­ler bandet:

“Hvis Du Vil Ha’ Mig er min­det om den før­ste forel­skel­se, fra den tid, hvor tøser­ne plud­se­lig ikke bare var under­li­ge og det igen gjaldt om at bli­ve fan­get, når man lege­de piger­ne-efter-dren­ge­ne i sko­le­går­den. Om den­gang du drak sig fuld i rød soda­vand og festen slut­te­de klok­ken ti. Om den­gang du cyk­le­de til sko­le­fest i dit sti­ve­ste puds, spi­ste salt­stæn­ger og dan­se­de stopdans.”

TÅRN er end­nu ikke sig­net hos nogen, men når man lyt­ter til de to andre san­ge, som ban­det har onli­ne, står det klart, at det kun kan være et spørgs­mål om tid før et pla­de­sel­skab bider på. TÅRN har et solidt, blidt tag på rock­en, og lyrik­ken er over­be­vi­sen­de efter­tænk­som og bit­ter­sød som jeg godt kan lide den. Melo­di­er­ne og tek­ster­ne er fak­tisk så char­me­ren­de og iøre­fal­den­de, at jeg får lyst til at syn­ge med — noget som jeg ellers ikke gør så meget i!

Tjek bare den­ne som­mer­melan­kol­ske smuksak af en sang om ulyk­ke­lig kærlighed!

TÅRN — Solskin Over Tage (live i Bla­ck Tornado)

 

Tårn har til­sy­ne­la­den­de eksi­ste­ret i noget tid. Den­ne sang kan date­res til­ba­ge til decem­ber 2012, og viser lige­som de andre præ­sen­te­re­de san­ge en vel­ud­vik­let sans for den gode melodi!

Tårn — Ud Af Mit Vindue

 

Tårn | Facebook

Som altid på Roskil­de Festi­val er der maser af god musik af den mere ukend­te og upco­m­ing slags i opvarmningsdagene.

Men hvad skal du høre? I det­te ind­læg kan du læse om og lyt­te til de kunst­ne­re jeg vil­le pri­o­ri­te­re — i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge. Hvis du løben­de har lyt­tet til Musik Mig blidts Guld­korns­play­li­ster, der sam­ler op på de stær­ke­ste styk­ker musik fra den for­gangne måned, så vil du måske læg­ge mær­ke til, at et fler­tal af kunst­ner­ne har figu­re­ret her på et tidspunkt.

 

Iberia — mandag  kl. 16.30

En mild og pop­pet udga­ve af Crystal Cast­les kun­ne man fri­stes til at kal­de sven­ske Ibe­ria. Det er et mæt­tet og stø­jen­de lyd­bil­le­de som Ibe­ria præ­sen­te­rer, men på en melo­di­øs og eksta­tisk måde, selv­om det nog­le gan­ge bli­ver lidt dystert. Debutal­bum­met lan­de­de i marts i år. Sid­ste num­mer her­på er An Ending (Ascent), som er et cover af Bri­an Enos klas­si­ker og måske det ambi­en­te styk­ke musik i ver­den, jeg hol­der mest af.

 

 

Blaue Blume — mandag kl. 17.00

Det­te tal­tent­ful­de dan­ske band har fle­re gan­ge været omtalt er på siden og med god grund. Efter en ræk­ke loven­de singleud­spil udkom deres fine debut-EP Beau & Loret­te tid­li­ge­re på måneden.

Blaue Blu­me er et fire­mands­band med Robert Jen­sen Buhl på gui­tar, Jonas Smith på vokals og gui­tar, Peter Bøg­vad på bas og Søren Jen­sen Buhl på trom­mer. De kre­e­rer intel­li­gent, avant­gar­di­stisk pop med afstik­ke­re til pro­g­res­siv rock. For­san­ger Jonas Smit­hs vokal er intet min­dre end vir­tuos! Helt ube­svæ­ret kan han veks­le mel­lem lys fal­set og dyb baryton, og de man­ge vibre­rende nuan­cer i hans stem­me, gør den spæn­den­de at lyt­te til. Jeg kan skri­ve under på, at ban­det er sær­de­les vel­spil­len­de live.

 

 

We Are The Way For The Cosmos To Know Itself — mandag kl. 19.30

We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself er inde­ha­ve­re af det læng­ste band­navn på Roskil­de Festi­val 2014! Jeg er helt pjat­tet med grup­pens intel­li­gente, legen­de fusion af tech­no, pop og acid med et drøm­mende og tran­ce­frem­kal­dende mulig­heds­rum for lyt­te­ren. Jeg er ret sik­ker på, at de vil give dig en ud af krop­pen ople­vel­se på Roskil­de (der efter­si­gen­de inklu­de­rer smileyér og ekso­ti­ske dyr som tigre og gnuer!).

Jeg skrev om ban­det for over et år siden, og gad vide om Roskil­des boo­k­e­re har læst med, for uden at ban­det hav­de udgi­vet noget som helst offi­ci­elt blev de i april i år annon­ce­ret på Apol­lo sce­nen. Umid­del­bart efter var jeg så hel­dig at få lov at smi­de en eks­kulsiv tea­ser op af debut­sing­len Tiger, der sta­dig er det ene­ste styk­ke musik til­gæn­ge­ligt online.

Både ban­dets navn og musik­ken i sig selv er inspi­re­ret af filo­sof­fen og fysi­ke­ren Carl Sagan. I det­te gam­le ind­læg fik jeg en snak med Mads fra ban­det om Carl Sagans filo­sofi, og hvor­dan den har smit­tet af på deres musi­ku­ni­vers:  http://www.musikmigblidt.dk/we-are-the-way-for-the-cosmos-to-know-itself.html).

 

 

Jaakko Eino Kalevi — mandag kl. 22.30

Finsk fyr, der laver psy­ke­de­li­ske pop til­sat elek­tro­ni­ca, jazz, disco og kraut­ro­ck m.m. og er i sam­me bold­ga­de som Ari­el Pink og Con­nan Mock­a­sin (der også spil­ler på Roskil­de i år!). Jeg er helt pjat­tet med num­me­ret No End fra EP’en Dreamzo­ne, der lang­somt fut­ter afsted som et søv­nigt tog.

 

 

Emilie Nicolas — mandag kl. 23.00

Nor­ske Emi­lie Nico­las har fat i en seri­øst lang ende med sin inti­me og smuk­ke pop under­støt­tet af elek­tro­ni­ske vir­ke­mid­ler. Hen­des vokal har man­ge dimen­sio­ner og er af den nor­ske avis VG ble­vet kaldt for “et sur­ro­und sound system i sig selv”. Hun har alle­re­de godt fat i hjem­lan­dets publi­kum og anmel­de­re, men helt ufortjent er hun sta­dig ret ukendt her i lan­det. Hen­des optræ­den på det­te års Roskil­de Festi­val skal nok lave om på det!

Video­en til Grown Up består på nostal­gisk vis af opta­gel­ser fra Emi­lies barn­dom, og jeg elsker den måde num­me­ret åbner sig omkring 02:15. San­gen er i øvrigt skre­vet til Emi­les far.

 

Pste­reo er egent­ligt et cover af et Dum Dum Boys num­mer, men det kan man nu ikke høre — Emi­lie Nico­las gør det til sit eget.

 

Samaris — tirsdag kl. 15.00

Sama­ris er fra Island og udgø­res af Áslaug Rún Magnús­dót­tir på kla­ri­net, Þórður Kári Ste­inþórs­son på elek­tro­nik­ken og Jófríður Ákadót­tir på vokal. Jófríður Ákadót­tir spil­ler også i dream­folk ban­det Pascal Pinon med sin tvil­lin­ge­sø­ster (se ind­læg her).

Sama­ris blev dan­net i 2011 og alle­re­de sam­me år vandt de den årli­ge island­ske musik­kon­kur­ren­ce Músík­til­rau­nir, der tid­li­ge­re er ble­vet vun­det af det suc­ces­ful­de indi­epop band Of Monsters And Men. Sene­re sam­me år vandt de den pre­sti­ge­fyld­te island­ske musikpris Kraumur Award, der hvert år udde­les af et erfa­rent panel til de 6 bed­ste island­ske album.

I 2011 og 2012 spil­le­de Sama­ris på den sto­re årli­ge Iceland Airwa­ves festi­val i Reykjavik, sam­men med blandt andre Björk og Sigur Rós, hvor de opnå­e­de stor inter­na­tio­nal opmærk­som­hed (de spil­ler der igen i år). Siden har de udgi­vet to albums — Sama­ris og i marts Silkidrangar

Sama­ris har en varm elek­tro­nisk lyd, hvis var­me for­stær­kes af den karak­te­ri­sti­ske brug af kla­ri­net. Til gen­gæld kan Jófríður Ákadót­tirs vokal være både kølig, melan­kolsk og hjem­sø­gen­de. Selv­om lyden har et moder­ne snit, så kan man ikke sige det sam­me om tek­ster­ne, som ban­det har hen­tet fra island­ske saga­er fra det 19. århund­re­de. Jeg fat­ter ikke en lyd, men det gør ikke noget, for det island­ske sprog er smukt i sig selv, især i kraft af Jófríður Ákadót­tirs tyde­li­ge måde at udta­le orde­ne på.

 

 

Unkwon — tirsdag kl. 16.30

Unkwon har jeg læn­ge haft et godt øje til, og han har da også været fea­tu­red på blog­gen et utal af gan­ge både sit eget mate­ri­a­le og med sine remixes! I vir­ke­lig­he­den er Unkwon Anders Dixen aka DixO­ne, som også har været en del af den køben­havn­ske nat­tes­cene i læn­gere tid, hvor han som dj har sat fut i dan­sesko­ene og røvryste­riet med effek­tiv bas­o­ri­en­te­ret musik inden­for ekso­ti­ske gen­rer som cum­bia, dan­ce­hall, trap, moom­bah­ton, dub­step, electro­nica og hip-hop. Sene­st sam­men med de to lige­sin­dede kunst­nere Eloq og Juli­us Syl­vest under nav­net Yo Felles.

Under nav­net DixO­ne udgav Anders Dixen i 2011 den mester­lige EP Bel­li­ge­rent i sam­ar­bejde med blu­es­san­ge­ren Clau­dius Pratt aka. Reve­rend Shine. Hvis du ikke ken­der den, er du gået glip af noget. Lyt til Ep’en i det­te tid­li­gere ind­læg: http://www.musikmigblidt.dk/reverend-shine-vs-dixone-belligerent.html

Som Unkwon har han impo­ne­ret mig både med sine remixes og ori­gi­nale pro­duk­tio­ners under­vands­ag­tige, dybe og ofte sexe­de kva­li­tet. Sid­ste år udgav han den gra­tis EP Fra­c­tu­res fuld af stem­nings­fuld chillwave/electronica.

 

Det sid­ste nye 100 % eget­pro­du­ce­re­de num­mer fra Unkwon er det for­før­en­de num­mer Sexu­al:

 

Unkwon er som sagt en flit­tig remixer, og jeg har udvalgt de bed­ste. Dis­se remixes demon­stre­rer tyde­ligt Unkwons evne til at dre­je ori­gi­nalt mate­ri­a­le i en ny inter­es­sant retning.

 

 

DNKL — tirsdag kl. 18.00

Sven­ske DNKL udta­lel “dun­kel”. Som nav­net anty­der er det et dystert musi­kals uni­vers, du kan for­ven­te fra den­ne trio. Selv kate­go­ri­se­rer de deres lyd som Noir Electro­nic Pop. Der er noget længsels­fuldt og læk­kert atmos­fæ­risk ved musik­ken, og jeg kan leven­de fore­stil­le mig at ban­det i live­sam­men­hæn­ge er ind­hyl­let i tung røg! Det vil­le i hvert fald være på sin plads!

Ind­til vide­re er to sing­ler samt et remix til­gæn­ge­ligt online.

 

Kill J — onsdag kl. 18.30

Kill J har fået mas­siv hype både her­hjem­me og i udlan­det, men helt fortjent for talen­tet er også mas­sivt! Live er duo­en end­nu mere over­be­vi­sen­de, og jeg har per­son­ligt fået adskil­li­ge kul­de­gys­nin­ger hver gang jeg har set dem. Kill J har kun tre num­re ude i æte­ren til at demon­stre­re det­te, men hvil­ke tre numre!

Kill J for­e­ner man­ge ten­den­ser vi ser lige nu i ny musik. Knivskar­pe elek­tro­pop­pede pro­duk­tioner, dybt run­gende og sfæ­ri­ske klang­fla­der, R&B og hip-hop ele­men­ter. Kill J’s hove­d­at­trak­tio­nen er dog Julie Aagaards vokal, der kan lave de fine­ste vibra­tio­ner. Man får ind­tryk­ket af, at hen­des stem­me­kon­trol er så over­le­gen og sik­ker, at hun kan gøre fuld­stæn­dig hvad der pas­ser hen­de uden at fal­de igennem.

For kun et par dage siden udkom den ømme, lang­som­me You Have Ano­t­her Lover.

 

Bul­let er ander­le­des club­bet i udtryk­ke­tet og fan­ger én med det sam­me med sin iøre­fal­dende, opklip­pede vokal, der lan­der på udrå­bet “Bul­let!” Mens omkvæ­det er ret M.I.A.-agtigt i udtryk­ket, er de mel­lem­lig­gende pas­sa­ger mør­kere og kol­dere i lyden, som metal mod huden. I sid­ste halv­del bli­ver det mere intenst og går op i en høje­re enhed.

 

Num­me­ret som udlø­ste det hele var Phoenix

 

Nys­ger­rig på hvad Kill J ellers kan for­ven­te at høre til kon­cer­ten på Roskil­de? Så tjek det nye num­mer Cold Storm, der blev opta­get i en svensk p3 live­ses­sion (57:44). Num­me­re er sådan lidt stam­me­ag­tigt, og for­san­ger Julie Aagaard viser sin vokal fra en ny og mere ful­dre­gi­stret side:

 

For et par måne­der sam­men­sat­te lave­de Julie Aagaard også et mixta­pe fuld af femi­nin badass atti­tu­de, hvor ori­gi­nalt Kill J mate­ri­a­le også var at fin­de. Sær­ligt før­ste num­mer Dumb High
 med tra­p­e­le­men­ter er værd at tjek­ke ud!

For­le­den anbe­fa­le­de jeg at fan­ge Qui­ck Qui­ck Obey i Pum­pe­hu­sets Byha­ve, men hvad du måske ikke ved er, at Pum­pe­hu­set fak­tisk afhol­der et væld af gra­tis uden­dørs kon­cer­ter med upco­m­ing arti­ster i deres hyg­ge­li­ge Byha­ve hen over hele som­me­ren. Der er annon­ce­ret over 100 kon­cer­ter(!) fra maj til mid­ten af sep­tem­ber, så der er i den grad noget at væl­ge imel­lem! Hvor er det fedt, at Pum­pe­hu­set i den grad slår et slag for vækst­la­get i det dan­ske land — det skal de have stor ros for!

Udover at du kan nyde go’ musik, så kan du med­brin­ge din egen mad og frit benyt­te Byha­vens grill — geni­alt! Der er også fro wi-fi og kaf­fe på kan­den. What’s not to like?

Jeg har kig­get pro­gram­met igen­nem og valgt en ræk­ke bands ud, som jeg kan lide. Man­ge af dem har før fået spal­te­plads her på Musik Mig blidt. Det skal dog siges, at jeg ikke har hørt alle de ca. 100 kunst­ne­re, så der kan sag­tens gem­me sig gode musi­kal­ske ople­vel­ser i pro­gram­met udover dem jeg frem­hæ­ver her. Det ful­de pro­gramm kan ses Pum­pe­hu­sets face­book pro­fil eller på deres egen hjem­mesi­de.

28. juni: Ekkofabrikken + Fribytterdrømme 

Spring — Et Psy­ke­de­lisk Kul­tur­g­art­ne­ri invi­te­rer til en omgang psy­ke­de­lisk, syret rock med Ekko­fa­brik­ken og Fri­byt­ter­drøm­me. Der er dømt flas­h­ba­ck til hip­pie­ti­den og Wood­sto­ck! OBS!  arran­ge­men­tet er i gang i skri­ven­de stund!

FB Event: https://www.facebook.com/events/1445640349025628/?source=73

 

11. juli: Lowly

Jeg er sta­dig helt oppe at rin­ge over Lowly’s debut­sing­le Day­drea­mers, der for mig er en stærk kan­di­dat til det bed­ste num­mer i 2014 ind­til vide­re. For at cite­re mig selv:

“Day­drea­mers er på alle måder skøn sang og nær­mest en art “ant­hem” med en fan­ta­stisk melo­di og meget livs­be­kræf­tende ener­gi! Hvis du ikke nyn­ner med efter et par afspil­nin­ger med luk­kede øjne og smil på læben, vil det kom­me på bag på mig. Det gør jeg i hvert fald selv!” (læs hele indlægget)

Jeg har fået lov at lyt­te til den kom­men­de EP, og jeg kan bero­li­ge med, at den høje kva­li­tet er gen­nem­gå­en­de på alle num­re. Des­u­den har ban­det fået stor ros for deres live kon­cer­ter, her­un­der på det­te års SPOT festival!

FB event: https://www.facebook.com/events/586038614850316/?fref=ts

16. juli: Navneløs + Sweet Jesus 17

Det er ingen hem­me­lig­hed at Nav­ne­løs lig­ger mit hjer­te nær. Jeg elsker deres på én gang fine,  Jeg har fulgt ban­det fra det var mere eller min­dre ukendt til i dag, hvor de står med et af de bed­ste og mest ambi­tiø­se debutal­bum, der læn­ge er udgi­vet i Dan­mark. Værk udkom i febru­ar i år og er et meget sam­men­sat og kom­pro­mis­løst album, der ube­svæ­ret og mester­ligt veks­ler mel­lem for­skel­lige dyna­mi­k­ker — mel­lem det pompø­se, stø­jende og mini­ma­li­stisk sar­te, mel­l­lem indad­vendt refleksion/melankoli og udad­vendt opti­misme — og mel­lem gen­rer som kam­mer­rock, post-rock, klas­sisk og jazz.

Du kan bli­ve meget klo­ge­re på album­met i det­te ind­læg, hvor Nav­ne­løs selv for­tæl­ler om album­mets til­bli­vel­se og går i dyb­den med alle num­re­ne: http://www.musikmigblidt.dk/eksklusivt-navneloes-tager-dig-med-bag-om-debutalbummet-vaerk.html

FB event: https://www.facebook.com/events/763211337064557/?fref=ts

 

Swe­et Jesus 17, der er opstå­et fra det køben­havn­ske band­kol­lek­tiv Band­kol­lek­ti­vet Oh!My tæl­ler med­lem­mer fra Vir­gin Sui­ci­de, Octo­ber Dan­ce og Ice Cream Cat­hed­ral. Sid­ste som­mer udgav de en EP bestå­en­de af fire skøn­ne san­ge med en lige­frem gara­gepop­pet ener­gi. Der skul­le være nyt på vej fra ban­det inden længe!

 

17. juli: DISA (IS)+ So-so Echo

Disa er sig­net på det tone­an­gi­ven­de pla­de­sel­skab Tiger­spring. Hun går helt sik­kert en lys frem­tid i møde, trods at hun bevæ­ger sig i et dystert, elek­tro­nisk uni­vers. Ind­til vide­rer er der to sing­ler ude - Sun og Sto­nes. Beg­ge er en en isnen­de kold, men smuk affæ­re, hvor Disas flot­te vokal er det ene­ste trø­stende ele­ment i et barskt land­skab af ishav og rå klippeformationer.

Inspira­tio­nen kom­mer iføl­ge hen­de selv fra den vil­de, skan­di­na­vi­ske natur men også fra andre nuti­dige og alter­na­tive kunst­nere som Rahat Fateh Ali Khan, Bri­an Eno og Fever Ray. Også Kate Bush, Björk og Eliza­beth Fra­ser er kunst­nere, der nær­lig­gende at dra­ge sam­men­lig­nin­ger med.

Om sin musik siger Disa: ”Det er mit mål at lave musik, som jeg vir­ke­lig elsker, og som ikke er let at gen­re­be­stemme. Musik der både har umid­del­bare kva­li­te­ter, men som også har man­ge lag, man kan dyk­ke ned I og udforske.”

 

So-so Echo bevæ­ger sig et drøm­mende, nostal­gisk uni­vers hvor æste­tik­ken låner en hel del fra 80’erne inklu­siv bru­gen af den karak­te­ri­sti­ske Roland Juno synt­he­sizer. Det er efter­hån­den lang tid siden vi har noget fra ban­det, men så vidt jeg er ori­en­te­ret er der også sket sto­re for­an­drin­ger med ban­det. Hvad dis­se for­an­drin­ger går up på, kan du bli­ve klo­ge­re på ved at duk­ke op den­ne høj­som­mer­af­ten i Byhaven!

 

31. juli: Goldie Chorus + North Fall

Gol­die Chorus er star­tet af Emil David­sen, der tid­li­gere har været san­ger og sangskri­ver i ban­det Let Me Play Your Gui­tar. Des­u­den er han også live-med­lem i Indi­ans. I dag er Asb­jørn Stor­gaard og Jep­pe David­sen også ombord i projektet.

Musik­ken kan beteg­nes som psych-pop i den for­stand, at den gode melo­di er domi­ne­rende, men san­ge­nes byg­ge­klod­ser har en snært David Lynch asso­ci­e­ret “weird­nes­sfak­tor” over sig. Det lyder lidt som om, at san­gene er pak­ket ind i et net af mild dis­so­nans og forvræng­ning. Som om en ellers god drøm er på kan­ten til at vip­pe over i en ond drøm. Som om noget grimt lurer under den køn­ne overflade.

FB-event: https://www.facebook.com/events/1505879212964636/?fref=ts

 

På debut-EP’en, der udkom i april, er jeg mest glad for sid­ste num­mer — den søv­ni­ge Mot­her Earth.

 

 

North Fall udgav i janu­ar mini­al­bum­met Out­si­de It’s Growing Light. Front­man­den Ander Bel­ling på 21 år har en følen­de vokal på de fine og ofte drøm­men­de melo­di­er til­sat en pæn sjat melankoli.

Lyt engang til Run­ner og Pro­to­col, og se om du ikke kan gen­ken­de oven­stå­en­de beskrivelse.

North Fall — Runner

North Fall — Protocol

 

1. aug: Mílford

Mil­ford har net­op udgi­vet et på alle måder flot debutal­bum med tit­len Smit­he­re­ens. Ban­det spil­ler drøm­men­de indie med både elek­tro­ni­ske og fol­ke­de ele­men­ter. Melo­di­er­ne er smuk­ke og udtryk­ket vari­e­ret og afspej­ler inte­gri­tet og stor bevidst­hed om egne vir­ke­mid­ler. Af og til, som på åbnings­num­me­ret Making Sen­se og Skin & Bones, lyder Míl­ford lidt som kol­le­ga­er­ne i Kis­saway Trail, når det kom­mer til vokal­brug og melo­di­øs stor­la­den­hed (med fæl­les råb). Míl­ford er dog alli­ge­vel helt deres egne og fortje­ner meget mere opmærk­som­hed end de hidtil har fået!

 

 

13. aug: Furns + Marlequin

Furns har jeg fea­tu­red fle­re gan­ge på Musik Mig Blidts Slap nu af! kom­pi­la­tio­ner, og det er ikke til­fæl­digt. Det er sinds­sygt beha­ge­ligt at lyt­te til duo­ens afslap­pen­de, chil­le­de toner! End­nu er intet offi­ci­elt udgi­vet, men en sing­le skul­le snart være på vej.

FB-event: https://www.facebook.com/events/586290761466947/?fref=ts

 

Mar­lequin gør sig bemær­ket med skæv electro­pop. Deres sene­ste uplo­ad The Fool på soundcloud spar­ker røv!

29. aug: Scarlet Chives + Where did Nora go

Scar­let Chi­ves  udgav i efte­å­ret deres andet album This Is Pro­tection, der byder på mør­kere, og mere ilde­vars­lende toner, end det var til­fæl­det på deres selv­be­tit­lede debutal­bum. Det går dog hånd i hånd med et luf­tigt og sfæ­risk udtryk, som sam­men­lagt giver et kon­trast­fuldt og dra­ma­tisk uni­vers.  Maria Holm-Mor­ten­sens vokal er mester­lig og unik i sin tone inden­for lan­dets græn­ser. Læs evt. min anmel­del­se af This Is Pro­tection her.

Favo­rit­ten på album­met er den sho­e­ga­ze­de og dagdømmende<em> Some Days Stay,</em> der sæt­ter de uhyg­ge­ska­ben­de vir­ke­mid­ler på stand­by til for­del for en til­ba­ge­læ­net stemning.

 

Astrid Nora udkom­mer med nyt album under nav­net “Whe­re Did Noro Go” d. 5. sep­tem­ber i år. Et album som har fået tit­len Shim­mer. Den­ne gang med et mere aku­stisk og fol­kemu­si­kalsk afsæt i for­hold til debutal­bum­met, hvor  tra­di­tio­nel­le instru­men­ter som gui­tar, bas og trom­mer er erstat­tet af kla­ver, kla­ri­net, marxop­hon (et sjæl­dent ame­ri­kansk fol­kemu­sikin­stru­ment fra først i 1900-tal­let), har­pe og cel­lo. Inspira­tio­nen kom­mer bl.a. fra Anto­ny Heg­ar­ty, Björk, Mari­am The Belie­ver, Agnes Obel og Woodkid.

Før­ste sing­le fra Shim­mer er san­gen Shel­ter som udkom den 12. maj sam­men med den­ne musik­vi­deo skabt i sam­ar­bej­de med Dani­el Buchwald:

 

30. aug: Young Dinosaur + Tidlige Armbånd 

Young Dinosaur er ungt band fra Skør­ping i Nord­jyl­land, der udgav deres fine debut-EP til­ba­ge i 20o12. De arbej­der i øje­blik­ket på deres debutal­bum, der for­ven­tes på gade i løbet af 2014 på Fake Dia­mond Records. 

Ban­det har øre for smuk­ke smuk­ke, sol­be­skin­ne­de pop­me­lo­di­er med kom­plek­se og inter­es­san­te bas­gan­ge, ryt­mer og instru­men­tale pas­sa­ger. Young Dinosaur dyr­ker des­u­den skæ­ve gui­tar­rif­fs og voka­ler, der dra­ger paral­lel­ler til Beach Boys. Resul­ta­tet er lege­sygt og for­fri­sken­de. Man keder sig aldrig!

Debut-EP’en:

 

Tjek også sing­len What Mat­ters Today med b‑siden Occu­py My mind, der giver et fin­ger­peg om at ban­det for­stæt­ter i sam­me stil på den kom­men­de LP — dog med et lidt mere psy­ke­de­lisk og smadret udtryk.

 

For få dage siden slap Young dinosaur deres nye­ste num­mer Surf Rou­te 101, der vir­ke­lig demon­stre­re ban­dets evne til ryt­mi­ske skift og skæ­ve indslag!

 

Tid­li­ge Arm­bånd spil­ler, hvad jeg vil­le kal­de henka­stet, skram­let rock, hvor ban­det syn­ger lige hvad fan­den der fal­der dem ind. Det har en naiv og umid­del­bar kva­li­tet, jeg fin­der char­me­ren­de. Såle­des har de på rela­tivt kort tid udgi­vet to EP’er med under­hol­den­de tit­ler — Jeg Kun­ne Dig Rig­tigt Godt og Gode Piger Kom­mer I Him­len, Slem­me Piger Kom­mer Over Det Hele. De spil­ler i øvrigt på Roskil­de Festi­val på tirsdag!