Musik Mig Blidt

Qui­ck Qui­ck Obey giver gra­tis kon­cert i aften kl. 20.45 i Pum­pe­hu­sets Byha­ve, og det vil jeg kraf­tigt opfor­dre dig til at ople­ve! Jeg har før ople­vet Qui­ck Qui­ck Obey live og de er vir­ke­lig et godt live­band med mas­ser af erfa­ring trods deres rela­ti­ve kor­te levetid!

Det er lidt over et år siden, at jeg før­ste gang beret­te­de om det­te skøn­ne band, da de udgav deres fine debut­sing­le Sunn. I april i år lan­de­de så ende­lig deres char­me­ren­de og gen­nem­mu­si­kal­ske debut­pla­de Bulb Days, der får mig til at tæn­ke, at dis­se unge dren­ge med stor sand­syn­lig­hed går en lys frem­tid i møde! Jeg har på for­nem­mel­sen, at vi kun har set top­pen af deres talent — og det siger ikke så lidt! Stream debutal­bum­met herunder.

FB Event: https://www.facebook.com/events/490721024361051/?fref=ts

Jeg har fået til­sendt en sang fra en ny inter­es­sant dansk kon­stel­la­tion, der kal­der sig Mile­va. Bag det­te kunst­ner­navn gem­mer der sig en duo — Tik­ki Has­sel­ri­is (tid­li­ge­re gui­ta­rist i electro-duo­en Rang­le­klods) og Aslak Svane.

Sam­men pro­du­ce­rer de alter­na­tiv pop med både elek­tro­ni­ske og klas­si­ske ele­men­ter. Balan­cen mel­lem dis­se to udtryk er noget nær per­fekt på det ene num­mer, der ind­til vide­re er onli­ne. De elek­tro­ni­ske ele­men­ter er under­spil­le­de i form af synt­h­bas og en ambi­ent klang­fla­de i mel­lem­spil­let. Bru­gen af vio­lin, trom­mer (læg mær­ke til den let­te trom­men på bæk­ken!), cel­lo, fly­gel­horn og trom­pet giver num­me­ret en orga­nisk skønhed.

Num­me­ret sti­ger grad­vist i inten­si­tet, og til sidst løf­ter Tik­ki Has­sel­ri­is’ fine luf­ti­ge vokal num­me­ret til uane­de høj­der, idet hun samp­ler sig selv, så man som lyt­ter får for­nem­mel­sen af at være omrin­get af vokal har­moni. Hen­des vokal­bi­der cirk­ler vægt­løst rundt om hin­an­den og ska­ber sam­men med alle de før­nævn­te instru­men­ter en slags sym­fo­nisk hvir­vel­vind i en svulstig finale.

Mile­va har i øvrigt opfun­det deres helt eget blan­dings­sprog hvor både lat­in, engelsk og dansk ind­går i tek­stu­ni­ver­set. Måske er det lidt fjol­let og går ud over for­stå­el­sen af ind­hol­det, men især det lat­in­ske synes jeg egent­lig lyder ret gra­ci­øst. Man kom­mer let til at tæn­ke på island­ske Sigur Rós, der også opfandt deres eget sprog — Hopelan­dic (især på det frem­ra­gen­de album ( ), hvor for­san­ger Jón­si ude­luk­ken­de syn­ger på det­te smuk­ke fan­ta­si­s­prog). Stem­men bli­ver i beg­ge til­fæl­de brugt mere som musi­kalsk instru­ment end som egent­lig for­mid­ler af bud­ska­ber — med­min­dre man selv­føl­ge­lig gør sig det besvær at over­sæt­te det lat­in­ske (hvad jeg ikke har orket).

Tekst:

Sen­tio sen­seab­le eluvio
Magi Manio eccen­tric lucio
Exci­to som­nia euferi
Magi Manio Spel­l­bo­und me

Ani­ma Amen­ti epiphany
Immor­tal libi­do lucidity
Poe­ta Anu­bis psychosis
Alberts wife Mile­va in me

Mag­na reve­la­tion, Duo Mun­dus in finis vivo
Divi­nus occul­ta ori­go, Dea Plu­via Putatio
Domi­nus nox Mr. Morfeus,
Mercuri­us Cir­kus Maximus

Magi Mile­va Alberts Wife
God send a red fly, drip­ping with my hair dye

Mile­va | Facebook

Mile­va | Soundcloud

Spi­ne of Man er et nyt band på den køben­havn­ske sce­ne. Og så dog, for vi har egent­lig at gøre med en reinkar­na­tion af ban­det Le Clé. Hvor Le Clé var lidt af et par­ty­band med ener­gi­ske, ube­kym­re­de uptem­po san­ge i kyd­se­fel­tet mel­lem pop, rock og disco er Spi­ne Of Man en væsent­ligt ander­le­des efter­tænk­som og alvor­lig størrelse.

Spi­ne Of Man har et klart pro­jekt med deres musik — nem­lig at under­sø­ge det eksi­sten­ti­el­le tom­rum, som den moder­ne mand fin­der sig selv i og for­sva­re man­dens ret til at græ­de og være sår­ba­re og skrø­be­li­ge. I sel­ve nav­net “Spi­ne of Man” har ban­det ind­lej­ret et bud­skab om, at man­dens rygrad, i mod­sæt­ning til hvad nuti­dens domi­ne­ren­de man­de­bil­le­de dik­te­rer, net­op kon­sti­tu­e­res af hans evne til at være til ste­de i sine følel­ser og vise dem frem. Spi­ne of Man for­sø­ger i den for­stand at gøre op med myten om, at mænd der viser følel­ser ikke har nogen rygrad.

Som ban­det udta­ler i deres pressemeddelelse:

“Dan­ske mænd går sta­dig rundt og hol­der deres fru­stra­tio­ner og følel­ser inde bag sko­v­mands­skæg og skar­pe side-cuts. De må ikke vise svag­heds­tegn. Det har de aldrig måt­te. De skal frem­stå stær­ke og ful­de af kon­trol. Men Spi­ne of Man synes det er på tide at få udryd­det den­ne illu­sion. Mænd har ondt, mænd græ­der, mænd lig­ger i foster­stil­ling på bade­væ­rel­set efter kvin­den i deres liv smæk­ker døren bag dem. Mænd lider kort sagt, og hvor­for må de ikke vise det?”

Ind­til vide­re har ban­det to san­ge ude, der cirk­ler om livets svæ­re følel­ser. Hvor ban­dets efter­tænk­som­me før­ste sing­le Ceme­te­ry udtryk­ker følel­sen af tom­hed efter et brud samt kær­lig­he­dens menings­løs­hed, er Sad Story mere upbe­at og opti­mi­stisk i tonen i kraft af især gui­ta­ren, men tek­stu­ni­ver­set kred­ser dog sta­digt om noget så tungt som livets forgængelighed.

Lydæ­ste­tisk er Spi­ne of Man inspi­re­ret af bl.a. Fle­etwood Mac og Bru­ce Springs­te­en. Smer­ten og den blø­de­n­de maskuli­ni­tet for­nem­mes kon­stant i den liden­de voka­le leve­ring. Det fun­ge­rer godt på dis­se to san­ge, men jeg er dog lidt bekym­ret for, om det kan bli­ve for patos­fyldt på et helt album. På den anden side er jeg ikke bekym­ret for ban­dets evne til at ska­be gode melo­di­er! Det bli­ver spæn­den­de at føl­ge Spi­ne Of Man fremover!

Spi­ne of Man — Cemetery

Spi­ne of Man — Sad Story

Spi­ne of Man | Facebook