Musik Mig Blidt

Her et par dage efter, at Roskil­de Festi­val er skudt i gang og under grun­dig opvarm­ning med hjælp fra årets Rising-kunst­ne­re, får du her mine anbe­fa­lin­ger fra man­dag den 29. og frem. Anbe­fa­lin­ger­ne er i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge i for­hold til, hvor­når kunst­ne­ren spil­ler på festi­va­len. Du får ét glansnum­mer pr. kunst­ner i en Spo­ti­fy-play­li­ste. Mens du lyt­ter, kan du læse en kort intruk­tion til hver kunst­ner — lige­le­des i kro­no­lo­gisk ræk­ke­føl­ge. Håber det kan tje­ne som inspira­tion til både festi­val­gæn­ge­re og inter­es­se­re­de sofa­lyt­te­re derude!

Mandag 

Gooms (DK) — Abstrakt og skæv pop af tid­li­ge­re Oh No Ono + Figuri­nes medlemmer

Lowly (DK) — Nois­epop med fan­ta­sti­ske og drøm­men­de melo­di­er, fan­ta­stisk per­kus­sion og fængs­len­de uni­so­ne voka­ler leve­ret af Nan­na Schan­nong og Sof­fie Vie­mose (NANOME)

De Underjor­di­ske (DK) — Dansk syrerock/psykdelisk rock. Mildt hyp­no­ti­se­ren­de og lyrisk funklende.

Kwa­mie Liv (DK) — sæl­som indad­vendt og dra­gen­de i græn­selan­det mel­lem elek­tro­nisk pop og sovekammer‑R&B

Tirsdag

Slaugh­ter Beach (DK) — Cact­chy og drøm­men­de lo-fi-pop med refe­ren­cer til Beach Hou­se, Bro­ken Soci­al Sce­ne, Pixies, David Bowie og Fla­m­ing Lips. Ekstremt lovende!

Hey Elbow (SE) — Atmos­fæ­risk, stø­jen­de eks­pe­ri­men­tal pop, der for­e­ner det bed­ste fra bands som tUnE-yArDs og Deerhoof

Kill J (DK ) (spil­ler sam­ti­dig Hey Elbow) — Knivskarp og  electro­pop med en vokal af en ver­den. For­san­ger Julie Aagaard har et fuld­stæn­dig van­vit­tigt regi­ster men altid i over­le­gen kontrol.

Farao (NO) — Ind­følt og melan­kolsk folkpop af nor­ske Kari Jahnsen

Onsdag

Com­mu­ni­ons (DK) — Melo­disk og medri­ven­de rock leve­ret med skram­let pun­kæ­ste­tik og cool andro­gyn vokal. Ét af de mest inter­es­san­te dan­ske bands lige nu og har net­op udgi­vet en fan­ta­stisk EP!

King Gizzard & The Lizard Wizard (AU) — Hyp­no­tisk, skram­let og psy­ke­de­lisk rock/pop med kla­re refe­ren­cer til 60’erne lyd og Frank Zap­pa. Glem alt omkvæd og tag tag ud på en musi­kalsk rej­se uden klar desti­na­tion udover næste bøl­gen­de gui­tar riff. Alle 5 num­re på den geni­a­le nye EP Quar­ters er præ­cis 1o minut­ter og 1o sekunder!

Torsdag

Ezra Fur­man (US)- Lidt af en kamæleon, men lige impo­ne­ren­de udi indiepop/rock og rock&roll

Fat­her John Misty (US) — Også kendt under nav­net j. Til­l­man og tid­li­ge­re med­lem af Fle­et Foxes. Fol­ket sin­ger-songwri­ter med et nye emi­nent album i form af den bit­ter­sø­de-og spy­di­ge I love you, Honey­bear og også lidt af en Croo­ner og show­man, når han vil.

SOAK (UK) — Kun 18 år gam­mel og et kæm­pe sangskri­ver­ta­lent! Det er ikke til­fæl­digt, at jeg i et ind­læg med til­lægs­tit­len “En stjer­ne i svøb” for over et år siden spå­e­de SOAK en lys frem­tid. Bri­die Monds-Wat­sons san­ge emmer af mel­ako­li, sød­me og skrø­be­lig­hed. Hen­des vokal har en meget unik og lidt andro­gyn klang og det én måned gam­le debutal­bum er smukt smukt smukt!

Foxy­gen (US) — Den gode melo­di og en varm retro­lyd fra slut 60’erne som en udsy­ret ver­sion af Simon & Gar­fun­kel men også med rock & roll og rock­e­le­men­ter med inspira­tion fra The Rol­ling Sto­nes, The Doors, Vel­vet Under­gro­und, Tal­king Heads og David Bowie. Foxy­gens musik er med andre ord svær at sæt­te helt i bås, men gen­nem­gå­en­de er den krøl­pop­pet og dybt charmerende!

Jung­le (UK) — Soul med hooks og med big­band-ele­men­ter! For­vent et høje­ner­gisk lives­how af de 7 mand, der udgør Jung­le live.

Muse (UK) — Rock med glam­ten­den­ser, sym­fo­ni­ske og pro­g­res­si­ve ele­men­ter, af og til kry­dret med electro­ni­ca. Muse når langt udover sce­ne­kan­ten, godt hjul­pet på vej af front­mand Mat­t­hes Bel­la­mys insi­ste­ren­de falset!

Hot Chip (UK) — Dansa­bel indi­epop med electro­ni­ca-ele­men­ter. Umu­lig at stå stil­le til, men sam­ti­dig intel­li­gent udført og med en vis melan­kolsk distan­ce. Hot Chip går direk­te i bene­ne uden at for­fal­de til alt for chea­sy tri­cks i dan­ce og par­ty-hånd­bo­gen. Det hele er hånd­spil­let og mere orga­nisk end ten­den­sen ellers er i dis­se digi­ta­le tider — glem alt om lab­top-base­ret livemusik!

Fredag

Kro­nos Quar­tet: Klas­sisk stry­ge­kvar­tet, aktiv på fyr­re­ty­ven­de år, der for­tol­ker både gam­mel klas­sisk musik og nye­re klas­si­ske kunst­ne­re som f.eks. mini­ma­li­sten Phi­lipp Glass. Til kon­cer­ten på Roskil­de for­tol­ker kvar­tet­ten avant­gar­de kom­pon­ni­sten­Ter­ry Riley, som har udfor­sket en både klas­sisk og elek­tro­nisk mini­ma­li­stisk lyd.

Bro­ken Twin (DK) — Sid­ste års LP May fra Maj­ke Voss Rom­me hav­de jeg som nr. 2 på min års­li­ste over de bed­ste dan­ske udgi­vel­ser! For­vent tyste og inder­lige melo­di­ske san­ge, græn­sen­de til det fil­mi­ske om ensom­hed, kær­lig­hed og om at bli­ve vok­sen. Tem­poet er lang­somt og dvæ­lende, og ste­m­in­gen ind­by­der til reflek­sion. Bro­ken Twins musik besid­der en ner­ve og et nær­vær, der kry­ber ind under huden på lytteren.

Rang­le­klods (DK) — Kan­tet pop med baryton-vokal ala David Bowie og en udpræ­get ufor­ud­si­ge­lig­hed kom­bi­ne­ret med en bri­tisk inspi­re­ret club-lyd  og med ind­dra­gel­se af bl.a. 90-retro-vir­ke­mid­ler, som på før­stesing­len Lost U fra det nye album Straitja­ck­et. 

Sus­an­ne Sund­før (NO) — Sin­ger-songwri­ter med Abba-klin­gen­de vokal, som ofte inkorpo­re­rer synt­hpop-ele­men­ter, der mimer en form for elek­tro­nisk kir­ke­or­gel til at ska­be majæ­ste­ti­ske og dra­gen­de dimen­sio­ner i sin musik. Af og til bevæ­ger hun sig også over i en ren­dyr­ket smuk neoklas­sisk og fil­misk gen­re. Den nor­di­ske melan­ko­li i musik­ken for­næg­ter sig ikke!

The Tal­lest Man On Earth (SE) — Varm sin­ger-songwri­ter og folkmu­si­ker med aku­stisk gui­tar i cen­trum og med fuld band til lej­lig­he­den. Fovent at bli­ve char­me­ret omkuld af  Kri­sti­an Mats­sons skæ­ve og gen­ken­de­li­ge røst.

Lydia Ain­sworth (CA) — Solo­ar­tist, der udfor­sker græn­selan­det mel­lem orke­stral pop, psy­ch­folk og electro­nica. Til tider min­der det lidt om Fever Ray. Før Lydia Ain­sworth udvik­lede sig til en egent­lig solo­ar­tist kom­po­ne­rede hun musik til film og mul­ti­me­di­e­pro­jek­ter, og det fil­mi­ske islæt for­næg­ter sig hel­ler ikke på hen­des solo­ma­te­ri­a­le. Debutal­bum Whi­te Sha­dows var på fortjent min liste over de bed­ste uden­land­ske albums i 2014.

Run The Jewels (US) — Spæn­den­de og effek­tiv hip-hop og et af de bedst anmeld­te hip-hop bands i nye­re tid. Nuff said!

Ali­ce Boman (SE) — Sove­væ­rel­ses­in­timt og nat­te­melan­koli præ­ger sven­ske Ali­ce Bomans visken­de og atmos­fæ­risk dra­gen­de lydu­ni­vers. Man kan nemt tro, hun hen­ven­der sig helt for­tro­ligt og ret­tet mod dig ale­ne. Kla­ve­rets distan­ce­rede og dæm­pede plads i lyd­bil­le­det samt rum­mets natur­lige støj bidra­ger til den imti­me og vug­ge­vi­se­ag­tige stem­ning. Med sin dob­belt EP-udgi­vel­se EP II & Skis­ser hav­de jeg Ali­ce Boman pla­ce­ret som nr. 12 på min års­li­ste over de bed­ste uden­lan­ske album i 2014.

Mew (DK) — Dansk pro­g­res­siv rock, når det bedst! En per­son­lig favo­rit i umin­de­li­ge tider. Har set dem et utal af gan­ge live, og de er altid ufor­lig­ne­li­ge og deci­de­ret magi­ske. En rej­se ind i det sær­li­ge Mew-uni­vers er altid en beru­sen­de opel­vel­se, og den­ne gang oven i købet med et fint nyt album i baga­gen efter 4 års pau­se. Et must!

Lørdag

Who­ma­dewho (DK) ‑For­vent effek­tiv, intel­li­gent og dansa­bel electro-synt­hpop! Who­ma­dewho giver altid superin­ten­se kon­cer­ter, hvor folk dan­ser nær­mest fra start til slut!

Baring­ton Levy (JM)- Dan­ce­hall møder reg­gae i en far­ve­rig og til­ba­ge­læ­net stil. Baring­ton Levy star­te­de da han var 14 år og er nu fyldt 50, så det er en gar­vet her­re, du med tryg­hed og med stors­mil på læben kan gro­ove og vug­ge hove­d­et til, mens Oran­ge sce­ne trans­for­me­rer sig til Jami­a­cas azur­blå stran­de og pal­mer for dit indre blik.

Nils Fra­hm (DE) — En per­son­lig abso­lut favo­rit er den tyske pia­nist og bro­byg­ger mel­lem neoklas­sisk og electronica/synthbaseret musik, Nils Fra­hm. Jeg har set ham hele 9(!) gan­ge de sene­ste tre år (og des­u­den inter­viewet ham), og hver gang har været en kon­trast­fuld sonisk rej­se med et ekstremt nær­vær fra hoved­per­so­nen, hvor Fra­hm er meget opmærk­som på publi­kums reak­tio­ner. Fra­hm impro­vi­se­rer altid sto­re dele af sine kon­cer­ter og udvik­ler end­da nyt mate­ri­a­le via sin flit­ti­ge tur­né-virk­som­hed, og har ved siden af ale­ne det sene­ste år udgi­vet to albums med mini­ma­le og atmos­fæ­ri­ske kla­ver­kpopo­si­tio­ner. Sene­st vandt han den tyske film­pris for musik­ken til den prisvin­den­de tyske film Victo­ria. Til kon­cer­ten på Roskil­de fin­der fin­der han sin mere tech­no-mini­ma­li­sti­ske side frem med mere smæk på bas­sen, end der tra­di­tio­nelt er til en Nils Fra­hm kon­cert. Don’t miss!

Clark (UK) — Intel­le­gent og høj­de­tal­je­ret electronica/techno ekvi­li­brist. Det er sprødt, kni­tren­de og dysterst!

Dren­ge (UK) — Rock med gre­ne ud til både grun­ge, gara­ge-rock, rock & roll og blu­es. Dis­se brit­ter besid­der en rå og lige­frem lyd, som er svær ikke at bli­ve revet med af!

Jamie XX (UK) — luk­ker og sluk­ker (side­lø­ben­de med Koda­li­ne). Og det er en per­fekt afslut­ter, hvis du spør­ger mig! Du ken­der ham måske som den ene halv­del af ban­det The XX, men solo har brit­ten i den grad også gjort sig posi­tivt bemær­ket! Far­ve­strå­len­de, krøl­let og dansa­belt futuri­stisk elek­tro­nisk pop. Én af vor tids mest inte­r­esa­san­te pro­du­ce­re Sid­ste år impo­ne­re­de Jamie XX med sing­len Under One Roof Raving, der love­de stort, og med det nye — i både bog­ta­ve­ligt og over­ført betyd­ning — far­ve­strå­len­de album In Colour, har Jamie XX skabt et af de mest bemær­ke­ses­vær­di­ge albums ind­til vide­re i 2015 med alter­na­ti­ve hits som f.eks. den smoo­th og lækre Loud Pla­ces!