Musik Mig Blidt

En super inter­es­sant vinyl LP er lan­det i Musik Mig Blidt’s hule på Ama­ger i form af debut­pla­den fra  Machine, dear; Kil­ling Somet­hing That’s Alre­a­dy Dead. 

Machine, dear er Frans Gals­chi­øt Quaa­de og Anders Søn­der­gaard, der så vidt jeg ved et ube­skre­ve­de blad i musi­kalsk sam­men­hæng, men det kan man nu ikke høre. De omtrent 20 minut­ters musik går langt udenom hook­li­nes, de let­te løs­nin­ger og lave­ste fæl­lesnæv­ner. Pla­den består af 6 flot kom­po­ne­re­de alter­na­ti­ve pop-per­ler, der sig­ter og ram­mer dybt både tekst­mæs­sigt og rent musikalsk.

Nu brug­te jeg ordet “kom­po­ne­re­de”, men ban­det selv beteg­ner deres musik som “desig­net”, for­di com­pu­te­ren både som værk­tøj og inspira­tor har været cen­tral på fle­re måder i album­mets tilblivelse.

Viny­lens cover­de­sign (se også video læn­ge­re nede) er ikke bare smuk med dens hyp­no­ti­ske, sort­hvi­de gra­fi­ske udtryk.  Den er også et sym­bol på pla­dens til­bli­vel­se­pro­ces og tema­ti­ske ind­hold, der i høj grad cirk­ler om maski­nen og tek­no­lo­gi­ens betyd­ning for mennesket.

Com­pu­te­rens redi­ge­rings­mu­lig­he­der har spil­let en stor rol­le under ind­spild­nin­gen af pla­den i for­hold til effek­ter, samp­les og arran­ge­rin­gen af san­ge­ne. Den men­ne­ske­li­ge var­me skin­ner på den anden siden klart igen­nem via voka­ler­ne og de aku­sti­ske instru­men­ter. Det sik­rer, at det sam­le­de udtryk og ind­tryk er har­monisk og rart at lyt­te til, selv­om duo­en som sagt ikke har valgt nogen let­te løsninger.

Også i sang­tek­ster­ne mødes maski­nen og men­ne­sket. Tek­ster­ne kred­ser nem­lig om tek­no­lo­gi­ske land­vin­din­gers betyd­ning for men­ne­ske­li­ge rela­tio­ner. Tyde­ligst kom­mer det­te tema til udtryk i New Best Friend:

I love and hate this face

A beau­ti­ful mistake

Love it hard and it will love you back

If it gets uns­a­fe we trust our kids to do a qui­ck technology

fix

A human speciality

Engi­nes are on

The cyc­le never stops

Engi­nes on

Until our chil­dren will cle­an the mess, cle­an the mess for us

And they will cle­an the mess

Just hope that you are not a part of it

Love it hard and they might love you back

Engi­nes are on

The cyc­le never stops

Engi­nes on

Until our chil­dren will cle­an the mess, cle­an the mess for us

Her er åbnings­num­me­ret og min favorit:

Machine, dear — Averages

Machine, dear — Kil­ling somet­hing that’s alre­a­dy dead — 01 Averages

Machine, dear har skabt, eller om du vil, desig­net en tur til pop­him­len. Jeg nød i hvert fald turen. Tag selv turen her:

Hvis du har pla­de­spil­ler, vil jeg anbe­fa­le at købe den flot­te vinylud­ga­ve af Kil­ling Somet­hing That’s Alre­a­dy Dead. Den koster 100 kr. Se en demon­stra­tion af desig­nets opti­ske bed­rag her:

Look­ing at the cover of ‘Kil­ling somet­hing that’s alre­a­dy dead’ from Machine, dear on Vimeo.

Pla­den kan også erhver­ves føl­gen­de ste­der digitalt:

FREE/DKK 0 (or more if you want) at machinedear.dk shop
DKK 48 at iTu­nes Store
USD 5.94 at Ama­zon MP3 Store
EUR 2.94 at emu­sic

Machine, dear | Homepage

Machine, dear | Facebook

Machine, dear | Spotify

Pho­to by Thom Und­rell | Novi Photography

Birkwin Jer­sey, a.k.a. Gra­e­me Coop,  er fra Brigh­ton, UK. Hans elek­tro­ni­ske musik består af digi­ta­le vir­ke­mid­ler og samp­les. Resul­ta­tet er langt fra så syn­te­tisk som det måske lyder. Lyden er varm og orga­nisk og er nær­mest en slags elek­tro­nisk udga­ve af folk med en døm­men­de, medi­ta­tiv karakter.

Alle Birkwin Jer­sey’s udgi­vel­ser er frit til­gæn­ge­li­ge og kan anbe­fa­les at dyk­ke ned i. Find links til de for­skel­li­ge pla­der via hans soundcloud pro­fil læn­ge­re nede, hvor det selv­føl­ge­lig også er muligt at høre mere af hans musik.

Det er ikke alt Birkwin Jer­seys mate­ri­a­le jeg er lige så begej­stret for, nog­le gan­ge sker der sim­pelt hen for meget på én gang. Det fohin­drer desvær­re ind i mel­lem en i at bli­ve rig­tig opslugt. Talen­tet for­næg­ter sig dog ikke. Her er et udpluk af de stær­ke­ste num­re på tværs af udgivelserne.

Fra Time Doesn’t Exist, Clo­cks Do, 2011:

Birkwin Jer­sey — Ear­ly Mor­ning Bas­sent­hwai­te (Right cli­ck to download)

08 Ear­ly Mor­ning Bassenthwaite

Fra Old Hands, 2012:

Fra Sle­ep, 2011:

Birkwin Jer­sey — Spartan Wor­ri­er (Right cli­ck to download)

Spartan Wor­ri­er

Remixes & covers:

Birkwin Jer­sey — The Sprout & The Bean (Joan­na New­som Cover) (Right cli­ck to download)

Hou­sewar­m­ing Records — ‑Echo­es for Ducks- b‑w ‑The Sprout & The Bean (Joan­na New­som Cover)- — 02 The Sprout & The Bean (Joan­na New­som Cover)

Birkwin Jer­sey | Soundcloud

Birkwin Jer­sey | Facebook

Alle­re­de lidt over en uge inde i 2012 en stærk kan­di­dat til årets dan­ske pla­de landet!

Mads Björn går en lys frem­tid i møde som musi­ker. Ellers er der ingen ret­fær­dig­hed til. Så er det sagt! I mor­gen den 9. janu­ar udgi­ver han pla­den Mono­lith, en magisk, stem­nings­fuld pla­de med 11 alter­na­ti­ve pop­san­ge. Det drøm­men­de udtryk er gen­nem­gå­en­de på tværs af både rock, wor­ld og folk. Spænd­vid­den er alt­så stor.

Mono­lith er ind­spil­let i et hus nær stran­den i Thors­min­de ved Vester­ha­vet. Mads Björn står på impo­ne­ren­de vis bag alle instru­men­ter og stem­mer på pladen

Mads Björn har en for­tid som san­ger og sangskri­ver i ban­det LIMF, som blandt andet har en ræk­ke udgi­vel­ser bag sig og som spil­le­de på bl.a. Roskil­de Festi­val, Midt­fyns Festi­val, Spot 2003 og P3 Tra­cks. Som solo­ar­tist har Mads Björn siden 2004 ind­spil­let EP’er i eget navn samt under pseu­do­ny­mer­ne Bel­le­fast og Leo Ryan.

I 2008 genop­tog Mads Björn musik­ken igen efter en læn­ge­re pau­se, da han fik mulig­hed for at tur­ne­re med Car­park North, hvor han bla. opt­rå­d­te med sin egen for­tolk­ning af ”Trans­pa­rent And Glas­sli­ke” på spil­le­ste­det Vega. Her trans­for­me­re­de han san­gen til en lang­som og sær­de­les røren­de udga­ve af den ellers ener­gi­ske electro-rock hym­ne. Et videoklip af den­ne per­for­man­ce kan du se her:

Mads Björn opt­rå­d­te i 2011 solo på Spot Festi­val, ved Oppen­hei­mers Efter­mid­dag samt en stri­be kon­cer­ter lan­det over. Ved siden af sol­opro­jek­tet er Mads Björn med i The King and I, der blandt andet også består af Seba­sti­an Wol­ff og Cla­dio Suez fra Kellermensch.

Nok snak, her nog­le san­ge fra pladen:

GNMCP er pla­dens ene­ste intru­men­sta­le num­mer og udgør pla­dens midte:

Whi­te Tre­es er en dej­lig drøm­men­de sag, der gen­bru­ger gui­tar rif­fet fra et ældre num­mer, Beha­ve, som Mads lave­de under nav­net “Leo Ryan”, der var mere et mere ambi­ent, elek­tro­nisk projekt.

Her gen­nem­går Mads Björn selv pla­den tra­ck for tra­ck med til­hø­ren­de lydbidder:

Bonus: Til­ba­ge i 2009 lave­de Mads et cover af Kiss num­me­ret Cra­zy Cra­zy Nights, der også fortje­ner eksponering:

I for­bin­del­se med pla­deud­gi­vel­sen tager Mads Björn på tur­né rundt i lan­det. Føl­gen­de er hidtil bekræf­tet (fle­re kon­cer­ter følger):

12. janu­ar: Rust, Køben­havn

13. janu­ar:  Indu­stri­en, Esbjerg

19. janu­ar: HeadQua­ters, Aarhus

26. febru­ar: Kul­tur­sta­tio­nen, Van­lø­se

Sidst i april: Tobak­ken, Esb­jerg

Mads Björn | Homepage

Mads Björn | Soundcloud

Mads Björn | Facebook