Musik Mig Blidt

Efter­klangs nye album “Magic Chairs” udkom for 4 dage siden og inden da, var det i en begræn­set peri­o­de muligt at lyt­te (strea­me) til hele album­met på Sound­ve­nu­es hjem­mesi­de. Og det benyt­te­de jeg mig selv­føl­ge­lig af.

Jeg var umid­del­bart lidt skuf­fet — jeg ved ikke hvad jeg hav­de for­ven­tet, men jeg synes det lød lidt kede­ligt, ano­nymt og min­dre opfind­somt end de hid­ti­di­ge udspil. Men måske var jeg ikke i det ret­te humør, eller også fun­ge­rer san­ge­ne bare bed­re live, for jeg blev i hvert fald både rørt og opløf­tet af den­ne live ses­sion opta­get i Sto­re Vega.

Efter­klang har skru­et geval­digt op for pop­slu­ser­ne, men til gen­gæld er den gode melo­di kom­met en anel­se mere i cen­trum — og det synes jeg egent­lig også hol­der meget godt. Jeg vil i hvert fald til hver en tid hel­le­re have mine pop­mu­sik-doser leve­ret af Efter­klang end af radi­o­ka­na­ler­ne, der hoved­sa­ge­ligt spil­ler intet­si­gen­de tyg­ge­gum­mi-sam­lebånds pop…

Efter den­ne stem­nings­ful­de ses­sion, over­ve­jer jeg nu kraf­tigt, om jeg ikke kan fin­de plads i bud­get­tet til Efter­klangs kon­cert i Sto­re Vega den 17. april…

Efter­klangs Mys­pa­ce

Efter­klangs hjem­mesi­de

Yuki­hiro Taka­has­hi er en japansk pio­ner inden­for elek­tro­nisk musik, som jeg faldt over efter at have været en tur for­bi Lali Punas hjem­mesi­de, hvor der stod at for­san­ger Vale­rie Tre­bel­ja­hr hav­de sam­ar­bej­det med ham på to san­ge på hans sene­ste album . Jeg kan godt lide Lali Puna, så det­te for mig ukend­te — men seje navn blev jeg nødt til at tjek­ke nær­me­re ud.

Det viser sig, at vi har at gøre med en yderst pro­duk­tiv her­re,  idet det sene­ste album “Page by Page” fra 2009 er hans toogty­ven­de solo­al­bum! Og hans musik er slet ikke så rin­ge! (Man er vel jyde…) Hans musi­ske udtryk har selvsagt udvik­let sig meget i løbet af åre­ne, men de sene­ste udspil er net­op i fami­lie med Lali Puna og andre indi­e­tro­ni­ca-agti­ge kunst­ne­re som The Notwist og dan­ske Peop­le Press Play.

San­gen The Words her­un­der er fea­turing Ami­i­na fra Island  og har en dej­lig melan­kolsk tone som vir­ke­lig tryl­le­bin­der. Taka­has­hi syn­ger selv på num­me­ret — på engelsk og med tyde­lig japansk accent. I star­ten gene­re­de det mig lidt, men efter et par gen­nem­lyt synes jeg egent­lig, det er meget char­me­ren­de. Det hjæl­per også på det, at tek­sten fan­ger med dens bit­ter­sø­de nær­mest barn­ligt ærli­ge poesi omhand­len­de ulyk­ke­lig kærlighed.

På Yuki­hiro Taka­has­his mys­pa­ce kan du lyt­te til fle­re san­ge, hvil­ket jeg selv­føl­ge­lig kraf­tigt vil anbefale!

Yuki­hiro Taka­has­hi — The Words

[audio:http://www.musikmigblidt.dk/wp-content/uploads/2010/02/The-Words1.mp3|titles=The Words] 

Selv om ban­dets navn anty­der noget andet, er cana­di­ske Dark Means musik ikke spe­ci­elt dystert.

Det illu­stre­rer san­gen Hap­py Banjo, som er per­fekt til at star­te en ny dag på, med al tyde­lig­hed.  Num­me­ret er efter min mening det klart stær­ke­ste fra deres 2 gra­tis(!) ep’er som ban­det giver væk helt gra­tis her og her. Meget gav­mildt og helt klart et lyt værd!

Dark Mean — Hap­py Banjo

Dark Mean — Hap­py Banjo

Mys­pa­ce