GRO (Julie Møller Christiansen) var blandt de syv danske artister, jeg for en måneds tid siden anbefalede, at man holdt øje med her i 2021 (link til artikel her). Derfor er jeg også glad for at kunne holde premiere på en fængslende live-session af hendes debutsingle Fade In Time.
Live-sessionen er instrueret af Irene Kleisdorff og filmet i et one-take på Engelsholm Slot. Hun har bl.a. valgt at filme noget af sessionen gennem krystal, hvilket skaber en fin kalejdoskopisk effekt. Valget af Engelsholm Slot er ikke tilfældigt, da Engelsholm, som også er en højskole, har betydet meget for Julie gennem tiden.
Se den stemningsfulde live-session her, og læs mere om sangen og dens tilblivelse længere nede:
Fade In Time giver et fingerpeg om, at GRO ikke er bange for at skære ind til benet og være kompromisløs med sin kunst. Nummeret er således ret nedbarberet rent instrumentalt og er lavet med blot en sampler, en bas og en såkaldt vocoder, som gør stemmen mere syntetisk. Sidstnævnte er et bevidst valg, som fungerer som en kontrast til den meget ærlige tekst, der handler om tabet af Julies mor og at skulle acceptere dette.
“Jeg mistede min mor, da jeg var 22 år. I en periode isolerede jeg mig i min lejlighed på Amager og gav mig selv lov til at blive lidt i de svære følelser. “Fade In Time” er en af de sange der kom ud af mig i den tid”, fortæller Julie.
Den minimalistiske produktion på debutsinglen Fade In Time er lavet af hende selv i hjemmestudiet — et sted hun bruger som terapeutisk frirum til at bearbejde tanker og oplevelser.
“Processen med Fade In Time startede med, at jeg besluttede mig for at tage noget tid ud af kalenderen til at isolere mig i mit studie og bearbejde nogle emner, som jeg ikke tidligere har berørt så meget i min sangskrivning. Det var en intens periode, hvor tankene især kredsede om livet og døden, accept og dét, at jeg selv er herre over, hvordan livsændringer mm. påvirker mig.”
Sangens tilblivelse var en proces, hvor “less is more” blev det styrende for det endelige resultat.
“Til at starte med var “Fade In Time” produktionsmæssigt et fuldt instrumenteret nummer uden vocoder og vokaleffekter, men efterhånden som teksten kom på, fjernede jeg flere og flere instrumenter og puttede flere og flere effekter på vokalen, så nummeret til sidst bestod af en slags minimalistisk alien-kor. Jeg følte at det nedbarberede arrangement var det helt rigtige at gå med, og set i bakspejlet valgte jeg det nok for at pakke teksten og min skrøbelighed lidt væk.”
GRO er et alsidigt projekt, der dyrker en eksperimenterende tilgang til popmusikken. Julie forener forskellige inspirationskilder; fra barndomshjemmet, som var fyldt med spirituel folk-musik, fra sit band We Are The Way For The Cosmos To Know Itself (som jeg har dækket mange gange før her på bloggen), der dyrker synthpoppen og endelig en eksperimenterende tilgang til popmusikken hentet fra konservatorietiden på linjen Elektronisk Musik og Lydkunst.
Her afslutningsvis får du noget vigtig info, som du skal skrive dig bag øret, hvis Fade In Time gav dig lyst til at høre mere! Næste single udkommer d. 28. maj, og Julie afslører, at der her vil være flere elementer på, end tilfældet er med Fade In Time. Det er jeg personligt meget spændt på at høre!
Både denne næste single samt Fade In Time er desuden forløbere for et album, som udkommer til oktober.
GRO kan du også opleve til koncerter foråret/sommeren 2021, hvor Julie spiller i et solo-setup med sine synthesizere og en harpe eller to. Så tjek ud, om du er så heldig, at GRO spiller tæt på dig på disse datoer, der indtil videre er i kalenderen:
I dag kan jeg præsentere debut-singlen Before I Met You fra Life Of Lola. Bag navnet gemmer der sig Laura Thalbitzer, som sammen med sit fire mand store band har skabt et nummer, der virkelig understøtter tankernes vandring med sit drømmende og længselsfulde udtryk.
Before I Met You er en hyldest til dét at turde slippe kontrollen og lade sig rive med af livet og et andet menneske. Både musikalsk og lyrisk formidles dette budskab på fineste poetiske vis gennem en organisk indie-lyd med internationalt snit.
Nummerets instrumentale udgangspunkt er minimalistisk perkussion, en karakteristisk basgang, en drømmende guitarfigur og flimrende og hvislende støj, som nogle gange lyder som manipulerede feltoptagelser og andre gange har karakter af elektronisk støj. Disse udefinerbare lydspor tilføjer bund til lydbilledet, men også et gran velkomment underfundighed. Og så er der Laura Thalbitzers vokal, som er helt tæt på, intim, og indlevende, når hun synger bittersødt om et romantisk minde.
Op til og i omkvædene bliver vokalen ekstra luftig og svævende og med kor. Det samme gør instrumenteringen, nu hjulpet af himmelstræbende synthesizer, der ligesom skyller ind over lytteren og giver en lyst til at lukke øjnene og lytte mere intenst til Laura Thalbitzers ord. Første omkvæd husker nostalgisk tilbage:
“I think I got lost the moment you touched my lips — you touched my lips — the moment you touched my lips.”
Men som de fleste har oplevet, varer det ikke ved. Men det har alligevel været smerten værd, for som hun afklaret, men længselsfuldt konkluderer i det afsluttende og berusende omkvæd: “I would give it all, to lose my mind again.”
“Man bliver nødt til at risikere sin sårbarhed — Livet er en voldsom bølgegang, som sommetider sender os højt op over jordens overflade, og andre gange vælter os omkuld. Smerten er et vilkår for at føle sig i live”.
Jeg kan kun anbefale at høre nummeret på repeat, lytte opmærksomt til den sårbare lyrik og bare mærke hvordan musikkens udtryk indgår i en perfekt symbiose med lyrikken. Nummeret vil gradvist åbenbare sig for dig, selvom melodien også fænger overbevisende ved første lyt.
Life Of Lola er nyeste artist hos artist og label-kollektivet KÔS og udkommer d. 22 april 2021 med Debut-EP’en Chaptor I.
Mens pandemien stadig ruller med alle dens restriktioner, er det godt at glæde sig over og fokusere på det gode, som venter i horisonten. Og det gælder for Musik Mig Blidt selvfølgelig særligt ny musik og nye lovende kunstnere, som i den grad repræsenterer et lys i mørket — noget positivt at se frem til!
Her vil jeg præsenterer dig for nogle af de musikalske projekter, som jeg er stødt på i løbet af 2020 (særligt sidste del af året) samt i begyndelsen af 2021, som jeg virkelig synes har noget at byde på!
Jeg har prioriteret kunstnere, som kan betegnes som upcoming i den forstand, at de mestendels kun har få numre udgivet og dermed stadig er relativt ukendte. Jeg spår, det kommer til at ændre sig i løbet af 2021 — det burde i hvert fald være tilfældet, hvis potentialet til dels udfoldes til fulde, og til dels hvis der ellers retfærdighed til…Det kan jo, som især folk i branchen ved, være svært at bryde igennem lydmuren (f.eks. at få spilletid i radioen), selvom kvaliteten er til stede.
Nok snak — tid til at dykke ned i de nye danske håb i følge Musik Mig Blidt!
I tilfældig rækkefølge:
Christian Haase
Foto: Peter William Vinther
Christian Haase har tidligere, sammen med makkeren Lasse Sonne, været en del af det finurlige og interessante musikprojekt Vi Leger Musik, der nåede at gøre indtryk på kun tre sange, men siden blev lagt på is. Efter sidste år at have udgivet et rent ambient album, Grønland, baseret på lydoptagelser fra netop Grønland, udkommer Christian Haase i 2021 med nye sange. Og første sang med titlen Sne Blød Hud er simpelthen så fin og øm.
Nummeret pendulerer mellem legesyg, minimalistisk, elektropoppet instrumentering med “du du du” melodi og de mere himmelstræbende elementer i kraft af cello, violin, klarinet og saxofon samt svævende kor pakket ind i rumklang, hvor lydbilledet er mere mættet. Jeg er i øvrigt ret vild med Christian Haases, lyse, drengede vokal med en anelse hæshed, som går godt i spænd med det lidt naive, drømmende univers.
Siden jeg begyndte på denne artikel er yderlige to sange udkommet, som er mere konventionelt opbygget, men stadig er solide kompositioner med nostalgisk, vedkommende lyrik.
Astrid Cordes
Foto: Julie Montauk
Astrid Cordes fra den hedengangne indiepop-duo Shy Shy Shy har med tre singler, to i sidste halvår af 2020 og senest endnu en kort efter nytår, demonstreret at hun har mange strenge at spille på.
Portrait har et dejligt drømmende univers og en vidunderlige melodi, mens Ivy (I Can’t Move)‘s overrasker med sin skæve og mere aggressive energi og tekst, der omhandler en følelse af klaustrofobi og stress af forventningspres fra en selv og omverdenen.
Kort efter nytår landede så den nyeste single, den sorgfulde og intime There, There, som Astrid skrev kort efter en ufrivillig abort og som derfor handler om at sørge over at miste noget man aldrig nåede at få. Lyrikken bliver dog aldrig lige så specifik, så derfor kan lytteren spejle sig i sine egne forpassede muligheder, skuffelser og følelse af tomhed. Både med og uden viden om konteksten på tilblivelsestidspunktet, er det en sang, som virkelig går lige i hjertet!
Debut-EP’en lander til marts!
Guldimund
Foto: @Lene Kronow
Asger Nordtorp Pedersen var i første omgang en del af de to danske bands TÅRN og Blaue Blume og gik siden solo med Guldimund. Han har for nyligt genstartet projektet Guldimund, dvs. fjernet det gamle materiale fra alle platforme og er nu genfødt mere formfuldendt og med mere nerve og nærvær end nogensinde. I november kom de to numre Brænder Stadig og Ikk’ endnu, som sammen med seneste single Små Fingre er repræsentativt for det kommende album rent temamæssigt.
Albummet, der får den nostalgiske titel Dem, Vi Plejede At Være, er sat til at udkomme 12. februar og handler at kæmpe for et parforholds beståen og iscenesætter en meget svær og kritisk fase i parforholdet, som det udspiller sig i konkrete hverdagssituationer og betragtninger, hvad enten det i arrigskab og afmagt handler om at rive sine yndlings t‑shirts i stykker og smadre kaffekopper, eller iagttagelser af hvilke ting der ligger på natbordet ved svigermorens dødsleje. Håbet skinner dog igennem, især i kraft af det fælles barn, der giver kræfter til at få forholdet til at hænge sammen. Sidste single, Små Fingre er således en meget livsbekræftende og rørende sang om kærligheden fra forældre til barn.
Lyt til de tre sange herunder og lad dig overbevise om, at Guldimund må være én af de bedste og mest interessante og vedkommende nye sangskrivere herhjemme.
Lyt til Dem, Vi Plejede At Være herunder og lad dig overbevise om, at Guldimund må være én af de bedste og mest interessante og vedkommende nye sangskrivere herhjemme.
Kamma
Foto: Thit M. Berthou
Kamma er nyt lovende popnavn, som på ser ud til at ramme en god balance mellem iørefaldende bangers og en melankolsk klang, som indrammer alvoren og dybden i hendes tekster meget flot.
Det nummer, som virkelig overbeviste mig om, at Kamma er et navn, man skal holde øje med, er hendes seneste single Drowning, som jeg har gået og nynnet for mig selv, siden jeg blev præsenteret for den midt i januar. Det er et virkeligt helstøbt nummer med storslået, forløsende omkvæd og en produktion, der sidder lige i øjet.
Kammas styrke er også, at hun ikke bange for at blive ret personlig i sine tekster. Hendes liv blev i mange år tilsidesat grundet hendes mors sygdom, og Drowning er derfor en sang, der handler om at tage sig selv alvorligt og sætte grænser:
”Jeg skrev Drowning i en tid, hvor jeg stille og roligt var ved at bevæge mig ud af den skygge, der for mig har været min mors sygdom, og den dårlige samvittighed over ikke at passe på hende og være der for hende, hver gang hun havde brug for det (…) i dag forsøger jeg hver dag at give mig selv lov til at leve mit liv uden at skulle forholde mig til hendes historie hele tiden.”
Generelt synes jeg, at Kammas vokal rummer en sårbarhed og melankoli, som er tiltrækkende og får en til at spidse ører, mens den samtidig er usvigeligt sikker og har en styrke, som egner sig godt til den poppede storladenhed og slagkraftighed, som også er at finde i Kammas lyd.
Hendes kommende EP Momentary Emotions, hvor Drowning også vil være at finde, er produceret af ingen ringere end Sune Rose Wagner (The Raveonettes, Psyched Up Janis).
I mellemtiden kan du tjekke hendes bagkatalog ud, som også byder på den bedste nye julesang, jeg længe har hørt, skrevet sammen med Rebecca Lou. Kollegerne girlcrush, GRETA og Brimheim er desuden også med på sang i denne melodi-perle.
Annsofie Salomon
Foto: Justin Tyler Close
Indtil videre har Annsofie Salomon kun en enkelt sang ude. Med en luftig, engleagtig vokal og en simpel instrumentering rammer Annsofie Salomon noget rent, organisk og virkningsfuldt på Soft Dreams.
Egentlig satsede Annsofie Salomon på en karriere, hvor malerier og skulpturer bl.a. var udtryksformen, og hun søgte flere gange forgæves ind på kunstakademiet. Efter 5 år uden held, gav Annsofie Salomon op og smed frustreret sine skulpturer i havnen et sted i København og flyttede ud på landet på en gård for at arbejde og træne heste. Her kom i stedet sange til hende med inspiration fra de tidligere kunstneriske udfoldelser, som små fragmenter der pludselig kunne bruges i en transformeret musikalsk form. At dømme efter denne single, virker det til, at Annsofie Salomon har fundet sin rette hylde!
Gro
Gro er et nyt soloprojekt fra sanger, multi-instrumentalist og producer Julie Møller Christiansen, der også er frontfigur i synth-pop bandet We Are The Way For The Cosmos To Know Itself — et band, hvis musik jeg har skrevet om og anbefalet mange gange på Musik Mig Blidt.
Julie er opvokset i Søborg, en forstad til København i et, efter eget udsagn, flippet hjem med forældre med en forkærlighed for spirituel folk-musik og velour. I en ung alder begyndte hun at skrive sange på de mange strengeinstrumenter, der hang på væggene i barndomshjemmet. Efter en del år med en guitar som omdrejningspunkt fandt hun så en anden musikalsk identitet som forsanger og musiker i føromtalte We Are The Way For The Cosmos To Know Itself, hvor det elektroniske, synthbaserede udtryk var det bærende.
Under Gro-aliaset er Julies smukke, vægtløse vokal stadig et centralt instrument sammen med de boblende, drømmende synthpop-elementer fra WATWFTCTKI, men det nye er, at barndommens inspirationskilder i form af folkemusikken og mere specifikt strengeinstrumenter, sammen med en eksperimenterende tilgang til popmusikken hentet fra konservatorietiden på linjen Elektronisk Musik og Lydkunst, bidrager til et andet og mere kontrastfyldt lydunivers. Jeg har fået lov at lytte lidt på forskud, og jeg kan bekræfte at spændvidden er stor, og at Julie Møller Christiansens eksperimenterende og legende tilgang til at skabe musik bærer frugt.
Hvordan det præcist lyder, må du vente nogle dage med at få en forsmag på. Heldigvis ikke længe. Førstesinglen Fade In Time udkommer d. 12. februar, og derefter udgives med jævne mellemrum flere singler, indtil selve debutalbummet lander til oktober.
Du kan dog få en lille teaser Fade In Time via Facebook her:
Førstesinglen Fade In Time er nu ude og kan høres her:
KOMVILØBER
KOMVILØBER er måske ikke spritnyt på den danske musikscene, idet debutalbummet Sct. Hans udkom i 2019 men jeg synes alligevel, at det er navn, som fortjener, at være med i en artikel om hvilke navne, man skal holde øje med i 2021. Hvorfor så det? Jo, det skyldes, at debutalbummet gik rimeligt meget under radaren, da den kom ud, men også at KOMVILØBER i 2020 udgav to virkelig spændende indie popsange! De har gjort mig meget forventningsfuld i forhold til, hvad der mon i år kommer fra Lone Slot Nielsen, som står bag KOMVILØBER (det er bekræftet, at der skulle komme nyt i 2021). Lad os se nærmere på de to numre.
Det ene nummer, Hendes Ansigt er inspireret af et digt fra 1968 af Jørgen Leth og er rent faktisk det aller mest spillede nummer i 2020 på P6 Beat. Det er alligevel lidt af en bedrift, så på den måde har hun allerede fået et mindre gennembrud.
Det andet nummer, Bruger Ikke at Danse trækker på inspiration fra en mere end 2000 år gammel fortælling om den græske kvinde, Aglaoniké, der ifølge sagnet kunne forudsige og kontrollere månens gang over himlen.
Begge sange demonstrerer, at Lone Slot Nielsen både kan noget med finurlige tekster og melodiøse hooks i et drømmende guitardrevet univers. Sangene er på den ene side lige ud af landevejen, og så er der alligevel flere elementer i både komposition og det lidt kringlede tekstunivers, der virker overraskende. Det har måske også noget at gøre med, at der ligesom er et organisk flow over sangenes udvikling, som gør det svært at forudsige næste “sving”, og det holder mig nysgerrig.
Begge numre er produceret af Aske Bode, hvilket i min bog nærmest er blevet synonymt med kvalitet.
Tjek også et par favoritter fra debutalbummet her:
Follow Me!