Musik Mig Blidt

Fre­dag er stor­char­mø­ren og Roskil­de-dar­lin­gen Fat­her John Misty (19.00 — Oran­ge) for­ment­lig på man­ge publi­kum­mers liste over must-sees, så den kon­cert vil vi ikke sige så meget om. Det sam­me gæl­der sto­re anbe­fa­lel­ses­vær­di­ge publi­kums­mag­ne­ter som Tren­te­møl­ler (21.00 — Are­na), Foo Figh­ters (22.00 — Oran­ge) og Lor­de (23.30 — Are­na). I ste­det dyk­ker vi, som de fore­gå­en­de dage, ned i anbe­fa­lin­ger af min­dre kend­te arti­ster, som spil­ler fredag.

 

FIRST HATE — 12.00 — APOLLO

Foto: Magnus Bach

I dag star­ter vi tid­ligt. Da Anton Falck og Joakim Nør­gaard sid­ste år trå­d­te ind på Count­down-sce­nen, var First Hate ikke for alvor stuk­ket af end­nu. Det var ble­vet til et par rota­tio­ner på P6-Beat, nog­le min­dre kon­cer­ter rundt om i lan­det og en EP. Og Før­ste EP, The Mind of a Gemi­ni, var vir­ke­lig også spæn­den­de. Vi hav­de dem i vores anbe­fa­ling til sid­ste års opvarm­nings­pro­gram, og blev ikke skuf­fet. Siden da har den­ne skri­bent ople­vet dem tre gan­ge live, og de er kun ble­vet bed­re og bedre.

Hvor før­ste EP var dyster og Depe­che Mode inspi­re­ret, er deres nye album fra i år, A Pray­er for the Unem­ploy­ed, mere vel­po­le­ret, har sam­me flair for de elek­tro­ni­ske kom­po­si­tio­ner og vir­ker langt mere sam­men­tøm­ret end før­ste EP. De dyr­ker sta­dig et melan­kolsk, melo­disk 80’er uni­vers, men tek­ster­ne og melo­di­er­ne er trods alt ble­vet mere opløf­ten­de. Anton Falcks vokal kører sta­dig i det lave regi­ster, og Joakim Nør­gaards synth-pro­duk­tio­ner er sta­dig simp­le, unik­ke og ban­ker elek­tro­nisk der ud af.

Live er de  ble­vet mere selv­be­vid­ste. De har fået en idé om deres sam­spil, har til­fø­jet en bas­sist til setup­pet og Falck er til­med ble­vet udsty­ret med en forvræn­get mund­har­moni­ka, når de spil­ler den som­mer-nai­ve The One. Deres nye album kan kort sagt opsum­me­res på deres super­kik­se­de citat fra sam­me num­mer. “Life is not always about keepi­ng your pro­mi­ses. Life is about fol­lowing your heart”. Og det er det, First Hate gør. De fin­der deres egen vej i musik­ken anno 2017. Om end den vej er gået før, så gør de det stil­fuldt, melo­disk og charmerende.

 

Tivoli Copenhagen Phil — 13.00 — Arena-scenen

Foto: Ras­mus Hansen

Efter First Hate skal du haste ned til Are­na, hvor Tivo­li Copen­ha­gen Phil kl. 13 giver en klas­sisk “mix-tape”-koncert under Are­na-telt­du­gen, som lyder ret unik på papi­ret og et godt eksem­pel på Roskil­de Festi­vals lyst og vil­lig­hed til at udfor­dre koncertformatet.

12 træb­læ­se­re, 11 mes­sing­blæ­se­re, 3–4 per­kus­sio­ni­ster og har­per, 44 stry­ge­re og 1 diri­gent vil ska­be en 360-gra­ders ople­vel­se, hvor musi­ker­ne er hop­pet ned fra sce­nen, så du som publi­kum kan gå rundt iblandt dem og kom­me helt tæt på den leven­de musik og instru­men­ter­ne. De dyg­ti­ge musi­ke­re vil opfø­re deres ynd­lings­vær­ker fra bl.a. Proko­fiev, Lige­ti og Bach med kla­re for­mål at give dig gåse­hud. Og at orke­stret er eks­per­ter i net­op at give en gåse­hud, har jeg selv ople­vet til fle­re af deres popu­læ­re 60 Minu­tes kon­cer­ter med bl.a. Max Rich­ter, Mew og Indi­ans, hvor ryt­misk og klas­sisk musik mødes og ska­ber nye inter­es­san­te genresynergier.

 

Alex Cameron — 18.30 — Gloria-scenen

Du er nødt til at tage til­ba­ge til Glo­ria Sce­nen. Et lidt sjovt sce­ne­valg, taget austral­ske Alex Camerons udstrå­ling i betragt­ning. Vi har at gøre med en karis­ma­ti­ker af de helt sto­re. Musik­ken kan opsum­me­res ret kort. Det er dan­se­ven­ligt, naivt og igen utro­lig 80’er. Pro­duk­tio­ner­ne er stram­me, trom­me­ma­ski­nen ban­ker low-key afsted og Camerons vokal er dyb, først på bea­tet, så off-beat og så til­ba­ge i et cat­chy omkvæd. Før­ste sing­le fra Jum­ping the Shark-pla­den fik stor opmærk­som­hed her på bloggen.

Det er end­nu kun ble­vet til et enkelt album fra 2016 og en enkelt ny sing­le i 2017. Alex Cameron er i for­vej­en en ruti­ne­ret musi­ker, og har været ind over fle­re for­skel­li­ge pro­jek­ter. Mest kendt for sin med­vir­ken i den elek­tro­ni­ske trio, See­kae, som man­ge main­stream pro­du­ce­re har remixet og samplet.

Kendt for sin skæ­ve per­so­na og udbrænd­te udtryk høster Cameron ros blandt bran­che­folk for sine live­op­træ­den­der. Kon­cer­ten på Glo­ria-sce­nen er alt­så en unik mulig­hed for at dyr­ke én af de helt var­me nav­ne i indi­e­bran­chen. Han har tid­li­ge­re tur­ne­ret med man­ge Musik Mig Blidt-dar­lings. Her snak­ker vi Unk­nown Mor­tal Orche­stra, Mac Demarco, Kevin Mor­by. Ét af de helt sto­re indie-labels, Secret­ly Cana­di­an, har skre­vet under med Cameron, og hvor sam­ar­bej­det bærer hen, er ikke til at sige. Men de har ry for at opfo­stre og huse sto­re nav­ne. Kom i god tid. Og smør hof­ter­ne. Man kan ikke stå stil­le til Camerons musik.

Her er hans sprit­nye sing­le Can­dy May:

 

Mammút — 20.15 — Pavilion-scenen

Med tre albums i baga­gen, et kom­men­de album på vej på det legen­da­ri­ske bri­ti­ske label Bel­la Uni­on, er island­ske Mam­mút for alvor klar til ind­ta­ge mere end bare det island­ske publi­kum. For Island må siges alle­re­de at være vun­det over med album­met Kom­du til mín svar­ta systir fra 2013, der vandt både en Icelan­dic Music Award for bed­ste album, bed­ste sang (Salt) og bed­ste albumcover.

Ban­dets udtryk kom­bi­ne­rer eks­pe­ri­men­te­ren­de, forvræn­get og mæt­tet rock med skrø­be­lig poe­tisk skøn­hed med sans for lang­som­me opbyg­nin­ger. Ban­det vir­ker utro­ligt sam­men­spil­let og synes at besid­de en nær­mest en slags pri­mal urkraft, når udtryk­ket bli­ver aller­mest intenst.

Tjek det fæno­me­na­le num­mer Salt ud her­un­der i både i en engel­ske live-ver­sion og den ori­gi­na­le ver­sion på islandsk.

 

De to nye­ste sing­ler fra det kom­men­de album:

 

Album­met Kom­du til mín svar­ta systir i sin heldhed

 

The Avalanches — 00.00 — Apollo

Austral­ske The Ava­lan­ches kom­bi­ne­rer på ori­gi­nal vis film samp­les, scratch, hip-hop og electro­ni­ca. Deres ind­fly­del­ses­ri­ge debutal­bum Sin­ce I Left You fra år 2000 fik mas­ser af kri­ti­ker­ros og er siden ble­vet en klas­si­ker med dens efter sigen­de 3500(!) samp­les fra andre film og musikproduktioner.

I 2016, efter 16 års pau­se, udgav grup­pen ende­lig det lige så ambi­tiø­se album Wild­flower, der hel­dig­vis ikke skuf­fer! Det er en utro­lig far­ve­rig og melo­disk, har­monisk klin­gen­de pla­de med bidrag fra velvalg­te gæste­kunst­ne­re som MF Doom, Dan­ny Brown, Tory y Moi, Fat­her John Misty og Mercury Rev’s Jonat­han Dona­hue for bare at næv­ne nogle.

Her får du eksemp­ler på både nye og gam­le favoritter:

 

Den Sorte Skole — 01.15 — Orange-scenen

Foto: Jes­per Palermo

Den Sor­te Sko­le er duo med et unikt blik for at at mixe og samp­le num­re på tværs af et væld af gen­rer fra hele ver­dens sangskat — og gøre det til deres eget. Deres album Lek­tion III består eksem­pel­vis af et ekstremt eklek­tisk musi­k­ud­valg af over 10.000 samp­les fra mere end 250 numre!

Den Sor­te Sko­le har både for­met og er ble­vet for­met af Roskil­de Festi­val gen­nem de sid­ste 8 år, og hvis man var på Roskil­de i 2010 husker man sik­kert deres 40 års jubilæums­hyl­dests­how til festi­va­len. I år er 6. gang de besø­ger Roskil­de Festi­val(!), og den­ne gang byder deres show på en ræk­ke gæste­o­p­træ­de­ner fra hele ver­den samt visu­el­le bidrag fra Dan­marks leden­de visu­als-arti­ster i form af Dark Mat­ters, Obscu­ra Ver­ti­go og Fre­de­rik Heit­mann. Den offi­ci­el­le beskri­vel­se af kon­cr­ten kan nær­mest kun sæt­te kog i forventningerne:

Imag­i­ne the bla­ck sky high above Oran­ge Sta­ge. A dea­fe­ning bass sha­kes the earth. A por­tal into a paral­lel wor­ld opens – a pla­ce whe­re anci­ent ghosts and distor­ted machin­es com­mu­ni­ca­te through hea­ven­ly spi­ri­tu­als and poi­so­nous rhyt­hms. Two tri­bal robot con­ductors emer­ge, brin­ging along a group of otherwor­ld­ly guests for a once-in-a-life­ti­me per­for­man­ce. A sur­re­al musi­cal jour­ney through past, pre­sent and futu­re that will make your body move, your jaw drop and your mind spa­ce out.

 

Av Av Av — 02.30 — Apollo

Foto: Poli­na Vinogradova

Av Av Av er Eloq, Unkwon og Dj Er Du Dum Eller Hvad. De tre allstar-DJ’s udgav i år deres debut EP, og hvil­ken én af slagsen. Da de i 2016 hit­te­de med deres take på et kalyp­so-festi­val-num­mer, All Good, tænk­te den­ne skri­bent, at de vil­le fort­sæt­te ad den vej.

Det vil­le de hel­dig­vis ikke, og har med den nye EP Eve­ryt­hing Is True vir­ke­lig vist, at de for­mår at leve­re elek­tro­nik musik af tun­ge­ste kali­ber. De er gået væk fra det tro­pi­ske, og har bevæ­get sig ned i den dunk­le beton­kæl­der, hvor sub­woo­fe­ren rege­rer. Med hid­si­ge Mode­rat-inspi­re­re­de trom­mer og sna­res, ele­gan­te samp­les og dyb­føl­te melo­di­er kom­mer de på EP’en hele turen rundt. De går fra klas­sisk 120-tech­no til et tungt, moder­ne for­søg på jung­le, hvil­ket også gør det svært at defi­ne­re, hvor man egent­lig skal pla­ce­re dem gen­re­mæs­sigt. Én ting er sik­kert; pro­duk­tio­ner­ne er fejl­frie og detal­je­ri­ge, og under­bo­en skal adva­res, hvis du skru­er op. Favo­rit­ter­ne er num­re­ne Habi­tat, Love Wit­hout Rea­son og Sta­kes. Det bli­ver spæn­den­de at ople­ve, hvor­dan num­re­ne bli­ver leve­ret i deres live-setup sent i nat!