En weekend på Trailerpark Festival
Den 10. og sidste Trailerpark Festival blev afviklet denne weekend. Programmet var tætpakket og der var noget for en hver smag. I den store baggård på Vesterbro i København, har Trailerpark været afholdt de sidste mange år, og det var med nød og næppe at undertegnede nåede at opleve det, da det både var mit første og selvsagt også sidste år. Trailerpark samles om musikken, men huser samtidig diverse kunstinstallationer, foredrag og andet godt fra den kulturelle godtepose.
Musikken er samlet på 3 scener. Royal Stage er hovedscenen og befinder sig i en stor skatehal, hvor de forskellige ramper og plateauer skaber en sjov og lidt anderledes koncertoplevelse. Man kunne frygte, at akustikken i den store hal ville være rungende, men dette er ikke tilfældet, og jeg havde ikke en eneste gang en finger at sætte på teknikken.
Den eneste udendørsscene, Soundvenue Stage, ligger åbent i gården. Her blev der afviklet musik fra eftermiddag til tidlig morgen, dog mest for DJ’s etc. i de senere nattetimer.
Den mindste af de 3 scener, Rebel Stage, husede kun elektroniske acts, og der var mere eller mindre konstant DJ’s på. Den store teltdug gav mere en natklub stemning, men var samtidig ret intim, da scenen nærmest gik i ét med dansegulvet. Dette gav rig mulighed for dans og fest på podiet, hvilket i øvrigt også blev udnyttet flittigt!
Heldigvis, lukker festivalen ikke grundet økonomien. Festivalen er bare vokset og vokset og havde faktisk publikumsrekord i år med ca. 10.000 besøgende. Arrangørerne har udtalt, at de gerne vil stoppe på toppen og forsøge sig med noget nyt. Et modigt valg for en succesfuld festival, som både branche, kunstnere og publikum er glade for. Jeg er ikke i tvivl om, at det kreative team bag festivalen, ledet af entrepreneur Carla Cammilla Hjort, der også er stifter af kunstnerkollektivet — og foretningen ArtRebels, nok skal få startet noget nyt interessant op.
Den nærhed, intimitet samt gæstfrihed jeg følte under Trailerpark, har jeg ikke oplevet på nogen anden festival. Det spændende program gjorde, at man konstant havde noget man bare skulle se, og selv når man ikke skulle, var der bare virkelig rart at opholde sig på pladsen. Om det så var i én af de ombyggede campingvogne, en kæmpestor bar i trætopshøjde eller i madsalen. Selvsagt skal man holde øje med arrangørene, da de virkelig forstår at danne rammerne for noget særligt!
Dag 1: Torsdag:
EXEC: Royal Stage
Troels Abrahamsen er kendt fra VETO, som nød stor succes år tilbage. Den rockede, eksperimentelle og elektroniske lyd er gemt væk, og Troels Abrahamsen har nu kastet sig over et ømt projekt, nemlig EXEC. Projektet har tidligere været omtalt her på bloggen, og var desuden også én af vores anbefalinger på årets Spot Festival.
Kender man VETO’s lyd, er det virkelig imponerende, at høre den tidligere forsanger boltre sig i et helt andet lydbillede end vant. Setuppet er simpelt, Troels Abrahamsen og et klaver, intet andet. Med en stærk og samtidig sårbar vokal, udgav EXEC i slut 2015 første single, og i 2016 fulgte første album, The Limber Real.
Set i bakspejlet, var EXEC måske ikke den rette introduktion til Royal Stage. Setuppet, Troels og et clavinette, giver nogle udfordringer på en festival, som inviterer til fest. Den store scene virkede gold, og forbindelsen publikum og kunstner imellem er svær at fornemme, når kunstneren sidder halvt med ryggen til. Han var ikke i det sludrende hjørne, og gik lige på. Pludselig var det tydeligt, hvorfor der har været så meget omtale af det nye projekt. Det er virkelig vokalen, og vokalen alene. Abrahamsen udtrykker sig med en hjerteskærende dyb vokal, som samtidig indeholder en ufattelig styrke. Det virker næsten komisk, når han så, lige efter et tungt nummer, udtaler med sin søde, nærmest drengede stemme, at han lige kommer fra ferie i Nordjylland.
Rent musikalsk har jeg svært ved at sætte en finger på hans optræden. Desværre får han udtalt nogle gange, at han er nervøs, hvilket også er fuldt forståeligt, når man normalt har kunne gemme sig bag dundrende beats. Men kombineret med en stor, oplyst hal, uden et prængende fremmøde en tidlig torsdag aften, gik der lidt af oplevelsen. Det er svært at udpege et egentligt højdepunkt, da sangene mest adskiller sig tekstmæssigt, men den drømmende Life Is A Liquid går rent ind hos undertegnede, hver eneste gang.
Ikke desto mindre står den første koncert som én af de mere spændende, og det er klart, at der er et enormt potentiale. Desværre indfries det ikke helt på den enorme scene, og det synes jeg egentlig mere skyldes omgivelserne end musikken. EXEC skal opleves på en lille intim scene med et rødt bagtæppe, så det må jeg have til gode.
CHINAH, Soundvenue Stage
Efter den bløde omgang fra EXEC, fik jeg lige blæst ørene godt igennem af de hårdtslående århusianske søstre fra Velvet Volume og så var næste punkt på dagsordenen ellers de danske darlings fra CHINAH. Den spændende trio har virkelig fået skudt gang i karrieren, og er heller ikke noget nyt navn på bloggen. Både på Heartland Festival samt Roskilde har de haft vores opmærksomhed, og har ligeledes været på guldkornslisten ved flere lejligheder sidste år. Jeg må indrømme, at jeg ikke var blæst bagover af deres optræden på Roskilde Festival. Synthpop med en varm vokal var så overrepræsenteret på opvarmningsprogrammet, at jeg ikke kunne lytte efter, uden at høre alle de andre. Historien var en helt anden på Trailerpark.
Formatet på en lidt mindre scene, pakket ind i en stor baggård med violfarvede neondioder og en stjernehimmel, gjorde det for mig. Pludselig var CHINAHS lydunivers så meget større, produktionerne mere bluesy og guitaren åh så fed. Her blev jeg bekræftet i, at det virkelig kan betale sig, at give musik flere chancer. En perfekt afstemt koncert, Fine Glindvads smukke og velpolerede vokal stod klart, Simon & Simon trykker den flot af, og de har efterhånden spillet så mange koncerter sammen, at der er ved at være en helt fremragende dynamik. Det giver overskud, og de forstår virkelig at komplimentere hinanden så det bemærkes, men uden at det overdøver det egentlige lydbillede. Jeg måtte blankt erkende, at deres debut EP fra i år, Once The Lights Are On, virkelig bringer noget nyt til. Den er så R’n’B, funky og ørehængende, at den store succes de nu nyder, virkelig er fortjent.
Så alt i alt, én af de bedste koncerter jeg så, ikke bare på Trailerpark, men én af de bedste jeg har set i år. Kontakten var helt unik, og jeg er inderligt glad for, at jeg gav dem endnu en chance. Højdepunktet for mig, var under outtroen på We Go Back, og præcis som de udtrykker, under en synthsolo ”Don’t give me up, give me up” kommer jeg i tanke om, at jeg var lige ved at give op på CHINAH 3 uger forinden. Jeg lover, aldrig at give jer op!
Dag 2: Fredag:
LISS, Royal Stage
Fredag nat kl 00.45 var det LISS tur til at leve op til forventningerne. Kvartetten fra Århus har vel nok været det mest hypede navn i 2016 herhjemme, og om end de ikke helt har vundet undertegnedes hjerte endnu, så fortjener de et skriv.
LISS bringer en spændende lyd. Ikke mindst den fjogede vokal er virkelig bemærkelsesværdig, og til tider lyder deres numre nærmest påtaget simple. Lytter man efter, er det dog virkelig velproduceret og gennemarbejdet materiale. Så det var med en respektfuld forbeholdenhed, at jeg fik slæbt min trætte krop tilbage i skatehallen. Efter første nummer, var jeg ikke solgt, og jeg synes de virkede en smule ukoordinerede, og efter en rå grime-koncert fra et fem mand højt hold fra London umiddelbart inden, skulle ørene lige tilbage i et mere menneskeligt mode. Hurtigt fik de unge drenge spillet sig brandvarme, og pludselig kunne de ikke sætte en fod forkert.
De ejede scenen. Det kampsvedende publikum gav sig hen i den varme sommernat, og de dansevenlige, perkussive numre var som skrevet til netop den aften. Musikalsk havde de også noget at byde på, og en spændende autotunet backingvokal fra bassisten gav en uventet dybde i lydbilledet. Selvsagt lod jeg mig rive med — og så jeg var også sulten efter mere. Højdepunktet for mig, var under det catchy nummer ”Miles Apart”. Det er et af deres mere mekanisk-poppede numre, men har samtidig en varme som er meget lig eksempelvis Blood Orange.
Her viste de et overskud, som er sjældent hos så ungt et band. Veltimede breaks, kække smil og en uimponeret indforståethed. De vidste godt, at de var fede, de forstod at udnytte det og det fungerede bare live. Jeg kan på det varmeste anbefale LISS live.
Dag 3: Lørdag
GENTS, Soundvenue Stage
Duoen, GENTS, havde én af sidste års skønneste EP’er, nemlig Embrace The Future. De 2 gutter har en rigtig firser-vibe kørende, men bringer alligevel en kreativitet til synthpoppen. Jeg har tidligere beskrevet Niels Juhls vokal som værende Ian Curtis lignende, og med det mener jeg mørk og dragende, hvilket naturligt gør det spændende. Efter én af de bedste opvarmningskoncerter på Roskilde Festival, var de et must-see på den sidste dag af Trailerpark.
Rigtig mange var mødt op den tidligt lørdag aften, og det er som om, at GENTS virkelig er begyndt at nå bredt ud, også bredere end jeg havde forestillet mig, taget deres noget kultagtige lyd i betragtning. Theis holder sig primært bag sine synthezisers, mens Niels er klar frontmand, delvist spillende på sin 12-strengs, delvist hoftesvingende over hele scenen. Umiddelbart inviterer deres musik primært til en sen nattetime, hvilket jeg ikke har oplevet endnu, og det påvirker stemningen. Musikalsk er der stadig lidt usikkerhed, og et par af numrene afsluttes lidt laissez faire-agtigt.
Det er bare svært, ikke at blive begejstret og medtaget. Det er muligt, at de spilleteknisk ikke er suveræne, men hvis jeg ville se spilleteknik, så ville jeg tage ind og se Chopin fremført. De gør det stilsikkert, holder sig tro til deres egen lyd, og så skal resten nok komme, efterhånden som de får spillet sig mere ind i deres bagkatalog.
Højdepunktet var deres seneste single ‘Bonny”, hvor trommemaskinen banker hidsigt afsted, akkompagneret af den søde 12-strengs. Her er det umuligt at stå stille og ikke at lade sig opsluge. De catchy rytmer sidder stadig i mig, og jeg er alt andet end færdig med GENTS.
VINNIE WHO, Soundvenue Stage
Vinnie Who stikker lidt ud på programmet af unge, nye musikere, da han egentlig er fuldstændig veletableret og én af de store artpop stjerner vi har herhjemme. Det skal siges, at han har spillet Trailerpark Festival 5 gange tidligere, og som jeg forstod det, nærmest var blevet fast inventar. Niels Bagge Hansen, som tidligere har åbnet Orange Scene, havde nu til opgave at spille sin sidste Trailerpark. Dette var selvfølgelig comme-il-faut.
Klokken 02.00 lørdag nat er ensbetydende med fest. Den flotte himmel, de smukke neonlys og et enormt publikum dannede rammerne. Det var allerede fra første nummer så tydeligt, at Vinnie Who havde spillet flere koncerter end de fleste på programmet tilsammen. Bandet leverer en overdådig livelyd, og spændende instrumenter, autotunes, soloer og dans gør det så uimodståeligt underholdende. Også her bekræftedes det, hvor vigtig rammen er for helhedsindtrykket ved en koncert — og så gør det selvfølgelig heller ikke noget, at lyden sad lige i skabet.
Vinnie Who flyder igennem sit bagkatalog som en fisk i vand. Jeg tror ikke mange kunstnere kan slippe afsted med, at bevæge sig fra sin nyeste folk-plade med en Father John Misty lyd — til sine gamle numre, som mere lyder som en houset Trentemøller. Ikke desto mindre gør han det med en selvsikkerhed, han læser publikum og udstråler en glæde for at være der — selvom scenen måske er mindre end han er vant til. Højdepunktet på min Trailerpark Festival var den kække How Can I Be Sure, hvor jeg mest af alt bare følte mig priviligeret af at være tilstede. En helt overlegen præstation.
Et DJ-set fra Kasper Bjørke senere, var jeg godt mør. Mit sansebombede korpus havde brug for søvn. Og vand. Alt i alt bliver det et muntert farvel, til en festival som har præget København i et årti. Det er mere end hvad de fleste kan sige, og at gøre det med en elegance, som den jeg oplevede, det er virkelig noget at være stolt over. Der skal lyde et stort tak til Trailerpark Festival for invitationen. Vi må igen konstatere, at den danske undergrundsscene er i topform, og at fremtiden hviler i gode hænder.
Tags: alternativ pop, Chinah, Exec, GENTS, LISS, Trailerpark Festival 2016, VINNIE WHO
Follow Me!