Musik Mig Blidt

Ham­mo­ck, som jeg har været fan af siden jeg i 2005–2007 hav­de en peri­o­de, hvor jeg lyt­te­de til mas­si­ve mæng­der af drøm­men­de post-rock med Sigur Rós som abso­lut ban­ner­fø­rer, er ude med et nyt album, som du bør give en chan­ce. Ham­mo­ck repræ­sen­te­rer en ambi­ent, sfæ­risk udga­ve af post-rock­en, og den har de meget konskvent dyr­ket lige siden debu­ten Keno­tic fra 2005.

Det nye album har fået tit­len Obli­vion Hymns, og det gør sig sær­ligt bemær­ket med sin alt­do­mi­ne­ren­de brug af stry­ge­re i ste­det for gui­t­ar­ba­se­re­de og elek­tro­ni­ske klang­fla­der, som ellers ple­jer at være Ham­mo­cks tra­de­mark. Sidst­nævn­te er sta­dig til ste­de men er til en for­an­dring truk­ket i bag­grun­den. Resul­ta­tet er en mere orga­nisk og fil­misk, og det klæ­der i den grad Ham­mo­cks i for­vej­en epi­ske udtryk.

Ham­mo­cks musik har altid været mester­ligt arran­ge­ret, fan­ta­stisk i sin skøn­hed og ind­budt til de dybe­ste af de dybe­ste tan­ker. Altid gen­lydt af hjer­tesorg og mildt tungsind med små spræk­ker af håb og lys som stjer­ner på en frost­klar nat­te­him­mel. På Obli­vion Hymns svul­mer kom­po­si­tio­ner­ne sæd­va­nen tro lang­somt op og afslø­rer tål­mo­digt deres majestæti­ske skøn­hed. Men med de fejen­de stry­ge­re i for­grun­den og ikke mindst den dybt klin­gen­de cel­lo, ram­mer det hjer­te­ku­len med end­nu mere kraft end tid­li­ge­re — og det siger ikke så lidt!  Med til­fø­jel­sen af bør­ne­kor på num­re som Then The Qui­et Explo­sion og i slut­nin­gen af I Could Hear The Water at the Edge Of All Thin­gs emmer lyd­bil­le­det om muligt end­nu mere end sæd­van­ligt af sårbarhed.

(Ham­mo­ck i studiet)

På spørgs­må­let om, hvor­for Ham­mo­cks musik gene­relt er så udtalt melan­kolsk og sår­bart for­k­la­trer band­med­lem­met Marc Byrd til onli­ne­ma­ga­si­net Headp­ho­ne Commute:

“My very clo­se fri­end, Chuck Dod­son once asked me why the the­me of imper­ma­nen­ce is so pre­va­lent in our work. I couldn’t ela­bo­ra­te too much at the time but it got me thin­king and I can only spe­ak for myself regar­ding this but when I was youn­ger I expe­ri­en­ced the loss of seve­ral peop­le who were aro­und my age. By the time I was nine­te­en the­re were some very clo­se peop­le to me who had pas­sed away, seve­ral from sui­ci­de. It’s hard to explain if you haven’t been through it, but when you’re used to hea­ring someo­ne laugh and talk to you on a daily basis, when you talk back to them and make them laugh, when you sha­re who you are with someo­ne and over­night they’re gone… they dis­ap­pear… It pro­fo­und­ly chan­ges you and has a lasting influ­en­ce on who you are and how you view the wor­ld. The­re are many times when we’re recor­ding that I remem­ber the ones I’ve lost and the absen­ce they left in my life. Their memory fills me with so much emo­tion and as a result that emo­tion is pre­sent in the per­for­man­ce. I hope that in some way their presence/absence reso­na­tes through the music…” (Headp­ho­ne Com­mu­te)

Den­ne følel­se af nostal­gi, nær­vær og fra­vær, som Marc Byrd beskri­ver, gør sig ikke mindst gæl­den­de på favo­rit­ten Like a Val­ley With No Echo, hvis favo­rit­vær­dig­hed er tæt for­fulgt af I Could Hear The Water at the Edge Of All Thin­gs og In The Mid­dle Of This Nowhe­re. Hvis du ikke får gåse­hud af dis­se “hym­ner”, er du ret hård­før, vil jeg mene.

Ham­mo­ck — Like a Val­ley With No Echo

Ham­mo­ck — I Could Hear The Water At The Edge Of All Things

Ham­mo­ck —  In The Mid­dle Of This Nowhere

Er du for­ført lige­som jeg? Så lyt til album­met i sin hel­hed via dis­se for­skel­li­ge platforme:

Ham­mo­cks musik­vi­deo­er er som regel ladet med ånde­løst smuk­ke bil­le­der af natu­ren, lys­skær i kame­ral­in­sen, san­se­li­ge bil­le­der af objek­ter eller men­ne­sker, der stir­rer ud i intet­he­den, ofte gen­nem regn­plet­te­de eller sne­krystal­dæk­ke­de ruder — alt sam­men i ultraslo­w­mo­tion. Måske en anel­se kli­ché­fyldt tæn­ker du, men man kan ikke for­næg­te, at dis­se vir­ke­mid­ler fun­ge­rer alde­les opti­malt med Ham­mo­cks væven­de og dvæ­len­de lydbillede.

Video­en til I Could Hear The Water At The Edge Of All Thin­gs udmær­ker sig des­u­den ved at have et stærkt og tragisk narrativ.

Ham­mo­ck — I Could Hear The Water At The Edge Of All Thin­gs from Alex Amo­ling on Vimeo.

Ham­mo­ck | Bandcamp
Ham­mo­ck | Facebook
Ham­mo­ck | soundcloud