Interview med albumaktuelle multi-instrumentalist og musiker Emil Duviér
For et par uger siden tikkede der en mail ind fra Emil Duviér om, at hans debutalbum Pieces ville udkomme to dage efter i hans eget navn. Navnet Emil Duviér sagde mig først intet, men min nysgerrighed blev vakt, da mailen blandt andet nævnte, at Emil er tidligere medlem af bandet Bandina Ié, som han var med til at stifte i 2010 og hvis album Synekdoke var blandt mine favoritalbums fra 2017. Derudover lød pressemeddelelsen lovende, idet den blandt andet beskrev musikken som et eksperimenterende popalbum mættet med nyklassiske kompositioner og fuld af elektroniske teksturer og sammenflettede atmosfærer.
Flotte ord, men kunne albummet leve op til det? Skeptisk satte jeg mig til at lytte, men fra de første toner i åbningsnummeret What Has Yet To Come var jeg som tryllebundet. Efter en rejse gennem ni tilgængelige og melodisk stærke numre, der samtidig er komplekse og eksperimenterende med mange smukke detaljer, anderledes instrumenteringer og genrekrydsninger samt avancerede rytmespor at gå på opdagelser i, lagde jeg forundret og imponeret høretelefonerne fra mig. Kiggede lidt ud i luften, satte dem målrettet på ørerne igen og hørte albummet forfra.
Det er med andre ord et ambitiøst og flot debutalbum, der fortjener og kræver at blive hørt mange gange, fordi det har så mange lag og lyde at udforske, samtidig med at melodierne sejrer. Det er altså ikke så nem en bedrift endda at forene poppede elementer med det eksperimenterende og avantgarde. Jeg får endda lyst til at smide en reference til Radiohead/Tom Yorke i den sammenhæng!
Lyt til Pieces herunder:
Interview med Emil Duviér
Jeg håber du er blevet nysgerrig på at vide mere om Emil Duviér, for herunder kan du læse et interview med Emil og blive klogere på hans baggrund, inspirationskilder, indspilningsprocessen med albummet og hans fremtidsplaner med projektet.
Hvad er din musikalske baggrund og hvorfor satte du dig for at starte dette projekt og lave dette album?
Jeg har nok altid været mest interesseret i at lave musik, men gennem tiden har jeg haft ret mange forskellige indgangsvinkler. Jeg spillede violin som barn, begyndte at producere musik på computer som teenager — og i nogle år troede jeg, at jeg skulle være pianist. Jeg startede på MGK (Musikalsk grundkursus, red.), men fandt hurtigt ud af, at det, som talte til mig, var at skrive og producere musik. Jeg kunne mærke, at det at skulle spille på en bestemt måde slet ikke var mig, og at jeg var bedst, hvis jeg kunne få lov at bruge min intuition og være kreativ.
Herefter startede jeg sammen med nogle venner instrumental post-rock bandet Bandina Ié (bandets album “Synekdoke” var blandt mine favoritalbums fra 2017, red.), som jeg var en del af i mange år. Der kom et tidspunkt for nogle år siden, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at fokusere 100% på mit soloprojekt. Det var nogenlunde samtidig med, at jeg startede på min bachelor i Elektronisk Musik og Lydkunst, hvor jeg pendlede mellem København og konservatoriet i Esbjerg.
Der havde jeg mulighed for at gå fra lokale til lokale og optage alt fra modular-synthesizer til vibrafon.
Albumformatet var for mig det helt rigtige, da jeg ikke havde noget musik liggende nogle steder. Og det derfor var en “blank page” — en mulighed for at udgive en hel plade på én gang, der rent æstetisk hænger sammen.
Hvad er dine inspirationskilder og hvordan var skrive– og indspilningsprocessen?
Jeg elsker at lytte til en masse forskellig musik, så min inspiration er ret bred. I den afsluttende proces af denne plade har jeg nok lyttet mest til brasiliansk tropicália – særligt Chico Buarques “Construção” – krautrock-bands som NEU og CAN og så en hel del afrikansk musik med kunstnere som Fela Kuti, Zimbabwe Shona Mbira Music og Thomas Mapfumo.
“Pieces” har taget tre år og har været en ret omfattende plade at lave. Nogle få numre som “EightyThousand Lightyears” er skrevet på klaver og har været en proces om at arrangere det, som allerede var skrevet.
De fleste ideer er dog skabt ved at åbne sluserne, trykke record og improvisere mig frem uden at tænke for meget over hvilken retning, musikken skulle gå før meget senere i processen.
Derfor har man også nogle nætter kunne finde mig hoppe manisk rundt med en tamburin, da det var lige dét, nummeret havde brug for.
Det er vigtigt for mig at være kreativ, reflektere og eksperimentere hele vejen igennem fra første ide til det færdige mix. Det har uden tvivl resulteret i et kæmpe arkæologisk arbejde, hvor jeg har skulle grave mig ind til kernen af ideen. Men det skaber samtidig en detaljerigdom — lag der ikke nødvendigvis er hørbare i første gennemlytning.
Alle numrene har eksisteret i utallige udgaver; brudstykker af tidligere versioner er gemt i musikken. For mig føltes det, som om at den tid, der er gået imens, er blevet foreviget som små fragmenter af noget, der engang var.
Hvad er dine fremtidsplaner med projektet?
Lige nu arbejder jeg koncentreret på en EP til at følge op på denne plade. En EP, som jeg forhåbentlig kan udgive engang til vinter. Ud over det planlægger jeg at komme ud og spille en masse koncerter med denne plade. Live tager jeg Mikkel Oldrup med på trommemaskine og Anna Roemer med på guitar/effekter – og så har jeg planer om at samle et fuldt band til at spille nogle lidt større koncerter.
Alt på Pieces er produceret, sunget og spillet af Emil selv.
Pladen er udgivet på på vinyl og digitalt på det nylig etablerede artistcommuity No Technique.
Tags: alternative pop, Danish upcoming, dreampop, electronic, elektronisk, Emil Duviér, Emil Duviér - Pieces, No Technique, Pieces, Radiohead, Tom Yorke
Follow Me!