Musik Mig Blidt

At et band spil­ler udsolg­te kon­cer­ter trods en meget begræn­set onli­ne til­ste­de­væ­rel­se og før en ene­ste før­stesing­le er udgi­vet, er lidt af en bedrift og et meget hånd­gri­be­ligt tegn på, at et band kan noget sær­ligt. Engel­ske MONEY har det sene­ste års tid spil­let i en ræk­ke kir­ker og ned­lag­te byg­nin­ger i hjem­lan­det og har på kort tid fået en tro­fast fanska­re. Og ban­det har da også vit­ter­ligt fat i den lan­ge ende.

MONEY ynder at spil­le i net­op kir­ker, hvil­ket giver god mening, idet for­san­ger Jamie Lees tek­ster har en spi­rutu­el dimen­sion og kred­ser om eksi­sten­ti­el­le og filo­so­fi­ske spørgs­mål, her­un­der Guds eksi­stens eller man­gel på sam­me. Ban­det har ikke et vide­re opti­mi­stisk blik på ver­den, som den ser ud i dag og har i for­læn­gel­se her­af beskre­vet sig selv som et dysto­pisk kor. Des­u­den er ban­dets lyd stor og majestætisk i den for­stand at den, også i stu­di­e­ind­spil­let form, er fyldt med en kated­ral­lig­nen­de rum­klang. Rent instru­men­talt er det, i mod­sæt­ning til hvad man ud fra den fore­lø­bi­ge beskri­vel­se skul­le tro, holdt ret enkelt. Det bety­der, at toner­ne får lov at hæn­ge i rum­met med plads til lyt­te­rens egen reflek­sion og fordybelse.

Jamie Lee har en ner­ve og alvor i sin stem­me som er svær at ryste af sig. Dens klang lyder som om, han på sam­me tid syn­ger om ver­dens for­fald og på veg­ne af tusind fru­stre­re­de og ulyk­ke­li­ge sjæ­le fra bun­den af en udslukt vulkan, hvor han selv står ensom og for­ladt med blø­de­n­de hjerte.

Blu­e­bell Fields er anden sing­le fra det­te ekstremt loven­de firklø­vers hånd. Den hand­ler om en venin­de, der en som­mer gik ind på en mark af klok­ke­hy­a­cin­ter i Nor­dir­land og blev så over­væl­det af synet, af far­vens ren­hed, og den har­moni hun føl­te, at hun begynd­te at tale i tun­ger, selv­om hun ikke er spor reli­gi­øs. På sam­me måde som musik er et abstrakt sprog, der kan for­mid­le de følel­ser natu­ren væk­ker i os, som ikke kan kom­mu­ni­ke­res logisk med ord.

MONEY — Blu­e­bell Fields

So Long (God Is Dead) var før­ste offi­ci­el­le sing­le, der udkom for et års tid siden. Num­me­ret hand­ler om den for­vir­re­de og mis­for­stå­e­de spi­ri­tu­a­li­tet, der her­sker i den moder­ne vest­li­ge ver­den i dag og der­med mang­ler. Noget som Jamie Lee tror er på vej til at ændre sig i takt med, at folk i til­ta­gen­de grad bli­ver mistæn­ke­li­ge over­for den mate­ri­el­le ver­den og bli­ver kul­tu­relt væk­ket, godt hjul­pet på vej af den nye kunsts til­skyn­del­se til at gøre oprør mod den bestå­en­de ver­dens mate­ri­el­le indret­ning og ensretning.

MONEY — So Long (God Is Dead)

I’ll Be The Night er b‑siden til So Long (God Is Dead) og er også en stærk sag. 

MONEY — I’ll Be The Night

Der­u­d­over har MONEY lagt nog­le end­nu ikke offi­ci­elt udgi­ve­de num­re online.

MONEY ‑Who’s Going To Love You Now

MONEY — The Sea

MONEY — Good­night London

Der­u­d­over har ban­det ind­spil­let to fan­ta­stisk gri­ben­de ses­sions hos Day­t­rot­ter og The Ama­zing Ses­sions, hvor der også er fle­re uud­gi­ve­de numre.

Ama­zing Ses­sion playlist:

1. Bla­ck
2. Good­bye London
3. Hold Me Forever
4. Let­ter To Yesterday
5. So Long (God Is Dead)

Her er lin­ket til ses­sio­nen hos Day­t­rot­ter: http://www.daytrotter.com/#!/concert/money/20055644–37382860&playerLoadAndPlayTrack=49094246

Til sidst får du lige en nøgen aku­stisk ver­sion af Good­bye Lon­don fra fran­skeLa Blogotheque:

Money | Good­night Lon­don | A Take Away Show from La Blog­o­t­heque on Vimeo.

Der er her­med i den grad lagt i ovnen til ban­dets før­ste LP The Sha­dow Of Hea­ven, der udkom­mer den 26. august på det gode pla­de­sel­skab, Bel­la Union.

MONEY | Soundcloud
MONEY | Homepage
MONEY | Facebook