Musik Mig Blidt

Foto: Met­te Lund Korsgaard

Nort­hsi­de Festi­val fortsat…

Choir Of Young Believers

Choir Of Young Belie­vers med Jan­nis Noya Makri­gi­an­nis i spid­sen var lør­dag en ren fryd at læg­ge øre til. Vel­lyd fra start til slut, hvil­ket var til­trængt efter at ører­ne hav­de været i Justi­ce’ distor­tionma­ski­ne nat­ten før. Det var tyde­ligt, at det 7 mand sto­re band har man­ge kon­cer­ter og en ver­dens­tur­né bag sig, for de man­ge instru­men­ter var utro­lig godt sammenspillede.

Den svulsti­ge lyd gjor­de sig godt på Nort­hsi­des prisvin­den­de K1 lyd­sy­stem, der sør­ge­de for et læk­kert nuan­ce­ret lyd­bil­le­de. Choir Of Young Belie­vers gjor­de deres til, at man glem­te gårs­da­gens tøm­mer­mænd. En dej­lig kon­cert var det!

Eag­les Of Death Metal

Den type lige ud af lan­de­vej­en rock, som Eag­les Of Death Metal mesten­dels står for, er nor­malt ikke noget jeg lyt­ter så meget til. Ikke desto min­dre var det en under­hol­den­de kon­cert og en demon­stra­tion i ren rock og rul attitude!

Front­mand Jes­se Hug­hes lag­de ud med at med­dele, at han hav­de mistet alle sine stof­fer i Fin­land dagen før. Så var sti­len lige­som lagt. Og så gik det ellers over stok og sten med iøre­fal­den­de gui­tar riff og spr­ud­len­de ekvi­li­bri­stisk trom­me­spil fra trom­mesla­ger Joey Castil­lo, som for mig var høj­de­punk­tet rent musikalsk.

Kon­cer­tens lyd kun­ne have været bed­re, det var lidt som om præ­ci­sio­nen mang­le­de lidt fra især Hug­hes side, som hav­de lige­så travlt med at under­hol­de som med at spil­le og syn­ge. Entu­si­as­men fej­l­e­de dog ikke noget. Fle­re gan­ge for­vand­le­de Hug­hes sin gui­tar til en maskin­pi­stol og begynd­te at “sky­de” løs på publi­kum, mens han file­de løs på stren­ge­ne, lige­som han hav­de man­ge små lum­re og skælm­ske anek­do­ter og histo­ri­er og i det hele taget hav­de et godt tag på publikum.

Selv­om både musik­ken og Hug­hes under­hol­den­de vir­ke­mid­ler blev lidt ens­for­mi­ge i læng­den, var det en fin lil­le kon­cert, der efter­lod en med et smil på læben.

James Bla­ke

Kon­cer­ten med engel­ske og altid vel­fri­se­re­de James Bla­ke viste en impo­ne­ren­de musi­ka­li­tet både fra hoved­per­so­nen selv og sit band bestå­en­de af trom­mesla­ger Ben Assi­ter og gui­ta­rist og samp­ler Rob McAndrews.

James Bla­kes unik­ke kom­bi­na­tion af dub­step og soul skab­te rum­mer i sig selv sto­re kon­tra­ster mel­lem det elek­tro­nisk, mani­p­u­le­ren­de og orga­nisk genu­i­ne. Den kæl­der­dy­be sub bas gav ram­te en fysisk med vibra­tio­ner i bry­stet, mens man ikke kun­ne und­gå at bli­ve impo­ne­ret af Assi­ters præ­ci­sion og stilsik­ker­hed bag de trommerne.

Mest impo­ne­ren­de var Bla­kes stem­me som bare ram­mer hjer­tet direk­te. Den rum­mer en inder­lig­hed og sjæl­fuld­hed, som jeg sjæl­dent har hørt mage, og den­ne dag i Århus var ingen und­ta­gel­se. Bla­ke mani­p­u­le­re­de flit­tigt med voka­len, både med auto­tu­ner og såkaldt pitch-shif­ter, så den blev mere højfre­kvent. Han bru­ger dis­se effek­ter meget kunst­ne­risk og kre­a­tivt, men jeg har det alli­ge­vel det lidt ambi­va­lent med det, når nu man­den syn­ger så godt. Jeg tog såle­des mig selv i at ønske mig mere af Bla­kes orig­na­le, smuk­ke stem­me, især når den blev autotunet.

Lige­le­des blev det lige lov­ligt stø­jen­de og forvræn­get i udtryk­ket til min smag ind i mel­lem. Især Bla­kes hang til at lade sin synt­he­sizer domi­ne­re irri­te­re­de mig en anel­se. James Bla­ke var efter min opfat­tel­se stær­ke­st når lyd­bil­le­det ikke var over­læs­set, men i ste­det hold­te sig til få vir­ke­mid­ler i et sam­let mini­ma­lisk­tisk udtryk. Når det­te ske­te, var James Bla­ke og band til gen­gæld også ekstremt sti­mu­le­ren­de at lyt­te til.

Afslut­nin­gen var et cover af Joni Mit­chells A case Of You, som også er at fin­de på EP’en Enough Thund­er. San­gen fun­ge­re­de emi­nent som sjæl­fuld afslut­ter og må have over­be­vist selv de mest skep­ti­ske blandt publi­kum om James Bla­kes over­leg­ne voka­le kvaliteter.

Ris og Ros

Gene­relt var Nort­hsi­de en posi­stiv ople­vel­se. God stem­ning, vel­ar­ran­ge­ret, god kom­mu­ni­ka­tion om ændrin­ger i pro­gram­met og fokus på bære­dyg­tig­hed som ekstra plus.

Af ting der kun­ne gøres bed­re, vil jeg ger­ne frem­hæ­ve maden. Ikke at den ikke var læk­ker. Det var den! Jeg synes bare de fle­ste til­bud var for dyre i for­hold til por­tion­s­tør­rel­ser­ne. F.eks. køb­te jeg chi­li con soya til 45 kr. som langt fra kun­ne mæt­te en vok­sen mand. Fak­tisk var jeg nødt til at købe både en bur­ger til 65 kr. og omgang til fiske­fri­ka­del­ler til 45 kr. for at bli­ve mæt. 155 kr. for at bli­ve mæt er i over­kan­ten. Til gen­gæld var past­a­sa­la­ter­ne rime­ligt pris­sat­te. Jeg kan ikke huske hvad de præ­cist koste­de, omkring  50 kr., men der var rige­ligt — sådan skal det være!

Selv­om lyd­sy­ste­met i år var ble­vet opgra­de­ret til det prisvin­den­de K1, så var lyden ikke altid i top. Det var ofte som om volu­men svin­ge­de op og ned. Pro­ble­met blev stør­re des læn­ge­re væk fra sce­nen man stod, så måske hav­de det noget med vin­den af gøre? Det lød i hvert fald som om vind­stød tog lyden, og det var også noget jeg hør­te andre festi­val­gæ­ster snak­ke om.

Dis­se for­hold ændrer dog ikke på, at Nort­hsi­de 2012 var en god festi­val med god musik, og der er ingen tvivl om, at den er et stærkt bidrag til Århus’ kulturliv.

Jeg er helt sik­kert at fin­de blandt gæster­ne næste år igen!