Reportage: Frost Festival — Ritual feat. Maalem Omar Hayat, DJ Rupture & Dark Matters
Maalem Omar Hayat og hans trup
Tekst: Søren Lund Korsgaard — Foto/video: Andreas Omvik
Fredag den 12. februar var det med uklare forventninger, at jeg var udsendt af World Music Denmark til at dække et unikt genrekolliderende event, hvor den såkaldte gnawa-musikgenre mødte mere vestlig funderet elektronisk musik — tilsat stemningsfulde visuals. Arrangementet, som fandt sted i Nikolaj Kunsthal, tidligere Sankt Nikolaj Kirke, var et samarbejde mellem Frost Festival, spillestedet Global, Fonden Roskilde Festival og FOKUS Videokunstfestival.
Sammen havde disse fire aktører inviteret Gnawa-mesteren Maalem Omar Hayat fra Marokko sammen med sine mange musikere og dansere, DJ Rupture fra USA, der leverede den elektroniske musikdel og endelig lys-og videokunstnerkollektivet Dark Matters, som tog sig af den visuelle del.
Aftenen startede med et introducerende og meget informativt interview mellem DJ Rupture og musikjournalist Ralf Christensen. Interviewet tog udgangspunkt i DJ Ruptures personlige forhold til og fascination af Gnawa-genren, og hvordan denne har spillet en særlig formativ rolle i udviklingen af hans eget verdensmusikinspirerede tag på elektronisk musik.
Hurtigt tog samtalen mere form af en engageret kollektiv musikanalyse af Gnawa som genre. Vi lærte som publikum, at genren har rødder i Marokko i Nordvestafrika og islamisk sufisme. At genren har klare paralleller til de rytmiske repetitioner, de melodiske gentagelser og ikke mindst den tranceskabende effekt, man også finder i store dele af den vestlige verdens elektroniske musik. Senere skulle jeg sammen med resten af de tilstedeværende opleve, den dragende effekt af Gnawa live, så det var heller ingen tilfældighed, da DJ Rupture sammenlignede Gnawa med vestlig ravekultur. I lighed med rave-fester kan Gnawa-ritualet lilaen gennem 8–12 timer lange ceremonier med musik og dans skabe en tilstand hos deltagerne, hvor tid og sted mister sin betydning, krop og sjæl kommer i balance med hinanden og man opnår en slags rituel renselse eller healing. Også den åbenhed som ligger i Gnawa blev fremhævet som en af genrens forcer. Som DJ Rupture meget rammende og med glimt i øjet udtalte: “Gnawa er ligesom det modsatte af en 3 minutters popsang!” At dømme efter publikums lattermilde reaktion på dette udsagn, var det tydeligt, at de hilste denne meget jordnære antitese velkommen. Som om alle synkront tænkte “okay så ved vi i hvert fald hvad vi IKKE går ind til!”
Efter interviewet virkede folk spændte på at få en smagsprøve på Gnawa, og efter lidt tekniske startvanskeligheder var vi i gang. Eller rettere, det var Omar og hans trup. Publikum lagde ud med passivt at betragte og lytte til de farverige dansere og musikeres messende sang og dans. Omar ledte an fra centerposition, hvor han med smil og udadvendt indlevelse slog sin gimbri an — en slags baslut, som er et traditionelt gnawainstrument.
Den resterende trup flankerede ham med et andet traditionelt gnawainstrument, den såkaldte qraqabs, som er en slags store jernrangle, der når den rystes giver en rislende metallisk lyd. Disse qraqabs blev sammen med velkoreograferet synkrondans, fælles messende sang og en slags stomp brugt til at frembringe hypnotiske rytmiske mønstre. Rent visuelt blev disse dragende og hypnotiske elementer fornemt understøttet af videoprojektionerne fra Dark Matters. Først lignede de abstrakte udflydende bjerglandskaber og satellitfotos af variationer af blå himmel og gule ørkenlandskaber, der kørte i ring om hinanden, som for at fremhæve det psykedeliske og koble scenariet til noget større end publikum selv. Dernæst fulgte smukke nordafrikanske mønstre i alskens farver, der igen drejede rundt som en vortex og ligesom sugede publikum til sig.
Effekten udeblev ikke. Folk blev gradvist revet med, havde svært ved at stå stille og rykkede tættere og tættere på scenen, som blev de draget af en usynlig kraft. Alligevel var det som om, at typisk dansk mådehold bevirkede, at folk ikke rigtigt kunne give sig helt hen til oplevelsen, selvom man fornemmede lysten til at give sig hen. Det gjaldt ikke mindst for mit eget vedkommende.
Måske fornemmede mændene på scenen denne tøven hos publikum, eller også reagerede de bare naturligt på deres egen spilleglæde, som lyste ud af dem. I hvert fald var det perfekt timing, da enkelte mænd fra truppen brød ud af kæden på scenen og sprang ned og begyndte at byde de forreste publikummer op til dans og desuden gavmildt lånte deres hatte ud.
Denne charmeoffensiv var lige, hvad der skulle til for at publikum tøede helt op og nu endelig lod kroppen danse frit. Så småt var i hvert fald den forreste halvdel af publikum på vej ind i den forløsende trance, vi havde hørt om i det indledende interview. De fleste svejede frem og tilbage, nogle lukkede øjnene imens, mens andre dansede vildere og vildere rundt med et saligt udtryk.
Men netop som stemningen var på sit højeste, og den omtalte trance-agtige tilstand var indenfor rækkevidde, stoppede nummeret pludselig — igen fordi der var problemer med teknikken. Denne gang var det tilsyneladende Omar Hayats gimbri, der havde mistet forbindelsen til forstærkeren. Ærgerligt, for den begyndende trance-tilstand vi sammen var på vej ind i, stoppede brat.
Herfra var det, i hvert fald for mit vedkommende, svært at komme ind i den samme befriende trance igen, og jeg tror også det gjaldt mange andre tilstedeværende. Heldigvis forhindrede det mig dog ikke i at nyde de fremmede rytmer og lyde samt være imponeret over måden, hvorpå Omar og hans mænd var i perfekt sync med hinanden i alt hvad de gjorde. Måske ville det være lykkedes at blive revet med igen, hvis sceancen havde fortsat i flere timer, som i et rigtigt lila-ritual, men efter en times tid var det forbi.
Efter endnu en kort pause var det DJ Ruptures tur på scenen sammen med den prisvindende danske guitarist Oliver Hoiness (Kira Skov, ITVIVL, Synd og Skam). Senere stødte Omar Hayat også til. Desværre fungerede det ret dårligt med bastungt elektronisk musik og rungende guitar i det store tidligere kirkerum med højt til loftet. Hvor rummets akustik tidligere havde fungeret glimrende sammen med gnawa i ren form, hvor kun gimbri og sang var forstærket, var der nu alt for meget rumklang. Lyden virkede ufokuseret, og de forskellige elementer druknede hinanden, så det der kunne have været en smuk og spændende sammenblanding af vestlig elektronisk musik og nordafrikansk gnawa i stedet blev reduceret til et rodet kludetæppe af en affære. De fleste mistede da også interessen under dette trio-setup, så da DJ Rupture til sidst efter endnu en pause begyndte på sit solo-DJ-set, var der kun en brøkdel af publikum tilbage.
Alt i alt var det en god og interessant aften, hvor jeg fik udvidet min musikalske horisont og fik en fin smagsprøve på gnawa og lila-ritualets dragende evner. Men som DJ Rupture indledte med at sige, er gnawa det modsatte af en 3 minutters popsang. Det er en type musik, der kræver tid at “komme ind i”. For at musikken denne aften for alvor kunne være kommet til sin ret, skulle der efter min mening derfor være afsat mere tid til den rene gnawa fra arrangørernes side.
Af hensyn til aftenens anden halvdel med DJ Rupture og elektronisk musik burde arrangørerne nok have overvejet et andet rum, hvor lyden var under mere kontrol. Frost Festival er særligt kendte for at være gode til finde spændende alternative lokationer, der tilføjer en ekstra dimension til musikoplevelsen. Nikolaj Kunsthal, er et spændende rum, og var også sat stemningsfuldt i scene i forhold til lyssætning og lysintallationer. Men denne aften synes jeg desværre ikke, at valget af lokation bidrog ubetinget postivt til en for mig central del af alle koncerter — den rent lydmæssige side af oplevelsen.
Uanfægtet denne lidt bitre pille i slutningen af min reportage, vil jeg gerne opfordre alle læsere derude til at udforske gnawa yderligere! Det skal jeg i hvert fald selv i gang med! Genren findes også i spændende fusioner med bl.a. jazz, reggae og blues!
Se et eksklusivt sammenklip af aftenens højdepunkter herunder!
Hvis du er blevet nysgerrig og har lyst til at dykke ned i gnawa på egen hånd, får du også lige et par plyalister med gnawamusik. Den ene, Spotify-playlisten, indeholder meget passende i denne sammenhæng også samarbejder mellem gnawamusikere og vestlige elektroniske musikere — nemlig Floating Points og James Holden.
Tags: Dark Matters, DJ Rupture, Frost festival, Frost Festival 2016, Global, Gnawa, Maalem Omar Hayat, Ralf Christensen, World Music Denmark
Follow Me!