Musik Mig Blidt

Mens pan­de­mi­en sta­dig rul­ler med alle dens restrik­tio­ner, er det godt at glæ­de sig over og foku­se­re på det gode, som ven­ter i hori­son­ten. Og det gæl­der for Musik Mig Blidt selv­føl­ge­lig sær­ligt ny musik og nye loven­de kunst­ne­re, som i den grad repræ­sen­te­rer et lys i mør­ket — noget posi­tivt at se frem til!

Her vil jeg præ­sen­te­rer dig for nog­le af de musi­kal­ske pro­jek­ter, som jeg er stødt på i løbet af 2020 (sær­ligt sid­ste del af året) samt i begyn­del­sen af 2021, som jeg vir­ke­lig synes har noget at byde på!

Jeg har pri­o­ri­te­ret kunst­ne­re, som kan beteg­nes som upco­m­ing i den for­stand, at de mesten­dels kun har få num­re udgi­vet og der­med sta­dig er rela­tivt ukend­te. Jeg spår, det kom­mer til at ændre sig i løbet af 2021 — det bur­de i hvert fald være til­fæl­det, hvis poten­ti­a­let til dels udfol­des til ful­de, og til dels hvis der ellers ret­fær­dig­hed til…Det kan jo, som især folk i bran­chen ved, være svært at bry­de igen­nem lyd­mu­ren (f.eks. at få spil­le­tid i radio­en), selv­om kva­li­te­ten er til stede.

Nok snak — tid til at dyk­ke ned i de nye dan­ske håb i føl­ge Musik Mig Blidt!

I til­fæl­dig rækkefølge:

Christian Haase

Foto: Peter Wil­li­am Vinther

Chri­sti­an Haa­se har tid­li­ge­re, sam­men med mak­ke­ren Las­se Son­ne, været en del af det finur­li­ge og inter­es­san­te musikpro­jekt Vi Leger Musik, der nåe­de at gøre ind­tryk på kun tre san­ge, men siden blev lagt på is. Efter sid­ste år at have udgi­vet et rent ambi­ent album, Grøn­land, base­ret på lyd­op­ta­gel­ser fra net­op Grøn­land, udkom­mer Chri­sti­an Haa­se i 2021 med nye san­ge. Og før­ste sang med tit­len Sne Blød Hud er sim­pelt­hen så fin og øm.

Num­me­ret pen­du­le­rer mel­lem lege­syg, mini­ma­li­stisk, elek­tro­pop­pet instru­men­te­ring med “du du du” melo­di og de mere him­mel­stræ­ben­de ele­men­ter i kraft af cel­lo, vio­lin, kla­ri­net og saxo­fon samt svæ­ven­de kor pak­ket ind i rum­klang, hvor lyd­bil­le­det er mere mæt­tet. Jeg er i øvrigt ret vild med Chri­sti­an Haa­ses, lyse, dren­ge­de vokal med en anel­se hæs­hed, som går godt i spænd med det lidt nai­ve, drøm­men­de univers.

 

Siden jeg begynd­te på den­ne arti­kel er yder­li­ge to san­ge udkom­met, som er mere kon­ven­tio­nelt opbyg­get, men sta­dig er soli­de kom­po­si­tio­ner med nostal­gisk, ved­kom­men­de lyrik.

 

Astrid Cordes

Foto: Julie Montauk

Astrid Cor­des fra den heden­gang­ne indi­epop-duo Shy Shy Shy har med tre sing­ler, to i sid­ste hal­vår af 2020 og sene­st end­nu en kort efter nytår, demon­stre­ret at hun har man­ge stren­ge at spil­le på.

Portrait har et dej­ligt drøm­men­de uni­vers og en vidun­der­li­ge melo­di, mens Ivy (I Can’t Move)‘s over­ra­sker med sin skæ­ve og mere aggres­si­ve ener­gi og tekst, der omhand­ler en følel­se af klau­stro­fo­bi og stress af for­vent­nings­pres fra en selv og omverdenen.

 

Kort efter nytår lan­de­de så den nye­ste sing­le, den sorg­ful­de og inti­me The­re, The­re, som Astrid skrev kort efter en ufri­vil­lig abort og som der­for hand­ler om at sør­ge over at miste noget man aldrig nåe­de at få. Lyrik­ken bli­ver dog aldrig lige så spe­ci­fik, så der­for kan lyt­te­ren spej­le sig i sine egne for­pas­se­de mulig­he­der, skuf­fel­ser og følel­se af tom­hed. Både med og uden viden om kon­tek­sten på til­bli­vel­ses­tids­punk­tet, er det en sang, som vir­ke­lig går lige i hjertet!

Debut-EP’en lan­der til marts!

 

Guldimund

Foto: @Lene Kronow

Asger Nordt­orp Peder­sen var i før­ste omgang en del af de to dan­ske bands TÅRN og Blaue Blu­me og gik siden solo med Gul­di­mund. Han har for nyligt gen­star­tet pro­jek­tet Gul­di­mund, dvs. fjer­net det gam­le mate­ri­a­le fra alle plat­for­me og er nu gen­født mere form­ful­dendt og med mere ner­ve og nær­vær end nogen­sin­de. I novem­ber kom de to num­re Bræn­der Sta­dig og Ikk’ end­nu, som sam­men med sene­ste sing­le Små Fin­gre er repræ­sen­ta­tivt for det kom­men­de album rent temamæssigt.

Album­met, der får den nostal­gi­ske titel Dem, Vi Ple­je­de At Være, er sat til at udkom­me 12. febru­ar og hand­ler at kæm­pe for et par­for­holds bestå­en og isce­ne­sæt­ter en meget svær og kri­tisk fase i par­for­hol­det, som det udspil­ler sig i kon­kre­te hver­dags­si­tu­a­tio­ner og betragt­nin­ger, hvad enten det i arrig­skab og afmagt hand­ler om at rive sine ynd­lings t‑shirts i styk­ker og smadre kaf­fe­kop­per, eller iagt­ta­gel­ser af hvil­ke ting der lig­ger på nat­bor­det ved svi­ger­morens døds­le­je. Håbet skin­ner dog igen­nem, især i kraft af det fæl­les barn, der giver kræf­ter til at få for­hol­det til at hæn­ge sam­men. Sid­ste sing­le, Små Fin­gre er såle­des en meget livs­be­kræf­ten­de og røren­de sang om kær­lig­he­den fra for­æl­dre til barn.

Lyt til de tre san­ge her­un­der og lad dig over­be­vi­se om, at Gul­di­mund må være én af de bed­ste og mest inter­es­san­te og ved­kom­men­de nye sangskri­ve­re herhjemme.

Lyt til Dem, Vi Ple­je­de At Være her­un­der og lad dig over­be­vi­se om, at Gul­di­mund må være én af de bed­ste og mest inter­es­san­te og ved­kom­men­de nye sangskri­ve­re herhjemme.

 

Kamma

Foto: Thit M. Berthou

Kam­ma er nyt loven­de pop­navn, som på ser ud til at ram­me en god balan­ce mel­lem iøre­fal­den­de ban­gers og en melan­kolsk klang, som indram­mer alvoren og dyb­den i hen­des tek­ster meget flot.

Det num­mer, som vir­ke­lig over­be­vi­ste mig om, at Kam­ma er et navn, man skal hol­de øje med, er hen­des sene­ste sing­le Drow­ning, som jeg har gået og nyn­net for mig selv, siden jeg blev præ­sen­te­ret for den midt i janu­ar. Det er et vir­ke­ligt hel­støbt num­mer med stor­slå­et, for­lø­sen­de omkvæd og en pro­duk­tion, der sid­der lige i øjet.

Kam­mas styr­ke er også, at hun ikke ban­ge for at bli­ve ret per­son­lig i sine tek­ster. Hen­des liv blev i man­ge år til­si­de­sat grun­det hen­des mors syg­dom, og Drow­ning er der­for en sang, der hand­ler om at tage sig selv alvor­ligt og sæt­te grænser:

”Jeg skrev Drow­ning i en tid, hvor jeg stil­le og roligt var ved at bevæ­ge mig ud af den skyg­ge, der for mig har været min mors syg­dom, og den dår­li­ge samvit­tig­hed over ikke at pas­se på hen­de og være der for hen­de, hver gang hun hav­de brug for det (…) i dag for­sø­ger jeg hver dag at give mig selv lov til at leve mit liv uden at skul­le for­hol­de mig til hen­des histo­rie hele tiden.” 

Gene­relt synes jeg, at Kam­mas vokal rum­mer en sår­bar­hed og melan­ko­li, som er til­træk­ken­de og får en til at spid­se ører, mens den sam­ti­dig er usvi­ge­ligt sik­ker og har en styr­ke, som egner sig godt til den pop­pe­de stor­la­den­hed og slag­kraf­tig­hed, som også er at fin­de i Kam­mas lyd.

Hen­des kom­men­de EP Momen­tary Emo­tions, hvor Drow­ning også vil være at fin­de, er pro­du­ce­ret af ingen rin­ge­re end Sune Rose Wag­ner (The Raveo­net­tes, Psy­ched Up Janis).

I mel­lem­ti­den kan du tjek­ke hen­des bag­ka­ta­log ud, som også byder på den bed­ste nye julesang, jeg læn­ge har hørt, skre­vet sam­men med Rebec­ca Lou. Kol­le­ger­ne gir­lcrush, GRETA og Brim­heim er des­u­den også med på sang i den­ne melodi-perle.

 

Annsofie Salomon

Foto: Justin Tyler Close

Ind­til vide­re har Annso­fie Salo­mon kun en enkelt sang ude. Med en luf­tig, eng­le­ag­tig vokal og en sim­pel instru­men­te­ring ram­mer Annso­fie Salo­mon noget rent, orga­nisk og virk­nings­fuldt på Soft Dreams.

Egent­lig sat­se­de Annso­fie Salo­mon på en kar­ri­e­re, hvor male­ri­er og skul­p­tu­rer bl.a. var udtryks­for­men, og hun søg­te fle­re gan­ge for­gæ­ves ind på kun­sta­ka­de­mi­et. Efter 5 år uden held, gav Annso­fie Salo­mon op og smed fru­stre­ret sine skul­p­tu­rer i hav­nen et sted i Køben­havn og flyt­te­de ud på lan­det på en gård for at arbej­de og træ­ne heste. Her kom i ste­det san­ge til hen­de med inspira­tion fra de tid­li­ge­re kunst­ne­ri­ske udfol­del­ser, som små frag­men­ter der plud­se­lig kun­ne bru­ges i en trans­for­me­ret musi­kalsk form. At døm­me efter den­ne sing­le, vir­ker det til, at Annso­fie Salo­mon har fun­det sin ret­te hylde!

 

Gro

Gro er et nyt sol­opro­jekt fra san­ger, mul­ti-instru­men­ta­list og pro­du­cer Julie Møl­ler Chri­sti­an­sen, der også er front­fi­gur i synth-pop ban­det We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself — et band, hvis musik jeg har skre­vet om og anbe­fa­let man­ge gan­ge på Musik Mig Blidt.

Julie er opvok­set i Søborg, en for­stad til Køben­havn i et, efter eget udsagn, flip­pet hjem med for­æl­dre med en for­kær­lig­hed for spi­ri­tu­el folk-musik og velour. I en ung alder begynd­te hun at skri­ve san­ge på de man­ge stren­ge­in­stru­men­ter, der hang på væg­ge­ne i barn­doms­hjem­met. Efter en del år med en gui­tar som omdrej­nings­punkt fandt hun så en anden musi­kalsk iden­ti­tet som for­san­ger og musi­ker i før­om­tal­te We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself, hvor det elek­tro­ni­ske, synt­h­ba­se­re­de udtryk var det bærende.

Under Gro-ali­a­set er Julies smuk­ke, vægt­lø­se vokal sta­dig et cen­tralt instru­ment sam­men med de bob­len­de, drøm­men­de synt­hpop-ele­men­ter fra WATWFTCTKI, men det nye er, at barn­dom­mens inspira­tions­kil­der i form af fol­kemu­sik­ken og mere spe­ci­fikt stren­ge­in­stru­men­ter, sam­men med en eks­pe­ri­men­te­ren­de til­gang til pop­mu­sik­ken hen­tet fra kon­ser­va­to­ri­e­ti­den på linj­en Elek­tro­nisk Musik og Lyd­kunst, bidra­ger til et andet og mere kon­trast­fyldt lydu­ni­vers. Jeg har fået lov at lyt­te lidt på forskud, og jeg kan bekræf­te at spænd­vid­den er stor, og at Julie Møl­ler Chri­sti­an­sens eks­pe­ri­men­te­ren­de og legen­de til­gang til at ska­be musik bærer frugt.

Hvor­dan det præ­cist lyder, må du ven­te nog­le dage med at få en fors­mag på. Hel­dig­vis ikke læn­ge. Før­stesing­len Fade In Time udkom­mer d. 12. febru­ar, og der­ef­ter udgi­ves med jæv­ne mel­lem­rum fle­re sing­ler, ind­til sel­ve debutal­bum­met lan­der til okto­ber.

Du kan dog få en lil­le tea­ser Fade In Time via Face­book her:

Før­stesing­len Fade In Time er nu ude og kan høres her:

 

KOM VI LØBER

KOM VI LØBER er måske ikke sprit­nyt på den dan­ske musiks­ce­ne, idet debutal­bum­met Sct. Hans udkom i 2019 men jeg synes alli­ge­vel, at det er navn, som fortje­ner, at være med i en arti­kel om hvil­ke nav­ne, man skal hol­de øje med i 2021. Hvor­for så det? Jo, det skyl­des, at debutal­bum­met gik rime­ligt meget under rada­ren, da den kom ud, men også at KOM VI LØBER i 2020 udgav to vir­ke­lig spæn­den­de indie pop­san­ge! De har gjort mig meget for­vent­nings­fuld i for­hold til, hvad der mon i år kom­mer fra Lone Slot Niel­sen, som står bag KOM VI LØBER (det er bekræf­tet, at der skul­le kom­me nyt i 2021). Lad os se nær­me­re på de to numre.

Det ene num­mer, Hen­des Ansigt er inspi­re­ret af et digt fra 1968 af Jør­gen Leth og er rent fak­tisk det aller mest spil­le­de num­mer i 2020 på P6 Beat. Det er alli­ge­vel lidt af en bedrift, så på den måde har hun alle­re­de fået et min­dre gennembrud.

 

Det andet num­mer, Bru­ger Ikke at Dan­se træk­ker på inspira­tion fra en mere end 2000 år gam­mel for­tæl­ling om den græ­ske kvin­de, Agla­o­niké, der iføl­ge sag­net kun­ne for­ud­si­ge og kon­trol­le­re månens gang over himlen.

 

Beg­ge san­ge demon­stre­rer, at Lone Slot Niel­sen både kan noget med finur­li­ge tek­ster og melo­di­ø­se hooks i et drøm­men­de gui­tar­dre­vet uni­vers. San­ge­ne er på den ene side lige ud af lan­de­vej­en, og så er der alli­ge­vel fle­re ele­men­ter i både kom­po­si­tion og det lidt kring­le­de tek­stu­ni­vers, der vir­ker over­ra­sken­de. Det har måske også noget at gøre med, at der lige­som er et orga­nisk flow over san­ge­nes udvik­ling, som gør det svært at for­ud­si­ge næste “sving”, og det hol­der mig nysgerrig.

Beg­ge num­re er pro­du­ce­ret af Aske Bode, hvil­ket i min bog nær­mest er ble­vet syno­nymt med kvalitet.

Tjek også et par favo­rit­ter fra debutal­bum­met her: