Musik Mig Blidt

Uhørt Festi­val er en festi­val for abso­lut upco­m­ing musik, og kan sag­tens måle sig med Aar­hu­si­an­ske SPOT festi­val i for­hold til talent­mas­se og mulig­he­den for at stif­te bekendt­skab med frem­ti­dens poten­ti­el­le tone­an­gi­ven­de arti­ster. Fak­tisk er de fle­ste optræ­den­de arti­ster på Uhørt end­nu grøn­ne­re end dem, du fin­der på SPOT.

De 39 arti­ster som festi­va­len præ­sen­te­rer i år er udvalgt af et lyt­te­ud­valg bestå­en­de af et bredt udvalg af rele­van­te folk fra den dan­ske musik­bran­che, som igen­nem to lyt­ter­un­der udvæl­ger de mest loven­de blandt de over 700 ind­send­te arti­ster. Det er alt­så langt fra til­fæl­digt hvil­ke bands som kom­mer igen­nem nåleø­jet og får lov at optræ­de på festivalen.

Uhørt Festi­val fin­der sted nu her i wee­ken­den d. 24.–25. august og koster kun 175 kr + gebyr for beg­ge dage eller 140 kr. + gebyr for en endags­bil­let — et røver­køb! Bil­let­ter kan købes i ind­gan­gen eller via Bil­le­to her.

I det­te ind­læg peger jeg på de arti­ster, jeg selv synes er de mest loven­de. De fle­ste har jeg før haft i fokus på blog­gen via pre­mi­e­rer eller pla­ce­rin­ger på mine måned­li­ge guld­korns­play­li­ster, og ikke mindst har et par af anbe­fa­lin­ger­ne tid­li­ge­re opt­rå­dt til mit eget arran­ge­ment “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer” på Kul­tur­sta­tio­nen i Vanløse.

 

A Kind Of Man

A Kind Of Man er et pro­jekt, jeg har et sær­de­les godt øje til, og hvis debut­sing­le MMB for et par dage siden hav­de pre­mi­e­re på.

Jeg hav­de også for­nø­jel­sen af at høre A Kind Of Man for nog­le måne­der siden på Rust i Køben­havn, og her var jeg både impo­ne­ret og char­me­ret af A Kind Of Man’s per­for­man­ce, og syn­tes mate­ri­a­let, der mesten­dels bestod af indie-rock-bal­la­der med over­be­vi­sen­de vokal og lækre gui­tar­rif­fs, skre­vet A Kind Of Man selv, lød meget lovende.

Sing­len Ted­dy Love er en usand­syn­ligt fed debut­sing­le med en geni­al melo­di og drøm­men­de ener­gi. Helt ube­svæ­ret veks­ler for­san­ger Bjørn Rosenquist mel­lem knej­sen­de fal­set og sprød, til­ba­ge­læ­net cool­heds­vo­kal. Det er et num­mer i per­fekt balan­ce, som kan­di­de­rer til et af de bed­ste udgiv­ne num­re på dansk jord i år, hvis du spør­ger mig.

Sene­re på året udkom­mer en EP, pro­du­ce­ret i sam­ar­bej­de med Juli­an Winding.

 

Cousin

Cou­sin er en fire­mands pop­grup­pe fra Aar­hus, der søger at udfor­dre hvor­dan kom­merci­el pop kan lyde. Det er ener­gisk og velproduceret.

Num­me­ret Inti­ma­cy viser en mere melan­kolsk og indad­vendt side af pro­jek­tet, end de tre fore­gå­en­de har vist. Den arbej­der med inti­mi­tet og ensom­hed, hvil­ket både udspil­ler sig i det lyri­ske uni­vers, men også i instrumenteringen.

 

BÜNNI

Bag pro­jek­tet BÜNNI, fin­der du Büny­a­min Eroğlu, som snart skul­le bars­le med debutal­bum­met Per­ma­nent Vaca­tion. De tre sing­ler på hans soundcloud giver eksemp­ler på over­be­vi­sen­de, skæ­ve men alli­ge­vel lyt­te­ven­li­ge lofi-æste­ti­ske num­re veks­len­de mel­lem det rock­e­de, pop­pe­de og psy­ke­de­li­ske. Nog­le gan­ge funky andre gan­ge, som på Ceme­te­ry Lily med shoegaze-tendenser.

 

ØYA

ØYA har tid­li­ge­re i år udgi­vet et af de bed­ste og mest loven­de debutal­bums fra DK, jeg er stødt på. Dets titel er Dreams Rewind. Sam­ti­dig er det et meget ambi­tiøst album. Af sam­me årsag hånd­pluk­ke­de jeg også ØYA til at spil­le til 8. udga­ve af “Musik Mig blidt præ­sen­te­rer”, der løb af stab­len d. 22. marts i år.

ØYA’s lydu­ni­vers udgør et man­ge­facet­te­ret udtryk, som veks­ler mel­lem det stil­le og drøm­men­de til stør­re og mere for­lø­sen­de lydu­ni­ver­ser. Melo­di­er­ne er smuk­ke, og instru­men­ta­tio­nen rig og vari­e­ret, mens sang­tek­ster­ne kred­ser om til­ba­ge­ven­den­de mare­ridt, kon­trol, frygt og over­gi­vel­se og om plud­se­lig ro og indsigt.

Bag ØYA står Mat­hi­as Holm, der siden han var barn både har sun­get, spil­let kla­ver, gui­tar og trom­mer. Han spil­ler key­bo­ard i indie/world/jazz/folk ban­det Girls in Air­ports og har tid­li­ge­re spil­let med Bro­ken Twin, Pen­ny Poli­ce, Bis­se, Caro­li­ne Hen­der­son og Quadron, så det er en dyg­tig og erfa­ren her­re, vi har med at gøre. ØYA er nu ved at være et for­fi­net pro­jekt i live­sam­men­hæn­ge, så der er alt mulig grund til at tjek­ke det ud på Uhørt.

 

Yune

Aar­hu­si­an­ske Yune, et  er end­nu en Musik Mig Blidt-dar­ling, da de udover at have været fea­tu­red på blog­gen adskil­li­ge gan­ge, spil­le­de til fem­te udga­ve af “Musik Mig Blidt præ­sen­te­rer” i 2016 sam­men med Fug­le­flug­ten og Good­bye Lisichka.

Den­gang skrev jeg, at Yune ska­ber et inter­es­sant bud på skæv, char­me­ren­de pop, leve­ret med til­ba­ge­læ­net over­skud og en god por­tion gro­ove. Jeg roste også ban­det for at udfor­ske ram­mer­ne for den moder­ne, alter­na­ti­ve pop­mu­sik og ram­me et efter­tænk­somt udtryk, hvor balan­cen mel­lem det detal­je­ri­ge og simp­le ind­fan­ges i et nuan­ce­ret popu­ni­vers. Dis­se ord står i den grad sta­dig ved magt!

Sene­ste sing­le Vowels er en læk­ker, til­ba­ge­læ­net per­le, som bøl­ger der­ud­af med drøm­men­de, psy­ke­de­lisk klange.

 

Josa Barck

Dan­ske Josa Barck er et ana­gram for mul­ti-musi­ker og pro­du­cer Jacob Rask, som har udgi­vet tre loven­de sing­ler over de sid­ste par år, hvoraf Musik Mig Blidt pre­mi­e­re­de anden­sing­len i 2017.

Josa Barck demon­stre­rer først og frem­mest en musi­ka­li­tet ud over det sæd­van­li­ge samt lige dele lyst og evne til at eks­pe­ri­men­te­re og udfor­dre pop­ska­be­lo­nen. Det er kon­trol­le­ret, regn­bu­e­far­vet kaos i audi­tiv form, der får en til at tæn­ke på andre bands med en far­ve­rig og spr­ud­len­de skæv lyd som f.eks. Ani­mal Col­lecti­ve og Fla­m­ing Lips og de dan­ske kol­le­ga­er Tre­e­fight For Sun­light og Oh No Ono.

Et nyt album er annon­ce­ret til at udkom­me om ca. to måne­der, så Uhørt er en god mulig­hed for at høre hvad der er i vente!

 

Guldimund

Der er noget for­fri­sken­de ufor­ud­si­ge­ligt men alli­ge­vel gen­ken­de­ligt ved det musik Asger Nordt­orp Peder­sens udgi­ver igen­nem sit musi­kal­ske pro­jekt Gul­di­mund. Han læner sig op af fle­re tra­di­tio­nel­le pop­ska­be­lo­ner, men skif­ter imel­lem dem ube­svæ­ret. Det demon­stre­rer han på debutalnum­met Så Er Det Vel Bare Det? fra sid­ste år, hvor san­ge­ne spæn­der fra “lige ud af lan­de­vej­en pop-rock”, som på Den Sid­ste Brik, mere finur­ligt dvæ­len­de og drøm­men­de som på Lil­le­bror, det kao­tisk stø­jen­de som på Vi Krøl­ler Og Smel­ter og det helt ned­b­ar­be­re­de med kun aku­stisk gui­tar og lidt stry­ge­re som på Jeg Kan Høre Nogen Kal­der. Tek­stu­ni­ver­set bør også frem­hæ­ves. Det er velskre­vet og san­se­ligt smukt og ofte hver­dags­po­e­tisk på en tan­ke­væk­ken­de og ram­men­de måde.

De sene­ste to num­re kan høres på Gul­di­munds Soundcloud-pro­fil og peger i en drøm­men­de, melan­kolsk ret­ning, som jeg ger­ne vil bestil­le mere af!

 

Bad Birthday

Bad Bir­t­h­days kom­po­si­tio­ner er under­hol­den­de og ufor­ud­si­ge­li­ge. Her fin­der du både skønsang og rap, ekso­tisk klin­gen­de og eks­pe­ri­men­te­ren­de instru­men­ta­tion, høj ryt­misk kom­plek­si­tet, wor­ld musi­c/ja­zz-ten­den­ser og com­pu­ter­spil­sæ­ste­tik. Bad Bir­t­h­day er alt­så lidt af en musi­kalsk smel­te­di­gel, men det er abso­lut posi­tivt ment. Det spr­ud­len­de num­mer Futu­re Me min­der mig i øvrigt i sid­ste tred­je­del lidt om Under The Sea fra Disney’s The Litt­le Mer­maid. Kan du høre ligheden?

Sene­ste sing­le er mere foku­se­ret i udtryk­ket, og er en inder­lig for­tæl­ling om nyfo­rel­skel­se på en lyse­rød sky af retro-synth.

Num­me­ret Swe­et­heart er også et vir­ke­lig flot num­mer, der svæ­ver der­ud­af på drøm­men­de udstrak­te klan­ge og fuld­stæn­digt hyp­no­ti­se­ren­de jung­le-ryt­mik! Musik­vi­deo­en er i øvrigt ekstremt visu­elt dragende:

 

Her­med er vi nået til vejs ende i mine anbe­fa­lin­ger. Den fær­di­ge spil­le­plan ser såle­des ud:

Læs evt mere på Uhørts hjem­mesi­de.