Musik Mig Blidt

I wee­ken­den fandt SPOT festi­val sted i smilets by Aar­hus for 25. gang. Musik Mig Blidt var afsted, og som sæd­van­lig hav­de jeg lagt en omfat­ten­de plan, som jeg måt­te afvi­ge en del fra pga. logi­sti­ske og prak­ti­ske omstæn­dig­he­der — som at det kan være svært at nå fra A til B inden næste kon­cert, og at ens mave rent fak­tisk har brug for noget ordent­lig mad indi­mel­lem, som så også tager lidt tid at konsu­me­re. Der­u­d­over var der selv­føl­ge­lig også de gan­ge, hvor man måt­te lave hår­de pri­o­ri­te­rin­ger mel­lem to over­lap­pen­de koncerter. 

Af dis­se årsa­ger var der fle­re arti­ster på mit pro­gram, jeg desvær­re ikke nåe­de at fan­ge — bl.a. ZAAR, I Think Your’e Aweso­me, School Of X, Modest, GRETA, Yin Yin og Rizan Said. Det må bli­ve en anden god gang!

Til gen­gæld nåe­de jeg en mas­se andre kon­cer­ter, hvor jeg her vil frem­hæ­ve de bed­ste. Noget af det sid­ste jeg fan­ge­de på festi­va­len var en kri­mi­nelt under­be­søgt kon­cert med færø­ske FRUM, der tryl­le­bandt publi­kum med sin ærli­ge, intel­li­gen­te og magisk lyden­de elek­tro­ni­ske pop. Late Ver­la­ne char­me­re­de og for­før­te med sit til­ba­ge­læ­ne­de, gro­ovy og lege­sy­ge take på pop­gen­ren. The Oce­ans over­be­vi­ste med deres melo­di­ø­se, og direk­te støj­ro­ck. Det 11 mand sto­re band Nat­lyst spil­le­de en smuk, nær­væ­ren­de kon­cert, som i kraft af især front­kvin­de Aman­da også var både sår­bar og hav­de kant. Kon­cer­ten star­te­de modigt ud med, at Aman­da slan­ge­de sig ind og ud mel­lem publi­kum og sang a capella. 

Den indad­vend­te Hjal­te Ross gav en lav­mælt men alli­ge­vel ind­le­ven­de per­for­man­ce, flan­ke­ret af et talent­fuldt orke­ster, som for­stod præ­cist hvor­når de skul­le stem­me i og skrue op for deres instru­men­tel­le vir­ke­mid­ler, og omvendt hvor­når de skul­le give plads til det helt ned­b­ar­be­re­de udtryk med kun Hjal­te Ross’ karak­te­ri­sti­ske røst og gui­tar­fin­ger­spil. Lør­dag på den lil­le inti­me klubs­ce­ne med plads til 80 publi­kum­mer gav Simo­ne Tang en meget ærlig og per­son­lig kon­cert med en sou­let til­gang til pop­pen i kraft af især de to kor­pi­gers fine bidrag. 

Jeg nåe­de desvær­re ikke BYLJA helt fra star­ten, men de ca. 20 min jeg nåe­de, lød af meget mere! Duo­ens fil­mi­ske og drøm­men­de electro­ni­ca med dansab­le tech­no vibes blev leve­ret i et slags sur­ro­und setup, hvor de to her­rer spil­le­de over­for hin­an­den med højta­ler­ne vendt ind mod publi­kum i mid­ten. Det gav en fed følel­se af at være midt i musik­ken, og gjor­de det end­nu nem­me­re at drøm­me sig væk i de lige dele smuk­ke, mini­ma­li­sti­ske melo­di­er og detal­je­ri­ge lyd­land­ska­ber. Jeg fik per­son­ligt bare lyst til at lyt­te med luk­ke­de øjne og nik­ke i takt til kom­po­si­tio­ner­nes sprø­de beats. 

Ende­lig bød Efter­klang på en efter­hån­den sjæl­den kon­cert på dansk jord. Det viste sig at være en meget medri­ven­de kon­cert bestå­en­de af nye dansk­spro­ge­de san­ge, frem­ført sam­men med det bel­gi­ske baro­ken­sem­b­le B.O.X. og på trom­mer den nor­ske solo­ar­tist og trom­mesla­ger, Siv Øyunn Kjen­stad. Det var et kærkom­ment gen­syn med ban­det på trods af, at det meste af set­lis­ten næsten kun bestod af nye san­ge. Som altid med Efter­klang besad musik­ken en ibo­en­de skøn­hed, der vir­ker utro­lig orga­nisk. Der var sam­ti­dig en meget intim stem­ning igen­nem kon­cer­ten, bla. i kraft af det dansk­spro­ge­de islæt og ikke mindst to til­fæl­de af fæl­les­sang med publi­kum under kyn­dig vej­led­ning af for­san­ger Cas­per Clau­sen. Såle­des opstod der en ret magisk stem­ning af sam­hø­rig­hed, da 1500 publi­kum­mer i Musik­hu­sets sto­re sal stem­te i og i fle­re omgan­ge sang stro­fer­ne: “Hold mine hæn­der / tågen for­svin­der / alting for­an­dres / du ser mig, jeg ser dig”.

Tak for den­ne gang SPOT festival!