Musik Mig Blidt

 

I det­te ind­læg kan du både læse et dyb­de­gå­en­de inter­view med fremad­stormen­de Ice Cream Cat­hed­ral og vin­de bil­let­ter til deres kon­cert på Radar i Århus fre­dag den 15. marts. Lad mig star­te med at knyt­te et par ord til ban­det og deres nye album The Drow­sy Kingdom. 

Fra jeg først opda­ge­de Ice Cream Cat­hed­ral i vin­te­r­en 2012, har jeg været meget begej­stret for deres forun­der­li­ge, drøm­men­de, men også kon­trast­fyld­te musi­kal­ske uni­vers, og min begej­strin­gen er kun ble­vet stør­re, efter at trio­en den 4. marts udgav deres debutal­bum The Drow­sy Kingdom.

Det er et album, der med det sam­me vir­ker appel­le­ren­de med sine stær­ke melo­di­er, men sam­ti­dig udfor­drer lyt­te­ren med sin let­te­re bizar­re instru­men­te­ring med mysti­ske, David Lynch-agti­ge under­to­ner. Det er en lyd, der dog ikke er så nem at sæt­te i bås, for som sagt står kon­tra­ster­ne i kø. Album­met rum­mer såle­des både lys og mør­ke, håb og fortviv­lel­se, tyng­de og let­hed, stor­la­den­hed og mini­ma­lis­me, og jeg kun­ne bli­ve ved. Det er i høj grad album­mets sto­re styr­ke. Det, og så Anja T. Lahr­manns smuk­ke vokal, der på album­met er mere i cen­trum og slet og ret er en nydel­se at lyt­te til.

Jeg vil der­for på det kraf­tig­ste anbe­fa­le, at du tjek­ker The Drow­sy King­dom ud, hvis du ikke alle­re­de har gjort det. Her­un­der får du mulig­hed for det både via Wimp og Sportify:

The Drow­sy King­dom via Wimp       The Drow­sy King­dom via Spotify

        

 

Tjek også musik­vi­deo­en til den nye sing­le When You Depart.

 

Inden vi tager hul på inter­viewet, love­de jeg jo at udlod­de bil­let­ter til kon­cer­ten på Radar i Århus fre­dag den 15. marts. Jeg har fået lov at udlod­de 2 bil­let­ter til en hel­dig læser. For at del­ta­ge i kon­kur­ren­cen sen­der du bare en mail til mail@musikmigblidt.dk med dit ful­de navn. Kon­kur­ren­cen slut­ter tors­dag den 14. marts kl. 20.

Og så vide­re til inter­viewet. Inden Ice Cream Cat­hed­ral drog på deres igang­væ­ren­de mini­dan­mark­stour, fik jeg en snak med ban­det om bl.a. deres kor­te histo­rie som band, deres inspira­tions­kil­der, beteg­nel­sen “spa­ce pop”, album­mets artwork, hvad der gem­mer sig bag album­mets titel, og hvad frem­ti­den byder på.

——————————————————————————————————————————————–

MMB: Hvis vi spo­ler tiden lidt til­ba­ge, så mød­te i hin­an­den på ryt­misk musik­kon­ser­va­to­ri­um? Hvor hen­ne i lan­det er vi? 

Kri­sti­an: Vi star­te­de sam­men på Ryt­misk Musik­kon­ser­va­to­ri­um i Køben­havn i som­me­ren 2010, hvor vi går på sam­me årgang. Her går vi sta­dig­væk og er fær­dig med 3. år nu.

MMB: Hvor­dan fandt i så ud af, at i skul­le have et band sammen?

Anja: Det var ud fra fæl­les musi­kal­ske inter­es­ser. Vi fandt hur­tigt sam­men om en fæl­les smag og fandt ud af, at vi lyt­te­de til nog­le af de sam­me ting, som vi ikke del­te med så man­ge andre fra vores årgang.

Kri­sti­an: Alle­re­de en måneds tid efter stu­di­estart lave­de vi en slags skri­ve­klub, hvor vi prø­ve­de at skri­ve nog­le skit­ser til noget musik sam­men. Alle­re­de sam­me vin­ter lag­de vi et par san­ge op på Myspace.

Anja: Vi arbej­de­de vir­ke­lig læn­ge med den før­ste skit­se, som blev til num­me­ret A Down­stro­ke (fra EP’en Straight Arcs, red.). Det num­mer har været i vir­ke­lig vidt omkring i man­ge vari­a­tio­ner, men i sid­ste ende kom det i høj grad til at defi­ne­re vores lyd.

MMB: I pres­se­ma­te­ri­a­let for jeres nye album The Drow­sy King­dom frem­går det, at i er gået fra at være inspi­re­ret af witch hou­se-gen­ren (bl.a. Sle­ep Over) og dream pop (bl.a. Bro­adcast) til at kal­de jeres egen musik for Spa­ce pop. Kan i for­tæl­le lidt om den­ne udvik­ling i jeres lyd, og om hvor­for i synes, at beteg­nel­sen “spa­ce pop” pas­ser på jeres musik, som den lyder nu? 

Anders: Hele EP’en (Straight Arcs, red.) var meget inspi­re­ret af witch hou­se-sce­nen. Vi hav­de nok også brug for en klar fæl­les refe­ren­ce­ram­me, for­di vi ikke kend­te hin­an­den så godt end­nu. Da den var fær­dig og udgi­vet gik vi i gang med at skri­ve nye skit­ser med det sam­me. I den­ne omgang gik vi til det mere frit og lod os inspi­re­re mere umid­del­bart. Det kun­ne være en af os lige hav­de hørt et eller andet num­mer, som vi var inspi­re­ret af. Det faldt os mere natur­ligt end arbej­det med EP’en gjor­de. Inden vi tog 8 dage til Sve­ri­ge for at ind­spil­le de her skit­ser, hav­de jeg egent­lig et ret for­vir­ret bil­le­de af, hvad det præ­cist skul­le bli­ve til. Det føl­tes om det stak i både øst og vest. Det var først på Sve­ri­ge­s­tu­ren, at album­met tog form.

Kri­sti­an: Udgangs­punk­tet var alt lige fra stø­ve­de bal­la­der til hou­se­e­le­men­ter, som på miraku­løs vis, nok for­di vi var sam­men så intenst i den uge og gjor­de alt selv, efter­hån­den blev til en sam­let lyd, som vi kal­der for spa­ce pop.

Anders: Vi opfat­ter den (The Drow­sy King­dom, red.) selv som mere lyt­te­ven­lig og pop­pet end EP’en. Som musi­ker tror jeg ofte, man spej­ler sig meget i de ting, man lyt­ter til og bli­ver inspi­re­ret af. Det spa­cey ind­træf­fer i for­hold til nog­le nye inpis­ra­tions­kil­der. Vi har alle tre trip­pet over kunst­ne­re som Jean Michel­le Jar­re og Mike Old­fi­eld, som beg­ge har en let og melo­disk lyd. Hvor EP’en var mere tung og stø­vet er pla­den kla­re­re og med mere fokus på melo­di og Anjas vokal. Og den er ble­vet mere atmos­fæ­risk og galak­tisk i sit udtryk.

MMB: På trods af, at i har styr på på jeres inspira­tions­kil­der, så synes jeg, at album­met har sin egen karak­te­ri­sti­ske lyd af Ice Cream Cat­hed­ral. Jeres lyd er meget let at gen­ken­de. Hvor­dan sik­rer i så at bibe­hol­de og udvik­le jeres egen unik­ke lyd? 

Anja: Jeg tror, vi er gode til at være bevid­ste om vores refe­ren­cer, og hvad vi tager fra refe­ren­cen. Hvis jeg f.eks. er inspi­re­ret af noget af Kate Bush, så er det én ting, jeg tager fat i. Det kan være en instru­men­te­ring i hen­des måde at skri­ve san­ge på eller et bestemt regi­ster hun syn­ger i. Vi for­hol­der os til helt spe­ci­fik­ke ting. På den måde tror jeg, man kan beva­re sin egen musi­kal­ske inte­gri­tet ved at sto­le på, at man ikke kun imiterer.

Anders: Præ­cis! Der er en kæm­pe grøft mel­lem at være inspi­re­ret og kopi­e­re. Og vi tager kun ele­men­ter af for­skel­li­ge referencer.

Kri­sti­an: Refe­ren­cer­ne hjæl­per os også til at snak­ke i det sam­me sprog. Det kan ellers være meget abstrakt, når man skal snak­ke sam­men om musik­ken i skit­se­fa­sen. Jeg kun­ne f.eks. spør­ge de andre, om vi ikke skul­le prø­ve at ind­spil­le med en lyd ala dét der fra dén der plade.

MMB: Udover musi­kal­ske inspira­tions­kil­der, hvad er i så inspi­re­ret af? 

Kri­sti­an: Jeg kan huske, vi dyr­ke­de gyser­film, sær­ligt John Car­pen­ters. Sound­tra­ck­et fra hans film var en lyd­mæs­sig inspira­tion. Uni­ver­ser­ne fra de gyser­film var noget, som vi alle sam­men fandt inspira­tion i.

Anja: Jeg er også meget inspi­re­ret af film. For tiden dyr­ker jeg den gam­le dan­ske sku­e­spil­le­rin­de Asta Niel­sen, som er helt vildt fan­ta­stisk! Jeg så en doku­men­tar om hen­de her den anden dag, og hun er jo vildt karis­ma­tisk, ikke mindst pga. hen­des måde at klæ­de sig på, men også hen­des auto­ri­tæ­re måde at være på. Jeg har jo også skre­vet alle tek­ster­ne på pla­den, og der har jeg været inspi­re­ret af især ame­ri­kan­ske digtere.

MMB: Jeres debutal­bum har fået tit­len The Drow­sy King­dom (”Det døsi­ge kon­ge­ri­ge”, red.). Hvad lig­ger bag den­ne titel? 

Anders: Det er en tekst­bid fra den før­ste sang på album­met, der hed­der An Arm­ful Of Rubies. Tit­len The Drow­sy King­dom har et følel­ses­mæs­sigt aspekt i for­hold til, hvad der omkran­ser man­ge af tek­ster­ne. Den rum­mer også en genklang af, at være et portræt af sam­fun­det, synes jeg. Det, at være en del af et sam­fund, en ver­den hvor man skal fin­de sin plads, hvor man­ge folk bare går rundt og ste­ner lidt.

Anja: The Drow­sy King­dom kan både refe­re­re til en sub­jek­tiv følel­se eller hold­ning, men kan også være en slags objek­tiv kon­sta­te­ring af sam­fun­det set ude­fra. Det spil­ler i den for­stand på både en ydre opfat­tel­se og en indre følelse.

MMB: I har en udpræ­get ”Do it Your­self” til­gang til jeres musik – i pro­du­ce­rer, mixer og skri­ver tek­ster­ne selv, men I har på debut-LP’en fået Paul Gold (Salt Maste­ring), der før har haft tone­an­gi­ven­de bands som Ani­mal Col­lecti­ve, LCD Sound­sy­stem og Grizzly Bear som kun­der, til at lave maste­ring på hele album­met. Hvad har det bety­det for album­mets lyd? 

Kri­sti­an: Vi vil­le ger­ne søge kom­pe­ten­cer fra andre ste­der end dem, vi omgås her­hjem­me. Lyd­mæs­sigt vil­le vi ger­ne i den ret­ning, han repræ­sen­te­rer, og så er han sinds­sygt dygtig!

Anders: Hvis der skul­le en per­son ind over i for­bin­del­se med maste­ring af album­met, så skul­le det være en som har en æste­tisk rela­tion til ele­men­ter af vores musik, og det har han, og de kunst­ne­re, han har arbej­det med, er lidt i sam­me bold­ga­de som os. Maste­ring, hvis det er gjort ordent­lig, til­fø­rer altid en ekstra dimen­sion eller dyb­de til musik­ken. Et ele­ment, man før hav­de pla­ce­ret et sted, hvor det mud­re­de lyden en smu­le, har han (Paul Gold, red.) med sin tek­ni­ske kun­nen mulig­hed for at pla­ce­re et andet sted i lyd­bil­le­det. Ele­men­ter og detal­jer får der­med lige plud­se­lig en ekstra dimen­sion og dyb­de. Det går fra 2D til 3D.

Kri­sti­an: Der­u­d­over er det godt ikke at sid­de med maste­ring-pro­ces­sen selv, for­di man på det tids­punkt har haft hæn­der­ne så meget nede i det, at man ikke læn­ge­re kan være objek­tiv omkring det. Når man så giver det fra sig, er det vig­tigt, at det er til en, man føler snak­ker sam­me sprog, tæn­der på musik­ken og for­står den.

MMB: Artwor­ket til både jeres sing­le The Ran­ger og The Drow­sy King­dom står den fran­ske kunst­ner Juli­en Lan­gen­dor­ff bag. Hvor­dan kom i kon­takt med ham, og hvad var det ved hans visu­el­le udtryk der til­trak jer? 

Anja: Jeg faldt over ham til­fæl­digt på en blog, jeg læser. Jeg gik ind og tjek­ke­de hans artwork ud og syn­tes. det var en helt vildt spæn­den­de æste­tik, han hav­de gang i. Det var der omkring, vi skul­le tage stil­ling til vores artwork (til The Drow­sy King­dom, red.) og jeg for­slog for de andre, at vi kun­ne bru­ge ham. Vi skrev bare til hans email og spurg­te, om han vil­le arbej­de med os.

Anders: Han skrev til­ba­ge, at det vil­le han ger­ne alle­re­de inden­for en halv time!

Kri­sti­an: Vi hav­de tro­et, at der vil­le være snak frem og til­ba­ge om, hvad det skul­le koste osv.. At vi fik et svar så hur­tigt fra en per­son, der bare var helt på, gjor­de det end­nu mere natur­ligt at væl­ge ham.

Anja: Jeg er vir­ke­lig glad for det styk­ke arbej­de, han har lavet. Han har vir­ke­lig et øje for den visu­el­le pen­dant til vores musik.

Anders: Hele hans visu­el­le uni­vers er tit noget med lag. Han pla­ce­rer f.eks. for­skel­li­ge tek­s­tu­rer oven på gam­le foto­gra­fi­er. Han behand­ler noget natu­ra­li­stisk, hvil­ket jeg synes stem­mer meget godt overens med det syntetiske/akustiske, som vores lyd også bevæ­ger sig inden for; en behand­let vir­ke­lig­hed som bli­ver til noget spa­cey. Han spil­ler på et spæn­dings­felt mel­lem det nai­vi­sti­ske, mysti­ske og okkul­te og har nog­le far­ve- og tek­s­tur­mæs­si­ge valg, som jeg synes afspej­ler vores musik.

MMB: Artwor­ket til sing­len The Ran­ger min­der mig lidt om Witch-hou­se gen­ren, som i star­te­de med at være meget fasci­ne­ret og inspi­re­ret af. Den har noget dystert, magisk og næsten ritu­elt over sig. Artwor­ket til The Drow­sey King­dom er i sam­me stil, men synes måske at være mere lyst i udtrykket? 

Kri­sti­an: Vi vil­le ger­ne have at der var nog­le far­ver på, og at det visu­elt kom frem, at pla­den er ind­spil­let om som­me­ren og har en lyse­re og mere som­mer­ag­tig tone.

Frontcover artwork til The Drow­sy King­dom af Juli­en Langendorff

MMB: Hvad byder frem­ti­den på for Ice Cream Cat­hed­ral? Hvad er næste skridt? 

Anders: Vi skal på tur med Fal­lu­lah i for­læn­gel­se af vores egen tour og sene­re ven­ter SPOT Festi­val, som vi håber kan åbne op for nog­le ting, også udenlandsk.

Anja: Vi er så småt gået i gang med at skri­ve nye ting, som vi ger­ne vil have med på tour.

Anders: Det bli­ver spæn­den­de at se, hvor­dan folk tager imod dem. Vi vil også ger­ne udfor­dre hin­an­den og snak­ker meget om i for­bin­del­se med live shows, at vi ger­ne vil inkorpo­re­re nog­le fle­re ele­men­ter, hvor vi er min­dre bun­det. Vi und­går f.eks. back­ing tra­ck, men prø­ver i ste­det at få så meget lyd ud af tre men­ne­sker som muligt.

Kri­sti­an: I for­læn­gel­se af EP’en føl­te vi os som blæks­p­rut­ter, når vi spil­le­de live. Det var vildt sjovt, men det blev lidt for meget bare et koor­di­ne­rings­ar­bej­de. Det med at udfø­re musik­ken som musi­ke­re røg helt.

Anders: Fuld­stæn­digt! Der­for er det nye live setup og de nye san­ge på den nye pla­de base­ret på en trio-til­gang. Jeg synes, man skal huske på, hvor meget det kan gøre bare at spil­le gui­tar, bas, trom­mer og en vokal. Man kan nog­le gan­ge forta­be sig i detal­jer, og det er fedt i stu­di­et, men live bli­ver man nog­le gan­ge nødt til at spil­le på ener­gi­en i ste­det for del­tal­jer­ne. Det er noget vi arbej­der kon­stant på og kom­mer til, også i fremtiden.

 

Fang Ice Cream Cat­hed­ral live på føl­gen­de datoer:

15. marts — Radar, Århus
3. maj — SPOT Festi­val, Århus
24. maj — Sten­ga­de, København

Sup­port for Fallulah:

22. marts – Sto­re Vega, København
23. marts – Posten, Odense
29. marts – Skrå­en i Nord­kraft, Aalborg
30. marts – Voxhall, Aarhus

Ice Cream Cat­hed­ral | Facebook
Ice Cream Cat­hed­ral | Soundcloud
Ice Cream Cat­hed­ral | Tumblr
Ice Cream Cat­hed­ral | Bandcamp