Musik Mig Blidt

På tors­dag præ­sen­te­rer Musik Mig Blidt de to bands We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself og HunB­jørn live på Kul­tur­sta­tio­nen i Van­lø­se (Læs mere om arran­ge­men­tet her).

I den anled­ning sat­te jeg Ulla Pihl, som står bag HunB­jørn, i stæv­ne til et lil­le inter­view om hen­des musi­kal­ske bag­grund, debut-EP, sam­ar­bej­det med pro­du­cer Bri­an Batz, den meget opmærk­som­hed hun på kort tid har fået fra især udlan­det, hen­des før­ste kon­cert med band (i aften!) samt hen­des frem­tids­pla­ner. Læs med her:

Kan du for­tæl­le lidt om din musi­kal­ske bag­grund, og hvor­dan pro­jek­tet HunB­jørn kom til verden?

Før HunB­jørn hav­de jeg et eks­pe­ri­men­te­ren­de pop band, der hed Lima Lima. Jeg dan­ne­de Lima Lima på mit før­ste år på Ryt­misk Musik­kon­ser­va­to­ri­um, og ban­det fulg­te mig hele vej­en igen­nem min uddan­nel­se og frem til 2014, hvor jeg udgav det tred­je og sid­ste album med Lima Lima. 

Lima Lima var der­for en slags lege­plads, hvor jeg kun­ne lege musi­kalsk og afprø­ve alle muli­ge for­skel­li­ge gen­rer lige fra free-form til punk-pop. Med åre­ne fik mine san­ge og arran­ge­men­ter dog mere og mere en spe­ci­fik og mere indi­epop-præ­get lyd. Til sidst hav­de jeg brug for at bry­de med nog­le ellers skøn­ne musi­ke­re, for helt at kun­ne få min egen lyd igennem.

Jeg hav­de et styk­ke tid for­in­den fået mit før­ste barn, og kun­ne også mær­ke at min lyd hav­de ændret sig med det. Mine san­ge var ble­vet meget mere lyri­ske og bli­de, så jeg brug­te et halvt år på at under­sø­ge, hvad det gik ud på, og hvor­for jeg ople­ve­de mod­stand mod lyden. 

Jeg gjor­de mig rig­tig man­ge tan­ker om, hvad det vil sige at være kvin­de og lave pop-musik, og hvor­dan jeg kun­ne vok­se og bli­ve ældre i den rol­le i en mand­ligt domi­ne­ret musik­bran­che med meget få kvin­de­li­ge rol­lemo­del­ler og et vær­di­sæt, som pri­ser det unge, nye og smukke.

Gene­relt var det en tid, hvor jeg skul­le genop­da­ge mig selv, og da jeg kom i tan­ke om, at mit navn Ulla er et kæle­navn for Ursu­la som bety­der lil­le hunb­jørn, var det som om, det hele gav mening. HunB­jørn-nav­net kan for mig rum­me det hele. Det rå og det sår­ba­re, at være mor og sam­ti­dig vil­le ska­be noget. At tage sty­ring med sit eget liv og selv defi­ne­re, hvad der er sejt og ikke. At være vil­jestærk og hand­le­kraf­tig og sam­ti­dig helt åben og blød. Der­u­d­over føler jeg, at det er et navn, jeg kan vok­se med.

Din debut-EP In Vacou udkom midt i sep­tem­ber. Hvad er den kunst­ne­ri­ske ambi­tion med EP’en?

At skri­ve musik er for mig en udvik­lings­pro­ces. Det er oftest først bag­ef­ter, at jeg klart kan se, at en sam­ling san­ge fx har et gen­nem­gå­en­de tema. Da jeg skrev san­ge­ne til “In Vacuo”  hand­le­de det om at sige ja, til den mere lyri­ske side af min sangskiv­ning, som vir­ke­lig hav­de pres­set sig på i min bar­sel, og for­e­ne den­ne med en mere rå og pågå­en­de lyd, som jeg hav­de dyr­ket meget med Lima Lima. Alle tek­ster­ne har for mig en reflek­te­ren­de og bag­ud­sku­en­de karak­ter. Hvor­dan var jeg som tee­na­ger, hvil­ke kær­lig­heds­for­hold har jeg ople­vet osv., og hvad tæn­ker jeg nu? og sel­ve EP-tit­len kom­mer fra den følel­se, jeg hav­de, da jeg stod mel­lem to pro­jek­ter. Jeg hav­de luk­ket Lima Lima, men vid­ste end­nu ikke hvad mit nye musi­kal­ske pro­jekt var. Det føl­tes som at svæ­ve rundt i et vakuum.

Hele EP’en er skabt i sam­ar­bej­de med pro­du­cer Bri­an Batz (Sle­ep Par­ty Peop­le). Hvad har det­te sam­ar­bej­de bety­det for EP’en lydudtryk?

Jeg vid­ste, at jeg hav­de brug for én til at hjæl­pe mig med at for­lø­se de san­ge og den lyd, jeg hav­de i hove­d­et, og jeg vid­ste også, at det var vig­tigt, at jeg gjor­de mig fri af min kon­ser­va­to­ri­e­tid og den måde at tæn­ke på. 
Jeg har end­nu ikke hørt noget musik fra Bri­an Batz’ hånd, som jeg ikke brød mig om, og jeg synes vir­ke­lig, han for­mår at brin­ge det smuk­ke og det stø­jen­de sam­men i en per­fekt balan­ce. Der­u­d­over kend­te jeg ham ikke per­son­ligt. Så jeg tog mod til mig og send­te demo­er af mine san­ge, og hel­dig­vis vil­le han ger­ne være med. Jeg ind­spil­le­de grund­spor der­hjem­me, og siden­hen lave­de vi san­ge­ne fær­dig i hans stu­die sam­men. Jeg ople­ve­de, at vi var enormt eni­ge om, hvor musik­ken skul­le hen, og at net­op Bri­an var i stand til at for­stå og for­lø­se mine idéer. Han har en helt klar og tyde­lig lyd, som både kan høres i hans mix, men også i al gui­tar­spil­let på In Vacuo, og jeg elsker det.

Din debut-sing­le A Flut­ter of the Heart fik hur­tigt en del opmærk­som­hed på bl.a. de soci­a­le medi­er, Ikke bare fra Dan­mark men også fra udlan­det. Musik­vi­deo­en har pt ca. 85.000 views på Youtu­be, og du har over 23.000 føl­ge­re på Face­book, hvil­ket er høje tal for en debu­te­ren­de kunstner.

Kan du sæt­te ord på din ople­vel­se af, hvor­dan HunB­jørn er ble­vet mod­ta­get i medi­er og ikke mindst blandt almin­de­li­ge lyttere?

Ja, det har været en ret cra­zy tid for HunB­jørn. D. 1. maj 2018 hav­de jeg lige opret­tet en helt ny side til HunB­jørn på Face­book med nul føl­ge­re, og ca 2. måne­der efter var der fle­re tusin­de. Jeg hav­de været lyk­ke­lig, hvis bare 500 men­ne­sker hav­de vist min musik interesse. 

Før udgi­vel­sen var jeg rundt og tale med for­skel­li­ge PR bureau­er om, hvor­dan jeg bedst skul­le få min musik ud i ver­den, og det var så sinds­sygt depri­me­ren­de, at jeg fak­tisk kom til at græ­de til det sid­ste møde. Alle tal­te om, hvor umu­ligt det var at kom­me ud med ny musik, som ikke var skå­ret til P3, og at min alder og mit køn også var i vejen.

Så til sidst beslut­te­de jeg mig for at gøre noget helt ander­le­des. Jeg sat­te mig ned og læste op på, hvor­dan man arbej­der med digi­tal mar­keds­fø­ring. Jeg lave­de min før­ste face­boo­k­an­non­ce med et klip fra video­en til “A Flut­ter Of The Heart” og send­te den ud til inter­es­se­ba­se­ret publi­kum i USA, Tys­kland, Frank­rig mm. I star­ten var jeg fak­tisk lidt pin­lig over det, så jeg hav­de eks­klu­de­ret Dan­mark fra min annon­ce. Men efter bare en uge hav­de video­en delt sig selv så man­ge gan­ge, at den selv hav­de fun­det vej til Dan­mark, og folk jeg kend­te begynd­te at kom­men­te­re på den. Det skab­te da også noget opmærk­som­hed i Dan­mark, og jeg tror ikke min sing­le vil­le have fået den sam­me mæng­de omta­le, hvis det ikke var pga. opmærk­som­he­den på de soci­a­le medier. 

Men det var helt vildt for mig, at så man­ge men­ne­sker plud­se­lig skrev utro­ligt søde ting til mig og også svært, efter­som jeg kun hav­de den ene sang ude på det tids­punkt. Der var end­da en pige, der skrev til mig at hun vil­le dan­se bru­de­vals til “A Flut­ter Of The Heart”, for­di den rør­te hen­de så dybt. Det er da crazy!

Kon­cer­ten i Van­lø­se på tors­dag er den før­ste kon­cert du spil­ler med band. Hvor­dan har det været at skul­le arran­ge­re san­ge­ne til live­band og få det til at spille?

Det har været sjovt og udfor­dren­de. Udfor­dren­de, for­di jeg net­op har brugt lang tid på at zoo­me ind på en meget spe­ci­fik lyd, og i sam­men­hæng med ban­det har skul­le åbne op for den lyd igen. Alle san­ge­ne har været tænkt som en pro­duk­tion fra den spæ­de start, så der har været ting, der ikke på sam­me måde fun­ge­rer med ban­det. Men jeg synes, vi er endt et godt sted, hvor san­ge­ne sta­dig er sig selv, men hvor der også er plads til 5 indi­vi­du­el­le musi­ke­res udtryk.

Hvad er næste skridt for HunB­jørn og hvad med på læn­ge­re sigt?

Fak­tisk har jeg alle­re­de end­nu en EP på trap­per­ne. Den­ne har jeg pro­du­ce­ret selv, og Bri­an Batz har mixet og sam­let musik­ken sam­men med mig. Hvis alt går vel, så udkom­mer den før­ste sing­le “Who Are We To Love” i febru­ar måned.

Og så er jeg gået igang med et fuld­læng­de album, som jeg går og skri­ver og ind­spil­ler på i dis­se dage.

I for­bin­del­se med udgi­vel­sen af In Vacuo skab­te jeg et vir­tu­elt uni­vers omkring san­ge­ne. En hjem­mesi­de for hver sang med en mas­se “behind the scenes”-materiale, ekstra live video­er, bil­le­der og v‑logs om san­ge­ne osv.

Det var skabt til alle de fans fra udlan­det, som ikke har mulig­hed for fx at kom­me og se mig spil­le i Van­lø­se på tors­dag. Jeg har ikke et book­ing­bu­reau eller et pla­de­sel­skab, der læg­ger en mas­se arbej­de i pro­jek­tet. Så alting sker i mit tem­po, og det fun­ge­rer godt for mig at arbej­de på de soci­a­le medi­er og via hjemmesider/emails. Så jeg vil helt klart ska­be den sam­me ople­vel­se omkring udgi­vel­sen af den næste EP. 

Der­u­d­over vil jeg rig­tig ger­ne mere ud og spil­le med mit band, og rig­tig ger­ne i udlan­det. Men mit nye mot­to er, at ting tager tid, så jeg prø­ver ikke at lade mig stres­se af alt det, jeg ger­ne vil.

Og så har jeg for­re­sten star­tet mit eget pla­de­sel­skab, så jeg kan gøre tin­ge­ne på min egen måde og i mit eget tempo.

Bil­let­ter til dob­belt­kon­cer­ten med We Are The Way For The Cos­mos To Know Itself tors­dag d. 13/12 med kon­cert­start kl. 20.30 (døre kl. 20.00) kan købes via Bil­let­to for 60 kr. + gebyr eller til 70 kr. i døren.

Face­book-event: https://www.facebook.com/events/186693128883295/