Musik Mig Blidt

Tag det som en udfor­dring. Lyt dig igen­nem Kind­ly Now, sene­ste udgi­vel­se fra Kea­ton Hen­son — mester­for­mid­ler af hjer­teskæ­ren­de melan­ko­li og kære­stesor­ger af Van Gogh-myti­ske dimen­sio­ner. Og gør det nu, net­op som års­ti­den der­u­de for alvor er skif­tet til efter­år. Men for­sig­tig, tag det i små doser.

Kea­ton Hen­son er tid­li­ge­re omtalt her på blog­gen, og fle­re af hans san­ge har opt­rå­dt på som­me­rens guld­korns­li­ster. Gen­ren kan man kal­de kam­mer­pop: Stær­ke, let­til­gæn­ge­li­ge melo­di­er i hoved­sa­ge­ligt kla­ver- og vio­lin­bår­ne tids­lø­se arran­ge­men­ter præ­get af klas­si­ske ele­men­ter. Hvis vi skal snak­ke sam­men­lig­ne­li­ge kunst­ne­re, så er Rufus Wainwright, Ryan Adams, Jeff Buck­ley og Benja­min Fran­cis Leftwich gode bud.

Det er sta­dig en vokal­præ­sta­tion svin­gen­de fra det sart vibre­ren­de til det tæt på over the top emo­tio­nelt og tem­pe­ra­ments­ful­de, der er Kea­ton Hen­sons vare­mær­ke. På langt stør­ste­par­ten af Kind­ly Now, lyk­ke­des det at beher­ske og ind­heg­ne voka­len med så stær­ke melo­di­er og rig vari­a­tion i arran­ge­men­ter­ne, at det på en gang får vist san­ge­rens intro­ver­te skrø­be­lig­hed men sta­dig ræk­ke udad og være til­pas vari­e­ret til, at det hele ikke bli­ver en for tung og dræ­nen­de omgang.

Men der er også sket et skif­te siden de tid­li­ge­re albums meget per­son­li­ge karak­ter. Fra det stærkt sel­v­ud­le­ve­ren­de til det mere isce­ne­sæt­ten­de. Det illu­stre­res fint af bil­le­det på albumcove­ret med maler­plet­ten over Kea­tons ansigt. Et træk, der leder tan­ken hen på eks­pres­sio­ni­sti­ske male­re. Af en sang­ti­tel som Old Lovers in Dres­sing Rooms i kon­trast til den über-per­son­li­ge Swe­et­heart, What Have You Done To Us fra album­met Bir­t­h­days. Og af sæt­nin­ger som “after all I’m an artist, and I still got songs in me!”, der igen peger på en mere selv­be­vidst kunst­ner, der maler tea­tral­ske sce­ner frem for os, frem for hver­dags­po­e­ten, der uden vide­re oms­vøb åbner op og ufortrø­de­nt tærer på hoved­sto­len – den aller­per­son­lig­ste kerne.

Mindst vel­lyk­ket står Good Lust og instru­men­talstyk­ker­ne Gabe og NW ouver­tu­re, som lidt for vil­le­de og ufar­li­ge stem­nings­bil­le­der. Mens Alright, The Pugi­list og No Wit­nes­ses — og før­nævn­te Old Lovers in Dres­sing Rooms — frem­står som stær­ke­re leve­rin­ger af en sart sjæl, der er ble­vet sig sine vir­ke­mid­ler mere bevidst.

En skjult per­le på album­met er Holy Lover. End­nu et stem­nings­bil­le­de, men som den­ne gang fun­ge­rer frem­ra­gen­de. Num­me­ret åbner med en smit­ten­de naiv og for­års­fo­rel­sket mes­sen­de gen­ta­gel­se af “I think I love you, baby plea­se don’t be afraid of me”. Her fun­ge­rer stem­nings­le­gen, for­di san­gens nai­ve glæ­de og opti­mis­me, omend sta­dig sart, står i skarp, befri­en­de kon­trast til Kea­tons ellers så udtal­te melan­ko­li. En sang der skri­ger ”håb!” — af den vir­ke­lig kærkom­ne og røren­de slags.

Kea­ton Hen­sons talent begræn­ser sig i øvrigt ikke til musik. Han har også udgi­vet en digtsam­ling og er en dyg­tig illu­stra­tor og maler. Sidst­nævn­te talent bru­ger han bl.a. til selv at stå for artwork til sine musi­kal­ske udgi­vel­ser. Og i for­bin­del­se med udgi­vel­sen af Kind­ly Now har han malet ét værk pr. num­mer som en slags visu­el gui­de til album­met. De er vir­ke­lig fine synes jeg! Tjek gui­den ud via Nylon Maga­zi­ne.

Sel­ve til­bli­vel­ses­pro­ces­sen af album­met har han lige­le­des skil­dret med sel­viro­ni, char­me og efter­tænksom­hed i DIY Maga­zi­ne.