Musik Mig Blidt

Et nyt dansk avant­gar­de-pop pro­jekt har set dagens lys i form af den dan­ske san­ge­r­in­de KHAN.

Bag kunst­ner­nav­net fin­der man san­ge­r­in­den Karen Juhl. Hun er for­san­ger i det mini­ma­li­sti­ske indi­epop­band Luu­men, men har nu også taget skrid­tet ud i musik­ver­de­nen som soloartist.

Debu­ten består ikke ale­ne af de to inter­es­san­te elek­tro­ni­ske pop-per­ler As We Wait og Tsu­na­mi men også af to ledsa­gen­de video­er, der i form af læk­ker æste­tik og høj pro­duction value sæt­ter en høj stan­dard. Til­sam­men udgør san­ge­ne og video­er­ne det visu­el­le værk Occu­py. Førsteud­gi­vel­sen As We Wait udkom i marts og Tsu­na­mi er net­op udkom­met i maj via det bri­ti­ske musik- og kul­tur­si­te The 405 Music and Cul­tu­re Maga­zi­ne, og beg­ge san­ge er med god grund kom­met i rota­tion på P6 Beat.

KHANs ambi­tiø­se visu­el­le pop-pro­jekt, beskri­ver hun selv som en novel­le­sam­ling som hver­ken er trykt eller ana­logt afslut­tet, og så er det inspi­re­ret af den måde, vi til­går musik på i dag:

“Jeg var inter­es­se­ret i at fin­de en form, som spil­le­de ind i den lyt­ning, de digi­ta­le plat­for­me har været med til at for­me, hvor den enkel­te sang optræ­der side om side med links til andre san­ge, for­slag til andre kunst­ne­re, på ven­ners face­book-pro­fi­ler og onli­ne maga­si­ner, for­kla­rer hun og fortsætter:

“Jeg mener, det bety­der noget for hvor­dan vi hører musik, at vi møder den gen­nem YouTu­be, Spo­ti­fy eller andre plat­for­me, som er bestemt visu­elt udfor­met. På den måde er alle udgi­ven­de musi­ke­re poten­ti­elt også visu­el­le kunst­ne­re, det er bare ikke alle der går aktivt ind i det.”

Men for KHAN hæn­ger det musi­kal­ske og det visu­el­le udtryk alt­så ulø­se­ligt sam­men, og der­for har det også været natur­ligt for hen­de at udgi­ve et visu­elt værk, da video­si­den giver mulig­hed for kon­kret billeddannelse.

Kærlighed er fælles tema

Det fæl­les bånd mel­lem As We Wait og Tsu­na­mi er tema­et kær­lig­hed. Der er dog ikke tale om den klas­si­ske roman­ti­ske kær­lig­hed. Karen beskri­ver det selv, som kær­lig­hed som kraft. Her er nem­lig ingen hap­py ending eller forløsning:

“Tek­ster­ne er præ­get af en ana­ly­tisk og obser­vant sprog­to­ne, men stem­men beva­rer et sår­bart leje gen­nem melo­di­er­ne. As We Wait nær­mer sig fx den arke­ty­pi­ske power bal­lad, men dyr­ker sam­ti­dig det loope­de, sta­tus quo — både musi­kalsk og tekst­ligt. Hver­ken san­ge­ne eller vide­o­vær­ket fin­der “en udvej”, og der fin­des ikke det der sid­ste for­lø­sen­de omkvæd.”

Selv­om de to sing­ler kred­ser om sam­me tema, så er der stor for­skel i det musi­kal­ske udtryk.

Før­stesing­len As We Wait’s fun­da­ment er en slæ­ben­de, gli­den­de synth, der løber igen­nem num­me­ret. Der­til til­sæt­tes de skar­pe elek­tro­ni­ske udlad­nin­ger samt KHANs fine lyse stemme.

Anden-sing­len fra OCCUPY-vær­ket har et mere uptem­po trom­me­be­at og er knap så kan­tet og maski­nelt. På san­gen viser KHAN, at hun også omfav­ner den klas­si­ske pop-melo­di til­sat lidt elek­tro­ni­ske spids­fin­dig­he­der. Til sidst i num­me­ret får vi dog lidt af den skar­pe metal­li­ske lyd, som også er at fin­de i As We Wait, den sni­ger sig lige­som ind og for­svin­der igen, som en luren­de uro. Det er tyde­ligt at mær­ke, at kær­lig­hed har tor­ne i KHANs univers.

Inspirationen bag værket

For­skel­lig­he­den i de to san­ge giver god mening, når snak­ken fal­der på KHANs inspira­tions­kil­der. Hun træk­ker nem­lig på så for­skel­li­ge musi­kal­ske bekendt­ska­ber som Arca og Kait­lyn Aure­lia Smith og Mar­vin Gaye og motown-lyden:

“Både Arca og Kait­lyn Aure­lia Smith er kom­po­ni­ster som nær­mest skri­ver helt arki­tek­to­nisk for øret — deres lyd består af plir­ren­de detal­jer tæt ved øret, som vok­ser ind i sin­dri­ge for­løb. Motown inspira­tio­nen kom­mer til udtryk i dyr­kel­sen af den helt enkelt pop-form men med rå ener­gi”, for­tæl­ler Karen.

Den arki­tek­to­ni­ske til­gang til musik­ken for­nem­mer man tyde­ligst på As We Wait. Og hvis man skal have alle de musi­kal­ske fines­ser med, så er det på med høre­te­le­fo­ner­ne, for num­me­ret byder på man­ge inter­es­san­te lag. Hvor­i­mod Tsu­na­mi dyr­ker den mere enk­le pop-form dog uden at bli­ve for­sim­plet og kede­lig at lyt­te til.

Videoerne

De to sing­ler er som nævnt ledsa­get af to video­er, og her invi­te­re KHAN os ind i et hyper­sti­li­se­ret musik­vi­deo­u­ni­vers af høj kva­li­tet. Beg­ge video­er er visu­elt pir­ren­de og sur­re­a­li­sti­ske, og lige­som musik­ken, er der man­ge detal­jer at læg­ge mær­ke til. Beg­ge video­er er skabt af instruk­tø­rer­ne Marie Boye (video­er for Lowly, Mew etc.) og Siff Pri­sted, der har skabt et uni­vers af over­fla­de, sur­re­a­lis­me og hor­ror. De er bestemt et kig værd.

Inspira­tion til de to video­er, har KHAN fun­det gen­nem det sto­re inter­net, som hun beskri­ver som en evig inspira­tions­kil­de, men også kunst fra Barok­ken har været sat sit præg.

“Jeg har været visu­elt opta­get af det svulsti­ge og tem­me­ligt dra­ma­ti­ske, der ken­de­teg­ner en del kunst fra Barok­ken, der viste magt gen­nem det gli­tren­de og vold­som­me. Det dra­ma, den vold — både den udtal­te og uud­tal­te, der udspil­ler sig gen­nem Occu­py, blev yder­li­ge­re sat på spid­sen gen­nem den her hyper-æste­ti­se­re­de stil.”

Med en udgi­vel­se der både har højt ambi­tions­ni­veau, stær­ke san­ge og flot visu­el æste­tik, så er KHAN én af de nye kunst­ne­re, man helt sik­kert skal hol­de øje med. Hun har net­op spil­let kon­cert ved årets Spot Festi­val, og arbej­der lige nu hen mod en udgi­vel­se i før­ste halv­del af 2018. Hvil­ken form den kom­men­de udgi­vel­se får er uaf­kla­ret. Men det er helt sik­kert værd at hol­de øje med.